The Commodore Story

The Commodore Story er en uafhængigt produceret dokumentarfilm, der blev finansieret ved hjælp af crowdfunding og fik premiere i begyndelsen af 2018.

Dokumentaren er skrevet, produceret og instrueret af Steven Fletcher, som i filmens indledning introducerer sig som dokumentarist, men som i samme sætning oplyser seeren om, at han hovedparten af sit liv har arbejdet som computerprogrammør.

Det er dermed fra starten gjort klart, at filmen ikke er lavet af en uddannet dokumentarist, og det kan man desværre også mærke på den færdige film.

Tre akter

The Commodore Story tegner et løst billede af Commodores historie med fokus på de to mest berømte maskiner, firmaet fremstillede: Commodore 64 og Amiga.

Dokumentaren er inddelt i tre dele, noget prætentiøst kaldet “akter”. Første akt, der varer ca. 30 minutter, hedder “The Typewriter Man” og handler om Commodores stifter Jack Tramiel.

Vi hører om Tramiels baggrund og personlighed og om, hvordan han stiftede Commodore, der i begyndelsen fremstillede skrivemaskiner og senere regnemaskiner.

Anden akt, der varer ca. 45 minutter, hedder “Commodore for the Masses”. Her gennemgås udviklingen af Commodores tidlige computere. Vi hører om Commodore PET, VIC20, VIC1001 og endelig om Commodore 64.

Endelig får vi anden akt også historien om, hvordan forholdet mellem Commodores pengebagmand Irving Gould og direktøren Jack Tramiel blev dårligt og om, hvordan Tramiel blev tvunget ud af det selskab, han selv havde stiftet og bygget op til en enorm og enormt succesfuld virksomhed.

Tredje akt starter ca. 1 time og 15 minutter inde i filmen og varer til slutningen, dvs. i alt ca. 55 minutter. Her hører vi om begyndelsen på Amiga-computeren, som indledningsvist blev udviklet af et selvstændigt firma.

Vi hører om, hvordan Amiga kom i pengeproblemer og endte med at blive opkøbt af Commodore (i øvrigt for snuden af Atari, der på det tidspunkt var ejet af… Jack Tramiel). Og vi følger Commodores historie til dørs, indtil 1994, hvor firmaet måtte erklære sig konkurs.

Rodet

Umiddelbart kan ovenstående hurtige referat af de tre akter få det til at lyde som om, The Commodore Story har et fornuftigt og logisk fremadskridende narrativ, men det er desværre kun tilfældet, når man ser det på papiret.

Det er rigtig nok, at det indre narrativ er stringent nok indtil et sted inde i anden akt. Herefter bliver filmen meget mere løst struktureret og indeholder også en lang række anekdoter, fortalt af de folk, der arbejdede for Commodore og Amiga i de spændende år i 1980’erne.

Mange af disse anekdoter er både søde og interessante nok i sig selv, men langt de fleste af dem er perifere i forhold til filmens overordnede projekt og kunne uden problemer være skåret væk.

De er kulørte, ja, men de er også med til at gøre oplevelsen af filmen mudret og stedvist endda decideret rodet.

Man forvirres

Et problem er også, at man ikke får introduceret mange af disse personer særligt godt. Deres navn og titel angives godt nok på skærmen, første gang de optræder, men ofte går det så hurtigt, at man næsten ikke har tid til at læse om, hvem de er.

Uden dybere kendskab til computerbranchen generelt og til Commodores historie specifikt, er det heller ikke altid, at den titel, der angives på skærmen, fortæller særligt meget. Med andre ord forvirres man ganske ofte, og det er et stort problem.

Dette problem forværres af, at filmen indeholder en masse namedropping af personer, hvis rolle i forhold til Commodore aldrig udspecificeres.

Med andre ord: Hvis man ikke i forvejen kender noget til Commodores historie, vil man helt sikkert blive rystet af undervejs, for filmen gør ingen indsats – som i absolut ingen – for at hjælpe seeren med at forstå, hvad der foregår og hvilken relevans, de personer, der bliver nævnt, har for den overordnede historie.

Savner fortællerstemme

Her er vi inde ved ét af filmens måske største problemer: The Commodore Story har ingen fortællerstemme, og i de mange interviews hører man ikke én eneste gang interviewerens stemme eller spørgsmål. Filmen består altså udelukkende af interview-subjekternes fortællinger.

I en mere stramt styret, scriptet og tilrettelagt film kan denne tilgang godt fungere, men i The Commodore Story gør det entydigt ikke.

Man savner i den grad en fortællerstemme, der med mellemrum kan fylde nogle informationshuller og følge op på ting, som de forskellige medvirkende siger.

Ikke mindst savner man, at en fortællerstemme løbende indplacerer de forskellige interviews i Commodores overordnede historie.

Interessante personer

The Commodore Story er ellers fyldt med interessante personer. En stor del af Commodores tidlige historie i første akt fremlægges f.eks. af Leonard Tramiel, Jack Tramiels søn.

Jack Tramiel døde i 2012, og kunne således ikke selv interviewes til denne film, selvom arkivklip med ham dog indgår hist og her.

Leonard Tramiel er tydeligvis stolt af sin egen rolle i Commodores historie, men filmen er også karakteristisk derved, at man forventes at tage Leonard Tramiels udlægning for gode varer. Det samme gælder for de øvrige interviewede. Der er således ikke tale om nogen kritisk tilgang til stoffet.

Derudover hører vi fra en lang række andre folk, der har været involveret i udviklingen af Commodores maskiner, både Commodore 64 og Amiga, og også folk, der har brugt maskinerne i deres arbejde.

Blandt interviewsubjekterne finder vi bl.a. R.J. Michal og Ron Nicholson, der begge var med til at udvikle Amigaen, og der er korte interviews med komponister som Rob Hubbard, Ben Daglish og Chris Hülsbeck, foruden grafikeren James Sachs, der bl.a. stod bag grafikken til Defender of the Crown.

Endelig hører vi også løbende fra diverse fans, hvor der er klip fra de fanmøder, der stadig finder sted, dedikeret til Commodores maskiner.

Ingen god dokumentar

Hvis charme alene var nok til at holde en dokumentarfilm flydende, så ville The Commodore Story ikke have nogen problemer overhovedet, for der skal ikke være den mindste tvivl om, at de mange interviewede og deres historier er dybt charmerende.

Men som dokumentarfilm fungerer The Commodore Story bare ikke. Uden et forudgående kendskab til historien bag Commodore, firmaets computere, Amigaens historie og Commodores opkøb, bliver man ikke klogere ved at se filmen; tværtimod.

Og hele slutningen på Commodores historie, med den inkompetente ledelse, der kørte selskabet i grus, hører vi intet om.

Dem, der vil få noget ud af The Commodore Story, er derfor kun dem, der har et godt forhåndskendskab til hele historien og til de forskellige maskiner.

De vil til gengæld sagtens kunne nyde de mange anekdoter, filmen er fyldt med. Men nogen god dokumentarfilm er The Commodore Story ikke.

Anmeldt i nr. 202 | 13/08/2022