Top Gun: Maverick

Helt siden 1986 var der tale om en fortsættelse til mastodont-hittet Top Gun. Men først i 2010 meddelte Paramount, at nu var den længe ventede sequel i pre-produktion.

Både Tom Cruise og Val Kilmer var med, og Jerry Bruckheimer og Tony Scott skulle producere. Et manuskript lå færdigt.

Men den 19. august 2012 fik filmverdenen og filmelskere et chok, da Tony Scott begik selvmord. Og Top Gun-projektet blev lagt på is.

Men i 2017 blev bolden samlet op, og det blev meddelt, at Joseph Kosinski skulle instruere efter et nyt manus af Ehren Kruger, Eric Warren Singer og Christopher McQuarrie.

Det hurtigste menneske på planeten

Da vi møder Pete “Maverick” Mitchell (Tom Cruise) 35 år senere, er han nu captain og en del af et hemmeligt hypersonisk testprogram kaldet “Darkstar”.

Kontreadmiral Chester “Hammer” Cain (Ed Harris) ønsker programmet stoppet: Bemandede fly er en saga blot, og Maverick er en uddøende race. Men Maverick letter alligevel, og i Darkstar går han hypersonisk og er således fra filmens start det hurtigste menneske på planeten.

Hammer ønsker Maverick smidt ud, men har fået ordre til at sende Maverick til Top Gun for at træne et hold af de bedste piloter, flåden har, til en hemmelig mission. Maverick har gennem livet været beskyttet af en 4-stjernet general ved navn Tom “Iceman” Kazansky (Val Kilmer); Mavericks konkurrent fra hans tid på Top Gun, men senere hans ven.

Straks efter ankomsten til Top Gun støder han på en gammel flamme, Penelope “Penny” Benjamin (Jennifer Connelly), der ejer den lokale bar, hvor skolens piloter hænger ud.

Selvom hun ikke ses i den originale film fra 1986, er Penny alligevel med, idet hun omtales som den romance, Maverick havde haft med en admirals datter. Hun er nu singlemor til en teenagedatter, og hun er ikke superglad for at se Maverick. Man fornemmer, de har en mere omfattende fortid end som så.

Problemer for Maverick

Det er meget passende i baren, at Maverick først gang møder sine elever. Og alting tilspidses, da en af dem er Lt. Bradley “Rooster” Bradshaw (Miles Teller), søn af Mavericks RIO og bedste ven, Goose, der mistede livet i en træningsulykke i den første film.

Rooster hader Maverick, da Maverick forhindrede Rooster i at komme ind på Naval Academy. Det var et løfte til Roosters døende mor om at forhindre Rooster i at flyve. Noget Maverick hverken kan eller vil afsløre overfor Rooster.

Men det river op i gamle sår, for Maverick er aldrig kommet over vennens død, og har aldrig tilgivet sig selv. Og det stiller ham i et kæmpe dilemma med den mission, der venter forude.

Og der er flere problemer for Maverick. Skolen ledes af viceadmiral Beau “Cyclone” Simpson (Jon Hamm), og denne har tænkt sig, at Maverick IKKE skal med på missionen.

Maverick har meget lidt tid til at lære de unge piloter op til at kunne vende tilbage fra noget, der ligner en selvmordsmission. Og da Iceman dør, er der er nu ingen beskyttende hånd over Maverick.

Tilbage til 1980’erne

Plotmæssigt er vi tilbage i 1980’erne. Missionen er udslettelsen af et uranberigelsesanlæg i en “rogue nation” – som vel direkte oversat er en slyngelstat. Så man er oppe mod en klassisk navn- og ansigtsløs fjende. USA er landet, der skal fixe det.

Den meget hurtigt beskrevne grund til, at det SKAL være bemandede fly, der skal udføre missionen, og ikke bare missiler, går så hurtigt, at man ikke når at rynke panden. Man er med andre ord nødt til at skrue lidt ned for sin IQ og simpelthen lege med.

“Landhistorien” er som i den originale et meget simpelt drama om, at hvis man vil overleve, er man nødt til at komme den fortid, der tynger én ned, til livs. Og vi har et snorlige pilotcast som i den originale.

I denne møder vi “Payback”, “Fanboy”, “Omaha”, “Fritz”, “Harvard”, “Yale” og “Bob”. Der er dog en pige med denne gang, Lt. Natasha “Phoenix” Trace (Monica Barbano).

Der er naturligvis en smartass ace-pilot, som egentlig er en hybrid mellem en ung Maverick og Iceman, Lt. Jake “Hangman” Seresin (Glen Powell).

Og på klaveret i baren synger Rooster “Great Balls of Fire” (like father, like son) og i stedet for en beachvolley-kamp, får vi bare overkroppe i en football-kamp på stranden. Og så er der helt ublu branding hele vejen igennem. Vi er ikke i tvivl om mærket på Mavericks motorcykel og solbriller.

Et lang større klimaks

Top Gun: Maverick er ikke en film, man ser, det er en film, man oplever! Fra den tidlige PR for filmen fik vi af både instruktøren, af produceren Jerry Bruckheimer og af stjernen Tom Cruise fortalt og vist, at vi ville komme til at se noget, vi aldrig havde set lignende, og måske aldrig vil komme til at se igen.

Filmen blev skudt med IMAX kameraer i 6K full frame, og produktionen brugte mere end et år med US Navy, hvor de filmede med F-35 fly. Man brugte kameraer i cockpittet, der pegede ind mod skuespillerne, og andre var fastspændt hele vejen rundt om flyenes ydre.

Og hold da fast! Man er slet ikke i tvivl om, at det her er ægte optagelser i ægte fly. Det er, som man selv bryder gennem lydmuren. En smuk optaget film i en stil, der i den grad forsøger at hylde den måde, mesteren Tony Scott ville have gjort det. Top Gun: Maverick er passende dedikeret til Tony Scotts minde.

Og man må sige, at med den føromtalte mission får man i den grad kampfly i aktion og en langt mere tilfredsstillende finale end i den originale film. Her får vi præcisionsbombninger, flak-beskydninger, nedskydninger, faldskærmsudspring på fjendtligt territorium, jagt af kæmpe kamphelikopter (der leder ens tanker hen på Rambo), og dog fights mod teknologisk overlegne fly, så det alene er ens egne evner som pilot der tæller.

Gamle kendinge – og nogle der mangler

Val Kilmer har siden de oprindeligt planlagte optagelser til filmen i 2012 været igennem et forløb med kræft i halsen. Så han kan stort set ikke tale. Men det var meget vigtigt for Jerry Bruckheimer og især Tom Cruise, at Iceman var med. Så i filmens historie indskriver man simpelthen, at Iceman er syg. Og det meste af tiden foregår kommunikationen mellem Maverick og ham via SMS.

Eftersom Mavericks sorg og selvbebrejdelse over Gooses død, og dermed hans forhold til sønnen Rooster, er centralt for filmen, undrer man sig over, at Roosters mor, Carole Bradshaw, er skrevet ud som død. Hvorfor er Meg Ryan ikke med? Og hvorfor er der ikke plads til Charlotte “Charlie” Blackwood og Kelly McGillis?

Instruktør Joseph Kosinski har forklaret, at man ikke ville se tilbage mod den originale film i alle dele af efterfølgerens historie. At det var vigtigt at introducere nye karakterer. Alle ved, at den reelle grund er, at disse kvinder mere ligner deres alder. Hollywood forsøger at styre udenom fordomme og diskrimination, men ikke aldersdiskrimination.

Fungerer

Men alt i alt fungerer Top Gun: Maverick for mig. Da filmen åbner med Harold Faltermeyers “Top Gun Anthem”: Gåsehud!

Actionscenerne er som Bruckheimer og Cruise lovede det: Out of this world! Historien med Gooses søn, og dermed Mavericks kamp for at give slip på selvbebrejdelsen og give sig selv og andre en chance, er både nærværende og rørende (og Miles Teller er en super skuespiller).

På samme måde virker historien med Penny, som Mavericks helt store kærlighed, fint nuanceret. Med en singlemor, der selv sætter grænser. Selvom det, at Jennifer Connelly skulle være single, måske er det mest usandsynlige i hele filmen. Det er tarveligt forudsigeligt. Man VED hvordan det ender. Men når det er pakket så flot ind, så pyt!

Harold Faltermeyer har igen en finger med i musikken, selvom det meste er begået af Hans Zimmer og Lorne Balfe. I forhold til den originale er musikken denne gang nærmest episk. Virkelig stærk musik, der er langt fra 1980’er stilen.

Selveste Lady GaGa bidrager med sangen ”Hold My Hand”. Det vil vise sig, om den kan vinde en Oscar ligesom “Take My Breath Away” gjorde.

Jeg kan ikke vente med at hoppe på denne rutsjebanetur af en film igen, og jeg har allerede forudbestilt filmen på Blu-ray 4K UHD. Selvom det aldrig vil blive den IMAX-oplevelse jeg fik i biografen.

Anmeldt i nr. 200 | 13/06/2022