I starten af april kom det frem, at Netflix aflyser den okkulte spændingsserie Archive 81 efter første sæson. Jeg har ikke set første (og nu altså eneste) sæson endnu, men serien lyder som noget for mig.
Om det er en tragedie, at Netflix trækker stikket på serien ved jeg af gode grunde ikke, men set fra et filmmusikalsk perspektiv er det ikke.
Musikken er komponeret af makkerparret Geoff Barrow og Ben Salisbury. Det eneste andet score af de to, jeg har hørt, er fra Annihilation (2018), og det ville være synd at sige, at jeg var nogen stor fan af det score.
Det er jeg heller ikke af Archive 81, selvom det til Barrow og Salisburys forsvar må siges, at det trods alt er bedre end Annihilation. Det siger dog ikke så meget i sig selv.
Med undtagelse af et enkelt cue, der stikker fuldstændig ud fra resten (den rendyrkede røvballejazz i “Song of the Otherworld”), er scoret – som man kan forvente fra de to komponister – fuldstændig elektronisk og næsten helt utematisk.
Fuldkommen utematisk er det dog ikke, for et højtideligt orgeltema dukker op et par gange, i “Journey to the Compound” og “Dan’s Theme”. En beslægtet orgelidé høres også i “Tape Cleaning”, “Otherside” og enkelte andre cues.
Derudover er der ét andet element, der går igen, og det er brugen af stemmer. Kilden til dem er “The Visser Ritual”, der, så vidt jeg har kunnet forstå, faktisk er en slags diegetisk musik, der stammer fra et okkult ritual.
Her er messende, nogle gange klagende, nogle gange stønnende (og hyppigt elektronisk efterbehandlede) mands- og kvindestemmer hovedingrediensen, foruden en hypnotisk elektronisk effekt, der leder tanken hen på den lyd, man får, når man gnider på kanten af et glas.
Disse stemmer – eller ekkoer af dem – går igen i flere af scorets cues, f.eks. også “The Cult of Kaelego” og “Dan’s First Lucid Dream”.
Foruden de nævnte elementer er Barrow og Salisburys score rendyrket elektronisk og utematisk underscore – elektroniske flader, moduleringer, beats og så videre. Altså alt det, der findes i den typiske, moderne playbook for scores af denne type.
Egentlig hader jeg den slags musik, men når jeg ikke kan svinge mig op til full-blown had her, så skyldes det tre ting: For det første bliver jeg nødt til at anerkende, at de cues, hvor Barrow og Salisbury bruger stemmer, som ovenfor beskrevet, faktisk har en regulært urovækkende effekt.
For det andet er der enkelte cues, der isoleret set, er interessante nok og opbygger et effektivt drive. Det gælder f.eks. “Cameras” og “Going Rogue”.
Og for det tredje er det kun få cues, der er decideret støjende og ubehagelige at lytte til – i modsætning til f.eks. Colin Stetsons Texas Chainsaw Massacre.
Men tag ikke fejl: Archive 81 er ikke nogen dans på roser, og som musik så kan jeg på ingen måde se, hvordan det skulle gøre serien noget godt. Urovækkende er det måske stedvist, men resten er bare jævnt hen irriterende.
2/6
Tracks: 1. Archive 81 – Titles (0:34), 2. The Visser Ritual (2:25), 3. Tape Cleaning (1:03), 4. Losing Track of Time (3:05), 5. Jess Opens Up (2:38), 6. Journey to the Compound (1:25), 7. Seizure (1:03), 8. Ghost Story / Cracking the Code (4:39), 9. Otherside (3:43), 10. Mold (3:13), 11. Someone in There (3:55), 12. Séance (3:01), 13. Cameras (1:54), 14. The Greenstone Totem (2:14), 15. Dan’s Theme (1:47), 16. I’m a Spirit Receiver (3:02), 17. Church Seizure / The Compound (2:17), 18. The Cult of Kaelego (2:34), 19. A Connection Through Time (1:37), 20. Tamara’s Opera (1:39), 21. Dan’s First Lucid Dream (3:40), 22. I Need to Find Her (2:40), 23. Pep Talk (1:11), 24. 1994 (2:12), 25. Going Rogue (1:05), 26. Fucking Smothering Me (2:27), 27. The Basement of Visser (4:43), 28. The Ritual Space Recreated (3:11), 29. Song of the Otherworld (2:14), 30. Masks (5:09), 31. What Are You Playing? (3:37), 32. Stay Out (2:21), 33. Archive 81 – Credits (1:34)
