Enola Holmes

Hvis du har læst Arthur Conan Doyles klassiske Sherlock Holmes-historier fra ende til anden og ikke synes, at du genkender navnet på Holmes’ lillesøster Enola Holmes, så er det ikke din hukommelse, der er noget galt med.

Det er ikke fordi, Doyle kun nævner Enola i en bisætning et sted for derefter aldrig at omtale hende igen. Nej, Doyle nævner ikke Enola, for hun er ikke Doyles påfund.

Som så mange andre figurer i det efterhånden vidtforgrenede univers, Doyles klassiske detektiv er centrum i, er Enola kommet til senere. I dette tilfælde endog meget senere.

Enola Holmes blev skabt af den amerikanske forfatter Nancy Springer og er hovedpersonen i en serie på i alt seks ungdomsromaner under serietitlen The Enola Holmes Mysteries. Heri er Enola Sherlock og Mycrofts meget yngre lillesøster, der stikker af, da brødrene – efter deres mors forsvinden – vil sende hende på kostskole.

I stedet finder hun vej til London, hvor hun indleder sin egen karriere som privatdetektiv, samtidig med at hun må forsøge at undgå at blive fundet af sine brødre, der stadig vil skibe hende af sted på kostskole.

Fra biograf til Netflix

Det er den første roman i serien – The Case of the Missing Marquess – der danner forlæg for filmen, der blot hedder Enola Holmes. Den har Stranger Things-stjernen Millie Bobby Brown i hovedrollen som Enola, mens Sherlock spilles af Henry Cavill og Mycroft af Sam Claflin. I rollen som de tre søskendes mor finder vi Helena Bonham Carter.

Egentlig skulle filmen have haft biografpremiere tidligere i år, men på grund af Covid-19-pandemien solgte Warner Bros. rettighederne til Netflix, hvor filmen kom ud i september. Anmeldelserne har generelt været glimrende, og lur mig om ikke der kommer flere Enola Holmes-film i de kommende år.

Hvis der gør, må man håbe producenterne holder fast i komponisten Daniel Pemberton, for hans score til Enola Holmes er et af årets filmmusikhøjdepunkter.

Lynkarriere

Pemberton (f. 1977) har siden årtusindskiftet komponeret musikken til et hav af produktioner til britisk tv, især dokumentarer men også enkelte film og regulære miniserier. Han spillefilmsdebuterede helt tilbage i 2004, men det er først indenfor de sidste ti år, at han for alvor har taget springet til spillefilm. Her har han til gengæld også gjort lynkarriere!

I 2013 komponerede han scoret til Ridley Scotts The Counselor, og i 2015 leverede han både musikken til The Man from U.N.C.L.E. og Danny Boyles Steve Jobs-biopic – den med Michael Fassbender og titlen Steve Jobs (ikke at forveksle med den, der bare hedder Jobs og har Ashton Kutcher i hovedrollen).

Det blev fulgt op med det roste score til Guy Ritchie-floppet King Arthur: Legend of the Sword (2017), og i 2018 komponerede Pemberton både det særdeles veloplagte score til Ocean’s Eleven-spin-off-filmen Ocean’s Eight (2018) og det fine score til det animerede superhit Spider-Man: Into the Spider-Verse.

I 2019 var han tilbage i TV-land med den fremragende musik til Netflix-serien The Dark Crystal: Age of Resistance, og i år har han indtil videre leveret musikken til tre spillefilm – Birds of Prey: And the Fantabulous Emancipation of one Harley Quinn (phew), Enola Holmes og The Trial of the Chicago Seven.

Jep, Pemberton har virkelig travlt for tiden, og hvis der er nogen retfærdighed til, så er der kun større ting i horisonten for den britiske komponist.

Pembertons hidtil bedste

Her er det Enola Holmes, det skal handle om, og selvom jeg har været begejstret for de fleste af Pembertons spillefilmsscores, så står Enola Holmes for mig som hans hidtil bedste.

Scoret til Enola Holmes er opløftende, melodisk og fyldt med hovedpersonens ungdommelige energi, samtidig med at musikken også demonstrerer Pembertons forkærlighed for mere eller mindre eklektiske orkestreringer.

Samtidig er det også et score, der føles som en meget stærk helhed. Det skyldes både de to gennemløbende temaer, der binder det hele sammen fra start til slut, og scorets stærkt rytmiske komponent, der kommer til udtryk gennem næsten konstant tilstedeværende rytmiske ostinati.

Det er også disse ostinati, der giver scoret dets fremdrift og energi, og selvom man helt klart kan diskutere, om Pemberton på den måde rammer en autentisk tone, når man tager filmens tidsmæssige setting i betragtning (det gør han nok ikke rigtig), så fungerer det alligevel helt eminent.

Godt og grundigt indfanget

Enola Holmes-scoret er bygget op omkring to tilbagevendende temaer, der faktisk begge introduceres i det første cue, “Enola Holmes (Wild Child)”.

Det ene af temaerne er temaet for Enola selv, og det er det primære indtryk fra det første cue. Det er et energisk, opløftende tema, der indleder med en rytmisk guitarostinato ved 0:32. Denne underbygges af en ditto rytmisk strygerostinato ved 0:45, inden temaets melodi sætter ind ved 1:09.

Enolas tema er et langstrakt, fuldt artikuleret tema sammensat af fem fraser og øjeblikkeligt ørehængende. Det er én af den slags temaer, man har siddende i hovedet i timevis efter at have hørt scoret og pludselig opdager, at man går og nynner.

I “Enola Holmes (Wild Child)” fremføres temaet først på obo, hvorefter det følges af et ligeså glimrende sekundært tema – en slags B-tema – fra 1:35.

Allerede her er man godt og grundigt indfanget af scoret, og det bliver man ved med at være de næste 64 minutter!

Østeuropæisk kolorit

Men inden Enolas tema sætter ind ved 0:32 har vi faktisk i samme cue fået introduceret scorets andet hovedtema. Cuet indleder stemningsfuldt med en atmosfærisk stryger-sustain og celesta, inden vi får en tilbageholden udgave af det andet tema ved 0:16, fremført på fløjte.

Dette andet tema, som relaterer sig til filmens centrale mysterium om de tre Holmes-søskendes forsvundne mor, er faktisk det hyppigst forekommende af de to temaer, og ligesom tilfældet er med Enolas tema, så sender Pemberton det igennem en række glimrende variationer i resten af scoret.

Første gang det atmosfæriske mysterie-temaet høres i sin fulde form er i det glimrende “Cracking the Crysanthemums Cypher” (nr. 3), her fremført af celesta over en rytmisk strygerostinato.

Det er et lidt mere simpelt tema end Enolas og består af to fraser på 8 og 7 toner, men netop fordi det er lidt enklere i sin opbygning egner det sig perfekt til variationer, og dem får vi som sagt mange af.

I “Cracking the Crysanthemums Cypher” bruger Pemberton også banjo (eller muligvis mandolin), der stedvist dukker op i scoret, og som sammen med brugen af både harmonika og cimbalom (eller et andet hakkebræt) er med til at give dele af scoret lidt østeuropæisk kolorit.

Her er det naturligvis helt umuligt ikke at sende en tanke til Hans Zimmers to Sherlock Holmes-scores, men bortset fra ét cue, der virker tydeligt inspireret af Zimmers hovedtema – “London Arrival” (nr. 10) – så synes Pembertons musik ikke at være modelleret efter Hans Zimmers Sherlock-lyd.

En sidste ting, Pemberton introducerer i “Cracking the Crysanthemums Cypher” er brugen af kvindelig solovokal. Det er en ingrediens, han bruger mere sparsomt i scoret, men som virker desto mere kraftfuldt, når den dukker op.

Mange gode variationer

De to hovedtemaer får mange gode variationer undervejs. Der er en mere kraftfuld version af Enolas tema i “Mycroft and Sherlock Holmes” (nr. 3) og en virkelig smuk, nærmest romantisk udgave af temaet i “Fields of London” (nr. 9), hvor temaet fremføres bredt malende, først strygerne og siden obo med opbakning af bl.a. harmonika og guitar.

Mysterie-temaet er næsten allestedsnærværende i scoret og en så integreret byggesten, at det vil være omsonst at omtale de mange specifikke variationer, men en rigtig god version høres allerede i “The Game is Afoot” (nr. 5). Her sætter Pemberton tempoet noget op og lægger temaet henover én af scorets mange rytmiske ostinati, mens han kombinerer det hele med atmosfærisk brug af træblæsere. Det er faktisk decideret fremragende!

Et andet godt eksempel på Pembertons mangefacetterede brug af mysterie-temaet kommer i “For England” (nr. 24), hvor en variant af temaet høres i en stille, næsten tragisk udgave, først fremført på celesta og bagefter af kvindevokal.

Et tredje fuldtonet tema

Som om de to glimrende hovedtemaer ikke var nok, så er der faktisk flere tematiske idéer i scoret. De fleste er mindre motiver, men der er yderligere et fuldtonet tema til stede. Det dukker første gang op i “Marquis” (nr. 8) ved 0:10, fremført af harmonika over en legende, rytmisk kombination af bl.a. banjo, guitar og fløjte.

Det er endnu et ganske vidunderligt tema – denne gang for venskabet og følelserne mellem Enola og Tewkesbury. Temaet dukker sparsomt op i scoret, men høres i en fantastisk smuk variant i “Tewkebury’s Trail” (nr. 19) og igen i både “For England” (her i kvindevokal) og i begyndelsen af “Enola and Tewkesbury Farewell” (nr. 26).

Suspense, action og horror

Foruden mange varianter på de to hovedtemaer, indeholder Enola Holmes-scoret også sine dele virkelig solid atmosfærisk suspense og decideret actionmusik, ja stedvist bliver musikken decideret uhyggelig – det er altså ikke kiddie-friendly, det hele!

For et eksempel på sidstnævnte, kan man bare høre “Tick Tock” (nr. 23), der starter med lyden af et ur, inden musikken sætter ind med creepy brug af fløjte, harpe og percussion. Derefter bliver det bare endnu mere uhyggeligt, bl.a. med lave, gotiske strygere, en Wojciech Kilar ville have været stolt af, høje træblæsere og ditto strygere. Det er ren guf for de af os, der er glade for effektiv, old-school horrormusik!

Andre effektive suspensecues har vi i bl.a. “The Limehouse Puzzle” (nr. 13) og dele af “Limehouse Lane” (nr. 14), der dog også tager en mørkere drejning mod horror-territorium! Igen – det er temmelig fremragende det her.

Og her har vi ikke engang berørt den deciderede actionmusik. Her kommer et af højdepunkterne tidligt i form af det vilde cue “Train Escape” (nr. 6), der indleder med en lynhurtig strygerostinato, der naturligvis giver os det musikalske billede på togets fremdrift. Og derefter bliver det bare vildere, med masser af slagtøj og blæsere! Det er dybt imponerende og effektiv actionmusik.

Der er mere af den slags i “Fight Combat” (nr. 15), her også med masser af slagtøj, og også anden halvdel af “School Escape” (nr. 22) udvikler sig til glimrende actionmusik, her baseret på mysteri-temaet.

Rigtig filmmusik!

Enola Holmes er et helt igennem fremragende score, der for mig helt klart står som ét af årets filmmusikhøjdepunkter. Scoret er varieret – her er livlige, muntre temaer, atmosfæriske temaer, bredt malende, næsten romantiske temaer. Her er suspense og action, ja, nærmest horror – det her score har det hele!

Alt er fornemt gennemført, glimrende fremført og med Pembertons nogle gange lettere spøjse blanding af instrumenter, der er med til at give det hele sin helt egen karakter og lyd.

Hvis man ikke sidder med et stort smil på læberne, efter at have hørt Enola Holmes, ja så må man være uendelig kynisk anlagt. Se, det her er rigtig filmmusik!

Nummerliste:
1. Enola Holmes (Wild Child) (3:00)
2. Gifts from Mother (1:09)
3. Mycroft & Sherlock Holmes (1:02)
4. Cracking the Chrysanthemums Cypher (2:35)
5. The Game is Afoot (1:52)
6. Train Escape (3:32)
7. Nincompoop (1:38)
8. Marquis (1:23)
9. Fields of London (1:10)
10. London Arrival (2:30)
11. Dressing Up Box (1:17)
12. Messages for Mother (1:43)
13. The Limehouse Puzzle (2:14)
14. Limehouse Lane (2:41)
15. Fight Combat (3:21)
16. Edge of a Cliff (1:40)
17. Basilwether Hall (1:35)
18. Forest Clues (2:47)
19. Tewkesbury’s Trail (1:41)
20. Escaping Lestrade (1:54)
21. Making a Lady (3:15)
22. School Escape (2:52)
23. Tick Tock (3:49)
24. For England (3:33)
25. Ha! (1:16)
26. Enola & Tewkesbury Farewell (2:55)
27. An Old Friend (1:53)
28. Mother (1:59)
29. Enola Holmes (The Future is Up to Us) (3:45)

Total spilltid: 66:01

Anmeldt i nr. 181 | 13/11/2020