Efter den tårnhøje succes med Die Hard fra 1988, blev der produceret et utal af mere eller mindre effektive Die Hard-kloner.
Altså den type fortælling, hvor én mand, ofte en der er udstødt af samfundet (og ofte en helt, der er på det forkerte sted på det rigtige tidspunkt), skal kæmpe mod en horde af skurke (skurkene skal gerne have en IT-mand med) på en veldefineret location.
Det kan være en sportshal, et skisportssted eller, som her, et skib. Og Under Siege fra 1992 er en af de bedste Die Hard-kloner.
Alle de rigtige ingredienser
Ja, selv filmens tagline råber og skriger, at den er en Die Hard-klon. Se blot her:
“In 1992 a battleship’s been sabotaged by nuclear pirates out to steal its warheads. Now, surrounded by terrorists, a lone man stands with a deadly plan of attack.”
At en stor succes bliver kopieret, er jo ikke noget, man kun kender fra actiongenren. Det er en klassisk kopiteknik: Når noget sælger, skal vi lave mere af det.
I actiongenren har vi set det mange gange, lige fra Dirty Harry-kloner, til Bond-kloner, til barbar-kloner, til Rambo-kloner, til kampe i ringen-kloner. Og man kunne fortsætte.
I Under Siege, med den herlige danske titel Kapring på åbent hav, er alle de rigtige ingredienser til stede.
Casey “fucking” Ryback
Vi er ombord på krigsskibet USS Missouri. Krigsskibet, som har atommissiler ombord, skal på en sidste sejltur, før det skal på pension.
Med på skibet er blandt andet kokken Casey Ryback. Kaptajnen elsker kokkens mad, men man fornemmer også, at Casey er mere end bare en kok – se bare, da Casey kaster med en kniv,
Men som sagt sejler skibet afsted. Den næstkommanderende, Krill, planlægger en surprise-fest for kaptajnen. Krill hader Casey, og Casey spærres inde i fryserummet, da han nægter at danse efter Krills melodi!
Krill siger følgende til Casey, efter de to har haft en lille batalje, lige før Casey spærres inde: “Now I know why you’re a cook. You hit like a faggot.”
Ja, man kan nok fornemme, at denne Krill ikke har helt rent mel i posen.
En helikopter, fyldt med musikere, cateringpersonale og stripperen Jordan, lander på skibets dæk. Nu kan festen begynde.
Vi er nu lidt mere end 20 minutter inde i filmen, da skurkene, anført af Krill og forsangeren i bandet, tager hele besætningen som gidsler. Forsangeren viser sig at være den tidligere CIA-agent William Strannix.
I also cook!
Så nu er gode råd dyre. Skurkene har et krigsskib, ladet med voldsom ildkraft, og de har en plan. Men heldigvis har vi kokken.
For ja, Casey slipper naturligvis fri (og redder stripperen Jordan), og han er, som han selv siger, mere end en kok.
Efter at Seagal har gjort ting og sager, som normale kokke ikke kan gøre, siger Jordan: “You are not a cook.” Hvortil Casey svarer: “I also cook.”
Die Hard-klonen møder Rambo-klonen
Og det er her, at Die Hard-klonen møder Rambo-klonen. For i en central scene, efter ca. 55 minutter, etableres helten på den ægte måde af soldater, de øverstbefalende, blandt andet admiral Bates.
Casey, der nu er på fri fod på skibet, med stripperen på slæb, kontakter nemlig militæret: Dem, der sidder og følger situationen med krigsskibet, dem, der overvejer, hvad de skal gøre, for at undgå en katastrofe.
Da det går op for de høje herrer, at Casey er ombord, bliver de tydeligvis glade. For han er blandt de bedste soldater. Naturligvis er han det.
Og da skurkene kort efter finder Caseys skjulte papirer, går det også op for dem, at han er mere end bare en kok. For naturligvis er han ekspert i sprængstoffer, nærkamp, våben og en masse andet. Ja, det er supersoldaten over dem alle, som de er oppe mod.
Støtten og kagescenen
Senere går det op for admiral Bates, at Casey ikke bare vil gemme sig væk på skibet, til hjælpen kommer. Det går op for Bates, at Casey er den ensomme ulv, som elsker flokken. Så Bates siger over radioen til Casey:
“Now, since your ass is on the line, sailor, I authorize you right now, to do whatever you can to aid in the arrival of the SEAL Team. Because if I goddamn can’t control you, I might as well support you. Correct?”
Så nu kan Casey begynde sin kamp mod skurkene. Mon han vinder?
Det er også på sin plads liiige at nævne en ret fantastisk scene, forholdsvis tidligt i filmen, hvor Jordan hopper op af kagen. Ja, og nu taler jeg til husarerne derude: I har sikkert, som jeg, stoppet jeres VHS-maskine et utal af gange under netop denne scene.
Den voldsparate og sadistiske Seagal
Under Siege er en ganske pragtfuld film, en film jeg har set et utal af gange, en film jeg så i biografen hele to gange i lille Aabenraa.
I forhold til Steven Seagals foregående film, er Under Siege mere glatpoleret og strømlinet. Men bag den fine fernis fornemmer man den voldsparate og sadistiske Seagal, som var tydeligere i mere beskidte film som Above the Law (1988), Hard to Kill (1990), Marked for Death (1990) og Out for Justice (1991).
Specielt én scene, scenen i værkstedet efter ca. 70 minutter, er vintage-Seagal. Her smadres der igennem. Se blot Seagals blik, da han kører skurken gennem saven. Det er rendyrket sadisme: Han nyder det, og det bryder, på en herlig måde, med den mere klassiske del af Under Siege.
Det samme gælder scenen, hvor Seagal river dele af halsen ud på en skurk, hvor han trykker et øje ud med tommelfingeren eller stikker en kniv ned i skallen på en skurk. Det dumme svin!
Vi får også den overforklarende, ja overlegne, Seagal i flere scener. Som da han forklarer Jordan, hvordan man bruger et skydevåben eller som her, hvor han som en filosofisk alfader sætter en af skurkene på plads:
“All your ridiculous, pitiful antics won’t change a thing. You and I, we’re puppets in the same sick play. We serve the same master and he’s an ungrateful lunatic. There’s nothing we can do about it. You and I are the same.”
Ja, det er stærke, stærke patetiske sager.
To fremragende skurke
Under Siege er som sagt en velproduceret og voldsomt underholdende film. Udover at Seagal er i sit livs form, så får han herligt modspil fra Gary Busey og Tommy Lee Jones som de to hovedskurke. De løfter løjerne op på et ganske højt niveau.
Det samme kan man sige om filmens instruktør Andrew Davis, der også stod bag Seagals debutfilm Above the Law. Actionscenerne sidder lige i skabet, og skibet som location fungerer fornemt.
Davis skulle året efter instruere den ligeledes voldsomt effektive The Fugitive, hvor Tommy Lee Jones jo også medvirker i.
Så alt i alt er Under Siege, der fik en efterfølger i 1995 i form af Under Siege 2: Dark Territory, en dejlig og velfungerende actionfilm, med eller uden de nostalgiske briller på.
Den kom ud lige dér, hvor genren toppede, og hvor actionhelten stadigvæk havde pondus i biografregi, før folk som Seagal blev gemt væk i VHS-land.
Om Seagal kan der siges, uanset hvor stort et røvhul han er, at han havde en kort og intens glansperiode i actionland i perioden fra 1988-1992 – vildt nok med de vigtige actionklassikere over så kort en periode!
På falderebet får Casey, den hårde banan, lige ordet:
“You got shit for brains, private! I know they brainwashed you at boot camp, but sometimes you gotta QUESTION authority! Trust me, boy. That’s GUNFIRE! You get me out of here, I’ll go take care of it.”
Instruktør: Andrew Davis
Manuskript: J. F. Lawton
Cast: Steven Seagal (Casey Ryback), Tommy Lee Jones (William Strannix), Gary Busey (Peter Krill), Erika Eleniak (Jordan Tate)
Foto: Frank Tidy
Klip: Don Brochu, Robert A. Ferretti, Dov Hoenig, Dennis Virkler
Musik: Gary Chang
Spilletid: 103 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1992
Anmeldt i nr. 199 | 13/05/2022