The Dead Zone

For mange mennesker er navnet Stephen King lig med gyserlitteratur – eller på moderne dansk “horror”. Langt hen ad vejen er det da også rigtigt, at det er indenfor gysergenren, at King slog sit navn fast, og mon ikke også det er titlen på én af Kings mange gyserromaner, de fleste vil nævne, hvis de bliver bedt om at komme med titlen på en Stephen King-roman?

Ikke desto mindre har King begået sig indenfor andre genrer end lige horror. Det behøver man ikke engang være inkarneret King-fan – dem King omtaler som sine “constant readers” – for at vide.

Selv dem, der ikke læser King, vil f.eks. nok vide, at King også er manden bag den historier, der blev filmatiseret som The Shawshank Redemption (1994). Og Shawshank Redemption (eller Rita Hayworth and Shawshank Redemption som kortromanen fra 1982 egentlig hedder) er selvfølgelig langt fra det eneste eksempel.

Allerede tidligt i sin karriere opererede King indenfor andre genrer end lige præcis horror, og det er også The Dead Zone fra 1979 et eksempel på. The Dead Zone udspiller sig nemlig som en spændingsroman med overnaturlige overtoner – her i form af hovedpersonens clairvoyance.

Jeg ved, der er nogle, der klassificerer The Dead Zone som en slags science fiction, fordi de anser clairvoyance og lignende evner som noget andet end det rent “overnaturlige”, men for det første er jeg ikke selv glad for at lægge clairvoyance og lignende ind under science fiction-paraplyen og for det andet er det helt ligegyldigt.

Kings primære virkemidler i The Dead Zone kommer fra spændingsgenren (eller thrillergenren for at bruge et andet moderne dansk ord), og han bruger ikke megen tid på at forklare hovedpersonens clairvoyante evner.

Med andre ord er det ikke clairvoyancen i sig selv, der har Kings interesse her, og dermed er det heller ikke lige præcis dette plotelement, der bør være styrende for, hvordan man genreplacerer romanen.

I sidste ende er genrediskussionen naturligvis også frugtesløs og uinteressant, men nogen gyserroman er The Dead Zone i hvert fald ikke.

Historien kort

Forsiden af bogens førsteudgave, Viking Press, 1979.

Hovedpersonen i The Dead Zone er den unge high school-lærer Johnny Smith. Ved romanens start er han nyuddannet og har i et stykke tid været lærer i en lille by i Maine, hvor romanen – som de fleste af Kings romaner – foregår. Han har en kæreste, Sarah, og generelt synes livet at gå ret godt for Johnny.

I romanens prolog har vi hørt, hvordan Johnny som seksårig faldt og slog hovedet, da han stod på skøjter. Han fik et blackout, og siden har der været episoder, hvor han synes at have manifesteret clairvoyante evner i mild grad.

Johnny og Sarah besøger et lokalt tivoli, hvor Johnny afslutter aftenen med at vinde et stort beløb ved et lykkehjul – noget der kun kan lade sig gøre, fordi han kan fornemme, hvilke tal han skal spille på.

Da Johnny forlader Sarahs lejlighed, tager han en taxa hjem. Der sker en alvorlig færdselsulykke, og selvom Johnny overlever, så ender han med at ligge i koma; en koma der skal vise sig at vare fire og et halvt år.

Da han vågner, er alt forandret: Sarah er gift og har et barn, hans mor er blevet religiøst vanvittig – og resten af verden har naturligvis også forandret sig omkring ham.

Men Johnny er også selv forandret. Den milde grad af clairvoyance, han havde før ulykken, er nu blevet til en helt anden form for klarsyn, der manifesterer sig, når han berører personer eller ting. Han fornemmer nu klart ting omkring de personer, han rører ved, og i de fleste tilfælde er det fremtiden, han ser.

Samtidig med, at vi følger Johnnys kamp for at vende tilbage til noget, der ligner en normal tilværelse, introduceres vi også for to andre personer: Den første er en uidentificeret morder, der er på spil i den lille by Castle Rock.

Den anden er den tidligere bibelsælger Greg Stillson, der er borgmester i en lille by i New Hampshire, men som har ambitioner om at gøre sig indenfor landspolitik.

Undervejs i romanen bliver Johnny involveret i opklaringen af de mord, der sker i Castle Rock, men romanens egentlige moralske dilemma introduceres først ganske sent. Da Greg Stillson stiller op til repræsentanternes hus, deltager Johnny i et vælgermøde, og da han berører Stillson, får han en frygtelig og skræmmende vision. Men hvad skal han gøre med sin viden om fremtiden?

Typisk og atypisk

På visse måder er The Dead Zone en atypisk King-roman, mens den på andre måder er helt klassisk for forfatteren. Personportrætterne i The Dead Zone er indbegrebet af Stephen King, og det samme er de lettere selvbiografiske elementer ved hovedpersonen; King var selv high school-lærer, inden han blev fuldtidsforfatter.

Typisk King er også den måde, han beskriver de små bysamfund på, med massevis af bipersoner, der kun optræder for at give liv og farve til den verden, hovedpersonerne færdes i. Det er et klassisk King-greb, som han har gjort brug af lige siden ‘Salem’s Lot (1975).

Det atypiske ved romanen ligger ikke i, at der ikke er tale om en gyserroman. Det ville man måske have fundet atypisk i samtiden, men i dag er det selvfølgelig ikke noget nyt, at King gebærder sig indenfor forskellige genrer.

Det atypiske ligger mere i romanens opbygning. De fleste King-romaner har en relativt ligefrem konflikt, som typisk også etableres ret tidligt i romanen. Sådan er det ikke i The Dead Zone, hvor vi skal ganske langt frem, inden den endelige problemstilling etableres.

Godt nok har vi som læsere allerede tidligt i romanen mødt Greg Stillson, og King etablerer også allerede da, at Stillson ikke er nogen rar person. Men i den anmeldte udgave af romanen skal vi helt hen til side 354 (ud af 467), før Johnny Smith og Greg Stillsons veje endelig krydses.

Inden da har Johnny hjulpet sherif Bannerman i Castle Rock med at finde den morder, der huserer i byen, men derudover har det meste at romanen handlet om Johnny og hans kamp for at finde sig til rette i en verden, der har forandret sig, mens han lå i koma.

Det gør The Dead Zone til en mindre plotdrevet roman end mange af Kings øvrige romaner, selvom man aldrig er i tvivl om, at man side for side arbejder sig hen imod én eller anden form for central konflikt.

Men alene det, at plottet ikke svæver over hele romanen som et blinkende neonskilt, er med til at gøre The Dead Zone en overordentlig sympatisk roman, båret af at Johnny Smith også er en overordentlig sympatisk hovedperson.

Det vil være forkert at sige, at The Dead Zone er et decideret personstudium, for det er ikke den type forfatter, Stephen King er. Men som i alle Kings romaner fremstår Johnny Smith som en afrundet, levende person med både dyder og fejl.

En smule vævende

The Dead Zone fungerer udmærket som roman, og den har mange af Kings styrker, men efter endt læsning står det klart, at der også er nogle svagheder. For det har jo tydeligvis ikke været nok for King at skrive en roman, der handler om en mand, der må kæmpe sig tilbage til livet efter at have ligget fire år i koma.

Forklaringen er enkel nok: Det er ikke den slags romaner, Stephen King skriver eller for den sags skyld er interesseret i at skrive. Og det er også fair nok.

Men når det er tilfældet, så kan man ikke lade være med at undre sig over, at King skal bruge så lang tid på at etablere romanens centrale problemstilling, nemlig: Hvad skal Johnny gøre med sin viden om Greg Stillson?

Her kunne man sagtens argumentere for, at romanen kunne være trimmet en del, og at f.eks. hele underplottet med morderen i Castle Rock kunne være skåret væk uden problemer. Ikke fordi det som sådan er dårligt, men var det nødvendigt?

Man kommer ikke udenom en nagende fornemmelse af, at The Dead Zone er en smule vævende eller famlende på sin vej frem mod det afgørende møde mellem Johnny Smith og Greg Stillson.

Det er sjovt nok – og væsentligt for læseoplevelsen – en fornemmelse, man først for alvor får, efter at have læst romanen til ende, men har man først fået fornemmelsen, så sidder den fast.

Solid

Når det er konstateret, så skal det med det samme siges, at The Dead Zone på intet tidspunkt er kedelig; det skriver King ganske enkelt for godt til. Og selvom hele Castle Rock-episoden for så vidt er unødvendig, så er den både spændende og underholdende.

I King-sammenhæng er Castle Rock-episoden naturligvis også historisk: Det er vores første introduktion til byen Castle Rock, som King siden er vendt tilbage til igen og igen i sit forfatterskab.

The Dead Zone er en solid Stephen King-roman, hvilket i sig selv siger en del. Den er basalt underholdende og har en sympatisk hovedperson. Men den er også en smule vævende og lidt for lang.