Lightyear

Pixar har efterhånden fået malket Toy Story-franchisen i en sådan grad, at vi nu er der, hvor vi får en film om Buzz Lightyear. Ikke om LEGETØJET Buzz Lightyear, vel at mærke, men en film, der skal forestille at være den film, der har inspireret legetøjet.

Hvor meta kan det lige blive?

Musikken til Toy Story (1995) blev komponeret af Randy Newman, der foruden de tre fortsættelser (1999, 2010, 2019), også har komponeret musikken til fem andre Pixar-film, bl.a. A Bug’s Life (1998), Monsters, Inc. (2001) og Cars (2006).

Det er imidlertid ikke Newman, der leverer musikken til Lightyear. Valget faldt i stedet på Michael Giacchino, der næst efter Newman er den komponist, der har stået for musikken til flest Pixar-film – med Lightyear er det indtil videre blevet til syv i alt.

En del filmmusikkritikere og -fans har taget overordentligt varmt imod Giacchinos score, og der skal da heller ikke herske nogen tvivl om, at der er tale om rigtig god filmmusik. Det deciderede mesterværk, nogle anmeldelser kunne lede en til at forvente, er det dog ikke.

Det er der flere årsager til, men nok primært den, at det tematiske materiale er en smule anonymt, eller måske rettere underudviklet.

Simplistisk hovedtema

Det hovedtema, Giacchino leverer til Lightyear er som sådan markant eller genkendeligt nok. Men det hører til i den meget simplistiske ende af skalaen, i hvert fald for Giacchinos vedkommende, hvor vi efterhånden er blevet vant til betydeligt mere langlinjede tematiske koncepter.

Selvom hovedtemaet som sådan er formbart nok, og Giacchino præsenterer det i forskellige versioner, eller stemninger, gennem scoret, er det ikke et tema, der er kød nok på til, at han for alvor kan dekonstruere det.

Det virker nærmest paradoksalt at sige sådan om et tema som dette, især taget i betragtning, at Giacchinos hidtil bedste score fra 2022, The Batman, har et ultrasimpelt hovedtema – endnu simplere end det, vi har at gøre med i Lightyear.

Forskellen er nok den, at Lightyear lægger op til en helt anden kulørt form for action, end The Batman gjorde. Det enkle, ensporede tema i The Batman passede perfekt til materialet. I Lightyear kunne man godt have brugt et lidt mere sprælsk tema.

Derudover må det også siges, at hovedtemaet i The Batman havde følgeskab af adskillige betydeligt mere udviklede temaer.

Det er heller ikke rigtigt tilfældet i Lightyear, selvom der er flere temaer, fortrinsvis ét for Buzz’ ærkefjende, kejser Zurg, men faktisk også flere, der desværre dog kun bruges ganske sparsomt.

Fanfareagtig

Lightyear er, som forventeligt fra Michael Giacchino, altovervejende symfonisk, selvom Giacchino også bruger en smule synth. Dertil suppleres stedvist med stort kor, orgel, elguitar, trommesæt m.v.

Hovedtemaet i Lightyear introduceres lige med det vons, i “Mission Log” (nr. 1). Cuet åbner med en rytme på lilletromme over en diskret synthrytme, inden selve temaet sætter ind efter seks sekunder, fremført af blæserne.

Temaet er som sagt en simpel konstruktion, selvom den fulde form er på i alt 15 toner i grupper af 4, 4, 4 og 3. Grupperne af fire er imidlertid næsten ens, med kun mindre ændringer af det melodiske indhold, hvilket giver hovedtemaet en fanfareagtig kvalitet, der naturligvis er meget passende for den type rumhelt, Buzz Lightyear er.

Rytmen i lilletrommen, der er på seks slag i alt, etablerer Giacchino som en del af hovedtemaet, og stedvist anvender han også rytmen alene, uden at selve hovedtemaet nødvendigvis følger efter. Den høres ofte i lilletrommen, men flere steder høres den også i stemt slagtøj, fortrinsvis pauker.

Efter den indledende præsentation af temaet i “Mission Log”, høres temaet i en mere fuldt udviklet version, om man vil, i “Lightyear” (nr. 3).

Temaet er gennemgående i de første omkring 15 cues, hvorefter det forsvinder et godt stykke tid, inden det vender tilbage i nr. 27.

Temaet høres oftest i sin heroiske, fanfareagtige udformning, men forekommer da også i andre udgaver, f.eks. naturligvis en actionvariant, bl.a. i “The Best Laid Flight Plans of Space and Men” (nr. 4), eller den mere forsigtige version på fløjte, der høres ved ca. 0:15 i “Mission Perpetual” (nr. 8). En mere dramatisk udgave af temaet høres i “A Good Day to Not Die” (nr. 15) ved ca. 0:35.

Zurgs tema

I en stor del af albummets anden halvdel er det temaet for Zurg, der træder tydeligst frem. Temaet antydes første gang i “Zurg Awakens” (nr. 13) ved 0:59, orkestreret for kor over dissonante strygere

Det får sin første klare og tydelige fremførsel i “Zurg’s Displeasure” (nr. 16), også her orkestreret for kor, men denne gang som en march over både militaristisk lilletromme og pauker og suppleret af kraftfulde messingblæsere.

At temaet i “Zurg’s Displeasure” er arrangeret som en march er nok ikke helt tilfældigt; en vis anden skurk i nogle kendte rumfilm har også et tema i marchform, men der ophører lighederne så også. Til gengæld minder det mørke mandskor, der afslutter “Zurg Awakens”, rent stilistisk en hel del om kejserens musik i Star Wars-universet.

Zurg-temaet høres i de fleste cues frem mod slutningen, som regel orkestreret for kor, suppleret af blæsere, slagtøj m.v.

Som sådan er Zurgs tema ganske udmærket; det slår i hvert fald en passende skurkagtig og bombastisk tone an, men som for hovedtemaet gælder det, at det ikke er blandt Giacchinos stærkeste.

Lost-mindelser

Vi hører yderligere et par temaer undervejs. Det ene er det ret fine, flygelbaserede tema, der første gang dukker op i “Lightyear’s Behind” (nr. 7) ved 1:04, og som høres igen i “The Lone Space Ranger” (nr. 9).

Med dette tema er vi på Lost-territorium, og ikke bare stilistisk: De første to toner i det melankolske tema er hentet direkte fra Ben Linus’ tema i Lost, og Lost-mindelserne strækker sig også til de harmoniske strygere og blæsere, der går umiddelbart forud for temaets første introduktion.

Helt generelt er der en lille håndfuld steder, hvor man tydeligt hører ekkoer af Giacchinos musik til Lost, hvilket selvfølgelig ikke betyder andet, end at man her tydeligt hører Giacchinos egen stemme som komponist – og det er bestemt positivt.

Det sidste tema, der findes i scoret, dukker op ved ca. 1:35 i “Mission Perpetual”, og her er det nærmere John Barry, man hører et fjernt ekko af.

Dette fine tema, scorets mest langlinjede, høres desværre ikke igen før “Infinite MOEtion” (nr. 30), for det er virkelig godt. Den fjerne Barry-inspiration til trods er det også et meget rendyrket Michael Giacchino-tema, og i cuets indledning er det nærmere hans eget Star Trek-hovedtema, tankerne ledes hen på.

Referencer til andre komponister

Helt generelt er der ingen tvivl om, at Lightyear er et Michael Giacchino-score; komponistens fingeraftryk er over det hele.

Når det er sagt, så er der steder, hvor Giacchino helt bevidst kaster referencer ind til andre komponister, også tydeligere end den fjerne Barry-inspiration i “Mission Perpetual”.

Således er der flere steder, hvor Giacchino kaster små hints til John Williams – og naturligvis især Williams’ musik til Star Wars – ind i musikken. Det sker f.eks. i “Blown on Course” (nr. 5), hvor hornfanfaren ved ca. 1:19 er som taget ud af A New Hope (1977).

Også nogle af blæserlinjerne i “Space Afraiders” (nr. 17) minder om noget fra Star Wars, mens det mere er Gustav Holsts The Planets (naturligvis “Mars”-segmentet), end det er Williams’ bearbejdning af Holst, der lægger til grund for de sidste par minutter af “Afternoon Delight Speed” (nr. 10).

I “Oh Hover” (nr. 19) kan man sågar med lidt god vilje høre Jerry Goldsmith, særligt i nogle af messingblæserne.

En sidste komponist, der helt tydeligt får et anerkendende nik fra Giacchino, er Alan Silvestri. Det sker i “Time to Space Your Fears” (nr. 25), hvor de sidste omtrent 30 sekunder er komponeret i præcis den actionstil, Silvestri lagde for dagen i sine berømte scores fra 1980’erne, bl.a. Back to the Future (1985) og Predator (1987).

Fremragende actionmusik

Men som sagt er Lightyear, trods referencerne, først og fremmest et Giacchino-score, og det er det, der for alvor gør Lightyear til et godt score. Ikke mindst i actionmusikken, der er decideret fremragende.

Den rene actionmusik starter med “The Best Laid Flight Plans of Space and Men”, og det er et fint actioncue, men det bliver bedre endnu.

“Blown on Course” er det første virkelig store og ekstremt tempofyldte actioncue, fyldt med Giacchinos vante rytmiske stryger- og messingblæserkonstruktioner – virkelig top notch-actionmusik!

Det samme er det korte “Light Speed at the End of the Tunnel” (nr. 11) og senere cues som “Time to Space Your Fears”, “Improv-Izzy-tion” (nr. 27) og “Back to Buzzness” (nr. 28), men de to bedste actioncues på albummet er nok “Space Afraiders” og “Oh, hover”.

“Space Afraiders” lægger ud med noget fint, humoristisk materiale for pizzicatostrygere og træblæsere, inden cuet slår over i action, der er Michael Giacchino af den fineste aftapning.

Har man hørt hans scores til de seneste Spider-Man-film, vil man have en god idé om, hvilken type musik, der er tale om her: rytmisk, tempofyldt og superdynamisk.

“Oh, hover” byder på mere af samme materiale, men er endnu bedre med en vis margen, og det siger ikke så lidt.

Fin, stille musik

Undervejs i scoret får vi naturligvis også mere stille øjeblikke og noget suspense-musik, hvor man har lejlighed til at genvinde pusten fra den tempofyldte actionmusik, og disse cues er bestemt heller ikke dårlige.

“The Lone Space Ranger” er et rigtig fint, tænksomt cue, hvor det Lost-agtige flygeltema tager førersædet, og også “To Infinity and Be Gone” (nr. 22) indeholder noget fornemt strygerdomineret materiale i den mere stille afdeling efter noget udmærket suspense-materiale i indledningen.

Der er mere fin suspense i “Afternoon Delight Speed”, bl.a. med udstrakt brug af vibrafon og træblæsere, men derudover findes suspense-musikken ofte som kortere passager, pakket ind i scorets actioncues.

Tynd rød tråd

Som nævnt i indledningen skal der ikke herske nogen tvivl om, at vi med Lightyear har at gøre med virkelig god filmmusik, hvor særligt actionmusikken er aldeles fremragende.

Men det er også et score, hvor de to dominerende temaers enkelhed og manglen på flere integrerede, ledemotiviske koncepter betyder, at der ikke er tale om nogen stor musikalsk fortælling. Den tematiske røde tråd er der, men den er bare noget tyndere end vanligt for Michael Giacchino.

På den måde er Lightyear et virkelig godt score på cue-for-cue-basis, men som samlet helhed mangler scoret lige lidt ekstra for at få det helt op på det niveau, en del andre kritikere og fans mener, det befinder sig på.

Nummerliste:
1. Mission Log (2:23)
2. Initial Greetings (3:26)
3. Lightyear (2:45)
4. The Best Laid Flight Plans of Space and Men (1:15)
5. Blown on Course (1:37)
6. A Hyper Failure (0:54)
7. Lightyear’s Behind (1:44)
8. Mission Perpetual (2:40)
9. The Lone Space Ranger (2:23)
10. Afternoon Delight Speed (4:42)
11. Light Speed at the End of the Tunnel (0:33)
12. Relative Success (0:41)
13. Zurg Awakens (1:53)
14. Operation Surprise Party (0:43)
15. A Good Day to Not Die (2:37)
16. Zurg’s Displeasure (0:30)
17. Space Afraiders (3:57)
18. Zurg-onomics (2:00)
19. Oh, Hover (2:56)
20. Mistake It All In (1:32)
21. Buzz, Meet Zurg (1:32)
22. To Infinity and Be Gone (4:13)
23. Hawthorne in Her Side (0:59)
24. World’s Worst Self-Destruct Sequence (1:38)
25. Time to Space Your Fears (4:00)
26. Hiding From Yourself (1:20)
27. Improv-Izzy-tion (0:49)
28. Back to Buzzness (3:09)
29. Home on the Space Range (2:58)
30. Infinite MOEtion (2:05)
31. One Suite Buzz (12:19)

Total spilletid: 76:13

Anmeldt i nr. 201 | 13/07/2022