Da hjemmecomputer- og konsolmarkedet for alvor begyndte at vokse i starten af 1980’erne var spilproducenterne hurtige til at indse det lukrative i spil, baseret på film og TV.
1982 var året, hvor filmlicenser første gang gjorde deres indtog på markedet med titler som Raiders of the Lost Ark, Alien og ikke mindst det berygtede flop E.T. (alle fra Atari), der var en medvirkende faktor til det såkaldte “video game crash” i 1983.
Hele historien om spilindustriens krise i 1983 og E.T.-spillets rolle i den er ekstremt spændende og er blevet ved med at fascinere. I 2013 blev tusindvis og atter tusindvis af Atari-cartridges gravet frem i en landfill i New Mexico – en bekræftelse af rygter, der af mange ellers blev betragtet som en myte.
Ocean
1983-krisen ødelagde naturligvis ikke industrien, og det ødelagde heller ikke spilfirmaernes appetit på film- og TV-baserede spil. Tværtimod blev præcis den type spil en hjørnesten i industrien i 1980’erne – og er det fortsat.
Blandt spilfirmaerne er der her ét, der påkalder sig særlig opmærksomhed, fordi firmaet i løbet af 1980’erne kom til at stå som kongen indenfor film- og TV-licenser.
Firmaet var naturligvis britiske Ocean, det eksisterede som selvstændigt firma fra 1983 til 1996, hvor det blev opkøbt af Infogrames.
Ocean er et iværksættereventyr af en kaliber, der kan give selv de mest hardcore Liberal Alliance-folk våde drømme – men det er en historie til en anden gang.
Enkelte fremragende
Her er det en af Oceans filmlicenser, det skal handle om, nemlig Platoon, der selvfølgelig er baseret på Oliver Stones film af samme navn.
Blandt Oceans mange film- og TV-licenser var der naturligvis mange både halv- og heldårlige (var der nogen, der sagde Knight Rider?), men der var også en del gode og enkelte, der var virkeligt gode.
Til sidstnævnte gruppe hører titler som The Untouchables (1989) og Batman (1989), og Platoon hører også til her.
Seks dele, fire baner
Platoon er et actionspil med overfladiske ligheder med filmen. Filmens antikrigsbudskab går tabt i omdannelsen til spil (naturligvis, fristes man til at sige), men andet havde også været overraskende.
De enkelte baner i spillet kan med god vilje genkendes som elementer fra filmen, men snarere end at forsøge at genskabe scener og sekvenser fra filmen med stor trofasthed, har Ocean klogt fokuseret på at skabe et underholdende spil.
Platoon består ifølge manualen af seks dele, der dog rent spilteknisk tager form af fire baner/levels. Den første bane (manualens del 1 og 2, “Jungle and Village”) er en horisontalt scrollende bane, hvor man i tredjepersons-perspektiv styrer en amerikansk soldat gennem den vietnamesiske jungle.
Man kan både bevæge sig mod højre og venstre, ligesom de enkelte skærme nogle steder kan forlades via stier “opad” og “nedad” i skærmbilledet. På den måde er der ikke tale om en traditionelt scrollende shooter, hvor skærmen typisk kun scroller i én retning.
Junglen tager på den måde form af en slags labyrint, man skal finde ud af, men ikke før, man har fundet nogle sprængstoffer, der er gemt et sted. Disse skal nemlig bruges til at sprænge en bro i luften, når man finder ud af junglen.
Alt imens man bevæger sig rundt i junglen skal skyde de Vietcong-soldater, der enten kommer løbende mod eller efter én, dukker op af skjulesteder i jorden eller hopper ned fra træerne. Skud kan undgås ved at hoppe eller dukke sig, og man må også hoppe for at undgå de lureminer, VC har lagt ud i junglen.
Efter at man er kommet ud af junglen, skal man gennemsøge en landsby for at finde indgangen til et underjordisk tunnelsystem, og når man klatrer derned starter bane 2.
Førstepersons-perspektiv
Bane 2 (det manualen kalder del 3, “Tunnel Network”) ses i førstepersons-perspektiv – et relativt tidligt eksempel på dette perspektiv på Commodore 64, senere fulgt af populære titler som Operation Wolf (1988)og Cabal (1989).
Man finder vej rundt i tunnelkomplekset ved hjælp af et kort i højre side af skærmen, mens selve førstepersons-perspektivet optager venstre side.
Målet med banen er her at indsamle lysgranater og at finde et kompas, og selvfølgelig er der også her et hav af fjender, der forsøger at gøre det af med én. Bl.a. dukker VC-soldater op fra tunnelernes oversvømmede bund, og de VC-officerer, der sidder i tunnelkompleksets forskellige rum, overgiver sig naturligvis heller ikke frivilligt.
Nattetide
Bane 3 (manualens del 4, “The Bunker”) bibevarer førstepersons-perspektivet fra bane 2, dog uden kortet i højre side af skærmen. Man befinder sig her i en forskansning ved nattetide og skal slå et Vietcong-angreb tilbage.
For at kunne se fjenden ordentligt, skal man bruge de lysgranater, man fandt i tunnelkomplekset; ellers er de angribende soldater svære – om end ikke umulige – at se. Man angriber fjenden ved hjælp af et sigtekorn, man styrer med joysticket.
Tiden løber
Bane 4 (manualens del 5, “The Jungle”) vender tilbage til tredjepersons-perspektivet fra bane 1. I manualen har man fået at vide, at det amerikanske luftvåben er på vej for at smide napalm, uvidende om, at der stadig er amerikanske tropper i området.
Af samme årsag spilles banen på tid: Sølle to minutter har man til at finde vej gennem junglen, indtil man når frem til slutbossen (manualens del 6, “The Foxhole”). Junglen i bane 4 tager form af enkelte skærme med op til udgange i toppen af skærmen.
For at finde vej gennem junglen, skal man bruge det kompas, man fandt i tunnelsystemet. Foruden de fjender, der naturligvis dukker op og skyder mod én, skal spilleren også navigere udenom pigtråd og landminer.
Klarer man sig igennem junglen, når man frem til den sidste skærm. Her er der kun én fjende, nemlig sergent Barnes (spillets slutboss), der opholder sig i et skyttehul.
Ham skal man besejre ved hjælp af granater, alt imens man selvfølgelig skal forsøge at undgå at blive ramt af den kugleregn, den gale Barnes sender mod én. Og uret tikker stadig…
Alle elementer spiller godt sammen
Platoon er et spil af den type, hvor alle elementer spiller godt sammen. Banedesignet er godt og varieret, grafikken er glimrende, og musikken – komponeret af Jonathan Dunn – er decideret fremragende.
Samtidig er Platoon et spil, hvor designerne med hensyn til sværhedsgrad har ramt den særlige sweet spot, der gør, at spillet nok er svært, men bestemt ikke umuligt at gennemføre.
Netop denne gyldne middelvej viste sig at være overordentlig svær for mange spildesignere at ramme, og en stor del af årsagen til, at det lykkes i Platoon, må også tilskrives både designet af de enkelte baner og styringen, der fungerer virkelig godt.
Det er en sjældent vellykket kombination af delelementer, ikke bare når man kigger på Oceans film- og TV-licenser, men Commodore 64-spil generelt, og det er bestemt ikke uden grund, at Platoon figurerer mange lister over de bedste Commodore 64-spil overhovedet.
Type: Action
Udvikler: Ocean Software, Ltd.
Udgiver: Ocean Software, Ltd. (UK), Data East USA, Inc. (USA)
År: 1987 (UK), 1988 (USA)
Platform: C64
Input: Joystick
Platoon blev portet fra Commodore 64 til Amiga, Amstrad CPC, Apple II, Atari ST, DOS, NES og ZX Spectrum (alle udgivet 1988).
Anmeldt i nr. 202 | 13/08/2022
