Peggy Sue Got Married

Peggy Sue Got Married var John Barrys andet samarbejde med Francis Ford Coppola efter The Cotton Club i 1984.

Filmen handler om Peggy Sue (Kathleen Turner), der ved sin gymnasieklasses 25-års jubilæumsfest besvimer og vågner op 25 år tidligere.

Som om det ikke er forvirrende nok i sig selv, skal Peggy Sue nu også finde ud af, hvordan hun skal forholde sig til sin kæreste Charlie (Nicolas Cage), som i den fremtid, hun kommer fra, netop har været hende utro.

Tidsrejser og romantik. Ja, det lyder jo grangiveligt som noget, John Barry tidligere havde komponeret musik til, nemlig Somewhere in Time (1980)

Om Coppola også havde det in mente, da han valgte Barry som komponist, eller om det alene var på grund af deres tidligere samarbejde, får stå hen i det uvisse.

Under alle omstændigheder var der, trods filmenes grundlæggende ligheder, naturligvis også nogle forskelle; ikke mindst den, at hvor Somewhere in Time var et regulært kærlighedsdrama, var Peggy Sue Got Married et komediedrama.

Ikke meget komedie

Komedien hører man nu ikke meget til i Barrys score. Ja, faktisk er Peggy Sue Got Married enkelte steder et betydeligt mere mørkt score end Somewhere in Time.

Men selvfølgelig er der også i musikken betydelige ligheder; det er trods alt et John Barry-score fra 1980’erne, vi har med at gøre, og så ved de fleste jo godt, hvad den grundlæggende stil er.

Scoret er selvfølgelig symfonisk, og som supplerende krydderier bruger Barry i denne omgang saxofon og både akustisk og elektrisk guitar.

De fleste cues er bygget op på den måde, stort set alle Barrys cues var i denne fase af karrieren: Med flere overlejrende ostinati og repeterende fraser, det hele i et adstadigt tempo.

Adskillige temaer

Der er adskillige fuldbyrdede temaer i Peggy Sue Got Married, hvoraf dog kun to høres i mere end ét cue. Scorets primære tematiske identitet udgøres helt åbenlyst af hovedtemaet, som første gang dukker op i “Peggy Sue’s Homecoming” (nr. 3).

Temaet er sat i valsetakt, og selvom temaet ikke undergår nogle større variationer undervejs, justerer Barry naturligvis på instrumenteringen.

Ved temaets første optræden, ca. 1:38 inde i “Peggy Sue’s Homecoming” efter en længere indledning, er det orkestreret for flygel og strygere. Flygelet lægger en rytmisk bund i 3/4 takt, hvorover selve temaet ligger i strygerne. Senere supplerer Barry med flere strygere, fra ca. 2:28.

I “Grandmother Calls” (nr. 7) er det igen flygelet, der slår valsetakten an, mens selve temaet fremføres på fløjte. I “Peggy Sue With Michael” (nr. 9) er det strygerne, der bærer takten, og her fremføres temaet på saxofon (fra ca. 0:24).

Helt typisk for Barry, lægges selve temaet naturligvis også ofte over i strygersektionen, og denne type frem-og-tilbage mellem de forskellige sektioner er jo ikke bare typisk for Barry generelt, men i høj grad også for Peggy Sue Got Married.

Flere fine temaer

Som sagt er scoret ikke monotematisk, selvom hovedtemaet helt klart bærer scoret. Barry disker op med adskillige temaer undervejs, bl.a. endnu et fint romantisk tema i “Sleep Baby” (nr. 4), orkestreret for akustisk guitar, stille messingblæsere og strygere.

Det andet af de to tilbagevendende temaer introduceres første gang i “Date With Charlie” (nr. 8), fremført på akustisk guitar over strygere, inden en mere udbygget version af temaet høres i “Charlie’s Unplayed Guitar” (nr. 11), også her indledningsvist fremført på guitar over strygere med let opbakning fra træblæserne.

Et mørkere, jazzet tema dukker op i “Did We Break Up” (nr. 10) ved 2:09, orkestreret for saxofon og strygere og understreget af nervøse flygeltriller.

Der er også her tale om et gedigent tema, der trækker tydelige spor tilbage til Barrys mere jazzede scores som f.eks. Body Heat (1981) og Hammett (1982), selvom temaet her ikke har helt samme støvede, noiragtige kvalitet.

Overraskende dystert

“Did We Break Up” indledes i øvrigt med noget af det mørkere materiale, scoret også indeholder, og som stedvist er overraskende dystert, filmens ellers forholdsvis letbenede tone taget i betragtning.

I “Did We Break Up” er det lave, vandrende strygerlinjer, harpe og træblæsere, mens det i “Blood Drive 1960” er tilsvarende lave strygere i kombination med høje strygere, flygel og harpe.

“The Ritual” (nr. 13) er scorets mest voldsomme cue med dramatiske strygere, slagtøj og messingblæsere. Decideret actionmusik kan man måske ikke kalde det, men det slår en stærkt dramatisk tone an, som står i skærende kontrast til scorets ellers for det meste varme, romantiske lyd.

Solidt, men langsomt

Peggy Sue Got Married er et solidt John Barry-score, men jeg kan ikke mønstre helt samme grad af begejstring som nogle af mine anmelderkolleger, der har talt overordentligt varmt om scoret.

Hovedtemaet er bestemt godt, og det er de øvrige temaer også, men for det første er ingen af temaerne, trods deres ubestridelige kvalitet, i toppen af Barrys output. For det andet er en stor del af scoret sat i et – selv for John Barry – meget lavt tempo.

Det lave tempo er man som Barry-fan naturligvis vant til, men her er det på grænsen til det letargiske, og det berøver de romantiske dele af scoret noget af deres slagkraft.

Det ændrer ikke på, at Peggy Sue Got Married helt overordnet set er et godt score, men det romantiske mesterværk nogle udråber det til at være, synes jeg ikke, det er.

Nummerliste:
1. Peggy Sue Got Married (Buddy Holly) (1:53)
2. Blood Drive 1960 (2:49)
3. Peggy Sue’s Homecoming (3:28)
4. Sleep, Baby (1:01)
5. The Silent Treatment (0:52)
6. Time is Like a Burrito (3:01)
7. Grandmother Calls (1:38)
8. Date With Charlie (1:32)
9. Peggy Sue With Michael (5:03)
10. Did We Break Up [Extended Version] (4:22)
11. Charlie’s Unplayed Guitar (2:39)
12. Peggy Sue Visits Grandparents (5:14)
13. The Ritual (1:30)
14. Charlie’s Proposal (3:24)
15. Charlie, I Had the Strangest Experience (6:15)
16. I Wonder Why (Dion and the Belmonts) (2:23)
17. He Don’t Love You (Nicolas Cage with Pride and Joy) (3:11)
18. Teenager in Love (Dion and the Belmonts) (2:38)
19. You Belong to Me (The Marshall Crenshaw Band) (2:34)
20. Dance of the Polovetsian Maidens (1:44)
21. Sleep, Baby [Alternate] (0:32)
22. Peggy Sue With Michael [Alternate] (5:06)
23. Unused Fanfare (0:12)

Total spilletid: 63:01 [heraf score 42:48]

Anmeldt i nr. 199 | 13/05/2022