The Order

Umiddelbart lyder konceptet bag The Order (herhjemme udsendt under titlen The Sin Eater) rigtig fedt. Hovedpersonen tilhører en uddøende og halvt kætterisk orden inden for den katolske kirke. Da hans læremester dør under mystiske omstændigheder i Rom, rejser han fra USA til pavernes by. Der bliver han involveret i et uhyggeligt mysterium, som viser sig at omhandle en såkaldt “syndespiser” – en person, der har kræfterne til at påtage sig et andet menneskes synder og dermed give selv de værste syndere adgang til Himlen uden syndsforladelse.

Helgelands værste side

Det er dette potentielt slagkraftige koncept som manuskriptforfatter, instruktør og producer Brian Helgeland formår at misbruge på det groveste. Helgeland har gennem sin karriere været svingende i kvalitet. Han skrev (og vandt en Oscar for) det glimrende manuskript til L.A. Confidential (1997), baseret på James Ellroys knaldroman fra 1990, men stod også bag manuskriptet til The Postman (1997) og han både skrev og instruerede A Knight’s Tale (2001). Til gengæld stod han bag hovedparten af den energiske hævnthriller Payback (både som manusforfatter og instruktør, selv om han endte med at blive fyret som filmens instruktør).

Med The Order viser Helgeland sig fra sin værste side. Historien er usammenhængende og både uspændende og alt andet end uhyggelig. Personerne er uinteressante og man har ikke et øjebliks sympati for nogle af dem – måske med undtagelse af den kvindelige hovedperson, Mara (Shannon Sossamon), der er den eneste, der lader til at have nogen form for følelsesliv.

Heath Ledger er imponerende ligegyldig som hovedpersonen, den alt for unge katolske præst Alex Bernier, og Peter Weller overspiller grumt som den mystiske og i sidste ende onde kardinal Driscoll. Men prisen som den mest overspillende må alligevel gå til Mark Addy som Alex’ ven Thomas, der også er medlem af ordenen af “karolingere” og som vrøvler sig gennem filmen som en blanding af fordrukken irer og hævnende engel.

Nonsens

Helt fra begyndelsen mister man alle muligheder for at tage filmen seriøst, da man ser både Thomas og Alex konfrontere overnaturlige skabninger som om det var hverdagskost – hvilket det åbenbart også er: Alex mødte den kvindelige hovedperson da han foretog en exorcisme på hende; noget katolske præster jo gør hver eneste dag! Yeah, right.

De to præster bliver dermed den katolske kirkes svar på Ghostbusters, hvilket er ufrivilligt komisk fra første færd. Da Thomas dukker op lige efter at Alex har bortmanet to dæmoner i form af børn, spørger han “Hvad er netop gået forbi her?”. “Djævleyngel forklædt som børn,” svarer Alex, og fortsætter som om intet var hændt: “Dem klarede jeg.” Javel, så. “Who you gonna call?!” – jeg foreslår at man ringer til Bill Murray og kompagni i stedet for.

Ligegyldigt

Da den mystiske “syndespiser” William Eden (“Eden” – fik I den? Wow! Symbolik, mand!), spillet af Benno Fürmann, træder ind på scenen virker det umiddelbart som om der er lagt op til nogle interessante scener, men det ender i kedelige pseudo-intellektuelle religiøse diskussioner, ikke uden mindelser om Wachowski-brødrenes udgydelser fra The Matrix Reloaded (2003). Måske har Helgeland taget skade da han sammen med Wachovskierne skrev manuskriptet til Assassins (1995).

Den antydede sammensværgelse omkring den “mørke pave”, der kort nævnes i filmen, udvikles ikke ordentligt, og der er generelt mange plot-tråde der får lov til at løbe ud i sandet. Et så simpelt spørgsmål som “hvad er syndespiseren og hvor har han sine kræfter fra?” formår Helgeland at lade fuldstændig ubesvaret, ligesom man heller aldrig finder ud af, hvor de omtalte dæmon-børn egentlig kommer fra. Slutningen er forudsigelig, og man bliver næsten fornærmet over at Helgeland har troet at det skulle komme som et chok.

Læg dertil endelig de ufrivilligt komiske special-effects (f.eks. ligner synder åbenbart en blanding mellem blæksprutter og de såkaldte sentinels fra den tidligere omtalte Matrix-trilogi), og så har man en film, der fejler på alle niveauer.

The Order skulle oprindeligt have haft biografpremiere i Danmark, men det valgte den danske distributør klogeligt at ændre på, og filmen gik direkte til video og DVD. Og Gud ske tak og lov for det! Hvis man vil se en spændende okkult gyser kan man med fordel i stedet se Richard Donners fremragende The Omen (1976) eller Roman Polanskis endnu bedre Rosemary’s Baby (1968). Og hvis man er til onde kardinaler kan De Tre Musketerer anbefales (i næsten hvilken som helst udgave). Alt andet end det her rod. Føj for den lede.

Anmeldt i nr. 2 | 13/12/2005

Stikord: Dæmoner, Katolicisme, Okkultisme, Præster, Rom