Event Horizon

“I rummet kan ingen høre kopimaskinen køre for fuld knald” – sådan burde taglinen for Event Horizon måske have lydt, for Event Horizon låner rigtig meget fra ældre film inden for både science fiction- og horrorgenren. Faktisk er “låner” måske et lidt for pænt udtryk. “Stjæler med arme og ben” er måske nærmere sandheden, men det vender jeg tilbage til.

Forsvundet rumskib

Event Horizon foregår i 2047. Rumskibet Lewis & Clark – et rednings- og bjærgningsfartøj – bliver sendt ud på en tophemmelig mission til rummet omkring Neptun. Ikke engang kaptajnen, Miller (Laurence Fishburne), kender formålet med ekspeditionen. Det gør til gengæld civilisten og videnskabsmanden William Weir (Sam Neill), der skal med på turen.

Først da skibet efter 56 dages rejse ankommer til Neptun afslører Weir, at missionen går ud på at finde rumskibet Event Horizon, der forsvandt bag Neptun syv år tidligere og hvorfra der for nyligt var modtaget et nødsignal. Event Horizon (navngivet efter den såkaldte “begivenhedshorisont” i forbindelse med sorte huller) var et tophemmeligt eksperimental-skib, der ved hjælp af et såkaldt “gravity-drive” kunne folde tid og rum og tillade skibet at rejse uendelige distancer på nul-komma-fem. I praksis ved at åbne et sort hul.

To hell and back

Da Lewis & Clark når frem til målet går det snart op for besætningen, at der er noget helt galt. Først og fremmest er ingen i live ombord på Event Horizon. De finder et enkelt frygtelig lemlæstet lig og masser af blod, men derudover er skibet tilsyneladende forladt. En af Lewis & Clarks besætningsmedlemmer, Mr. Justin (Jack Noseworthy) sættes ret hurtigt ud af spillet, da han i filmens begyndelse opdager at skibets “gravity drive” tilsyneladende er aktivt, og han trækkes gennem kernen “et andet sted hen”. Da han kommer ud igen er han totalt katatonisk.

Samtidig med at Justin suges ind i kernen, udsender Event Horizons “gravity drive” en form for stråling, der medfører store skader på Lewis & Clark og tvinger besætningen ombord på Event Horizon mens de forsøger at reparere deres rumskib inden ilten slipper op. Og så begynder der ellers at ske sære ting og sager. Besætningen ser og hører syner – dårlige oplevelser og hemmeligheder fra deres fortid vender tilbage for at hjemsøge dem. Men er det kun hallucinationer eller foregår der noget langt mere skræmmende?

Imens arbejdet med at reparere Lewis & Clark fortsætter eskalerer begivenhederne og det bliver efterhånden klart, at Event Horizon ikke har rejst til et andet sted i universet, men har været et helt andet sted henne – bogstaveligt talt har skibet været en tur til helvede og tilbage igen. Og det har taget noget med sig tilbage.

Herfra bliver tingene kun værre. Forholdet mellem besætningen på Lewis & Clark og Dr. Weir har aldrig været specielt godt, men Weirs opførsel ombord på Event Horizon bliver stadigt mere irriterende, og medfører direkte konfrontationer i takt med, at begivenhederne bliver mere og mere uhyggelige.

Ikke en eneste frisk idé

Event Horizon er på mange måder en ganske udmærket science fiction-gyser, men den er også så uhæmmet inspireret af mange af sine forgængere inden for science fiction- og gysergenren, at den ikke bidrager med en eneste frisk idé. Det sidstnævnte gør det svært at give filmen et rigtig godt skudsmål, for manuskriptforfatteren og instruktøren har ved deres hæmningsløse tyveri gjort det umuligt at vurdere filmen uden at sammenligne med dens inspirationskilder. Og sammenlignet med disse er Event Horizon som en lighter i forhold til et Skt. Hans bål.

I begyndelsen er det selvfølgelig ret morsomt at sidde og spotte alle inspirationskilderne, men til sidst bliver det ærlig talt en anelse trættende, hvilket trækker ned i det overordnede indtryk. Man kan nævne mange forskellige inspirationskilder, men først og fremmest kommer man ikke uden om Ridley Scotts Alien (1979). Lewis & Clarks uhomogene besætning minder påfaldende om den tilsvarende besætning ombord på Nostromo, og Lewis & Clarks “grav couches” (i de danske undertekster kaldet “trykkamre”) som besætningen ligger i under rejsen til Neptun minder lige så påfaldende om dvalekamrene i samme film.

Faktisk er der i filmens begyndelse en sekvens, der i sin opbygning og stemning er så påfaldende inspireret af Alien at man næsten må tage hatten af for instruktøren Paul W.S. Anderson og manuskriptforfatteren Philip Eisner – for det kræver sin mand at være så nonchalant omkring sine referencer. I scenen ser man nogle billeder fra det stille og tomme rumskib mens besætningen ligger i trykkamrene. Scenen ender i trykkammerrummet hvor besætningen ligger i dvale. En anden scene parodierer tydeligvis opvågningssekvensen fra Aliens (1986), hvor besætningen joker med hinanden lige efter at være vågnet af dvalen.

Tak til Clive Barker

Men den måske frækkeste reference kommer henimod slutningen af filmen, hvor der i dialogen citeres næsten direkte fra Hellraiser (1987), der tydeligvis også har været én af de store inspirationskilder for Event Horizon. Weirs kone, som man i flashback får at vide har begået selvmord, dukker op som én af hans “syner” og siger til ham “You’re with me, and I have such wonderful, wonderful things to show you.” Yeah, ok. We get the point.

Scenerne, hvor besætningsmedlemmerne ser “syner” virker i øvrigt inspireret af Tarkovskys Solyaris fra 1972 (genindspillet af Steven Soderbergh i 2002 som Solaris) og der er endnu flere film, der kunne nævnes som direkte inspirationskilder. Et drikkespil, hvor der skal drikkes ved hver reference kunne være ganske underholdende og man ville garanteret blive stang-Bacardi.

Regulært skræmmende

Det der trods alt holder Event Horizon oven vande er, at filmen i passager er regulært skræmmende. I begyndelsen af filmen, inden besætningen har opdaget at der foregår noget seriøst skummelt, er de splittet op i mindre grupper og nogle er alene, hvilket giver anledning til nogle fine, skræmmende scener. Folkenes syner er dog generelt ikke så uhyggelige – det er mest opbygningen til dem, der fungerer godt.

Noget af det mest skræmmende er næsten de antydninger man ser, da det endelig lykkes at rense Event Horizons audiovisuelle logbog for statisk støj. Da ser man en hurtigt klippet montage med nogle af de rædselsfulde ting, der er sket ombord på skibet. At montagen er klippet meget hurtigt medvirker faktisk til at gøre den mere skræmmende end den egentlig er, for seeren tvinges til at forestille sig mere end man egentlig ser.

Hvis man freeze-framer DVD’en går det op for én, at der faktisk er tale om nogle ret “almindelige” splatterscener. En lignende scene dukker op tæt ved filmens slutning, hvor Weir som en slags reserve-Pinhead viser kaptajn Miller nogle af de vidunderlig ting, der er at se “på den anden side”, og her fornægter inspirationen fra Hellraiser sig bestemt ikke!

En overspillende Sam Neill

Skuespillet i filmen er mest en dels på det jævne. Der ydes ingen fremragende præstationer, men det har skuespillerne uden tvivl også fornemmet, at manuskriptet ikke rigtigt lagde op til. Sam Neill ender desværre som den rene kliché henimod filmens slutning, hvor han mister et par skruer i øverste etage og beslutter sig for at tænde Event Horizons “gravity drive” og tage en tur til helvede sammen med de overlevende medlemmer af besætningen fra Lewis & Clark. Det er pinligt og lidt ærgeligt, for Neill er normalt en ganske udmærket skuespiller, der her blot har en dårligt skrevet rolle at arbejde med.

Besætningsmedlemmerne på Lewis & Clark virker umiddelbart ganske interessante, men rollerne er desværre så tynde at man aldrig rigtig fornemmer nogen dynamik imellem dem – i modsætning til situationen i Alien. Kun i begyndelsen af filmen har man indtryk af hvordan hakkeordenen er indbyrdes, men denne antydning af, at personerne er tredimensionelle går desværre tabt senere.

I rollen som Kaptajn Miller synes Laurence Fishburne nærmest at lade op til den to år senere rolle som Morpheus i The Matrix, og Jack Noseworthy har ikke meget at lave i rollen som Mr. Justin, der som nævnt bliver sat ud af spillet ret tidligt i filmen. Lidt mere interessant er piloten Smith, spillet af Sean Pertwee (senere med i bl.a. Dog Soldiers fra 2002).

Pertwee er sympatisk som den meget britiske pilot, der hellere ville på orlov på Mars end på en tur til Neptun. Som han siger: “Der er kvinder på Mars”. Det er desuden forfriskende at opleve Jason Isaacs i en rolle, hvor han ikke spiller skurk – Isaacs er senere blevet langt bedre kendt som Lucius Malfoy i Harry Potter-filmene og foruden at spille Kaptajn Klo i den seneste Peter Pan-filmatisering (2003) var han også den psykopatiske oberst Tavington i Roland Emmerichs The Patriot (2000).

Joely Richardson (der sjovt nok også medvirkede i The Patriot) er tiltrækkende i rollen som løjtnant Starck, men hun har desværre ikke meget at arbejde med – og hun er ingen Ripley. Det er heller ikke Kathleen Quinlans medic, Peters, og Richard T. Jones er nærmest en omvandrende kliché i rollen som den rapkæftede sorte mekaniker Cooper (hvem sagde Yaphet Kotto?). Men alle skuespillerne er solide, hvilket flere af dem også senere har vist. Gruppens sammensætning lugter dog langt væk af Alien, hvor Sam Neill her udfylder den rolle Ian Holm havde i Ridley Scotts langt bedre rumgyser.

Fin billedside og scenografi

Billedsiden er der ikke noget at klage over: filmen er flot lavet, og designet af Event Horizon er præcis så underligt og mystisk at man alene ud fra rumskibets formgivning (både ud- og indvendigt) får indtrykket af, at det er et skummelt rumskib. Instruktøren Paul W.S. Anderson er ikke ligefrem kendt for sine kvalitetsfilm – han er bl.a. manden bag Mortal Kombat (1995), Soldier (1998) og senest Alien Vs. Predator (2004), og på mange måder er Event Horizon hans mest vellykkede film.

For filmen er altså ikke helt tabt bag en vogn – den er flere steder regulært skræmmende, regelmæssigt spændende og næsten konstant flot og ganske vellavet. Musikken af Michael Kamen i samarbejde med electronicagruppen Orbital er velfungerende – især Kamens rent symfoniske passager er virksomme, men også Orbitals bidrag er interessante. Problemet er, at filmen er hamrende uoriginal og at den henimod slutningen stedvist bliver pinligt dårlig; primært i scenerne med Sam Neill.

Alt i alt kan Event Horizon anbefales med forbehold, hvis man er klar på at se en science fiction-gyser mens man leger “gæt inspirationskilderne” og hvis man gør sig klart, at der ikke er tale om nogen original film. Hvis man lader være med at have for høje forventninger er Event Horizon ganske udmærket tidsfordriv, og så har filmen en fornuftig spilletid på kun ca. 92 minutter. Jeg er udmærket underholdt, men næppe alle vil være lige så milde i deres dom.

Anmeldt i nr. 2 | 13/12/2005

Stikord: Andre Dimensioner, Rip-off, Rummet, Rumskibe