Hvis man havde en Commodore 64 i 1980’erne er det næsten lige så sikkert som amen i kirken, at man på et eller andet tidspunkt er stødt på Bubble Bobble.
Og der er meget stor sandsynlighed for, at man selv havde spillet og tilbragte timevis og atter timevis i selskab med de små bobledrager Bub og Bob – eller måske bare Bub.
Commodore 64-porten af Bubble Bobble er formentlig den bedste arkadeport til Commodore 64 nogensinde, og spillet opnåede helt fortjent enorm popularitet, ligesom det også helt fortjent i dag har status af klassiker.
Piger og par
Bubble Bobble blev udviklet af Taito og designet af Fukio Mitsuji, der satte sig for at lave et spil, der også ville appellere til piger.
Det var bl.a. dette, der førte Mitsuji til at vælge bobler som et centralt element i spillet, for angiveligt mente han, at det var et element, som piger ville synes var sjovt.
Men ikke nok med, at Mitsuji håbede, at også piger ville spille spillet. Han ønskede også, at det skulle appellere til par, der besøgte arkadehallerne sammen.
Derfor blev Bubble Bobble i udgangspunktet designet som et tospiller-spil, selvom det også fint kan spilles af kun én.
Bobledrager
Baggrundshistorien er, at brødrene Bubby og Bobbys kærester er blevet bortført af den fæle Baron von Blubba, der har transmogriffet de to brødre om til bobledrager – små dragevæsner, der skyder bobler ud af munden!
For at vinde deres kærester tilbage – og blive lavet om til mennesker igen – må Bub og Bob gennemføre 100 baner, fyldt med alskens modstandere, som baronen har sendt mod dem.
Potent kombination
Arkademaskinen kom på gaden i 1986, og i 1987 kom der en hel stribe ports, bl.a. til Commodore 64, Amiga, Amstrad og Atari ST. Flere ports fulgte efter, og mange år senere er Bubble Bobble såmænd også kommet til alt fra iPad til PlayStation 4.
Der er en grund til, at Bubble Bobble har vist sig at være så langtidsholdbart et spil. Kombinationen af simplicitet, et ufattelig elegant banedesign og en kolossal portion charme er virkelig potent.
Samtidig er Bubble Bobble let at lære, så det er lige til at gå til for stort set alle, men banernes støt stigende sværhedsgrad skal ikke desto mindre nok holde de fleste beskæftiget et godt stykke tid.
Ørehængende musik
Her er det Commodore 64-udgaven, det handler om, og som nævnt i indledningen er der nok tale om den bedste arkadeport, der nogensinde kom til 64’eren.
Selvom grafikken på 64’eren selvfølgelig ikke er så god, som den var på arkademaskinen, er grafikken bestemt stadig nydelig, og det samme kan siges om musikken – med det ufatteligt catchy og ørehængende tema, der kører i loop fra start til slut.
Men det vigtigste er selvfølgelig, at gameplayet fungerer, og det må man sige, at det gør – til UG med kryds og slange.
Platforme, modstandere – og bobler
Hver af de 100 baner består af en enkelt skærm med forskellige typer af platforme. Typisk er der én eller to åbninger øverst og nederst på skærmen.
Hvis man hopper ned gennem en åbning i bunden af skærmen, kommer man ud gennem den i toppen, og det kan være en måde at nå frem til en platform, der ellers ville være svær at nå. Man kan dog ikke tage den modsatte vej.
Ved hver banes start befolkes banens platforme af modstandere, som alle skal nedlægges, før man kommer videre til næste bane.
Det gør man ved at ramme modstanderne med de bobler, som Bub og Bob skyder ud af munden. Når en modstander rammes af boblerne, fanges de i dem, og derefter er det bare at løbe ind i boblen med den fangede modstander.
Når en modstander på den måde er taget ud af spillet, omdannes den til noget andet – typisk en form for fødevare – som man kan samle op for at tjene ekstra point.
Derudover fungerer disse point-genstande også som “nøgler” til at låse op for nogle af de forskellige power-ups, der findes i spillet. Bestemte power-ups dukker således først op, efter man har indsamlet et bestemt antal af en bestemt type point-genstand.
Gradvist sværere
I starten er modstanderne relativt lette, men ret hurtigt kommer andre modstandere til, der både er hurtigere og farligere.
Nogle er primært farlige, fordi de bevæger sig hurtigt og i mere eller mindre uforudsigelige baner (f.eks. de lilla modstandere, der ligner små, fede hvaler); andre fordi de selv kan skyde, f.eks. de små hvide troldmænd, der skyder med sten.
Derudover skal man ikke tage alt for lang tid om at gøre det af med fjenderne! Hvis man er for længe om at gennemføre en bane, advares man om, at man skal skynde sig (“Hurry up!”).
Herefter begynder alle fjenderne at bevæge sig meget hurtigere, og efter yderligere et stykke tid, dukker et særligt monster op, som ikke kan besejres af boblerne, og som jager Bub og/eller Bob rundt på banen!
Samtidig med, at modstanderne løbende bliver farligere, bliver også de enkelte baners design gradvist mere udfordrende.
Her er det heldigt, at man faktisk kan hoppe op på de bobler, man selv blæser ud af munden, og bruge dem til at nå op til platforme, som man ellers ikke kunne nå.
Sindrigt power-up-system
Heldigvis er der undervejs mulighed for at fange forskellige power-ups, der svæver op gennem skærmen fra bund til top.
Nogle af disse gør ens bobler i stand til at flyve længere, andre giver ekstra point, endnu andre gør én i stand til at løbe hurtigere, og der er sågar nogle, der kan sende én 3, 5, eller 7 baner længere frem i spillet (foruden mange, mange flere).
Der er også power-ups, der rydder skærmen for fjender og i stedet fylder dele af skærmen op med genstande, der giver point, når man indsamler dem. Dette sker på tid, så man skal skynde sig for at indsamle dem alle.
Som nævnt tidligere er der nogle power-ups, der først dukker op, når man har indsamlet et bestemt antal point-genstande. Dette udstrækker sig også til indsamling af andre power-ups.
Nogle power-ups dukker således først op, når man har udnyttet effekten af en anden power-up eller indsamlet et bestemt antal af en anden type power-up. Der er endda også power-ups, der udelukkende kommer i spil, hvis man er to spillere.
På den måde er Bubble Bobble ganske sindrigt designet, men det fantastiske er, at man slet ikke behøver forholde sig til alle disse regler og kriterier.
Det er ikke sådan, at succes i spillet er betinget af, at man opfylder de forskellige kriterier for power-ups. De er bare ekstra kulør til et i forvejen kulørt spil.
Fornuftig sværhedsgrad
Derudover er Bubble Bobble et spil, der har en virkelig fornuftig sværhedsgrad. Det er udfordrende, ja, men i modsætning til mange andre spil til Commodore 64’eren, er Bubble Bobble ikke et spil, det nærmest er umuligt at gennemføre uden at snyde.
Det kræver mange forsøg, det kræver øvelse og det kræver tålmodighed, ja, men det er ikke ét af de spil, man bare aldrig nogensinde gennemfører.
Endelig må spillet også roses for faktisk at fungere glimrende, uanset om man spiller én eller to spillere. Som nævnt i indledningen var Bubble Bobble tænkt som et tospiller-spil, men man straffes ikke for at spille alene.
Enkelte ting er måske lidt sværere, når man kun er én spiller – f.eks. at udnytte sine egne bobler til at kommer højere op – men det kan lade sig gøre.
Forrygende godt
Foruden de mange ports gennem tiden, har Bubble Bobble også fået et veritabelt hav af efterfølgere til forskellige platforme, med Rainbow Islands (1987) som den første – og vistnok den eneste, der også kom til Commodore 64.
Her skal Taito i øvrigt have ros for ikke bare at spise folk af med det samme spil om igen; Rainbow Islands var faktisk en anden type platformspil end Bubble Bobble, men det er en anden historie.
Bubble Bobble er et helt forrygende godt spil – både sjovt, charmerende og udfordrende. Klassikerbetegnelsen er helt på sin plads her!
Type: Platform
Udvikler: Taito Corporation
Udgiver: Firebird (UK), Taito Software Inc. (USA)
År: 1987 (UK), 1988 (USA)
Platform: C64
Input: Joystick
Foruden Commodore 64 blev Bubble Bobble portet til en lang række andre systemer, bl.a. Amiga, Amstrad CPC, Apple II, Atari ST og DOS.
Anmeldt i nr. 202 | 13/08/2022
