Hanover Street

De fleste filmmusikfans – og alle John Barry-fans – ved, at John Barrys generelle kompositoriske stil undergik en voldsom tranformation fra hans tidlige år i 1960’erne og frem til starten af 1980’erne.

Det har jeg berørt perifert i mange af mine tidligere Barry-anmeldelser, men med scoret til Hanover Street synes vi at have nået en slags vandskel i Barrys karriere.

Vi står her på tærsklen til Barrys ”modne” periode, der med ganske få undtagelser skulle kendetegne resten af hans karriere.

Barrys modne stil er karakteriseret ved langsommelige, stærkt melodiske scores, der meget forsimplet kan siges at være bygget op omkring den centrale grundidé, at Barry lægger serier af ostinati ovenpå hinanden.

Det er den lyd og den stil, der karakteriserer scores som Out of Africa (1985) og Dances With Wolves (1990), men som altså helt generelt var den modus, Barry opererede i fra slutningen af 1970’erne og frem til karrierens afslutning med Enigma i 2001.

Den modne Barry finder sin form

I Hanover Street-albummets liner notes påpeger filmmusikjournalisten Jon Burlingame, at den bevægelse for alvor tog sin begyndelse med Robin and Marian (1976), blev videreført i The Betsy (1977) og nåede sit højdepunkt med Out of Africa.

Selvom elementer af Barrys modne stil også dukker op i nogle af hans scores fra tidligere i 1970’erne, så er det fra anden del af årtiet, at han begynder at raffinere den, så Burlingames analyse er svær at argumentere imod.

Samtidig kan man med en vis ret argumentere for, at Hanover Street markerer der, hvor stilen for alvor finder sin endelige form, om end Barry fortsat raffinerer lyden, indtil han rammer Oscar-vinderen Out of Africa.

Krigsmelodrama

Hanover Street var Peter Hyams’ femte spillefilm (før spillefilmsdebuten i 1974 havde han lavet et par TV-film), og filmen stak i en helt anden retning end hans foregående, den effektive paranoia-thriller Capricorn One (der i øvrigt havde et forrygende score af Jerry Goldsmith).

Hyams ønskede efter succesen med Capricorn One at prøve noget helt andet, så han skrev selv manuskriptet til en romance, der finder sted under Anden Verdenskrig.

Eller “romance” er måske for neutralt et ord. Filmen er et vaskeægte melodrama om krig og kærlighed, og den blev da heller ikke vel modtaget af kritikerne trods navne som Harrison Ford, Christopher Plummer og Lesley-Anne Down i af hovedrollerne.

Overpriser på brugtmarkedet

Musikken til Hanover Street blev udgivet af Varèse Sarabande i 2009 og er nu desværre out of print og umulig at få fat på, medmindre man er parat til at betale vanvittige overpriser på brugtmarkedet.

Man kan kun håbe, at scoret bliver genudgivet, for det fortjener det faktisk, også selvom det lider under ét af de hyppige problemer med John Barrys scores, nemlig et næsten altdominerende hovedtema.

Dermed skal det også siges – som jeg har sagt i flere tidligere anmeldelser af John Barrys musik – at man skal kunne lide hovedtemaet, hvis man skal sætte pris på albummet, for man kommer til at høre hovedtemaet meget. Rigtig meget.

Heldigvis er det et sindssygt godt tema, Barry har fået skruet sammen til Hanover Street, og det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Originaler og revisioner

Albummet består af i alt 26 tracks, hvoraf de første 19 udgør scoret, sådan som John Barry komponerede det.

Sagen er bare den, at Peter Hyams ikke var helt tilfreds med de cues, Barry havde komponeret til den del af filmen, der foregår i det tyskbesatte Frankrig, hvor Ford og Plummers roller skal forsøge at overleve efter at deres fly er blevet skudt ned.

Normalt ville Barry lave sådanne revisioner hurtigt og få dem indspillet hurtigt, men sagen var den, at scoret blev indspillet i England, mens Barry boede i USA.

På det tidspunkt havde Barry en skattesag hængende over hovedet i England og kunne ikke rejse ind i landet, så det var ikke ham, der dirigerede scoret. Dirigenten, Harry Rabinowitz, nægtede at foretage ændringer i Barrys partitur, så han indspillede scoret, sådan som Barry havde komponeret det.

I sit hjem i USA foretog Barry derefter de nødvendige revisioner af fem cues, der blev indspillet ved en senere session i England. Af uvisse årsager er masterbåndene fra denne session væk, så ved udgivelsen af scoret, blev disse fem cues trukket fra film-mixet og desværre kun i mono.

Disse tracks ligger som nr. 23-26 på albummet, og lydkvaliteten er markant dårligere end resten. Ikke desto mindre er det fedt at have disse reviderede cues, også selvom jeg egentlig ikke synes, de er bedre end dem, Barry oprindeligt komponerede.

De sidste tre tracks, nr. 20-22, består af to source-numre samt en alternativ udgave af ”Finale”-cuet, som blev indspillet under den oprindelige recording session og derfor er i fin kvalitet.

Romantisk og melankolsk

Som sagt hører man hovedtemaet rigtig meget på albummet, men heldigvis er det et sindssygt godt tema, Barry komponerede til Hanover Street.

Det er præcis den type tema, Barry op gennem 1980’erne skulle blive kendt for, og som Julie Kirgo i CD’ens liner notes kalder “profoundly melancholy romance”.

Det er en fin karakteristik af hovedtemaet – dybt romantisk og samtidig dybt melankolsk. Sidstnævnte var naturligvis ikke noget, der var fremmed for Barry, der nærmest altid – på nær i sine allertidligste scores – har dyrket melankolien, også uden at det af den grund blev tudeagtigt.

Hovedtemaet introduceres (naturligvis, fristes man til at sige) allerede i nr. 1 – “Main Title” – hvor det høres i sin rene, fuldt udviklede form, her orkestreret for flygel og strygere.

Hovedtemaet indeholder faktisk også et B-tema, der dukker op ved 0:47 (selve hovedtemaet høres fra 0:11). Det er dog ikke sådan, at Barry bruger B-temaet som et ledemotiv; det optræder altid i direkte forlængelse af en fremførsel af hovedtemaet.

Jeg har i øvrigt meget svært ved ikke at tro, at Hans Zimmer ikke har lyttet til Hanover Street, før han komponerede sit score til Pearl Harbor (2001), for selvom de to temaer på ingen måde er sammenfaldende, så er stemningen og det overordnede udtryk meget lig hinanden.

Reddes af justeringer

Hovedtemaet dominerer de første ni tracks på albummet totalt. Godt nok i forskellige variationer, hvor Barry både justerer lidt på temaet og på orkestreringen, men ikke desto mindre.

Der er en smule actionmusik i nr. 3 – “The Bombing” – hvor vi befinder os lidt nærmere lyden fra Barrys senere Bond-scores, men cuet både indledes og slutter med variationer på hovedtemaet.

Det er godt, at hovedtemaet er så godt, som det er, for ellers ville de første ni skæringer – med en samlet spilletid på over 23 minutter – godt kunne føles meget lange.

Det ved jeg også, at der er mange – selv inkarnerede Barry-fans – der alligevel synes, men for mig redder Barry det hele gennem de små justeringer, han foretager af temaet. Det hele har en ensartethed og en kompakthed, men jeg synes faktisk, Barry undgår, det kommer til at føles gumpetungt.

Glimrende suspense og action

Fra og med track 10 – “Message From Paul” – tager scoret en drejning. Godt nok er der også levn af hovedtemaet i dette cue, men det bruges ikke direkte, og Barry forvrænger den romantiske lyd til noget mere dystert og ildevarslende.

Numrene 11-17 består fortrinsvis af suspense- og actionmusik, hvor Barry bl.a. introducerer et par motiver, der går igen i flere cues.

Det er glimrende musik, Barry her har komponeret, og igen nærmer vi os den lyd, man vil genkende fra Barrys senere indlæg i Bond-serien, også uden at det bliver decideret bond’sk.

Både “Gestapo Headquarters” (nr. 14) og “Cover Blown” (nr. 15) er aldeles glimrende, mens “Motorcycle Chase and Bridge Battle” (nr. 17) i store træk gentager den fine actionmusik fra nr. 15.

Med “Finale” (nr. 18) og “End Credits” (nr. 19) er vi tilbage ved hovedtemaet, der her får et par sidste runder i manegen.

Mindelser om 1940’erne og 50’erne

De fire reviderede cues ligger som sagt fra nr. 23-26, og er ganske interessante at have med, især fordi det jo var dem, der endte i filmen.

Angiveligt ønskede Hyams justeringer her, fordi han ville have mere spænding ind i musikken, og der er da også enkelte steder, hvor Barry synes at have skruet lidt op for intensiteten. Overordnet set synes jeg dog ikke, de reviderede cues er meget væsenforskellige fra de oprindelige, så præcis hvorfor Hyams foretræk de nye frem for de gamle får stå hen i det uvisse.

En mere markant revision findes dog i den reviderede udgave af “Finale”-cuet (nr. 26). Om end cuet fortsat er bygget op hovedtemaet og akkordvariationer på temaet, så får temaet hen mod slutningen en kraftfuld, ekstremt følelsesladet fremførsel, der bringer mindelser om scores fra 1940’erne og 50’erne.

Den måde, Barry mod slutningen virkelig lader temaet svulme op, suppleret af pauker og blæsere, og slutter med en optimistisk blæserfanfare, kunne være taget direkte ud af en film fra Hollywoods guldalder. Det er virkelig glimrende, og man kan derfor kun ærgre sig over, at de reviderede cues ikke findes i bedre lydkvalitet.

Blandt Barrys bedste temaer

Jeg må tilstå en vis forståelse for dem, der finder Hanover Street-albummet en smule lang i spyttet, særligt første halvdel, men det ændrer ikke på min egen værdsættelse af scoret, som jeg er kommet til at holde rigtig meget af.

Det fantastiske hovedtema hører i min bog til blandt Barrys bedste fra hans modne stil, og suspense- og actionmusikken (særligt de oprindelige cues, men for det meste også de reviderede) er også virkelig gode.

Derfor vil jeg også på det varmeste anbefale Hanover Street, som man bestemt bør slå kløerne i, hvis man finder det til en fornuftig pris.

Nummerliste:
1. Main Title (3:44)
2. David Meets Margaret (1:35)
3. The Bombing (3:15)
4. On Hanover Street (3:30)
5. Making Love (2:13)
6. Home Life (1:42)
7. Countryside and Courtship (2:02)
8. Christmas Eve (1:49)
9. Trying to Forget (3:25)
10. Message From Paul (1:31)
11. Change of Plans (1:33)
12. Direct Hit (2:02)
13. Bail Out Over France (3:09)
14. Gestapo Headquarters (2:07)
15. Cover Blown (6:04)
16. A Resourceful Man (2:51)
17. Motorcycle Chase and Bridge Battle (4:15)
18. Finale (4:01)
19. End Credits (2:45)

Bonus tracks:
20. Chattanooga Choo Choo (Source) (2:46)
21. Little Brown Jug (3:32)
22. Finale (Alternate) (4:03)
23. Gestapo Headquarters (Revised) (2:11)
24. Cover Blown (Revised) (6:06)
25. Motorcycle Chase and Bridge Battle (Revised) (4:29)
26. Finale (Revised) (3:48)

Total spilletid: 80:28

Anmeldt i nr. 166 | 13/08/2019