Dagon

Den amerikanske forfatter H.P. Lovecraft (1890-1937) er én af de væsentligste skikkelser indenfor den fantastiske litteratur i det 20. århundrede, og hans betydning har især været stor for gysergenren. Lovecrafts forfatterskab har da også igennem de seneste rundt regnet 50 år været basis for en del film, hvor de fleste imidlertid er kendetegnet af, at de forholder sig meget frit til deres forlæg.

Forholdsvis tro overfor forlægget

Dagon kan ikke klassificeres som en decideret undtagelse fra denne regel, men adskiller sig alligevel fra hovedparten af Lovecraft-filmatiseringer ved at være forholdsvis tro overfor sit forlæg. I modsætning til, hvad man kunne tro, er Dagon ikke baseret på Lovecrafts korte novelle af samme navn, men tager udgangspunkt i den længere The Shadow Over Innsmouth.

Lovecraft-kendere vil dog vide, at historierne alligevel hænger sammen. Dagon nævnes i The Shadow Over Innsmouth (omend kun i navnet på den mystiske “Esoteric Order of Dagon”) og er det væsen som Innsmouth-folkene og deres monstrøse allierede tjener og tilbeder.

Folkene bag Dagon, instruktøren Stuart Gordon, manuskriptforfatteren Dennis Paoli og producer/instruktør Brian Yuzna, er om noget veteraner når det angår Lovecraft-film. De var også mændene bag Re-Animator fra 1985 (baseret på Lovecrafts novelle Herbert West: Reanimator fra 1921-22) og From Beyond fra 1986, baseret på novellen af samme navn fra 1920. Gordon og Paoli har yderligere lavet Castle Freak (1995), baseret på Lovecraft-novellen The Outsider fra 1921.

Skulle have været lavet tidligere

Oprindelig var det planen, at Dagon – dengang med titlen The Shadow over Innsmouth – skulle have været lavet umiddelbart efter Re-Animator, men projektet blev ikke til noget. Et lidt senere forsøg på at få filmen realiseret, denne gang med den amerikanske tegner Berni Wrightson tilknyttet projektet som koncept-kunstner og storyboard-tegner, måtte også opgives.

Wrightson er især kendt som tegneserie-tegner, især inden for horror-genren, men har også illustreret bøger (bl.a. adskillige Stephen King-romaner) og arbejdet som konceptkunstner på andre film, herunder Ghost Busters (1984), The Faculty (1998) og senest ukrediteret på Spider-Man (2002).

En del af Wrightsons storyboards er publiceret – dels i det amerikanske gyserfilms-magasin Fangoria (nr. 91 fra april 1990) og dels i bogen The Lurker in the Lobby: A Guide to the Cinema of H.P. Lovecraft, der udkom i 2000. Selv om Wrightson ifølge filmens credits ikke var tilknyttet Dagon er det tydeligt, at hans konceptskitser til det ikke realiserede Innsmouth-projekt har haft stor indflydelse på filmen.

Da produktionsselskabet Fantastic Factory blev stiftet med producer og instruktør Brian Yuzna som én af bagmændene, stod Innsmouth-projektet på toppen af listen over film, han gerne ville lave. Fantastic Factory er et datterselskab af det spanske selskab Filmax, og Dennis Paoli blev bedt om at omskrive manuskriptet så filmen kunne foregå i Spanien. Filmen blev derefter optaget i den nordspanske provins Galicien med primært spanske skuespillere, selv om om sproget hovedsageligt er engelsk.

Skummel kystby

Hovedpersonen er den unge amerikaner Paul Marsh (Ezra Godden), der er af spansk afstamning. Sammen med sin spanske kæreste Bárbara (Raquel Meroño), har han netop startet et dot-com firma, og fremtiden tegner lys. Ved filmens begyndelse er de to på ferie med én af investorerne, Howard, og dennes kone på en sejlbåd ud for den spanske kyst. Paul har haft problemer med nogle mystiske tilbagevendende mareridt og er en smule irritabel.

Ud for en lille kystby bliver de fanget i en pludselig opstået (og ikke helt naturlig) storm. De sejler på et rev, og mens Howard bliver tilbage på båden hos sin tilskadekomne kone, Vicki, sejler Paul og Bárbara i en gummibåd ind til byen for at skaffe hjælp.

De finder den lokale præst i en meget besynderlig kirke (med navnet “Esoterica Orde De Dagon”) og han indvilger i at hjælpe dem. Mens Paul sejler ud til båden med to meget mystisk udseende fiskere, går Bárbara op på det lokale hotel for at ringe efter politiet. Ude på båden opdager Paul at Howard og Vicki er forsvundet sporløst, og derfra bliver det ikke meget bedre.

Da han kommer tilbage til byen får han at vide at Bárbara er taget til en nærliggende by for at hente politiet. I virkeligheden er hun blevet taget til fange af præsten og hotel-portieren. Det ved Paul dog ikke, og han tager et værelse på hotellet mens han venter på at Bárbara kommer tilbage. Han opdager dog snart at de langt fra normale landsbyboere har andre planer for ham.

Paul må flygte fra hotellet over hals og hoved, og så starter en hektisk flugt gennem den lille by. Undervejs støder han på det eneste almindelige menneske tilbage i byen, den gamle dranker Ezequiel, der kan fortælle ham om byens uhyggelige historie, om Dagon, og om, hvad der sker med fremmede, der har begået den fejl at komme til Imboca. Men da Paul bliver fanget af landsbyboerne opdager han snart, at han stadig har det værste i vente…

God stemning

De, der har læst Lovecrafts novelle The Shadow Over Innsmouth (eller læst anmeldelsen af den her på Planet Pulp) vil kunne nikke genkendende til kernen i historien, selv om manuskriptet ikke følger Lovecrafts novelle slavisk. I filmen er der meget større vægt på jagtsekvensen, der fylder en stor del af filmens midterste del, og som er realiseret udmærket: Den er atmosfærisk og er generelt uhyggelig, selv om der også hist og her sniger sig en smule humor ind.

Mens Paul gemmer sig sammen med den gamle dranker Ezequel får vi gennem et flashback fortalt historien om, hvad der er foregået i Imboca: hvordan byens indbyggere for mange år siden vendte sig fra Kristus og begyndte at tilbede havguden Dagon med menneskeofringer og med monstrøse ritualer, hvorved Dagon parrer sig med menneskekvinder for at skabe en hybrid-race, der er halvt menneskelige, halvt uhyrlige fiskevæsner.

Dette flashback er udmærket lavet og virker godt fordi vi får landsbyen at se mens den endnu var en helt almindelig lille fiskerby. Når handlingen klipper tilbage til nutiden virker kontrasten så meget større, og filmens atmosfære fortættes.

Det samme sker i filmens sidste tredjedel, hvor stemningen skifter helt: fra at være stedvis morsom bliver filmen mere alvorlig, blodig og dyster, bl.a. med et par ubehagelige splattereffekter: Især flåningen af én af filmens hovedpersoner kan godt tage appetitten. Splattereffekterne virker måske lidt malplacerede fordi størsteparten af filmens uhygge i øvrigt er baseret på den uhyggelige atmosfære snarere end effekter, men de er effektive og selve slutningen er mere i tråd med filmens mere atmosfæriske dele og er helt i Lovecrafts ånd.

Lavt budget er effektivt skjult

Skuespillet er ikke noget at råbe hurra for – der overspilles ofte fælt, især af hovedrolleindehaveren Ezra Godden, der virker noget stiv i betrækket. Rollen var i øvrigt oprindelig tiltænkt Jeffrey Combs (titelrolleindehaveren i Re-Animator), men da projektet endelig blev en realitet var Combs blevet for gammel til rollen.

Den kvindelige hovedperson (spillet af Raquel Meroño) fungerer noget bedre, men er på den anden side heller ikke så meget med i filmen. Desuden fungerer hun mere som blikfang, hvilket bliver helt tydeligt i filmens afsluttende sekvens, der i fuld overensstemmelse med de bedste horror-konventioner byder på lidt hud. Den legendariske spanske skuespiller Francisco Rabal tilføjer i rollen som Ezequiel lidt spansk lokalkolorit, selv om hans engelske replikker er stort set uforståelige. Karaktererne i filmen fungerer imidlertid glimrende som typer, hvilket er det væsentligste.

Samtidig formår Stuart Gordon at afvikle hele affæren uden at nogle sekvenser nogensinde bliver kedelige; ganske vist er jagtsekvensen ret lang, men den er konstant dynamisk og uhyggelig og manuskriptforfatteren har klogt nok valgt at bryde den op med flashbacksekvensen.

Rent teknisk er filmen præget af sit forholdsvis lave budget (anslået til ca. 5 millioner dollars): make-uppen og effekterne er sine steder ret dårlige (på nær de ovennævnte splatter-effekter), men det effektfjendtlige budget har Stuart Gordon og hans fotograf formået at skjule ved hjælp af et generelt flot og dystert production design, hurtige men aldrig forcerede klip og panoreringer, og ved at lade mange af landsbyboerne fremtræde indhyllet i klæder og halvt skjult i skyggerne. Hvad der kunne have virket som billige tricks for at skjule et lavt budget formår Gordon imidlertid at vende til sin fordel.

God Lovecraft-film

Dagon er i store træk realiseret den rigtige ånd og er stedvist virkelig uhyggelig, og det er tydeligt at forfatter og instruktør kender universet godt. Deres kærlighed til materialet fornægter sig ikke, og det er netop det der gør, at man også bærer over med det stive skuespil og de til tider knap så gode effekter. Lovecraft-fans vil fryde sig over at høre de berømte ord “Iä! Iä! Cthulhu fhtagn!” ikke bare udtalt, men messet – tillige indgår de prominent på filmens atmosfæriske score.

De effekter, der fungerer, vil ligeledes blive mødt med anerkendende nik, omend Dagon selv – som man får et kort blik af – ikke ser ud som Lovecraft beskrev ham, men snarere lader til at være inspireret af beskrivelsen af Cthulhu. Dette er dog i sidste ende bedøvende ligegyldigt for alle andre end fluekneppende fanboys, og i filmens kontekst virker det glimrende.

Som Lovecraft-film er Dagon rigtig god. Et kritikpunkt kunne være at stemningen hist og her bliver undermineret af det, der til tider virker som slapstick-humor, og man kunne argumentere for, at atmosfæren i hele filmen burde have været endnu mere dyster. Ikke dermed være sagt at filmen mangler stemning, tværtimod, og henimod slutningen bliver den da også mærkbart mere lovecraftiansk. Selve slutningen er faktisk mere fæl end mange andre gyserfilm, hvor alt ofte ender, hvor det hele begyndte: med balancen genoprettet og en harmonisk akkord på scoret.

Den gennemsnitlige filmfan, der af og til ser en gyserfilm, vil måske ikke tænke stort eller godt om Dagon, men faktisk byder filmen på flere regulært atmosfæriske sekvenser end mange amerikanske gysere gør i dag: filmens effekt er kumulativ og gysene er kun sjældent baseret på jumpscares.

Dagon er på den måde i langt højere grad en stemningsgyser, hvilket i min karakterbog er langt bedre end gyserfilm der består af en lang række chokeffekter som perler på en snor. Lovecraft-fans vil elske Dagon for dens kærlighed til forlægget og vil sandsynligvis med scoret under rulleteksterne intonere “Iä! Iä! Cthulhu fhtagn!” med et stort, glubsk smil om læberne.

Anmeldt i nr. 1 | 13/11/2005

Stikord: Cthulhiana, Filmatisering, H.P. Lovecraft, Havet, Kulte, Okkultisme, Splat