The Lone Ranger er en meget gammel skikkelse i den amerikanske populærkultur. Han så første gang dagens lys i 1933, i første omgang i en radioføljeton, der løb frem til 1954 med – hold fast – 2956 episoder!
Allerede i 1936 kom de første bøger om The Lone Ranger og hans trofaste følgesvend Tonto, og siden fulgte seriefilm, spillefilm, tv-serier, tegneserier og meget, meget andet.
The Lone Ranger foregår i det vilde vesten, og baggrundshistorien er, at han er den eneste overlevende af seks Texas Rangers, der blev nedslagtet af en flok outlaws fra Cavendish-banden.
En indfødt amerikaner – det vi i gamle dage kaldte en indianer – ved navn Tonto finder rangeren (hvis rigtige navn aldrig rigtig er blevet kanonisk slået fast), og får ham tilbage på benene.
Selv efter at The Lone Ranger har taget sig af Cavendish-banden fortsætter han sin kamp for retfærdighed med Tonto som sin trofaste sidekick. Det sidste element i den lille gruppe er The Lone Rangers trofaste hest Silver.
At kalde The Lone Ranger fast inventar i amerikansk populærkultur vil være en underdrivelse. Listen over Lone Ranger-titler er alenlang, og det er gennem tiden blevet til fem spillefilm, senest Gore Verbinskis version fra 2013 med Armie Hammer som rangeren og Johnny Depp som Tonto.
Flop
Her er det imidlertid John Barrys musik til 1981-versionen, det skal handle om. Filmens fulde titel er The Legend of the Lone Ranger, og i instruktørstolen sad William A. Fraker (1923-2010), der ellers var bedst kendt som fotograf og i den funktion har stået for titler som Rosemary’s Baby (1968), Bullitt (1968), Exorcist II: The Heretic (1977), 1941 (1979), WarGames (1983) og Tombstone (1993).
I årene 1970-93 havde Fraker dog en sideløbende karriere som instruktør. Ud af de i alt 10 titler på hans CV som instruktør er dog kun de tre spillefilm, heraf to westerns: Foruden The Legend of the Lone Ranger instruerede Fraker også Monte Walsh (1970), hvor John Barry også leverede musikken.
The Legend of the Lone Ranger har Klinton Spilsbury i rollen som rangeren (én af kun tre krediteringer til Spilsbury), mens Michael Horse (kendt som vicesherif Hawk i Twin Peaks) spiller Tonto, og Christopher “Doc Brown” Lloyd er Butch Cavendish. Derudover medvirker også bl.a. Jason Robards.
Filmen blev et kritisk og publikumsmæssigt flop, og der skulle herefter gå over 30 år, inden den næste spillefilm fik premiere, altså versionen med Johnny Depp. Inden da kom der dog en tv-film i 2003.
Kun 23 minutters score
Albummet med John Barrys musik, som denne anmeldelse baserer sig på, blev udgivet af Intrada i 2018, og er desværre en direkte genudgivelse af det oprindelige album fra 1981. Det skyldes, at de originale masterbånd er gået tabt, så kun album-masterne var tilgængelige.
Det betyder flere ting: For det første, at albummet er kort – kun 26 minutter! – og for det andet, at flere cues har indlagt tale i form af en fortællerstemme.
Fortællerstemmen tilhører ingen ringere end country-legenden Merle Haggard, der også synger titelsangen “The Man in the Mask”.
I øvrigt skal det lige siges, at mængden af originalt score er endnu mindre end de 26 minutter, idet nr. 12 er Rossinis ouverture fra Vilhelm Tell (1829). Årsagen til det er, at Vilhelm Tell-ouverturen fungerede som hovedtema for The Lone Ranger i radioserien samt tv-serien, der kørte fra 1949-57. Ouverturen er dermed uløseligt forbundet med The Lone Ranger, og måtte naturligvis indgå i scoret.
Vilhelm Tell-ouverturen tager ca. 3½ minut af den samlede spilletid, hvilket vil sige, at vi står tilbage med blot ca. 23 minutter originalt Barry-score.
Albummets ringe spilletid og fortællerstemmen gør albummet til en noget frustrerende oplevelse, men uanset hvad, så er der ikke tale om ét af John Barrys store scores.
Indenfor skiven?
Scoret er komponeret for symfoniorkester, hvortil Barry lægger mundharmonika samt i hovedtemaet akustisk guitar, elbas og trommer.
Tilgangen er to-delt: Selve hovedtemaet høres som oftest orkestreret som nævnt lige ovenfor, og er rent melodisk en ret poppet affære, der ikke har det helt store at gøre med westerngenren. Temaet indledes af en rytmisk strygerostinato og som bro til selve melodien kommer en tydeligt Elmer Bernstein-inspireret blæserpassage – tænk The Magnificent Seven (1960).
Derefter kommer som sagt den poppede, men unægtelig ørehængende, melodilinje, der i nr. 1 – “The Man in the Mask” –altså suppleres af Merle Haggards vokal. Temaet høres i en ren instrumentaludgave i både nr. 7 og nr. 13 med titlerne “The Man in the Mask (Instrumental)” og “The Man in the Mask (End Title)”.
Resten af scoret er mere rent symfonisk, mundharmonikaen indgår dog fortsat flere steder, og falder fuldstændig ind i Barrys modne stil. Her er der altså intet nyt under solen.
Det er i den forbindelse fuldstændig rimeligt at stille spørgsmålet, om Barry egentlig ramte indenfor skiven – i hvert fald ud fra den musik, man kan høre på albummet (jeg har ikke set filmen).
På nær brugen af mundharmonika i flere cues (mest prominent i “Brothers”, nr. 5) er der meget lidt western-agtigt ved Barrys score, og tempoet er heller ikke det, vi forventer til en western i den lettere ende af genren.
Jeg kan fint forstå, at Barry valgte at sætte tempoet ned i en episk film som Dances With Wolves (1990), men i The Legend of the Lone Ranger, kunne man bedst forestille sig, at filmen havde haft gavn af lidt mere dynamik.
På nær endnu en rytmisk ostinato med et overlagt blæsertema i “The Valley Chase” (nr. 4), er hovedparten af den her præsenterede musik holdt i et virkelig lavt tempo, selv cues med titler som “Ambush” (nr. 9), “Dynamite” (nr. 10) og “The Final Attack” (nr. 11).
Hovedtemaet dominerer
Der er flere tematiske idéer i spil i scoret, men som så ofte for Barry dominerer hovedtemaet. Foruden de tre “The Man in the Mask”-cues (nr. 1, 7, 13), dukker hovedtemaet også op i anden halvdel af “The Legend Begins” (nr. 2) – her med Merle Haggards fortællerstemme – “John and Amy Meet” (nr. 3), anden del af “The Cavendish Gang Strikes” (nr. 6) og “The Breaking of Silver” (nr. 8) – igen her med Merle Haggard som fortæller.
Den version af hovedtemaet, der høres i “The Cavendish Gang Strikes” er rent symfonisk, hvilket i høj grad klæder temaet. Det fjerner noget af det poppede og giver temaet lidt mere episk schwung.
Den udgave af temaet, der høres i “The Breaking of Silver”, er reduceret fra sin fulde form og består for en del af spilletidens vedkommende udelukkende af den indledende ostinato, mens selve melodilinjen ikke høres i sin fuldt udviklede form.
Det er dog en sjældenhed i den del af scoret, man kan høre på albummet, at Barry beskærer temaet ved kun at antyde eller bruge brudstykker – jeg kunne forestille mig, at det sker hyppigere i resten af scoret, som vi imidlertid må vente med at høre til nogen en dag måske beslutter sig for at genindspille det.
Flere tematiske idéer
Barry introducerer et fint strygerbaseret tema i begyndelsen af “The Legend Begins”, inden lidt utematisk, men stadig harmonisk underscore, leder ind i gentagelsen af hovedtemaet.
Temaet dukker op igen i begyndelsen af “The Breaking of Silver” og synes på den måde at være relateret til netop The Lone Rangers’ trofaste hest.
Det fineste cue er måske nok “Brothers” (nr. 5), et helt langsomt og let melanolsk cue med mundharmonikaen i centrum. Mundharmonikaen præsenterer her et tema, vi ikke har hørt før, men som dog er nært beslægtet med hovedtemaet.
Også første del af “The Cavendish Gang Strikes” er rigtig fint – her med et smukt, dramatisk tema i strygerne.
Det ovennævnte mere dynamiske cue “Valley Chase” hører også til blandt scorets bedste, også selvom det i virkeligheden er en slet skjult parafrase over Barrys eget “007”-tema – altså ikke Bond-hovedtemaet, men Barrys eget tema, som debuterede i From Russia With Love (1963).
Cuet kombinerer en rytmisk ostinato (her orkestreret for strygere og blæsere) med en overliggende melodilinje i messingblæserne – samme blåtryk som “007”-temaet, blot her uden “007”-temaets synkoperede rytme.
Der er flere tematiske og idéer på spil i scoret – bl.a. i nr. “Ambush”, der er delvist arrangeret som en vals – foruden også enkelte mindre motiver, der dog holder sig indenfor hver deres cue.
Ikke desto mindre er det ubetinget hovedtemaet, der står tilbage som det, man husker bedst fra scoret. Det skyldes måske ikke så meget temaets overlegenhed i forhold til nogle af de andre temaer – især mundharmonikatemaet fra “Brothers” er unægtelig glimrende – men ganske enkelt fordi, det er så ørehængende, som det er.
Ikke Barrys mest inspirerede
Der er som sådan intet ved scoret til The Legend of the Lone Ranger, der er dårligt – i hvert fald ikke den del af scoret, der nu engang kan høres på albummet. Hovedtemaet er fængende, og der er andre udmærkede tematiske idéer og musikalske konstruktioner.
Omvendt er ingen af temaerne blandt Barrys bedste, ligesom heller ikke de mere dramatiske cues hører til blandt hans mest inspirerede. Scoret minder i sin helt overordnede tilgang ganske meget om Monte Walsh, som man sagtens kan tænke sig, at både instruktør Fraker og Barry selv har haft i tankerne.
Men Monte Walsh er bare et mere solidt score – hovedtemaet og dermed titelsangen fra Monte Walsh er bedre end her, og det kan egentlig siges generelt for det tematiske materiale.
Barry-samlere skal selvfølgelig have The Legend of the Lone Ranger i samlingen, men de fleste andre vil sagtens kunne springe over denne her.
Og så kan vi bare håbe på, at masterbåndene fra optagelserne enten dukker op eller at nogen engang genindspiller scoret. Men kunne jo håbe, at scoret i sin helhed gør et bedre indtryk end det meget korte album, vi har at gøre med her.
Nummerliste:
1. The Man in the Mask (Main Title)* (1:35)
2. The Legend Begins** (1:38)
3. John and Amy Meet (1:50)
4. The Valley Chase (1:58)
5. Brothers (2:09)
6. The Cavendish Gang Strikes (2:05)
7. The Man in the Mask (Instrumental) (1:36)
8. The Breaking of Silver** (1:39)
9. Ambush (3:14)
10. Dynamite (2:10)
11. The Final Attack (2:04)
12. The William Tell Ouverture (3:30)
13. The Man in the Mask (End Title) (1:16)
Total spilletid: 26:44
* Vokal af Merle Haggard
** Fortællerstemme af Merle Haggard
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1981
Udgivet: 2018
Label: Intrada
Anmeldt i nr. 171 | 13/01/2020
