Da Tintins Oplevelser første gang udkom som album i Danmark var det ikke danskerne forundt at nyde Hergés serie i kronologisk rækkefølge. Dengang udkom Den mystiske stjerne som det første album i serien, selv om det. kronologisk er det niende bind (her er Tintin i Sovjet ikke talt med). Det rettede Carlsen op på i forbindelse med nyudgivelsen af serien, der udkom i samme kronologiske rækkefølge, som historierne er tegnet.
Foruroligende stemning
Den mystiske stjerne udkom oprindelig i ungdomstillægget til den belgiske avis Le Soir, Le Soir-Jeunesse, hvor den kørte som stribe fra den 20. oktober 1941 til den 21. maj 1942. Den mystiske stjerne var den anden Tintin-historie, der udkom i Le Soir, efter at Le Petit Vingtieme var blevet lukket efter tyskernes besættelse af Belgien i 1940.
Efter de højaktuelle politiske undertoner i Ottokars scepter (1939), måtte Hergé allerede i Krabben med de gyldne klosakse (1941) skifte spor: Med den tyske besættelse var der snævre grænser for, hvilke ting der kunne forventes at gå gennem censuren. Dette mærker man naturligvis også i Den mystiske stjerne, der er et rendyrket eventyr, om end historien, især i begyndelsen, har en foruroligende stemning, man sagtens kan forestille sig udspringe af den dystre samtid.
Restriktionerne i, hvad Hergé kunne fortælle historier om, var imidlertid ikke den eneste ændring, krigen medførte. Midt i Krabben med de gyldne klosakse måtte Hergé ændre fortællerytme, da papirmanglen betød, at der nu kun var plads til en ugentlig stribe frem for, som tidligere, en hel side om ugen. Den mystiske stjerne var således den første Tintin-historie, der blev tegnet under disse forudsætninger fra begyndelsen.
Endnu et nybrud var det faktum, at Den mystiske stjerne var den første Tintin-historie, der med det samme var planlagt udgivet i farver og med en længde på 62 sider. Dette viste sig dog at være problematisk, da de striber Hergé havde tegnet til avisføljetonen faktisk ikke var tilstrækkeligt til at udfylde de 62 sider. Da Krabben med de gyldne klosakse senere blev omtegnet og farvelagt i 1943 løste Hergé problemet ved at indsætte nogle flotte helsidebilleder, men i Den mystiske stjerne endte det med, at albumudgaven blev let udvidet med nogle paneler, ligesom andre blev tegnet om og udvidet.
Et vandskel i Tintin-historien
Sammen med Krabben med de gyldne klosakse står Den mystiske stjerne derfor i høj grad som et vandskel i Tintin-historien: fortsatte restriktioner på indholdet, ny fortællerytme og planlagt farveudgivelse fra første færd. Dette til trods – eller måske netop derfor – er Den mystiske stjerne ikke det mest vellykkede Tintin-album. Det er bestemt ikke dårligt, men fortællerytmen er ikke altid i top, hvilket dog også kan skyldes de nødvendige tilføjelser, der skete, da albumudgivelsen blev forberedt.
Farvealbummet udkom allerede i 1942, samme år som historien var afsluttet i Le Soir Jeunesse, og samtidig med, at de efterfølgende albums nu selvfølgelig blev til med tanke på albumudgivelser af 62 sider, betød det også, at Hergé begyndte at forberede omtegninger af de allerede eksisterende sort/hvide-albums. Dette omfattende arbejde gav Hergé idéen til at starte en tegnestue, hvilket med tiden skulle blive til Studios Hergé.
Mission til ishavet
Den mystiske stjerne begynder, idet Tintin er ude at gå en aftentur med Terry på en usædvanlig varm aften. Tintin får øje på en unaturligt stor stjerne på himlen, og beslutter sig for at opsøge det lokale observatorium for at finde ud af, hvad der foregår. På observatoriet erfarer han, at en komet er på vej direkte mod jorden, og i løbet af 4-5 nervepirrende scener tror man faktisk, at Jordens undergang er på vej.
Men astronomerne viser sig at tage fejl: kometen har passeret jorden og kun en del af den er styrtet ned. Astronomerne og Tintin planlægger en ekspedition til ishavet for at finde den nedstyrtede meteorit, der ifølge målingerne skal indeholde et hidtil ukendt metal. Kaptajnen på skibet Aurore, der skal bringe den videnskabelige ekspedition til meteoritten, er naturligvis Kaptajn Haddock.
Helt fra begyndelsen viser det sig dog, at nogen ikke ønsker at Aurore skal nå sit mål, og albummets to midterste fjerdedele handler om alle de strabadser, ekspeditionen må gennemgå for at nå frem til meteoritten. Denne del af albummet er særdeles veludført: Læseren finder ud af, at det er en konkurrerende ekspedition, der forsøger at sætte en stopper for Aurore, og denne del af albummet er således en ganske nervepirrende affære.
Blandt de bedste virkemidler er her en sekvens, hvor Aurore modtager et SOS, og vender om for – som de “good guys” de er – at redde de nødstedte. Men læseren ved, at det er et falsk nødsignal, udsendt af skurkene, og man venter i spænding på at finde ud af, om også Tintin og hans venner opdager det, inden det er for sent.
Albummets sidste fjerdedel foregår på den nedstyrtede meteorit, hvor Tintin med nød og næppe når frem som den første ved at blive smidt ned med faldskærm fra Aurores vandflyver, mens skibet for fuld damp arbejder på at nå frem. Her må han dog indse, at ikke alt er normalt: da han smider et kernehus, vokser snart et gigantisk æbletræ op, og værre er, at også en edderkop slipper ud af den lille proviantkasse Tintin har medbragt!
Ujævn
Den mystiske stjerne er, trods den kulørte handling, ikke et af de bedste Tintin-albums: handlingen føles en smule forceret, på nær i den midterste del, hvor spændingskurven er konstant stigende. Da først Tintin når frem til meteoritten, bliver handlingen langt mere outreret end i de fleste andre albums i serien. Godt nok er der andre, hvor handlingen er “fantastisk”, men i de tilfælde er det fantastiske ofte rodfæstet i teknologi eller en art science fiction – f.eks. dobbelthistorien Mission til Månen (1953) og De Første Skridt på Månen (1954) eller Tournesolmysteriet (1956).
Den Mystiske Stjerne starter også som en slags science fiction, går derefter over i ren thriller for i sidste del af historien at blive helt frit fabulerende. Jo, man kan godt kalde det en slags science fiction, men de mærkelige hændelser på meteoritten har sådan set ingen anden funktion end at være mærkelige. Sammen med den stedvist lidt forcerede fortællerytme gør dette albummet til en noget ujævn oplevelse, der går ud over helhedsoplevelsen.
Persongalleriet er heller ikke hverken farverigt eller stærkt nok til at hæve albummets overordnede kvalitet. Tintin er heltmodig som altid, men han træder aldrig for alvor i karakter, og bipersonerne er ukarakteristisk svage. Den sjoveste biperson er den astronom, der ved udsigten til verdens undergang bliver sindssyg i begyndelsen af albummet og vender tilbage som dommedagsprofeten Fillippulus.
Og så er der naturligvis enkelte sjove episoder med Kaptajn Haddock. Med typisk glimt i øjet lader Hergé kaptajnen være æresformand for Afholdende Søfolks Sammenslutning, men viser alligevel hvorledes han får bragt fem kasser whiskey ombord inden Aurore sejler. Kaptajnen løber naturligvis tør undervejs.
Gode takter undervejs
Retfærdigvis må det siges, at albummets indledning, hvor meteoren opdages, har en helt særlig stemning af snigende ubehag og decideret dommedagsstemning: asfalten smelter pga. meteorens hede, rotterne forlader kloakkerne osv. Det bedste greb i denne del af historien er dog nok Tintins mareridt, hvor den gale dommedagsprofet pludselig dukker op i Tintins lejlighed.
Denne sekvens er ikke fortalt på en måde, der fra begyndelsen lader læseren vide, at det er en drøm, og da man opdager, at det hele har været et mareridt, kan man kortvarigt ånde lettet op på Tintins vegne, før man kommer i tanker om, at virkeligheden ikke er meget bedre! Det er faktisk et eminent greb af Hergé, og langt fra de drømmesekvenser, han tidligere har benyttet sig af i f.eks. Faraos cigarer.
Tegningerne er, som vanlig, af høj kvalitet, men historien giver ikke mulighed for Hergés glæde for det eksotiske: første del af handlingen foregår i byen, den næste del på skibet (også hvad tegningerne angår, er dette den stærkeste del) og meteorit-øen er en bar sten. Vi er langt fra det mystiske Ægypten i Faraos cigarer (1934) eller det fascinerende Kina i Den Blå Lotus (1936)!
Hergés problemer
Efter krigen fik Hergé på hattepulden for at have ladet den konkurrerende ekspedition sejle under amerikansk flag, og i 1954 blev Stars and Stripes erstattet af det fiktive Sao Ricanske flag. Nærværende udgave er, som alle i Carlsens serie af nyudgivelser af Tintin, et facsimileoptryk af det oprindelige album, så heri figurerer det amerikanske flag. Men i teksten angives ekspeditionen stadig som værende fra Sao Rico.
Hvorvidt dette er en tekstuel sammenblanding af 1942-versionen og 1954-versionen er uvist, men man fristes til at tro det, for i 1942-versionen hed den skumle bagmand bag den konkurrerende ekspedition Blumenstein. Dette ændrede Hergé i 1954, fordi han var blevet beskyldt for antisemitisme, og herefter kom skurken til at hedde Bohlwinkel, som Hergé dog til sin fortrydelse opdagede også var et jødisk navn.
Hergé havde ellers tænkt navnet som et ordspil på “bollewinkel”, hvilket på bruxellesdialekt er et ord for slikbutik! Hvorom alting er, så hedder skurken i nærværende udgave Bohlwinkel, så man kan mistænke albummet for at have de oprindelige billeder fra 1942-udgaven intakt, men med tekstrettelserne fra 1954-udgaven.
Dette er godt nok petitesser, der måske primært er af interesse for andre end Tintinofiler, men ikke desto mindre er det en interessant redaktionel observation. Hergés påståede antisemitisme er svær at underbygge i noget, manden sagde eller gjorde i sit liv, og det virker som en voldsom konklusion at drage på baggrund af, at Blumenstein/Bohlwinkel er jøde.
Jeg ved, at der er rigtig mange, der er meget glade for Den mystiske stjerne, men for mig står albummet som et af de svagere, selv om det stadig har en udmærket underholdningsværdi. Det mangler bare så mange andre karakteristika, at den erfarne Tintin-læser ikke kan undgå at ærgre sig. Alle kritikpunkter til trods kan man dog sagtens nyde Den mystiske stjerne, og så er det jo altid godt at vide, at tingene blev meget, meget bedre med den efterfølgende historie, “Enhjørningen”s Hemmelighed.
Den mystiske stjerne er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.
Originaltitel: L’étoile Mystérieuse
Seriens titel: Tintins Oplevelser
Seriens originaltitel: Les Aventures De Tintin
Tegner: Hergé
Forfatter: Hergé
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard
Udkom som stribe i den belgiske avis Le Soir-Jeunesse i 1941-42.
Udkom som album i Belgien i 1942.
Udkom første gang på dansk som føljeton i Politiken i 1959.
Udkom som album i Danmark i 1960 på forlaget Carlsen Comics.
Denne udgave udkom som en del af den nye serie af Tintin-udgivelser i 2006 på forlaget Carlsen Comics.
Baggrundsinformation om Den mystiske stjerne er hentet fra publiceringsdetaljer i albummet og fra Benoît Peeters: Tintin og Hans Skaber, Carlsen Comics 1988.
Anmeldt i nr. 1 | 13/11/2005 (opdateret 13/03/2008)
Stikord: Havet, Kæmpemonstre, Sammensværgelser, Tintin
