Stranger Things 4

Denne anmeldelse indeholder spoilers.

Den længe ventede fjerde sæson af Netflix’ Stranger Things er årets største TV-begivenhed – måske kun i konkurrence med Disneys Obi-Wan Kenobi-serie.

Kvalitativt er der dog ingen tvivl om, hvilken er de to, der fremstår som vinderen. Det er ubetinget Stranger Things, der endnu engang leverer en ekstremt underholdende, ekstremt velproduceret omgang 1980’er-nostalgi, samtidig med, at tingene nu for alvor spidser til for vore hovedpersoner i Hawkins, Indiana.

Fjerde sæson af Stranger Things kom hele tre år efter seriens tredje sæson, der fik premiere i 2019. At der skulle gå tre år mellem de to sæsoner var dog ikke planen; serien blev, som så meget andet, forsinket på grund af corona-pandemien.

Heldigvis har det været ventetiden værd, også selvom det ekstra års produktionstid betyder, at de unge skuespillere efterhånden ikke længere ser så unge ud. De ser i hvert fald ældre ud, end de burde i seriens univers.

Første sæson af Stranger Things, der foregik i 1983, kom i 2016. Nu, i 2022, er skuespillerne blevet seks år ældre, mens der kun er gået tre år i seriens univers. Sæson fire foregår nemlig i 1986.

Begivenhedsrig tredje sæson

Da vi forlod Hawkins i slutningen af sæson tre, var der sket mangt og meget. Vores hovedpersoner havde besejret den udgave af Mind Flayeren, der var blevet skabt i vores verden, og de formåede også at få lukket den port til The Upside Down, som russerne havde åbnet i deres laboratorium under indkøbscentret Starcourt Mall.

Men omkostningerne var store: Sherif Hopper (David Harbour) var død, og Eleven (Millie Bobby Brown) havde mistet sin kræfter.

I slutningen af finaleafsnittet forlod Joyce (Winona Ryder) Hawkins sammen med sønnerne Will og Jonathan (Noah Schnapp og Charlie Heaton) for at slå sig ned i Californien, og hun tog også den nu igen forældreløse Eleven med sig.

Så kom post credit-scenen, der ikke alene kraftigt antydede, at Hopper var i live i en sovjetisk gulag, men også viste, at russerne havde fået fingre i en demogorgon fra The Upside Down.

Senere bekræftede en teaser trailer for fjerde sæson, at Hopper ganske rigtigt var i live og blev holdt indespærret i Sovjetunionen.

Spredt og splittede

Fjerde sæson begynder i marts 1986, lige inden spring break. I Hawkins går Mike (Finn Wolfhard), Dustin (Gaten Matarazzo), Lucas (Caleb McLaughlin) og Max (Sadie Sink) nu på high school.

Mike, Dustin og Lucas er kommet med i rollespilsklubben Hellfire under ledelse af den charmerende drønnert, Dungeon Master og heavy metal-musiker Eddie Munson (Joseph Quinn).

Lucas er dog splittet mellem sin loyalitet overfor sine gamle venner og skolens basketballhold, som han er kommet med på. Da Lucas vælger en basketballkamp frem for det afsluttende scenarie i deres Dungeons & Dragons-kampagne, rekrutterer Mike og Dustin Lucas’ lillesøster Erica (Priah Ferguson) i stedet.

Samtidig går tingene ikke godt for Lucas og Max, der ikke længere er sammen, og Max plages af depression efter begivenhederne sidste år, hvor hendes stedbror Billy (Dacre Montgomery) blev slået ihjel af Mind Flayeren. Samtidig er hun begyndt at have tilbagevendende mareridt og hovedpine.

Meget bedre går det for Steve (Joe Keery) og Robin (Maya Hawke), der fortsat arbejder i den videoudlejningsbiks, hvor de fik arbejde i slutningen af sidste sæson, og Nancy (Natalia Dyer) arbejder nu på skolebladet på Hawkins High, mens hun venter på at høre fra sin college-ansøgning.

I Californien går alt på overfladen godt, men kun på overfladen. Joyce har fået job som telefonsælger, Eleven og Will går i high school, og Jonathan hænger ud (og ryger en masse tjald) med sin nye ven, pizzabuddet Argyle (Eduardo Franco).

Men Will savner tydeligvis Hawkins og især Mike, mens Eleven både er tynget af tabet af Hopper og bliver mobbet af klassens “seje piger”. Også Jonathan er tynget af afstanden til Hawkins, fordi han savner Nancy.

Således er setuppet, og så er det, at tingene begynder at tage fart, for naturligvis er The Upside Down ikke færdige med ungerne.

Makabre mord

I Hawkins begynder der at ske nogle mystiske og makabre mord. Det første går ud over cheerleederen Chrissy Cunningham (Grace van Dien), der har nogle uhyggelige visioner.

Til sidst konfronteres hun i én af sine visioner af en humanoid skikkelse, der mest af alt ligner et skelet med muskulatur.

Monstret dræber Chrissy i hendes vision, hvilket medfører, at hun også dør i den virkelige verden – bare én af seriens mange referencer til forbillederne fra 1980’erne, i dette tilfælde A Nightmare on Elm Street (1984) og dens mange efterfølgere. Robert Englund – Freddy Krueger himself – har da også en mindre birolle i sæsonen.

Og nu vi er ved referencer, så er serien – som sædvanligt – fyldt med større og mindre referencer til de film og bøger fra 1980’erne, som Duffer-brødrene har været inspireret af, herunder naturligvis flere Stephen King-referencer, bl.a. både Carrie (1974) og IT (1986).

I hvert fald én reference til de tidlige 1990’ere sniger sig dog også ind i form af The Silence of the Lambs (1991), da Nancy og Robin skal besøge morderen Victor Creel (Englund) i det topsikrede fængsel, han er spærret inde i.

Skruet op for horrorelementerne

Det er ved seriens første mord, at vi virkelig får bekræftet, at det passede, da Duffer-brødrene sagde, at de ville skrue op for horrorelementerne i sæson 4!

Mordet på Chrissy (og de efterfølgende) er virkelig uhyggeligt og grumt, med brækkede lemmer a la diverse J-Horror-film (eller It Follows, for den sags skyld) og andet klamt. F.eks. klemmer monstret øjnene ud på sine ofre.

Selve drabet sker foran Eddie Munson, der ikke kan se monstret (det kan kun Chrissy i visionen). Alt, Eddie ser, er, at Chrissy vender det hvide ud af øjnene, begynder at svæve og pludselig bliver radbrækket. Eddie flygter naturligvis over hals og hoved!

Så er de første brikker på skakbrættet sat i bevægelse.

Californien og Sovjetunionen

Da ungerne får ferie fra high school, flyver Mike til Californien for at besøge Eleven og Will. Mens Mike er der, modtager Joyce en mærkelig pakke fra Rusland. I pakken er et brev, der antyder, at Hopper er i live, og som instruerer hende i at ringe til et telefonnummer.

Joyce tilkalder konspirationsteoretikeren Murray Bauman (Brett Gelman), og sammen begynder de at undersøge sagen.

Samtidig har vi i forskellige scener set, at Hopper er i live i den sovjetiske fangelejr, men også at han pønser på flugt.

Historien splitter op

Nu splitter historien sig op i adskillige tråde: Joyce og Murray drager afsted mod Alaska for at se, om de kan løskøbe Hopper, men ad omveje ender de faktisk selv i Sovjetunionen.

Dr. Owens (Paul Reiser) får besøg af det amerikanske militær, der er overbevist om, at Eleven er i live, og nu vil de have fat i hende, fordi de tror, hun står bag mordene i Hawkins.

I Californien bliver Eleven arresteret af politiet for et overfald på én af sine plageånder. Hun bliver dog befriet af Owens, der tager hende med til et hemmeligt laboratorium i Nevadas ørken, hvor han vil hjælpe hende med at få sine kræfter tilbage. Her finder vi også ud af, at Dr. Brenner (Matthew Modine) fortsat er i live og arbejder sammen med Owens.

I mellemtiden bliver Will, Jonathan og Mike sat under beskyttelse af Owens’ folk, hvilket dog kun varer, indtil militæret angriber huset og tvinger Will, Jonathan og Mike på vild flugt sammen med Argyle, der agerer flugtchauffør.

Mange plottråde

Nu jonglerer serien altså med hele fem plottråde: Hopper i Sovjetunionen, Joyce og Murray på redningsaktion, Mike, Will, Jonathan og Argyle i Californien, Eleven i Nevada og resten af banden hjemme i Hawkins.

I Hawkins får Dustin samlet den del af banden, der stadig er i byen, og de indser, at de mord, der sker, er knyttet til The Upside Down. Per den nu etablerede tradition navngiver Dustin deres fjende efter et Dungeons & Dragons-monster, den udøde troldmand Vecna.

De indleder en undersøgelse af hele affæren, og en del af nøglen til det hele viser sig at være nogle meget lignende mord, der fandt sted i byen tilbage i 1950’erne.

I Nevadas ørken fører Dr. Brenner og Owens’ terapi Eleven ind i sine minder, hvor hun efterhånden også finder ud af, hvordan alting hænger sammen.

Joyce og Murray ender i Sovjetunionen, hvor de må udføre en dristig redningsaktion for at få Hopper ud af fangelejren, og Will, Jonathan, Mike og Argyle arbejder på at finde ud af, hvor Owens har ført Eleven hen.

Den videre udvikling af historien, skal jeg ikke gå i detaljer med her, men det lykkes på fornem vis Duffer-brødrene at samle alle trådene til sidst.

Super size

Jeg skal beklage det lidt lange handlingsreferat, der ikke desto mindre kun skraber overfladen af de mange ting, der sker i løbet af Stranger Things‘ fjerde sæson.

For fjerde sæson er på alle måder en super size-udgave af serien. Tidligere havde kun to episoder været oppe at passere en spilletid på en time – afslutningsepisoden i sæson 2 varede 1 time og 2 minutter, mens afslutningsepisoden i sæson 3 var seriens hidtil længste med 1 time og 16 minutter.

I sæson fire er der ingen afsnit, der varer under en time; det korteste afsnit er 1 time og 3 minutter, mens det længste, sæsonafslutningen, varer hele 2 timer og 19 minutter!

I mange andre tilfælde kunne man være fristet til at spørge sig selv, om det nu også er nødvendigt med den spilletid, og i mange andre tilfælde ville jeg nok sige nej. Men ikke her. Der sker ganske enkelt så meget i sæsonen, at spilletiden ikke bare er acceptabel, men helt igennem nødvendig.

Duffer-brødrene og de øvrige manuskriptforfattere fortjener stor ros for, at ingen af de lange afsnit på noget tidspunkt føles langsommelige eller præget af fyld. Man fornemmer virkelig, at alt, der sker i sæsonen, tjener et formål og arbejder frem mod slutningen.

Ikke så stærk en helhed

Et af de få alvorlige kritikpunkter, man kan rejse mod sæson 4, er de mange plottråde, der tvinger manuskriptet til at springe frem og tilbage mellem de forskellige personer og steder.

Det giver fra tid til anden enkelte af afsnittene et lidt rodet, uelegant præg, og derfor fremstår sæson fire heller ikke som så stærk en helhed som de foregående, der, med undtagelse af Elevens udflugt i sæson 2, alle foregik i og omkring Hawkins.

Seriens mange plottråde åbner serien op og giver Duffer-brødrene et større lærred at male på, og det er på den ene side positivt, fordi det giver ekstra kulør. På den anden side giver de sæsonen det mere fragmenterede udtryk.

I sidste ende er det ikke et kæmpe problem, og fordelen ved at splitte det efterhånden store ensemble op, er, at hver enkelt rolle får bedre plads i de respektive plottråde.

Fine skuespilpræstationer

Skuespillerne er i den grad vokset ind i deres roller, og der leveres fine præstationer af både David Harbour, Millie Bobby Brown, Finn Wolfhard, Gaten Matarazzo, Joe Keery, Maya Hawke, Natalia Dyer og Charlie Heaton.

Også Winona Ryder og Brett Gelman er rigtig sjove i rollerne som utraditionelle helte på redningsmission, og Priah Ferguson er fortsat virkelig god som Lucas’ rapkæftede lillesøster.

Den nytilkomne Joseph Quinn i rollen som Eddie Munson stjæler hyppigt scenerne som den sympatiske Eddie Munson, men det er Noah Schnapp, Caleb McLaughlin og i særdeles Sadie Sink, der for alvor gør indtryk.

Fjerde sæson tilhører Max

Efter at have været kørt lidt ud på et sidespor i sidste sæson, træder Lucas virkelig i karakter i denne sæson, og hans karakterudvikling er både fin og rørende, fornemt spillet af Caleb McLaughlin.

Endnu bedre er Noah Schnapp. Det er tydeligt, at Will bærer på store følelser for sin gamle ven Mike, selvom det på intet tidspunkt er blevet sagt direkte, at Will er homoseksuel.

Schnapp spiller helt forrygende godt, og det gør ondt helt ind i hjertet at se, hvordan Will sætter sine egne følelser til side for at bringe Mike og Eleven sammen igen; ikke kun fordi han ved, det er det, der skal til, for at redde verden, men fordi han elsker sine venner.

Schnapp og Heaton har også en rigtig fin scene sammen, og her er det godt at se Heaton få lidt mere materiale at arbejde med, end han har gennem det meste af sæsonen.

Men sæson fire tilhører uden tvivl Max, og Sadie Sink spiller overlegent godt i rollen, især – men bestemt ikke kun – i to afgørende scener, hvor hun fortæller om sit forhold til stedbroderen Billy. Det er i henholdsvis afsnit fire og ni.

Skuffende backtracking

Max spiller en helt central rolle i sæsonen, fordi Vecna har udset hende som et af sine ofre, og det giver både lejlighed til flere af Sadie Sinks virkeligt gode scener og et af sæsonens største irritationsmomenter.

Efter Max i sidste øjeblik blev reddet fra Vecna i afsnit tre – til tonerne af Kate Bushs “Runnin’ up that Hill”, som serien har katapulteret op ad hitlisterne – troede jeg reelt ikke på, at Max var i alvorlig fare i resten af sæsonen.

Derfor blev jeg så meget mere chokeret over slutningen på finaleafsnittet, hvor Vecna faktisk får fat i Max og dræber hende for øjnene af Lucas, komplet med knækkede lemmer og blødende øjne.

Og her er det så, at Duffer-brødrene på skuffende vis backtracker og som en anden deus ex machina lader Eleven genoplive Max, der ved slutningen af sæsonen godt nok ligger i koma, men som uden den mindste tvivl vender tilbage i sæson 5.

Det havde været helt ubærligt, hvis Max faktisk døde, men det havde samtidig for alvor demonstreret, at vi nu går ind i seriens endgame.

Den løsning, Duffer-brødrene i stedet valgte, er udtryk for, at de både ville blæse og have mel i munden. Det er billigt og letkøbt, og det står som sæsonens eneste helt graverende fejl.

Personer man føler for

Det viser til gengæld også, hvor dygtige Duffer-brødrene er til andre ting, for jeg var både chokeret og ked af det, da de lod Vecna dræbe Max.

Gennem seriens foregående tre sæsoner har de to brødre, sammen med de andre manuskriptforfattere, fået opbygget et persongalleri, man virkelig føler for, og som man bekymrer sig om.

Det er længe siden, jeg har haft det sådan, uanset om det handler om TV eller film, og det siger noget om, hvor godt skruet sammen, serien er, og om, hvor gode skuespillerne er i deres roller.

Derfor er en stor del af mig naturligvis også glad for, at vi får Max at se igen i sæson 5, men den del af mig, der tænker mere på effektiv historiefortælling, ærgrer sig alligevel over, at Duffer-brødrene i sidste ende manglede modet til at gennemføre det, de havde sat i gang.

Stærkeste sæson siden den første

Kombinationen af den stedvist noget fragmenterede historie, med spring fra plottråd til plottråd, og så den kluntede deus ex machina-løsning på et problem, brødrene selv havde skabt, koster sæson 4 af Stranger Things lidt på kontoen.

Havde det ikke været for disse to ting, ville vi være helt oppe at ringe på skalaen. Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at vi står med seriens stærkeste sæson siden den blændende sæson 1, og ventetiden til den afgørende sæson 5 bliver meget, meget lang.

Anmeldt i nr. 201 | 13/07/2022