Tilbage i 2005 var der ikke noget der hed streamingstjenester. Så det filmiske landskab, og måden man ser film på (og skaffer dem), har ændret sig meget, siden vi første gang gik online med Sleazehound den 13. november 2005. Det er i dag 16 år siden – og om en måned er det 13 år siden, vi skiftede navn til Planet Pulp.
I dag raser den store streamingkrig; en krig som biograferne naturligvis er blevet en del af, hvad enten de vil det eller ej. Men man skal huske, at krigens primære parter er de forskellige tjenester, der bekriger hinanden på pris og på indhold.
Det vil naturligvis, på et tidspunkt, finde et mere naturligligt leje. Sådan er det altid efter de frie markedskræfters storm har blæst ind over landet.
Det store problem, eller den store frygt, er, at mange peger på, at det bliver biografernes endeligt. Det tror jeg ikke på – og jeg ved godt, at tro er noget, man gør i kirken om søndagen. Men biografen kan stadigvæk noget unikt. Ja, der er flere store monsterkoncerner, men der blomstrer jo heldigvis også stadigvæk mindre biografer op.
Opvokset med biografer
Personligt elsker jeg også at se film derhjemme. Og selvom jeg har en fysisk samling på ca. 5000 film, fordelt på forskellige medier, så bruger jeg også flere streamingtjenester.
For mig udelukker det ene ikke det andet. For mig kan den samme film godt opleves på helt forskellige måder. Ja, hjemmebiograferne er blevet større og mere imponerende, men det er stadigvæk ikke det samme som en tur i biografen. Dér, hvor man mentalt og fysisk, gør sig klar til en oplevelse, en tur væk hjemmefra.
Min farmor og farfar havde en biograf. Så jeg er vokset op med biografer. I dag holder jeg introduktioner i biografer. Så de betyder meget for mig. Og de er, hvis I spørger mig, meget mere end nostalgi.
Det er dyrt at gå i biografen. Ja, det er det. Derfor skal biograferne blive endnu bedre til at levere oplevelser, som du ikke får derhjemme. Oplevelser der er mere end bare filmen, oplevelser man kan dele med andre. Man skal i den sammenhæng bare kigge til Hadsten, til Randers, til Esbjerg. Og flere andre steder.
Men det her skal ikke bare blive en luftig forsvarstale for biograferne. Nej, jeg vil hellere tage jer med ind i maskinrummet, med til nogle af mine store biografoplevelser.
Oplevelserne
Vi begynder i Hesselager Bio i starten af 1980’erne. I min farmor og farfars biograf. Der oplevede jeg ture, hvor min farmor lod mig blande lidt slik, og så sad vi sammen, på forreste række, og så film. Der blev kimen lagt.
Så hopper vi frem til 1989 i biografen i Aabenraa. Et fantastisk biografår for Jacob Krogsøe på 11 år. Der var Licence to Kill, Batman og, ikke mindst, Indiana Jones and the Last Crusade.
Det ekstra sjove er, at jeg så alle tre film sammen med Martin Jürgensen (tidligere redaktør her på stedet og min medforfatter til romanerne Randvad og Blodbaner), min mor og Martins far.
Mødet med Indiana Jones i biografens mørke var noget helt unikt. Ugerne efter legede jeg Indiana Jones. Tim Burtons mørke udgave af Batman satte også sine spor, og det samme gjorde den voldsomme hævnhistorie i Bond-filmen. Det var oplevelser, vi havde sammen.
Vi hopper frem til 1990. Frem til Arnold og en rejse til Mars. Dengang var jeg meget glad for Arnold. Min far kan IKKE lide science fiction-film. Alligevel valgte han at tage med mig i biografen og se Total Recall. Jeg husker stadigvæk, at han sad og smilte der i salen, da han så, hvor begejstret jeg var. Den oplevelse, far og søn, og den film, er vigtige for mig.
Så er vi fremme i 1997. Denne gang i en herlig biograf på Jægergårdsgade i Århus – biografen er der ikke længere i dag. Vi så L.A. Confidential. Hold nu op en oplevelse. Og samtalerne bagefter, I ved, på den dejlige Jægergårdsgade, hvor der ikke er langt fra biograf til bodega.
I december 2001 sad vi en flok drenge og spillede rollespil. Warhammer. Vi havde ikke fået billetter til årets helt store filmoplevelse, altså på premieredagen.
Men, men, men. I samlet flok, sent om aftenen, gik vi så ned til Palads. Og jubiiiii! Vi fik pladser. På forreste række. Til premieren på The Fellowship of the Ring. Blandt udklædte nørder og latexvåben, der slog huller i luften. Men da filmen gik i gang, forsvandt alt omkring os. Efter filmen var det stort at kunne dele oplevelsen med ligesindede nørder.
Og så hopper vi fra en fjern fortid frem til den lidt mere nutidige fortid.
Til min polterabend endte vi nede i Slagtehal 3 i Århus. En fantastisk undergrundsbiograf, hvor jeg har haft flere store oplevelser. Men at se verdens sjoveste film, The Naked Gun, i en tilrøget biografsal, sammen med mine bedste venner, var større end stort.
Hadsten Biograf, og specielt Tommy Prang Vonsylds store arbejde, har givet mig unikke biografture igennem de seneste år. En af de største var visningen af The Shining, hvor jeg fik lov til at holde en introduktion til gysergenren. Men den blev samme sted overgået af visningen af Conan the Barbarian, hvor jeg stod for en introduktion sammen med selveste Sven-Ole Thorsen. Wow!
Star Wars: The Rise of Skywalker kan man have mange meninger om, men det kan man ikke om min oplevelse.
Frode og jeg havde set alle de andre film sammen på Blu-ray, og så var tiden kommet til hans første Star Wars-film i biografen. Vi havde min gode ven Mogens Skaaning Høegsberg (ham kender I jo også her fra Pulpen hvor han er chefredaktør) med.
Jeg var rørt til tårer. Som sådan ikke over filmen, men over Frodes reaktion. Og det med at vi, som jeg også har gjort med både min mor og far, kunne dele den oplevelse. Det sidder lige i filmhjertet.
Så er vi fremme ved det nyeste minde. I mit nye hood i Esbjerg, hvor jeg stod for introduktionen til en specialvisning af Retfærdighedens ryttere. Det var sammen med Henrik Kildahl Dinesen fra radioen. Det var også magisk, og bagefter optog vi, i biografen, en lille udsendelse om vores oplevelse af filmen.
Biografen i Esbjerg kan også noget på den front. Det kan de også i biografen i Randers, hvor jeg også har haft herlige stunder. Så stor ros til biograffolk som Rene Melgaard Jensen, Finn Hansen, Benny Ray og Jacob Funch Thomassen.
Det var kun et lille udpluk af mine store biografoplevelser. Der vil komme mange flere i fremtiden. Men det kræver også, at biograferne tager udfordringen op; at de giver os noget, som man ikke bare får derhjemme.
Og det tror jeg også på kommer til at ske.
Jeg er sikker på, at I har mange lignende oplevelser. Den slags popper op, når man tager på rejser tilbage i tiden. Det er dejligt.
I dag, for 16 år siden, gik vi online med vores onlinemagasin. Tak til jer, kære læsere, for at give os lyst til at fortsætte. Vi sigter nu mod de tyve år!
Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.
The Crow (Alex Proyas, 1994)
No Time To Die (Cary Joji Fukunaga, 2021)