The Crow

I kender det godt. Det med at genbesøge film, bøger og musik, som man elskede dér, tilbage i fortiden. Det kan være en smertefuld proces, når man finder ud af, at det, der dengang glimtede som det reneste guld, i virkeligheden bare en grim bæ.

Nogle gange er det faktisk fornuftigt IKKE at besøge det, man elskede dengang og lade det leve videre i minderne som noget smukt.

Heldigvis er der også mange eksempler på, at det man kunne lide dengang stadigvæk, holder den dag i dag. Et sådant tilfælde er Alex Proyas’ The Crow fra 1994.

Filmen er baseret på James O’Barrs fremragende tegneserie af samme navn, som første gang udkom tilbage i 1989.

Tragiske dødsfald

Den tragiske hændelse, her i oktober 2021, under indspilningerne af Rust, hvor fotografen Halyna Hutchins døde efter at være blevet skudt med en pistol, man troede var en rekvisit, fik mig til at tænke på stakkels Brandon Lee.

Under optagelserne til The Crow blev Brandon Lee, også ved et uheld, skudt under optagelserne. Han døde. Man besluttede sig for alligevel at lave filmen færdig – stort set alle scener med Lee var i kassen. Og på den måde blev filmen en smuk og dyster hyldest til Brandon Lee.

“If the people we love are stolen from us, the way to have them live on is to never stop loving them. Buildings burn, people die, but real love is forever,” siger fortællerstemmen (fra pigen Sarah der var venner med Shelly og Eric) i The Crow. Og det er kernen i fortællingen. Smerten og kærligheden – som jo så bliver til hævn og ødelæggelse.

Hævneren vækkes til live

Handlingen i filmen er ganske simpel. Vi starter på Devil’s Night – 30. oktober, aftenen før Halloween. Vi er i Detroit.

Politimanden Albrecht ankommer til et grusomt gerningssted. Den unge kvinde Shelly er blevet voldtaget, og hendes kæreste, Eric, ligger død på gaden mange etager nede! Shelly dør på grund af kvæstelserne. Det unge par skulle være blevet gift dagen efter på Halloween. Ja, mere tragisk bliver det vel ikke?

“People once believed that when someone dies, a crow carries their soul to the land of the dead. But sometimes, something so bad happens that a terrible sadness is carried with it and the soul can’t rest. Then sometimes, just sometimes, the crow can bring that soul back to put the wrong things right.”

Igen er fortælleren på spil.

Så et år efter vækkes Eric til live. Af en krage. Og så begynder den helt store hævnfortælling ellers. “Is that gasoline I smell?” Ja, og det er hævnen, skurkene kan lugte!

En alternativ actionhelt

Som sådan er Eric Draven er godt bud på en alternativ actionhelt, en alternativ superhelt. Men det er ikke superhelteevnerne, der dyrkes. Det er ikke den seje actionhelt. Nej, det er hævneren der er i fokus.

Hævneren som kærligheden har aktiveret. En levende død der er vendt tilbage for at straffe de skyldige, så de elskende døde kan få fred og ro. Ganske smukt hvis I spørger mig.

Memento mori

Netop dette aspekt af helten indfanger Brandon Lee på fornemste vis – både fysisk og psykisk. På overfladen er han veltrænet, han kan kæmpe, han kan dræbe men han formår også at skildre tyngden, smerten, af det fantom, som Eric Draven er blevet til.

På ene side er han som en balletdanser, der kaster sig ud i velkoreograferede actionscener, og på den anden side er han en skildring af memento mori; påmindelsen om, at vi alle skal dø – og i denne sammenhæng er det skurkene.

Så det er en kompleks karakter, som Brandon Lee vækker til live samtidig med, at han selv døde. Tragisk, trist, et dystert farvel til Brandon Lee. Men det er en smuk rolle og en fremragende film, han efterlod os.

En polsk troldmand

Meget af filmens visuelle succes må tilskrives den polske mesterfotograf Dariusz Adam Wolski. Før The Crow havde han kun tre filmtitler på sit CV, hvoraf den stemningsfulde neo-noir-film Romeo is Bleeding fra 1993 viste, hvad man i fremtiden kunne forvente af Wolski. En sjælden visuel begavelse.

Efter The Crow stod han også bag Proyas’ fremragende Dark City fra 1998, og han har derudover arbejdet sammen med nogle af Hollywoods helt store visuelle kanoner.

Det er instruktører som Tony Scott, Tim Burton, Gore Verbinski, Robert Zemeckis og ikke mindst Sir Ridley Scott. Siden 2012 har Wolski været kameramand på hele otte Ridley Scott-film! Og når man kigger tilbage i tiden, så bliver det tydeligt, hvor stor indflydelse The Crow har haft på Wolskis karriere.

Der er en vitalitet og opfindsomhed i Wolskis billeder, som netop støtter fornemt op om visuelle instruktørers visioner.

I The Crow bliver kameraarbejdet understøttet fornemt af den imponerende scenografi, hvor man virkelig har formået at skabe en regnvåd og meget mørk udgave af en amerikansk storby på en måde, så det ligner noget fra et vildt folkeeventyr a la Brødrene Grimm.

Filmens udgave af Detroit får rent faktisk notorisk dystre og gotiske Gotham City til at ligne en hyggelig by i provinsen.

Så sammen med fortællingen om kærligheden, om kragen, der er som taget ud af en Poe-fortælling, får filmskaberne skabt et ekstremt effektivt filmisk univers. Et univers som man tydeligt fornemmer på kroppen i dét øjeblik, filmen går i gang.

Den fantastiske musik

Det er ikke kun med de visuelle virkemidler, at dette univers skabes. Nej, lyden spiller også en stor rolle. Både effekterne og musikken, både Graeme Revells effektive score og det fremragende soundtrack, hvor numrene bruges aktivt i filmen.

Der er tale om bands som Stone Temple Pilots, Nine Inch Nails, Violent Femmes, Rollins Band, Rage Against the Machine, Pantera, The Jesus and Mary Chain og ikke mindst The Cure. Hold nu op nogle navne!

Ja, hvis I er på min alder og deler mine interesser, er der gode chancer for, at I også har skamhørt det soundtrack – jeg lytter faktisk stadigvæk ofte til det på den CD jeg har haft, siden den udkom.

Tilbage til efterskolen

Jeg vil også lige komme med en kort anekdote, før vi kommer til konklusionen. The Crow så jeg første gang, da jeg gik på efterskole i Varde i 1994/1995. Min kærlighed til den, og til The Cure, var årsagerne til, at jeg fik farvet mit halvlange hår sort.

Så da jeg startede på gymnasiet i Aabenraa i 1995, var det med halvlangt sort hår – dog havde jeg en Judge Dredd T-shirt på, da klassebilledet i 1.g skulle tages. Ja, dengang var det en herlig tid at være nørd i.

Fire it up!

På bundlinjen kan jeg om gensynet, løsrevet fra minder og nostalgi, konstatere, at The Crow stadigvæk er en effektiv og meget underholdende film.

Dybest set er filmen et smukt, rørende og mørkt billeddigt. En herlig blanding mellem gyset, actionfilmen og et mørkt take på superhelten.

Selvom filmen er forbundet til vores verden, til Detroit, så er det, som med kragen, som om filmen foregår mellem to verdener. Mellem dødsriget og livet, mellem fantasy og vores verden. Og denne blanding har filmen realiseret på fornemste vis.

Filmen lugter og smager på den gode måde af 90’erne. Æstetikken, smerten, musikken, mørket – ja det er sgu næsten som at være med i en omgang Vampire: The Masquerade, I ved rollespillet, som jo netop også dyrker smerten og kærligheden, gotikken og døden.

Så ja, kære læsere, kast I jer bare ud i et gensyn med denne lækkerbisken fra 1994. Eller som nogle af skurkene siger i filmen: “Fire it up! Fire it up! Fire it up!”

Anmeldt i nr. 193 | 13/11/2021