Tre små kinesere

Her har vi rendyrket krimiramasjang til unge og gamle, drenge og piger, mænd og kvinder. Forlaget præsenterer bogen på følgende måde:

“København, sommeren 2013. En blind sort jazzmusiker har tilsyneladende begået selvmord i en hermetisk lukket lejlighed på Højbro Plads. Politiassistent Charlotte Lund anser det for en rutinesag, men hendes påtvungne ledsager, den vordende kriminalforfatter Mille Madsen, vejrer foul play.

For hvorfor var den døde mand iført damebriller, og hvorfor udspioneres lejligheden af tre østasiater? Den kringlede sag viser sig at have rødder tilbage til Vietnamkrigen, og et romantisk møde og endnu et mord sætter yderligere skub i handlingen, der kulminerer under en rockfestival på Refshaleøen.”

En dygtig plotsnedker

Det lyder ganske kompliceret. Og det er det sådan set også. Men når forfatteren er så dygtig en plotsnedker, som det er tilfældet med Tre små kinesere, så bliver det aldrig rodet eller ufokuseret. Faktisk det modsatte.

Det er en fornøjelse at læse en roman, hvor der er kælet så meget for plottet, som det er tilfældet her. Intet er ladt tilbage til tilfældighederne, alt er timet og tilrettelagt.

Så kigger man på romanens længde. 696 sider med lille skrift. Altså det man kan betegne som en stor røvfuld tekst. “Er den ikke for lang?” spøger du så. Svaret er et rungende NEJ; et nej, der kan høres helt ned i Morias miner. Forfatteren hiver dig ind, og du er fanget fra det første spæde bogstav til det sidste stærke punktum.

Shane Black møder Agatha Christie

Der er tale om en fremragende spændingsroman. Shane Black møder Agatha Christie og et hav af andre klassiske krimiforfattere. Det lukkede rum, efterforskning, kærlighed, humor, action og spandevis af vold og overraskelser.

Plottet er elementært spændende, meta-lagene fremragende udtænkt, karaktererne vedkommende og sproget forfriskende og levende og fyldt med referencer til populærkulturen. Som her:

“Så masede hun sig frem til den skæggede dørvogter, der med gandalfsk myndighed hævede hånden imod hende. You shall not pass! tænkte hun og ledte efter sit politiskilt i lommen.”

Desuden har de 129 kapitler titler som “En verden udenfor”, “Resten af dagen”, “Kispus” og “Cocktail”. En herlig lille meta-leg for filmkenderne – og det skal siges, at alle kapiteltitlerne faktisk dækker over noget, der sker i de pågældende kapitler.

Neglebidende spænding

Men det er ikke bare en metaleg. Nej, der er også smæk for skillingen, drabelige scener og neglebidende suspense/spænding. Hør blot her:

“Langsomt og med en sagte skraben trak hun den måske ti centimeter hen imod sig, før hun fjernede benet, bøjede sig frem for at tage hårnålen med hånden – og stivnede. Der lød trin på trappen.”

Ja, jeg lover jer, at I mellem grinene og alle referencerne til andre værker kommer til at mærke sveden og hjertet, der banker. For det er spændende sager, og man kommer til at holde af personerne – hvilket er en stor bedrift, når man taler om ramasjang, men her har forfatteren ramt en fornem dosering af virkemidlerne.

Mød Niels Søndergaard – I kender hans ord

Bogens forfatter er Niels Søndergaard. Det er Søndergaards debut som romanforfatter, men de fleste af jer kender Søndergaards ord.

Ud over at have oversat og tekstet et utal af spillefilm, har Søndergaard også oversat mange hyldemeter af tegneserier, fra Jeremiah til Tintin, og han har oversat romaner af forfattere som Stephen King og Frank Herbert.

Så der er tale om en forfatter, der kender genrekonventionerne, en forfatter, der har et godt greb om dialoger og en forfatter, der har et mål om at skabe underholdning og IKKE kunst. At et godt plot og en legende tilgang til sproget godt kan være kunst er jo så en helt anden diskussion. Men jeg tror, at I forstår, hvad jeg mener.

Alt i alt er Tre små kinesere en både intelligent, filmisk og meget veloplagt roman, der ikke er én side for lang. Der er, på trods af omfanget og mængden af bogstaver på papiret, skåret ind til benet.

Den er til jer, der godt kan lide en underholdningsroman, og til jer, der godt kan lide jeres dialoger skarpe og jeres plots underfundige og overraskende. Og så er den til jer, der måske er trætte af “Nordic noir”, men som elsker den klassiske krimi i moderne klæder.

Tre små kinesere kan læses af både mænd og kvinder, og det er altså sundt at læse, bare som et lille afbræk i tv-serierne, filmene og computerspillene.

Og hvis man ikke kan få nok, så frygt ikke – Tre små kinesere er kun den første del i en planlagt trilogi!

Læs den!

Køb den, lån den eller hvad du nu plejer at gøre. Men lov mig én ting: Læs den!

Og så giver jeg på falderebet ordet til en af romanens karakterer. Om hun hentyder til en person i fiktionens univers, eller måske til forfatteren af bogen, vil jeg ikke røbe her:

“Jeg fornemmer, han skjuler noget for os”, sagde hun.

Det eneste jeg IKKE kan skjule, er min glæde for bogen. Jeg lover jer, at I ikke bliver skuffede, hvis I indløser billet til Søndergaards spektakulære forlystelsespark. En forlystelsespark der består af et fremragende plot, spændende karakterer og en herlig leg med det danske sprog.

Anmeldt i nr. 181 | 13/11/2020