Firestarter

Firestarter var den sjette roman Stephen King udgav under eget navn, men den ottende i alt, hvis man tæller de romaner med, han skrev under pseudonymet Richard Bachman.

Det er også den første af forfatterens romaner, hvor man får på fornemmelsen, at han absolut intet havde på hjerte.

Alle de forudgående romaner har i et eller andet omfang enten haft et budskab eller et tema, King behandlede, alt naturligvis pakket ind i Kings flair for at skrive underholdende og medrivende.

Sådanne elementer skal man lede længe efter i Firestarter, med mindre man insisterer på at læse romanen som et stykke regerings-paranoia, affødt af den generelle tvivl, amerikanerne havde om regeringens hensigter i tiden efter Vietnam og Watergate.

Det er imidlertid en tynd læsning, og jeg tror i virkeligheden ikke, King ville noget som helst andet med Firestarter end at underholde. Desværre, og det er overraskende, når forfatteren hedder Stephen King, så er romanen ikke engang specielt underholdende.

Paranormale evner

Forsiden af førsteudgaven. Viking Press, 1980.

Romanen handler om titlens “Firestarter”, den ved romanens start 7-årige Charlene “Charlie” McGee, der sammen med sin far, Andy, er på flugt fra den skumle efterretningstjeneste, der går under navnet The Shop.

Egentlig hedder organisationen Department of Scientific Intelligence og er en tyndt forklædt og mere ekstrem udgave af de vildeste excesser, virkelighedens CIA nogensinde kastede sig ud i.

Før Charlies fødsel medvirkede Andy og Charlies mor Vicky i et eksperiment, som The Shop stod bag. Eksperimentet har King tydeligvis fundet inspiration til i virkelighedens MKUltra-program, hvor CIA eksperimenterede med at bruge forskellige stoffer med henblik på tankekontrol. LSD var ét af de stoffer, CIA brugte.

I Firestarter er det et fiktivt hallucinogent stof, The Shop bruger, og hensigten er ikke tankekontrol, men at fremdyrke forskellige paranormale evner hos forsøgsobjekterne.

Eksperimentet lykkes i den forstand, at både Andy og Vicky fik aktiveret nogle evner, men slog fejl i den forstand, at flere af de øvrige forsøgsobjekter blev ravende sindssyge. Da Andy og Vicky nogle år senere fik datteren Charlie, viste hun sig hurtigt også at have evner ud over det sædvanlige.

Det er naturligvis disse evner, The Shop nu er interesseret i.

På flugt

Roman starter in medias res: Andy og Charlie er på flugt fra The Shop, og det har de været gennem længere tid, efter at agenter fra The Shop har myrdet Charlies mor.

Ved romanens start er de tæt på at blive fanget, men det lykkes dem med nød og næppe at undslippe. Senere, efter at have tilbragt vinteren med at holde lav profil, bliver de dog vitterligt fanget og skilt ad, og herefter træder romanens virkelige skurk, en sindssyg indianer ved navn John Rainbird, ind på scenen.

Andy og Charlie bliver transporteret til The Shops hovedkvarter i Virginia, hvor organisationens videnskabsmænd bruger lang tid på at prøve at få både Andy og Charlie til at samarbejde.

Det er først, da det lykkedes John Rainbird at vinde Charlies tillid, at hun begynder at samarbejde, og nu begynder omfanget af hendes pyrokinetiske evner for alvor at stå klart for de stadigt mere nervøse videnskabsfolk.

Rainbirds motiv er endnu mere grumt. Hans egentlige job er at løse drabsopgaver for The Shop, og King lader os vide, at Rainbird er besat af døden. Mere specifikt er han besat af at finde ud af, hvorvidt der virkelig findes en sjæl.

Derfor har han gennem lang tid begået sine drab, så han imens kunne se sine ofre i øjnene i et forsøg på at fornemme sjælen forlade kroppen. Nu må vi så forstå, at Rainbird er blevet fikseret på Charlie som sit bedste bud på endelig at finde et svar.

Hvordan det hele dog skal ende, må I selv finde ud af, hvis I beslutter jer for at kaste jer over Firestarter.

Mange bedre King-romaner

Lad det dog være sagt med det samme: Der er mange langt bedre Stephen King-romaner at gå i krig med. Firestarter er en mærkeligt gumpetung sag, der hverken i struktur eller hvad angår sin grundlæggende idé eller persontegning viser King fra sin stærkeste side.

Først og fremmest kan man slå ned på det faktum, at Firestarter markerer tredje gang, King udforsker emnet paranormale evner og faktisk anden roman i træk, efter The Dead Zone fra året forinden.

Helt konkret har Charlie McGees evner naturligvis mest til fælles med de evner, Carrie White besad i Kings debutroman Carrie (1974), men hvor King i Carrie tog fat i adskillige interessante emner, fra religiøs social kontrol til mobning og social isolation, så mangler ethvert tilløb til lignende overvejelser i Firestarter.

King har tydeligvis ikke været færdig med at udforske pyrokinese og andre mentale evner, men i modsætning til Carrie og The Dead Zone, har han med Firestarter ikke kunnet finde noget interessant at bruge konceptet til.

Gumpetung

Derudover er romanen som sagt temmelig gumpetung. Den åbner dynamisk, med Charlie og Andy på flugt, men ret hurtigt suges pusten ud af romanen, mens de to holder lav profil og tilbringer vinteren i Andys bedstefars hytte nær en lille sø i Vermont.

Det bliver dog ikke stort bedre, da det endelig lykkes for John Rainbird og en flok andre Shop-agenter at få fat i Andy og Charlie. Det sker cirka halvvejs igennem romanen. Hovedparten af den sidste halvdel tilbringer både Andy og Charlie adskilt i hver deres underjordiske lejlighed i Shop-komplekset i Virginia.

Men hvor en King på toppen ville formå at bruge dette miljø til at skabe en stemning af klaustrofobi og isolations-induceret rædsel (tænk bare på Misery, 1987), bliver det hele i stedet en halvkedelig affære.

Selv ikke da Andy efter en lang periodes apati vågner op til dåd og begynder at planlægge sin og Charlies flugt, formår King at gøre romanen synderligt mere dynamisk.

En stor del af problemet ligger formentlig i de ukarakteristisk uinteressante personer, der aldrig rigtigt formår at blive andre end arketyper. Det er ekstra problematisk, fordi deres interaktion med andre end hinanden, romanen igennem, er yderst begrænset, hvorfor personernes indre er så meget mere væsentligt for at skabe identifikation hos læseren.

Både Andy og Charlie er da sympatiske nok, bevares, men som sagt forbliver de romanen igennem arketyper og dermed i sidste ende ret uinteressante.

Halvproblematisk

End ikke den mest kulørte af romanens karakterer, John Rainbird, bliver nogensinde mere end en vagt defineret bussemand, og selv ved romanens udgivelsestidspunkt for nu over 40 år siden må nogle have tænkt, at der var noget halvproblematisk ved Rainbirds etnicitet.

Rainbird træder frem som et neonskilt i romanens ellers anonyme hav af hvide middelklassemænd (og enkelte -kvinder), og derfor må man naturligvis formode, at King havde en hensigt med at gøre ham til indianer.

Det synes der da også at være, da det mellem linjerne antydes, at Rainbirds indianske blod betyder, at han er i bedre kontakt med det åndelige end alle de andre medvirkende i romanen.

Dermed bliver Rainbird en slags dark side-udgave af den velkendte Magical Negro-kliché, som King flere gange, både før og efter Firestarter, har gjort brug af. Hvis Magical Negro-klichéen i sig selv er problematisk, så må denne forvredne udgave af tropen siges at være endnu mere problematisk.

Jovist, King gør sig godt nok umage med at fortælle, at Rainbird, før han blev ansat af The Shop, var Vietnam-veteran, så vi kan godt lege med på idéen om, at Rainbirds psykopati i virkelighed er den hvide mands skyld. Men selv med den, noget letkøbte, bortforklaring, er der noget ved Kings brug af John Rainbird, der giver en halvdårlig smag i munden.

Jeg er ikke ude i at beskylde Stephen King for racisme; jeg tror ikke et sekund på, at King er racist. Men det understreger bare, at King kan være lige så tonedøv som alle os andre.

Jævn grød, lidt mindre end middelmådig

De akkumulerede problemer, der er i Firestarter, gør den ikke til en ujævn roman. Jeg havde budt enhver ujævnhed velkommen i Firestarter, der tværtom er en temmelig jævn grød af lidt mindre end middelmådighed hele vejen igennem, også når det kommer til underholdningsværdien.

Det er uvant for King og svært at forklare, også når man kigger på romanerne på hver side af Firestarter – såvel The Dead Zone som Cujo (1981) er betydeligt bedre romaner. Firestarter er til gengæld langt fra den ildebrand, titlen lægger op til. Nærmere et fyrfadslys.