The Batman

I sidste måneds nummer af Planet Pulp skrev jeg i min anmeldelse af scoret til Uncharted, at det score måske ville ende med at stå som årets største skuffelse for mig.

For The Batmans vedkommende kan jeg sige det omvendte: Måske kommer det til at stå som årets største positive overraskelse.

Ikke fordi jeg havde forventet, at The Batman ville være et decideret dårligt score; det er trods alt Michael Giacchino, der står bag.

Men jeg må indrømme, at jeg efterhånden er kørt en smule træt i superheltefilm, ikke mindst DC-filmene med deres tunge, trættende selvhøjtidelighed og alvor.

Derfor var udsigten til endnu en Batman-film og det tilhørende score ikke ligefrem noget, der for alvor fik mig til at gå og glæde mig.

Men så hørte jeg Giacchinos score.

Ud af stadion

Amerikanerne har et baseball-afledt udtryk for noget, der lykkes over al forventning, og som henviser til det sjældne fænomen, at en batter rammer bolden så godt, at han rent faktisk slår den ud af stadion: Knocking it out of the park.

Det var præcis dette udtryk, jeg først tænkte på, da jeg havde hørt Michael Giacchinos score til ende første gang. For ja, med sit score til The Batman har Giacchino virkelig ramt plet. Ud af stadion!

Symfonisk – med tilbehør og fravalg

Giacchinos score er symfonisk med en smule synth hist og her og med nogle få ekstra elementer, der dukker op af og til, herunder trommesæt, elektrisk guitar, pibeorgel, drengesopran og drengekor.

Derudover må det nævnes, at forskellige typer slagtøj spiller en mere tydelig rolle i lydbilledet end i mange andre symfoniske scores, herunder pauker, rørformede klokker og ambolt.

Til gengæld er mængden af træblæsere i symfoniorkestret skåret gevaldigt ned; angiveligt indgik kun tre klarinetter.

Fire centrale temaer

Det hele er bygget op omkring fire centrale temaer, der på albummet præsenteres i form af tre suiter, der ligger som henholdsvis nr. 26, 27 og 28 – “The Batman”, “Catwoman” og “The Riddler”.

Lytteren kan med stor fordel høre de tre suiter, inden man går tilbage og lytter til det egentlige score fra starten af, for det gør det lidt lettere at genkende Giacchinos tematiske konstruktioner, når de dukker op.

Nu skrev jeg, at der var fire centrale temaer, men kun tre suiter. Det skyldes, at den første af suiterne, “The Batman”, præsenterer to af temaerne, hvor det ene nok mere korrekt bør kaldes et motiv.

Batman og Bruce Wayne

“The Batman” præsenterer nemlig de to sider af vores titulære superhelt – på den ene side Batman, på den anden Bruce Wayne.

Batman-temaet, eller rettere Batman-motivet, for det er kun på fire toner, er det allerførste, man hører i “The Batman”, her suppleret af både elektrisk guitar og rørformede klokker, der begge også hyppigt følger motivet i selve scoret.

Den ekstremt enkle, men tilsvarende ekstremt effektive, konstruktion på kun fire toner (hvoraf de tre er ens) gentages nogle gange, inden suiten ved ca. 0:25 går over i en længere præsentation af Bruce Wayne-temaet.

Hvor Batman-motivet glimrer ved sin enkelhed, er Bruce Wayne-temaet et klassisk stykke Giacchino – et langlinjet tema, der både er smukt og melankolsk, og som i sine harmoniske progressioner vil minde Giacchino-kendere om nogle af komponistens fremragende temaer fra TV-serien Lost (2004-10).

Bruce Wayne-temaet er konstrueret som to dele – en underliggende strygerostinato, hvorover selve temaet ligger; en væsentlig sondring, fordi Giacchino enkelte steder i scoret antyder Wayne-temaet alene gennem ostinatoen.

Bruce Wayne-temaet får flere gennemløb i første halvdel af “The Batman”, særligt storslået er den udgave, der høres fra ca. 1:37, og hvor temaet lægges over i messingblæserne.

Ved 3:58 toner Bruce Wayne-temaet ud, og herefter overtager Batman-motivet resten af suiten, hen mod slutningen i en kolossal udgave for messingblæsere.

Catwoman – og John Barry

“Catwoman” er naturligvis temaet for Catwoman, og i de første anmeldelser, jeg læste af scoret, blev jeg en smule skeptisk over at høre, at Catwoman-temaet lænede sig kraftigt op ad John Barrys stil.

“Ja ja”, tænkte jeg. “Nu får vi se.” Men det er ikke desto mindre rigtigt – i hvert fald i suiten. Lighederne med John Barry er måske ikke helt så tydelige, de steder hvor Catwoman-temaet optræder i løbet af selve scoret.

Måske skulle jeg ikke have været så skeptisk, for Giacchino har jo tidligere vist, at han er ret dygtig til at imitere John Barry – dele af hans score til The Incredibles var jo helt bevidst som snydt ud ad næsen på den britiske komponist.

Catwoman-temaet er ikke helt så tæt på at være en ren pastiche på Barrys stil, som The Incredibles (2004), selvom der i både tempo og strygerbehandling er meget klare paralleller.

Og ikke mindst er der klare paralleller i stilen – den let jazzede tone, Giacchino her lægger for dagen, kunne Barry også have begået, og det gjorde han da også i scores som f.eks. Body Heat (1981) og Hammett (1982).

Giacchinos Catwoman-tema er også helt forrygende! Her indledes temaet som et stykke noir-agtig pianojazz, inden strygerne senere overtager temaet for senere igen at overgive det til piano og kontrabas med let strygerbacking.

Det er sexet, uden at være vulgært, men det er også komponeret med en snert af den tristesse, som så mange af John Barrys egne temaer også var skåret med.

The Riddler – Giacchino og Schubert

Endelig er der temaet for The Riddler, som Giacchino intelligent lader tage udgangspunkt i filmens diegetiske brug af Schuberts “Ave Maria” (egentlig “Ellens dritter Gesang”, fra Schuberts opus 52, 1825).

Værket har i filmen en nær forbindelse til The Riddler, men i stedet for at tage den lette vej og bare lade “Ave Maria” være ledemotiv for The Riddler, har Giacchino komponeret sit eget tema for skurken, men med klart udgangspunkt i Schuberts værk.

Således er The Riddler-temaet baseret på en mol-transponeret version af “Ave Maria”, hvilket resulterer i en virkelig urovækkende, forvreden lyd.

Riddler-temaet høres ofte fremført af drengesopran, således også i første halvdel af suiten, hvor sopranen dubleres af en uhyggelig, spilledåseagtig lyd, måske fremført af ganske, ganske lavt flygel og senere også vibrafon.

Ved 2:06 bryder helvede løs, da Giacchino introducerer hvirvlende strygere og messingblæsere i en mægtig fremførsel af temaet, inden sopranen til sidst vender tilbage.

Riddler-temaet er formidabelt, og ligesom Batman-motivet imponerer det også ved sin enkelhed i både idé og udførsel.

Batman-motivets effektivitet

De tre suiter præsenterer det tematiske materiale fornemt, men man må naturligvis ikke lade sig nøje med det. Hvis man gør, går man i hvert fald glip af noget af det mest imponerende suspense- og actionmusik, Giacchino har begået i lang tid, hvis ikke nogensinde.

Temaerne er vævet ind i hele scoret, og især brugen af Batman-motivet aftvinger respekt. Det er virkelig vildt, hvor meget Giacchino får ud af så simpel en konstruktion, som Batman-motivet er med sine blot fire toner.

Det har noget at gøre med den måde, han varierer brugen af motivet på. Nogle steder er det helt centralt i lydbilledet; andre steder lurer det i baggrunden. Nogle gange fremføres det i højt tempo, andre gange i ekstremt lavt tempo, med lange pauser mellem de fire toner.

Nogle gange ligger motivet i strygerne, andre gange i messingblæserne, helt tredje steder i paukerne eller de rørformede klokker osv. Og nogle gange formår Giacchino endda at reducere motivet – noget man ellers skulle mene var tæt på umuligt, når man har at gøre med et motiv på kun fire toner.

Det sker ikke desto mindre; nogle gange antyder han motivet ved blot to toner, og nogle få steder er det nok for ham kun at bruge den første tone som en slags musikalsk stenografi, der fortæller lytteren, om ikke andet så underbevidst, at Batman lurer i skyggerne.

Det er altså ekstremt imponerende, og det siger naturligvis sig selv, at Batman-motivet er scorets helt centrale lim.

Det betyder heldigvis ikke, at de øvrige temaer ikke også anvendes relativt hyppigt, for det gør de, også selvom Catwoman-temaet gerne måtte have været en hyppigere gæst, end det egentlig er. Men både Wayne-temaet og Riddler-temaet høres ofte gennem hele scoret.

Komponisten høres tydeligt

Bedst af alt, så er The Batman fra start til slut helt tydeligt et Michael Giacchino-score. Giacchino efteraber ikke nogen af sine ellers vægtige forgængere på posten som komponist til en Batman-film.

Godt nok er der et par små nik her og der, som f.eks. den strygerostinato, der sætter ind ved 1:31 i “Escaped Crusader” (nr. 10). Den lader ret tydeligt til at være en hilsen til Hans Zimmers scores til Christopher Nolans Batman-trilogi.

På samme måde lyder nogle af de aggressive messingblæsere i et cue som “Highway to the Anger Zone” (nr. 12) i retning af noget, som Elliot Goldenthal (der komponerede musikken til Batman Forever og Batman & Robin, hhv. 1995 og 1997) kunne have begået.

I modsætning til nogle af mine anmelderkollegaer hører jeg dog ikke nogen deciderede referencer til Danny Elfmans Batman-scores, selvom man måske godt kunne finde dem, hvis man absolut vil – om ikke andet så i nogle af instrumentvalgene.

Faktisk er der en anden komponist, fuldstændig uden relation til Batman, jeg hører tydeligere i scoret end både Zimmer, Goldenthal og Elfman.

Det er Wojciech Kilar, jeg kan høre, og kald mig Mads, hvis ikke uddrag af Kilars score til The Ninth Gate (1999) har været brugt som temp track til “Moving in for the Gil” (nr. 7) – prøv at høre strygerne fra ca. 0:40 og frem, især i relation til sopranstemmen henover.

Til trods for de små referencer til Zimmer og Goldenthal og mulig temp track bleed fra The Ninth Gate, er der ingen tvivl om, at The Batman er et rendyrket Giacchino-score.

Jeg har allerede nævnt Bruce Wayne-temaet, hvis harmoniske progressioner er ren Giacchino. Det samme gælder for meget af suspense- og actionmusikken, hvor der også er flere ekkoer af bl.a. musikken fra Lost.

I suspensemusikken kan tydelige ekkoer af Lost f.eks. høres i starten af “Don’t Be Voyeur With Me” (nr. 4) med dens harpe over dissonante strygere, eller starten af “World’s Worst Translator ” (nr. 13) med harpe over lave strygeranslag.

Et andet eksempel er den måde, hvorpå Giacchino afslutter en del cues med et crescendo, f.eks. “Collar ID” (nr. 9) – det er efterhånden blevet en slags signatur for komponisten.

Og et tredje eksempel kunne være de dissonante, faldende tremolostrygere ved 2:52 i “World’s Worst Translator” eller de faldende, dissonante strygere, der sætter ind ved 0:36 i “Hoarding School” (nr. 20).

Den slags små fingeraftryk er der masser af i scoret, og de gør alle, at man ikke et øjeblik er i tvivl om, at man hører et Michael Giacchino-score – og det er skønt.

Jeg elsker, når man på den måde tydeligt hører komponistens personlige stemme markere sig i musikken.

Suspense og action

Selve scoret løber i albumform over 25 cues (89 minutter), og hovedvægten ligger som nævnt på suspense og action.

Meget af scoret består af lav, truende suspense, men det bliver aldrig kedeligt og ensformigt, heller ikke der, hvor Giacchino bruger god til på at opbygge et cue.

Et godt eksempel kunne være åbningscuet, “Can’t Fight City Haloween”, der starter med lave messing- og træblæsere over en strygerostinato, inden det langsomt bygger op med harpe og en høj, faldende strygerlinje over en strygersustain. Herefter går cuet over i mere tempofyldt suspensemusik, inden Batman-motivet introduceres første gang.

Jeg er vild med suspensemusikken i cues som “Don’t Be Voyeur With Me”, “Crossing the Feline” (nr. 5), “Collar ID” og “Meow and You and Everyone We Know” (nr. 15) – for nu blot at nævne nogle få stykker, for der er mange andre.

En del cues starter også som suspense og udvikler sig så til action, eller omvendt, eller også blander Giacchino suspense og action på andre måder undervejs.

Vildt actioncue

Rendyrket action er der selvfølgelig også, og her leverer Giacchino noget af det bedste og mest aggressive actionmusik, han nogensinde har komponeret.

Ikke mindst må her nævnes “Highway to the Anger Zone”, der er ét af de vildeste actioncues, jeg har hørt i meget, meget lang tid. Masser af slagtøj, dissonante blæsere og strygere kombineres her til det, der kun kan betegnes som et fænomenalt cue!

Der er mere af den slags i “A Bat in the Rafters, Pt. 2” (nr. 23), hvor det foregående cue, “A Bat in the Rafters, Pt. 1” er et tilsvarende fornemt, næsten gotisk cue, fuldstændig baseret på Riddler-temaet, med hvirvlende strygere og kraftfulde messingblæsere.

Stille øjeblikke

Der er selvfølgelig også enkelte mere stille øjeblikke undervejs. “Funeral and Far Between” (nr. 8) er en flot præsentation af Bruce Wayne-temaet, og det er samme er tilfældet i “For All Your Pennyworth” (nr. 16).

Også “Meow and You and Everyone We Know” udvikler sig til et virkelig godt, afdæmpet cue med harmoniske variationer over Bruce Wayne-temaet, bl.a. for flygel og harpe, inden Catwoman-temaet kommer ind i en fantastisk strygerbaseret version fra ca. 4:28.

Sluttelig bør også nævnes “The Bat’s True Calling” (nr. 24), med endnu en fin version af Bruce Wayne-temaet, der her interessant nok suppleres af de rørformede klokker, der ellers hidtil udelukkende har været associeret med Batman-motivet.

Cuet udvikler sig til et stykke smukt, næsten tragisk, musik, bl.a. med en indfølt solocello over stille strygere, inden strygersektionen og messingblæserne senere kommer ind med en langsom version af Wayne-temaet – igen meget Lost-agtigt i sin generelle lyd og udførsel.

Forrygende smuk klaversonate

Jeg kan simpelthen ikke rose Michael Giacchino nok for, hvad han har præsteret med sit score til The Batman, og her har jeg ikke engang omtalt det sidste track på albummet, der ligger efter de tre suiter.

Som det allersidste nummer på albummet ligger nemlig det 12 minutter lange “Sonata in Darkness”; en klaversonate, der er baseret på de to temaer for Batman/Bruce Wayne samt Catwoman-temaet i en virkelig fantastisk fremførsel af pianisten Gloria Cheng.

Læg i øvrigt her særligt mærke til, hvordan Giacchino ved ca. 5:34 lægger Batman-motivet og Catwoman-temaet i kontrapunkt – wow! Og “wow” er et meget godt generelt udtryk at beskrive sonaten med – det er en helt forrygende smuk komposition, der kommer højt op på min liste over årets bedste kompositioner til film, i øvrigt sammen med “Highway to the Anger Zone”.

Og scoret til The Batman generelt? Ja, det kommer også meget højt op på listen over bedste scores fra 2022, hvis ikke det ligefrem tager førstepladsen. Ellers skal tingene da godt nok stikke helt af fra nu af!

Nummerliste:
1. Can’t Fight City Halloween (4:05)
2. Mayoral Ducting (2:34)
3. It’s Raining Vengeance (4:32)
4. Don’t Be Voyeur With Me (2:38)
5. Crossing the Feline (1:46)
6. Gannika Girl (2:31)
7. Moving in for the Gil (4:23)
8. Funeral and Far Between (1:46)
9. Collar ID (1:15)
10. Escaped Crusader (2:45)
11. Penguin of Guilt (3:45)
12. Highway to the Anger Zone (5:20)
13. World’s Worst Translator (3:35)
14. Riddles, Riddles Everywhere (1:55)
15. Meow and You and Everyone We Know (5:19)
16. For all Your Pennyworth (2:38)
17. And You a Kenzie or a Can’t-zie? (5:45)
18. An Im-Purr-fect Murder (3:49)
19. The Great Pumpkin Pie (2:22)
20. Hoarding School (4:55)
21. A Flood of Terrors (4:30)
22. A Bat in the Rafters, Pt. 1 (4:34)
23. A Bat in the Rafters, Pt. 2 (6:43)
24. The Bat’s True Calling (3:05)
25. All’s Well That Ends Farewell (2:41)
26. The Batman (6:48)
27. The Riddler (5:01)
28. Catwoman (3:04)
29. Sonata in Darkness (12:11)

Total spilletid: 116:15 (1 t, 56 m, 15 s)

Anmeldt i nr. 198 | 13/04/2022

Stikord: Superhelte