Antebellum

Scoret til sidste års både roste og udskældte Antebellum er komponeret af Nate Wonder og Roman GianArthur. Navnene til trods er de to komponister faktisk brødre (deres rigtige navne er Nathaniel Irvin III og Roman Gianarthur Irvin), og Antebellum er deres første filmscore.

De to musikere har samarbejdet med en række forskellige kunstnere, og begge er medlem af Wondaland Arts Collective, centreret omkring sangeren og sangskriveren Janelle Monáe, der også er hovedrolleindehaveren i Antebellum.

Ingen af de to har en baggrund indenfor mere klassisk orienteret musik eller filmmusik, selvom de har været i berøring med filmmusikken i forbindelse med deres arbejde på nogle af sangene til Disneys 2019-remake af Lady and the Tramp (1955).

I interviews taler brødrene om, at det i forbindelse med deres arbejde med Antebellum-scoret var en stor fordel, at de havde haft et langt samarbejde med Joe Trapanese (der komponerede selve scoret til Lady and the Tramp), og at de har haft samtaler med både Danny Elfman og John Powell.

Imponerende debut

Wonder og GianArthur er garvede musikere og sangskrivere, men det er jo ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de kan begå sig som filmkomponister.

Men hvis man kan dømme ud fra Antebellum, så tror jeg, at Wonder og GianArthur har potentiale til at blive et par nye markante stemmer i Hollywood.

Der skal nemlig ikke herske nogen tvivl om, at Antebellum en imponerende debut. Det er ikke fordi, Wonder og GianArthur har opfundet den dybe tallerken, og i perioder er Antebellum-scoret også udtryk for tidens fremherskende trend med, at musikken skal være så diskret som muligt.

Men selv denne irriterende trend navigerer de to brødre flot igennem og formår faktisk at give musikken karakter, selv der hvor den ikke er så åbenlyst imponerende som andre steder.

Imponerende steder er der imidlertid mange af i Antebellum-scoret, især i scorets anden halvdel og ofte centreret omkring det enkle, men uhyre effektive hovedtema, brødrene har komponeret.

Kun ét tema

Hovedtemaet er også det eneste tema og fungerer som scorets lim, selvom der frem til klimakset er langt mellem de fuldtonede fremførsler af temaet, der som oftest figurerer som små antydninger eller harmoniske konstruktioner over temaets grundbestanddele.

Fuldtonet er temaet imidlertid første gang, vi hører det, ved ca. 1:03 i “Opening” (nr. 1). Cuets første minut består af en blanding af synthflader og -effekter samt nervøse strygere, der anslår en dyster, urovækkende stemning.

Temaet, der dukker op ved 1:03, indledningsvist for en enkel cello henover fortsatte synthflader, er uhyre enkelt. Det er helt og aldeles bygget op omkring fire toner – to stigende og to faldende – der flyttes op og ned af skalaen i en konstant bevægelse.

Den enlige cello suppleres efterhånden af flere strygere, herunder også nogle i harmonisk kontrapunkt, indtil temaet vokser sig stort og grandiost, med en lyd, der klart låner fra den klassiske verden.

Min kritikerkollega Jon Broxton observerer skarpt i sin anmeldelse af scoret, hvordan temaet i sin repetitive enkelhed understreger monotonien i slavernes liv på plantagen, samtidig med at det bestemt også er et tema, der understreger slavernes styrke.

Efter knap fem minutter fortoner temaet sig, og resten af “Opening” vender igen tilbage til indledningens synthflader og nervøse strygere.

Elektronisk og akustisk

Netop synthfladerne og de nervøse strygere er kendetegnende for en god portion af scoret herefter. De efterfølgende fem cues er alle udtryk for denne samme stil, men Wonder og GianArthur formår, som jeg nævnte, at give selv disse dele af scoret karakter og sjæl.

Det betyder, at selv disse dele af scoret, der ellers klart forsøger at gøre så lidt væsen af sig, som muligt, har noget at byde på – ingen selvfølge i nutidens horrorfilmmusik.

Den måde, Wonder og GianArthur formår at gøre disse cues interessante, ligger både i deres anvendelse af strygere henover synthfladerne, men også i den måde, de aldrig forfalder til udelukkende at bruge de elektroniske instrumenter som ren drone. Der er elektronisk drone i scoret, men det er et musikalsk element, der aldrig får lov til at stå alene.

Henover elektroniske flader og andre effekter bruger Wonder og GianArthur konstant strygerne. Nogle gange er det som i indledningen af “Opening” nervøse, agiterede strygere, der svæver henover det elektroniske landskab, men som oftest er det lidt længere strygerlinjer, der dog aldrig antager karakter af egentlige melodiske konstruktioner, eller rytmiske ostinati med korte, repeterende celler.

Et par gode eksempler på teknikken findes i f.eks. “Whistle While We Work” (nr. 3), hvor strygerne hen mod slutningen også antyder hovedtemaet, eller den mere elektronisk tunge “Descendants of the Gods” (nr. 5). Begge fungerer glimrende som suspensecues og generel stemningsskabende musik.

Blandingen af synth/elektronik og strygere skruer Wonder og GianArthur op og ned for i de enkelte cues – og nogle gange indenfor enkelte cues – og heldigvis er brødrene heller ikke one-trick ponies når det handler om de elektroniske elementer.

De bruger de elektroniske elementer til at lave droner og flader, men de er sjældent statiske, og nogle gange anvender de også en modulerende effekt, der har en glimrende urovækkende effekt.

Wonder og GianArthur bruger også de elektroniske elementer i form af percussion, både som passager med deciderede beats og som hårdere slagtøjslignende effekter. Sidstnævnte høres i f.eks. “Just a Talker” (nr. 4), der er endnu et stemningsfuldt cue.

Der er også et enkelt eksempel på et altovervejende elektronisk cue, “Hotel Intrusion” (nr. 7), der dog også inkluderer strygere med antydninger af hovedtemaet. “Hotel Intrusion” er lydmæssigt klart forankret i nutiden og fungerer effektivt som suspensecue. Med sine modulerende elektroniske effekter kipper brødrene her tydeligt med hatten i retning af en John Carpenter.

Det bedste til gode

Der er dog ingen tvivl om, at vi har det bedste til gode. Hovedtemaet dukker op i en fuldtonet udgave igen i “We Go Tonight” (nr. 8), dog i en mere afdæmpet, trist version end hidtil, og efter endnu et afdæmpet cue i “Calling Home” (nr. 9), kommer en stribe vildt imponerende cues fra nr. 10 og til scorets slutning.

Først vender hovedtemaet tilbage i sin oprindelige form i “Burning Men” (nr. 10) og bliver fra ca. 2:08 endnu mere intenst end tidligere, da Wonder og GianArthur supplerer med nogle anslag af både percussion og dissonante strygere.

“Horse Pursuit” (nr. 11) er scorets actionhøjdepunkt og et glimrende eksempel på, hvor godt sammensmeltningen af elektroniske og akustiske elementer kan lyde. Det er også et af de få steder i scoret, hvor Wonder og GianArthur gør brug af orkestrets blæsersektion.

Der er flere sektioner i cuet, og jeg skal ikke analysere det til bunds, men alene de indledende ca. 1 minut og 20 sekunder er eksempel nok: En tempofyldt elektronisk ostinato (stedvist modulerende) lægger sammen med elektronisk percussion en bund, hvorover Wonder og GianArthur lægger forskellige strygerkonstruktioner, stedvist suppleret af blæsere og enkelte elektroniske effekter.

Det hele smelter perfekt sammen til et stykke intenst neglebidende action. Senere kommer et mellemstykke, der er ren suspense og også realiseret som en blanding af elektroniske og akustiske elementer, inden den højspændte actionmusik vender tilbage, dog i en lidt anden form, bl.a. med en anderledes elektronisk bund. Her sætter Wonder og GianArthur så yderligere trumf på i form af en dissonant udgave af hovedtemaet i strygernes høje registre.

Men vi er ikke færdige endnu! “Battle Choir” (nr. 12) er en korudgave af hovedtemaet, indledningsvist for kvindestemmerne, der senere suppleres af mandsstemmerne, alt over en bund af strygere, blæsere og lilletromme. Det er et sindssygt imponerende cue!

Scorets udtoning er knap så højspændt, men ikke mindre imponerende. “The Past Is Never Dead” (nr. 13) starter med lave, nervøse strygere, hvorefter kvindekoret kommer ind med en afdæmpet version af hovedtemaet, der med tilføjelsen af slagtøj, flere strygere og blæsere efterhånden antager decideret episke proportioner.

Med “Day Broken” er vi tilbage ved nogle af elementerne fra tidligere i scoret: En underliggende elektronisk drone, overlejret af både nervøse strygere og strygere med harmoniske varianter over hovedtemaets grundlæggende toner.

Der er en flimrende, opløftende kvalitet ved cuet, der perfekt passer til titlen og som virkelig giver mentale billeder af en solopgang. Det er samtidig en harmonisk udtoning af scoret som helhed og en sjældent tilfredsstillende afslutning.

Balancegang mestret

Jeg må tilstå at være mere end almindeligt imponeret over Wonder og GianArthurs score, især i betragtning af at det er deres debut som filmkomponister.

Som sagt kan man måske ikke sige, at de to har opfundet den dybe tallerken, for blandingen af elektroniske og akustiske elementer er jo bestemt ikke deres opfindelse, men de mestrer denne balancegang som få andre nulevende komponister, der enten fortaber sig i de elektroniske elementer eller bruger dem så sparsomt og anonymt, at de helt kunne have været undværet.

Sammen med Ludwig Göranssons brug af samme blanding i hans score til Black Panther, står Antebellum som ét af de bedste eksempler, jeg har hørt længe, på, hvor godt elektroniske elementer og rigtige instrumenter kan bringes i samspil og frembringe noget, der har en unik lyd.

Medmindre Antebellum bliver en enlig svale for Nate Wonder og Roman GianArthur som filmkomponister, bliver det uhyre spændende at følge deres videre karriere.

Nummerliste:
1. Opening (7:28)
2. Back to Work (0:58)
3. Whistle While We Work (2:53)
4. Just a Talker (3:32)
5. Descendants of the Gods (2:06)
6. Drawing (1:04)
7. Hotel Intrusion (2:42)
8. We Go Tonight (4:36)
9. Calling Home (1:51)
10. Burning Men (3:26)
11. Horse Pursuit (5:30)
12. Battle Choir (3:07)
13. The Past is Never Dead (3:20)
14. Day Broken (4:34)

Total spilletid: 47:07

Anmeldt i nr. 184 | 13/02/2021