I min anmeldelse af The Black Hole (1979) skrev jeg, at John Barry sluttede 1970’erne af med manér.
På sin vis kan man sige, at han startede 1980’erne på samme måde, blot med et score, der formentlig er ukendt for de fleste, med undtagelse af inkarnerede John Barry-fans.
Musikken til Night Games er glimrende, og at scoret er så relativt ukendt, som det er, handler nok nærmere om, at det kommer fra en så obskur film, som det gør. I hvert fald må Night Games siges at høre til i den mere kuriøse ende af Barrys filmografi.
Erotisk thriller
Night Games er en erotisk thriller, instrueret af Roger Vadim, der af mange formentlig vil være bedst kendt som manden bag Barbarella (1968), der havde Jane Fonda i titelrollen.
Vadim var naturligvis meget mere end kun Barbarella, men hans forkærlighed for sensuelle, erotisk ladede historier præger mange af hans film, således også Night Games.
Filmen – som jeg skal indrømme ikke at have set – handler om Valerie (Cindy Pickett), der på grund af et seksuelt overfald i teenageårene har svært ved at have et tilfredsstillende sexliv med sin mand, Jason (Barry Primus). Efter Jason forlader hende, søger Valerie tilflugt i en række erotiske fantasier, hvor der dog også er en truende skikkelse.
Filmen blev et flop, og både Vadim og Pickett har efterfølgende forsøgt at skyde skylden på producenterne, der ikke ville give Vadim final cut, og som ifølge Pickett var ansvarlige for, at filmen endte som en slags softporn.
Kulørte titler
Uanset filmens kvaliteter – eller mangel på samme – er der ikke meget at udsætte på John Barrys fine score, der tilmed gav Barry lejlighed til en række særdeles kulørte cue-titler (såfremt Barry selv bestemte titlerne).
Hvor mange andre filmscores finder man lige med track-titler som “The Lesbian Tango”, “The Wet Spot” eller “Water Sports”?
Musikken er udgivet af Silva Screen Records i 2003 og ligger på samme skive som scoret til Game of Death (1978). Her fylder Night Games de sidste seks skæringer (nr. 12-17, men i denne anmeldelse nummereret 1-6), i alt ca. 30 minutter. Om det repræsenterer det komplette score, ved jeg ikke.
Barrys modne stil – med æteriske kvindestemmer
Night Games er komponeret i Barrys langsommelige, melodiske stil, altså hans “modne” stil, og rent stilistisk er der ikke meget, der adskiller Night Games fra mange andre af hans scores fra perioden.
Det eneste element, man ikke har hørt før, er den måde, Barry i flere cues bruger æteriske kvindestemmer til at understrege det sensuelle og erotiske ved historien, første gang i “Descent Into Decadence” (nr. 1) ved 2:12.
Kvindestemmerne er ikke helt så åbenlyst erotisk ladede som f.eks. de stønnende kvindestemmer, Ennio Morricone bruger i sit score til L’uccello dalle piume di cristallo (1970), men de giver alligevel musikken et sensuelt strøg, og den æteriske, drømmende kvalitet understreger formentlig også, at meget af filmens handlingen finder sted i Valeries fantasier.
“Descent Into Decadence” introducerer derudover et af scorets få tilbagevendende temaer – et smukt, romantisk tema, der åbner cuet, fremført af flygel over strygere. Temaet vender tilbage i det afsluttende cue, “Afterplay” (nr. 6).
Ellers er store dele af “Descent Into Decadence” domineret af atmosfærisk – men fortsat melodisk – underscore, hvor de ovennævnte æteriske kvindestemmer fylder en del.
“The Lesbian Tango” (nr. 2) er, som titlen antyder, en tango, orkestreret primært for strygere, flygel og slagtøj, men dog også stedvist nogle blæsere og træblæsere. Den veloplagte lille tango har sit eget tema, som Barry kortvarigt genbruger i indledningen til “The Wet Spot” (nr. 3).
Udover en reprise af temaet fra tangoen, består “The Wet Spot” ellers hovedsageligt af sit helt eget tema – endnu et glimrende og virkelig smukt, romantisk tema, denne gang komponeret som en vals og hovedsageligt orkestreret for strygere.
“Water Sports” (første del af nr. 4) består fortrinsvis af atmosfærisk underscore, hvoraf en del er ganske dystert, især hen mod slutningen (ca. 1:30-2:10). Cuet byder også på endnu en tilbagevenden af de æteriske kvindestemmer.
Ved ca. 2:10 præsenterer Barry os for endnu en fin vals i “The Dominatrix’ Waltz” (anden del af nr. 4), også denne med sit eget tema. Det er klart beslægtet med temaet fra “The Wet Spot”, men ikke desto mindre et selvstændigt tema. Derudover er stemningen også noget anderledes, både på grund af orkestreringen og tempoet.
“The Dominatrix’ Waltz” er en anelse langsommere end valsen i “The Wet Spot” og indledningsvist orkestreret for solostryger – formentlig bratsch – over et afdæmpet akkompagnement af træblæsere og andre strygere. Det giver til at begynde med valsen en mindre direkte romantisk lyd, som dog kommer senere, da temaet bredes ud til en større gruppe strygere fra ca. 3:40.
En absolut perle
“Phantom of the Orgasm” (nr. 5) består for en stor del af spilletidens vedkommende af ganske dyster underscore – ja, i perioder er der nærmest tale om suspensemusik, og i kortere perioder sågar af en type, der sagtens kunne passe ind i én af Barrys thriller- eller Bond-scores – hør f.eks. passagen fra ca. 2:00 til 3:24.
Ved 3:24 i cuet sker til gengæld noget ganske uventet, da Barry pludselig præsenterer os for scorets absolutte perle – et fantastisk, romantisk tema af den type, der skulle komme til at præge en stor del af hans output op gennem 1980’erne og 90’erne.
Det er et tema, der er som taget ud af såvel High Road to China (1983) som Out of Africa (1985), og det er en komplet fryd! Som om Night Games ikke var et rigtig fint score allerede, så sætter Barry trumf på med dette helt igennem vidunderlige tema.
Den atmosfæremættede, suspenseprægede underscore vender så tilbage, inden vi igen trakteres med flere fremførsler af det vidunderlige romantiske tema. Endelig vender temaet fra “Descent Into Decadence” som nævnt tilbage i det korte, afsluttende cue, “Afterplay” (nr. 6).
Fortjener at være bedre kendt
Night Games er et virkelig, virkelig godt og stort set upåagtet John Barry-score, der klart fortjener at være bedre kendt, end det er.
Det er måske ikke så tilgængeligt som nogle af Barrys senere romantiske scores fra 1980’erne, blandt andet også fordi flere cues løber over ganske mange minutter og blander tematiske fremførsler med mere underscore-præget musik.
Det gælder især for det fantastiske tema i “Phantom of the Orgasm”, som uden tvivl ville være bedre kendt, hvis det eksisterede i en version, hvor temaet stod alene, fri for den underscore, der omgiver det.
En anden grund til, at scoret ikke er så velkendt, skyldes måske også den lidt aparte parring med et andet relativt obskurt Barry-score, nemlig Game of Death – om end Game of Death også er et ganske fint lille action- og suspense-score.
Der er dog også med Game of Death tale om ét af de mere specielle indlæg i Barrys filmografi, og selvom de to scores på den måde måske er meget passende at lægge på samme skive, så har det uden tvivl betydet, at færre filmmusikfans har hørt dem.
Det bør man imidlertid råde bod på. Som sagt er også Game of Death et fint score, men Night Games’ romantiske melankoli er af virkelig høj kvalitet, og tilmed gemmer scoret på et helt forrygende smukt og nærmest ukendt tema, som alle de, der elsker Out of Africa, vil sætte stor pris på.
Nummerliste:
1. Descent Into Decadence (6:03)
2. The Lesbian Tango (2:59)
3. The Wet Spot (3:37)
4. Water Sports / The Dominatrix’ Waltz (7:44)
5. Phantom of the Orgasm (8:27)
6. Afterplay (1:12)
Total spilletid: 30:02
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1980
Udgivet: 2003
Label: Silva Screen Records
Night Games ligger som nummer 12-17 på samme CD som scoret til Game of Death.
