The Batman

Hvis du ikke har set filmen, kan du roligt læse med i første del af denne anmeldelse – jeg skal nok skrive, når der kommer spoilers.

Tre timer i selskab med Batman og en meget dyster udgave af Gotham City. Var den for lang, tænker du måske? Ja, det var den, men den var ikke kedelig. Man burde dog have skåret mere ind til benet. Mere om det nede i spoilerafdelingen.

Seriemorderen og mesterdetektiven

Vi er i Gotham City. En seriemorder, The Riddler, er løs. Batman kommer på sagen, for morderen henvender sig direkte til mesterdetektiven.

Ofrene har en relation til hinanden, men hvad er relationen? Mere vil jeg faktisk ikke sige om handlingen for ikke at afsløre det enkle, men spændende, plot. For det er en plotfilm, mere en krimi end en actionfilm.

På mange måder var det en ret stor oplevelse at se filmen. Man kan altid spørge, om der er brug for flere Batman-film, så kort tid efter den/de seneste, men når filmen har kvaliteter som her, så vil jeg altid gerne se flere Batman-film.

Vi er i denne omgang tilbage ved karakterens rødder, altså detektivudgaven af Batman, som jo rent faktisk er den oprindelige.

Batman trådte første gang ind på scenen i marts 1939 i Detective Comics. Siden dengang har vi fået mange forskellige udgaver af selvtægtsdetektiven – både i filmens og tegneseriens verden.

Fra de fjollede til Millers relancering, til de mørke, tilbage til de fjollede og videre til den hæse, mørke Batman. Der er noget for enhver smag.

En jordnær Batman

Vi er i denne nye udgave ret langt væk fra superhelteversionerne af Batman, som vi har set i de seneste udgaver med Ben Affleck i de oppustede film med Superman og de andre rødder, og vi er mere i seriemorder/krimiland.

Det klæder både karakteren og plottet. Det er dejligt at opleve en mere jordnær Batman, en mere voldsom, vred og realistisk Batman – hvis man da overhovedet kan tale om realisme i denne genre, men jeg tror, I forstår, hvad jeg mener. Joker fra 2019 har ikke levet forgæves.

Der er byen, Gotham City, korruptionen, mørket, noir-stemningen og benhård action, altså den slags action, hvor kroppe møder kroppe, hvor helten ikke er uovervindelig. Der er en seriemorder, brutale mord og en Batman, der stadigvæk er ved at finde fodfæste i rollen som den maskerede hævner.

Længe leve Pattinson og Nirvana

Visuelt er filmen overrumplende, en klassisk Nirvana-sang bruges fremragende, og der er fede actionscener og gode skuespillere – ja, Pattinson er sammen med Keaton min nye favorit som Batman. Scoret er godt, stemningen er grim på den lækre måde.

Så kritikpunkterne går på længden; på at plottet faktisk ikke kan bære den oppustede spilletid, og så er er jeg ikke pjattet med filmens klimaks.

Og når jeg synes, at en film er ca. 30 min for lang, kan jeg ikke komme højere op end 4/6 stjerner; andet mener jeg ville være utroværdigt.

Men I bør helt sikkert nyde den i biografen for den er spækket med storhed.

Hvad er filmkritik?

Før jeg kommer til selve spoilerdelen af anmeldelsen, bliver jeg nødt til at tage et skridt tilbage. Væk fra selve værket. For hvad handler kritik, og filmkritik, om?

Det handler jo ikke nødvendigvis om at være kritisk og sur, men det handler om, at man forsøger at sige noget om et værk, som er mere end bare den umiddelbare subjektive mening.

Det er ikke for at være arrogant, men jeg mener, at filmkritikken, både herhjemme og på det store net, ofte mangler noget. Dér hvor man ikke bare taler om den subjektive mening.

Og så kan du jo sige: jamen alt er jo subjektivt eller, for at bruge The Dude, “Well, that’s just, like, your opinion, man…”. Så har man lukket ned for alle diskussioner.

Den subjektive mening er vigtig. Men der skal også være plads til, at man forsøger at nærme sig et værk tilnærmelsesvis objektivt – ja, I kan nærmest se alle de forbehold, jeg bygger op for at ikke træde nogen over tæerne. Ellers er kritik ligegyldigt. Ellers bliver det bare en skov af personlige meninger.

Jeg siger ikke, at man skal mene, at det-og-det værk er godt. Men at der er nogle byggesten, man som kritiker kan belyse i forhold til, at et værk har potentiale til at blive modtaget på den-og-den måde.

Der er skam også flere værker, både film, bøger og musik, som ikke siger mig det mindste, men hvor jeg godt kan se, hvorfor nogen synes, at der er tale om mesterværker.

Kort sagt vil jeg ikke diskutere smag, men jeg vil gerne diskutere kvalitet.

Kan vi ikke skære lidt fra, tak?

Og så er vi tilbage ved The Batman. Jeg har stor respekt for, at folk elsker den film – og der er også meget at holde af.

Jeg har stor respekt for, at folk bare gerne vil have mere, at de bare gerne vil blive i filmens univers – sådan har jeg det også med flere film, som er alt for lange. Sådan er det når man bliver forelsket. Så ser man gerne gennem fingrene med manglerne. Det er helt fint.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan lide lange film, eller lange bøger, som jeg ellers ofte beskyldes for på en kærlig måde, i stil med: “Jacob, jeg vidste, at du ville sige, at den var lang”, eller “Når Jacob siger, den er lang, vil jeg gerne se den.”

Min pointe er, at jeg ser en tendens til, at både filmskabere og forfattere ikke tør skære ind til benet – eller at de netop bare lefler for publikum, som bare gerne vil have mere af det samme.

Naturligvis skal man tænke på publikum, specielt når man laver store mainstreamfilm. Men man bør også tænke på, om den historie, man har skabt, rent faktisk kan bære en spilletid på eksempelvis tre timer eller 600 sider?

Det er en uskik med den oppustede længde – se også blot på TV-serier der fortsætter i det uendelige.

Spoilerne begynder her

The Batman kan ikke bære den oppustede spilletid. Nu er vi spoilerland.

Filmen er nemlig for lang. Man kunne med fordel have skåret flere scener ud, eksempelvis en specifik biljagt og flere andre – jeg ved godt, at mange elsker det, men var det rent faktisk nødvendigt med den bil? Var det ikke bare for at lefle for fans?

Jeg elsker, at filmen tager sig god tid. Men det er for meget af det gode i forhold til den ret simple historie, man vil fortælle. Hvis du ikke synes, spilletiden er et problem, hvis du bare nyder rejsen til Gotham, er det fint for mig.

Men når det er en plotorienteret film, så bliver vægtningen (og manglen af fravalg) et problem for mig. Selve klimakset med snigskytterne er også undervældende; dog kommer der en meget smuk scene, hvor Batman som en frelser leder folk i sikkerhed.

Det er nemlig en meget symboltung, mytetung, fortælling om fortidens synder, og det elsker jeg. Mest af alt det med fortidens synder. Byens, menneskenes synder. Det er sgu godt skildret.

Filmen kan heller ikke helt finde ud af, hvornår den skal slutte – også et klassisk “modern Hollywood”-problem. Tror man simpelthen ikke på, at man har fået fortalt det, man ville? Er det for mange producer-kokke der bestemmer? Vi får liiige en ekstra slutning, lidt mere på.

Filmen er simpelthen lidt for ujævn, for usikker på sig selv i forhold til spilletid og plot, og det er ærgerligt. Netop fordi filmen er så stilsikker og stemningsfuld. Det gør også, at jeg ikke ser den som et helstøbt værk. Et smukt værk, ja, et underholdende værk det meste af tiden, men også et lidt rodet værk.

Se7en og Batman

Jeg er også pjattet med skurken og hele fornemmelsen af Se7en (1995); det fungerer fremragende.

I forhold til Se7en, og spilletiden, er det værd at bemærke, at Se7en “kun” har en spilletid på 128 minutter, altså næsten en time mindre end The Batman, og at plottet i Se7en desuden er mere komplekst. Bare fortalt på en time mindre.

Det er et problem for The Batman. Hvis man vil være lidt kritisk, i forhold til originaliteten, så er The Batman meget tæt på at blive en kopi af Se7en – både plotmæssigt og i forhold til den regnvåde storby. Men jeg køber det.

Jeg køber også, at Riddler er en fornem spejling af John Doe. På samme måde som jeg køber, at Joker næsten var en kopi af Taxi Driver (1976) og King of Comedy (1982). Der er en hårfin balancegang mellem kopi og inspiration.

Noget af det mest positive for mig i forhold til filmens hovedperson er, at Batman ofte er lidt på bagkant, at han ikke bare er en uovervindelig skikkelse. Han er faktisk, selvom det er en Batman-film, en forholdsvis realistisk detektiv og ikke noget overmenneske. Det klæder filmen voldsomt godt.

Ja, på bundlinjen, hvis man havde skåret den skarpere, havde vi siddet tilbage med noget fremragende – og materialet er der til det.

En fin Batman-film

Nu sidder vi “bare” tilbage med en rigtig fin Batman-film.

Jeg ved, at nogle bliver vrede, når de læser denne anmeldelse: “Vi synes ikke den er for lang!”, “Det er en helstøbt film!”, “Det er bare din mening, Jacob.” Og ja, det er bare min mening.

Men jeg mener oprigtigt, at filmen pustes op til noget, den ikke er. Det er ikke et mesterværk. Det er filmen simpelthen for ujævnt fortalt til at blive. Men det er en film, man meget nemt kan blive forelsket i. Og det er en anden historie.

Det er bestemt ikke for at være arrogant, men jeg synes, at vi skal kunne gribe filmkritikken an som andet end subjektive vurderinger. Tak for at I ville læse med.

Anmeldt i nr. 197 | 13/03/2022

Stikord: Superhelte