“The most merciful thing in the world, I think, is the inability of the human mind to correlate all its contents. We live on a placid island of ignorance in the midst of black seas of infinity, and it was not meant that we should voyage far. The sciences, each straining in its own direction, have hitherto harmed us little; but some day the piecing together of dissociated knowledge will open up such terrifying vistas of reality, and of our frightful position therein, that we shall either go mad from the revelation or flee from the deadly light into the peace and safety of a new dark age.”
En nøgle til forståelsen af Lovecrafts forfatterskab
Med ovenstående citat begynder H.P. Lovecrafts novelle The Call of Cthulhu, som forfatteren skrev i 1926, og fik udgivet i Weird Tales i 1928. I dette ene afsnit formår Lovecraft at opsummere de vigtigste pointer i sit forfatterskabs kosmologi, ligesom novellen nærmest kan læses som en art programskrift for forfatterens idéer.
Af samme årsag indtager novellen en vigtig position i forfatterskabet, da det på mange måder er i The Call of Cthulhu at man får en nøgle til forståelsen af de bagvedliggende idéer i en stor del af forfatterens samlede produktion. Lovecraft formulerede det aldrig tydeligere end i The Call of Cthulhu (det citat August Derleth tilskriver Lovecraft i indledningen til H.P. Lovecraft Omnibus 3, hvori Lovecraft forklarer sit verdensbillede, er et falsum – se boks for dokumentation).
The Old Ones
The Call of Cthulhu er, som så mange af Lovecrafts noveller fortalt i første person. Den uanvngivne fortæller redegør for, hvordan han kom på sporet af en ældgammel, verdensomspændende kult. Det skete da hans onkel – George Gammel Angell, professor emeritus i semitiske sprog ved universitetet i Rhode Island – led en i retrospekt temmelig mystisk død, idet fortælleren var onklens eneste arving og eksekutor af boet.
Blandt onklens efterladte ejendele fandt fortælleren en aflåst kasse, hvori der lå en række papirer og udklip samt et relief i ler, der forestillede et hæsligt væsen. Papirerne fortæller, hvorledes onklen kom i besiddelse af relieffet da en ung kunstner opsøgte ham med relieffet, som han havde lavet i søvne under indflydelse af nogle livagtige og højst bizarre drømme. Derefter havde professoren indledt en omfattende research for at finde ud af mere om det, der i papirerne blev kaldt “Cthulhu kult”.
Novellens handling er, trods den begrænsede længde, for kompliceret til at genfortælle i detaljer. Kort fortalt begynder hovedpersonen, ansporet af skepticisme, sin egen undersøgelse. Novellen fortæller herefter hvordan han langsomt, og i et tilfælde hjulpet af tilfældighedernes spil, stykker et billede sammen af en verdensomspændende kult, der tilbeder “The Old Ones”.
Disse skabninger var kommet til jorden fra stjernerne længe før mennesket var skabt, og lå nu skjult indtil stjernerne igen skulle stå rigtigt, så de kunne blive befriet fra deres gemmesteder og igen vandre på jorden.
Tre dele
Novellens struktur er én af grundene til, at handlingen også er svær at referere uden at gøre novellen til skamme. Den er inddelt i tre dele, der hver især giver et brik til puslespillet. Første del – “The Horror In Clay” – fortæller om, hvordan den unge kunstner først opsøgte professor Angell og om professorens egne undersøgelser af drømme og begivenheder i en bestemt periode i marts-april 1925.
Anden del af novellen – “The Tale of Inspector Legrasse” – giver noget vigtig baggrundsinformation, da den bl.a. fortæller om hvordan professor Angell første gang stiftede bekendtskab med Cthulhu-kulten. Det skete da han mange år tidligere var til en arkæologikongres, hvor en politimand fra New Orleans mødte op med en bizar statuette der var kommet i politiets besiddelse da de havde opbrudt en voodoolignende kult nær New Orleans, der bl.a. praktiserede menneskeofringer.
Endelig fortæller tredje del om, hvorledes hovedpersonen igennem sin egen research lægger sidste del til puslespillet; en brik han ville ønske han aldrig havde fundet. Ved en ren tilfældighed lægger han, på et tidspunkt hvor hans undersøgelse er gået i stå, mærke til en avisartikel fra en New Zealandsk avis, der fortæller om nogle mystiske begivenheder i Stillehavet inden for den samme periode i marts-april 1925, som hans onkel havde fokuseret på.
Dette bringer hovedpersonen til både New Zealand og til Oslo, hvor han finder den sidste og afgørende brik: en øjenvidneberetning fra en sømand, der havde oplevet noget frygteligt da besætningen på hans skib var stødt på en ø i Stillehavet – en ø der ikke burde være der.
Cthulhu-mytologien
Mere af handlingen hverken kan eller skal refereres her, for The Call of Cthulhu fortjener at blive læst. Som nævnt er det i denne novelle, at Lovecraft klarest beskriver kosmologien i sin fiktion. Menneskeracen som en ubetydelig plet i jordens og universets historie, og ting, der nu ligger skjult, men som på et tidspunkt vil vende tilbage og kræve deres ret.
Lovecrafts idé er, at der er masser af spor, der peger i retning af The Old Ones, men at denne viden i dag er så spredt, at kun meget få har formået at stykke et nogenlunde klart billede sammen. Dette er typisk for meget af den del af Lovecrafts fiktion, der ligger inden for det der senere er blevet betegnet “Cthulhu-mytologien”.
Det at folk støder på disse spor ved en kombination af nysgerrighed og tilfældigheder er også typisk Lovecraft. Ofte er det generel nysgerrighed (og her ofte nysgerrige videnskabsmænd), der uforvarende bringer denne dødbringende viden på sig selv, selv om Lovecraft også i nogle noveller synes at operere med én eller anden form for skæbneforestilling. Her kan f.eks. nævnes The Shadow over Innsmouth (1931), hvor hovedpersonens ubehagelige oplevelser i begyndelsen synes at bero på tilfældigheder, men som i sidste ende nærmest synes at have karakter af skæbne.
Et motiv, Lovecraft også udnytter i The Call of Cthulhu er, at det især er følsomme og kreative sjæle – kunstnere, digtere og forfattere – der enten er sårbare over for indtryk fra the Old Ones eller står i én eller anden form for vanhellig kontakt med dem: i flere af Lovecrafts noveller indtager kunstnere hovedroller, f.eks. den uheldige Robert Blake i The Haunter of the Dark (1935) eller Richard Upton Pickman i Pickman’s Model (1926).
Essentiel læsning
Hverken før eller siden skulle Lovecraft på så lidt plads formulere så mange af sine kernekoncepter igennem fiktion, og alene af den grund er The Call of Cthulhu essentiel læsning for fans af forfatteren. Men novellen er også af andre årsager blandt Lovecrafts bedste. Igennem hele fortællingen formår han at skabe en stemning af mystik og stadig stigende rædsel i takt med at hovedpersonen får flere og flere af onklens konklusioner bekræftet.
Strukturen i novellen er genialt udtænkt: en blanding af hovedpersonens egen research og referater af onklens viden og konklusioner giver det hele en fabelagtig drivkraft, der gør at historien på intet tidspunkt føles for lang og man føres igennem novellen spændt på at læse næste side for at finde ud af hvilke afsløringer, der mon venter.
The Call of Cthulhu er ikke uden grund én af Lovecrafts bedst kendte noveller. Det er måske ikke den bedste af dem alle, men hvis man kun skulle læse én Lovecraft-historie, så burde det være den!
Forfatter: H.P. Lovecraft
Anmeldelsen er baseret på den udgave af The Call of Cthulhu der findes i H.P. Lovecraft Omnibus 3: The Haunter of the Dark and Other Tales, Forlaget Grafton, London 1985 s. 61-98.
The Call of Cthulhu er oversat til dansk to gange. Første gang i 1983 som Når Cthulhu Kalder i Frygtens Herre: To noveller i Cthulhu traditionen (Forlaget Aarsleff). Oversat af Flemming Chr. Nielsen og Klaus Aarsleff. Den anden novelle i bogen er August Derleths The Dweller in Darkness (1944), oversat som Dvæleren i Mørket.
Anden gang blev novellen oversat til Kaldet fra Cthulhu, der udkom i Rædslen fra Dunwich (Interpresse 1994). Oversat af Martin Hansen. Rædslen fra Dunwich indeholder to andre historier, begge af Lovecraft: The Dunwich Horror (1928), hvorfra antologien henter sin titel, og The Thing on the Doorstep (1933), der blev oversat til Tingen på tærskelen.
Bibliografisk information er hentet fra den daterede liste over H.P. Lovecrafts samlede forfatterskab, kompileret af August Derleth, der findes i H.P. Lovecraft Omnibus 2: Dagon and Other Macabre Tales, Forlaget Grafton, London 1985 s. 7-9.
For uddybende information om August Derleths Lovecraft-“citat”, besøg websiden The H.P. Lovecraft Archive og deres side om “Misconceptions about H.P. Lovecraft” på http://www.hplovecraft.com/life/myths.asp.
Anmeldt i nr. 1 | 13/11/2005
Stikord: Cthulhiana, H.P. Lovecraft, Havet, Kulte, New Orleans, Okkultisme, Sydstaterne
