Captain Marvel

Captain Marvel er den første store Hollywood-film i mange år, hvor en kvindelig komponist har stået for musikken.

Det var naturligvis kun passende, at en kvinde fik opgaven, når nu selve filmen også markerede den første film i Marvels Cinematiske Univers med en kvindelig superhelt i hovedrollen. For begge deles vedkommende kan man kun sige: About goddamn time!

Alligevel er det ærgerligt, at det krævede en film med en kvindelig superhelt, før et stort Hollywood-studie fik sig taget sammen til at hyre en kvindelig komponist.

Og hvis en kvindelig hovedrolle virkelig var det, det krævede for at hyre en kvindelig komponist, kan man jo bare undre sig over, at Warner tabte bolden, da Warner jo slog Marvel til målstregen med Wonder Woman, der kom i 2017.

Jeg kan ærlig talt ikke huske, hvornår en kvindelig komponist sidst har komponeret musik til en stor Hollywood-satsning, og Box Office Mojos liste over komponister sammenholdt med filmenes indtjening er forstemmende læsning.

Her skal man ned til nr. 50, før man finder en kvinde. Det er i øvrigt Rachel Portman, hvis film tilsammen har indspillet lige over en milliard USD.

Men det er altså ikke manglen på talent, der er svaret her: Der er masser af talentfulde kvindelige filmkomponister, og de kan altså også godt finde ud af at komponere actionmusik.

Sceneskræk?

Nu fik en kvinde så endelig chancen, og på papiret kunne Marvel næppe have foretaget et bedre valg end tyrkisk-fødte Pinar Toprak.

Toprak har boet og arbejdet i Hollywood en del år efterhånden, og debuterede som komponist tilbage i 2003. Siden da har hun leveret musik til mange projekter – både kortfilm, spillefilm, TV-film, serier og computerspil. Bl.a. er det Toprak, der har komponeret musikken til det afsindigt populære Fortnite-spil.

I Hollywood har hun været tilknyttet Hans Zimmers Remote Control Studios, men hun har udviklet en stærk og selvstændig stemme som komponist, der gjorde mig enormt spændt på hendes Captain Marvel-score. Ikke mindst fordi Toprak tidligere har vist sig som en virkelig glimrende komponist af actionmusik.

Set i det lys må jeg desværre også erkende, at Topraks score til Captain Marvel er lidt af en skuffelse.

Ikke fordi Captain Marvel er et dårligt score, men sammenlignet med Topraks tidligere output, er det meget forsigtigt og ofte temmelig konventionelt, ligesom det ellers udmærkede Captain Marvel-tema er under standard for komponisten.

Det er naturligvis umuligt at forklare præcis, hvad grunden er til det. Jeg er dog fristet til at tro, at der ganske enkelt er tale om en form for sceneskræk.

Toprak har uden tvivl været klar over, hvor stor en vægt, der pludselig hvilede på hendes skuldre, og jeg tror, det er aldeles muligt, at hun har holdt en smule igen for ikke at risikere fejltrin.

Det er lidt ærgerligt, for Toprak er meget bedre end hendes score til Captain Marvel antyder – desuagtet at Captain Marvel slet ikke er et egentligt dårligt score.

Kun ét tema

Captain Marvel er først og fremmest et actionscore, dog også med udstrakte passager med suspensemusik. Hist og her bliver der dog også plads til mere stille, tænksomme passager.

Scoret er overvejende symfonisk, men med anvendelse af en del synthesizer, som jeg nogle steder har læst omtalt som “90’er-agtige”. Det synes jeg nu ikke rigtig, de er, men de fungerer ret godt sammen med symfoniorkestret, og det er det vigtigste.

Scorets eneste rigtige tema er Captain Marvel-temaet, som Toprak introducerer i begyndelsen af “Captain Marvel” (nr. 1). Det er et ret simpelt, heroisk og temmelig fanfarepræget tema, der består af to fraser på hhv. 8 og 15 toner, og hvor det helt klart er A-frasen, der er den lettest genkendelige.

Det er også den, der hyppigst indgår i scoret, hvor temaet dog ofte dekonstrueres; nogle gange sågar til kun at bestå af de to første toner.

Captain Marvel-temaet er slet ikke dårligt, men Toprak har begået bedre temaer tidligere, og for min skyld måtte hun gerne have brugt det fuldt udviklede hovedtema hyppigere, end hun gør.

Det er som om, hovedtemaet er lidt skitsepræget. Som om, der i temaet ligger kernen til noget, der kunne være blevet rigtig fedt, men som er blevet en smule halvbagt.

Til gengæld er Toprak ganske god til at variere temaet undervejs, som f.eks. allerede i “Waking Up” (nr. 2), hvor temaets A-frase høres for kvindelig solovokal akkompagneret af æteriske synthesizere, inden strygerne overtager temaets B-frase. Temaet indgår løbende i scoret og er på den måde med til at binde det ganske godt sammen fra ende til anden.

Men hovedtemaet er som sagt også det eneste regulære tema i scoret. Det kan man heller ikke andet end være en smule skuffet over i betragtning af de rige muligheder, filmen gav Toprak for at komponere indtil flere temaer – bl.a. for filmens skurk.

Der er et par minimale actionmotiver, der dukker op et par gange, men intet, der har egentlig tematisk funktion.

God actionmusik

Som sagt er det action- og suspense, der er i hovedsædet, og actionmusikken er heldigvis god. Det første store actioncue er “Entering Enemy Territory” (nr. 6), der efter en del suspense det første minuts tid går over i full blown actionmusik.

Topraks actionmusik er dynamisk og muskuløst med masser af blæsere og slagtøj, hyppigt over hurtige strygerostinati.

Også det følgende cue “Breaking Free” (nr. 7) er et virkelig godt actioncue, her også med brug af liberale mængder synthesizer og desuden også elektrisk guitar. Sidstnævnte indgår i øvrigt i en del af actionmusikken i form af korte riffs og soli, der ikke helt kan undgå at give mindelser om Michael Kamens musik til Lethal Weapon-filmene.

Efter et par fine suspense-cues i “Lifting Fingerprints” (nr. 10) og “Finding the Records” (nr. 11), hvor særligt førstnævnte har en effektiv heist-agtig stemning, kommer der mere fin action i “Escaping the Basement” (nr. 13) – igen med blandingen af synth, symfoniorkester og elektrisk guitar.

Taber luft

Derefter taber scoret en del luft over den næste store håndfuld cues. “Photos of Us” (nr. 13) er det første decideret stille nummer, og det er meget nydeligt, men også lidt kedeligt.

Også det følgende cue, “Learning the Truth” (nr. 14) flirter med det lettere kedsommelige i form af lange, vandrende strygerpassager, hvor Toprak dog får flettet en variation af hovedtemaets B-frase ind.

“New Clothes” (nr. 15) er også stille, nydeligt og lidt kedeligt, inden det betydeligt mere dystre og suspensefyldte “Space Turbulence” (nr. 16) tager over og bryder dødvandet en smule.

Det er dog en kort respit, for allerede med “High Score” (nr. 17) er vi tilbage i den stille afdeling, og igen kan man ikke helt undslå sig for at synes, at det er bare en lille smule kedeligt og konventionelt.

Bliver bedre

Heldigvis bliver det hele meget bedre fra og med “Interrupting Something” (nr. 18), hvorefter resten af scoret stort set er action, på nær det sidste cue, der lukker albummet på en positiv, harmonisk og heroisk facon og med den obligatoriske fremførsel af det fulde hovedtema.

Både “I’m All Fired Up” (nr. 20) og “More Problems” (nr. 21) er glimrende actioncues. Sidstnævnte er med sine over 8 minutter ikke bare scorets længste, men også bedste cue, hvor Toprak hist og her lyder helt John Williamsk, især i den måde, hun bruger messingblæserne på.

Det er igen energisk og muskuløs actionmusik, og det er her, Toprak virkelig leverer på Captain Marvel-scoret.

Spiller på det sikre

Havde albummet været trimmet en smule, havde det stået stærkere, end det gør i sin fulde form med en spilletid på 67 minutter. Der er altså en smule tomgang på midten, og man kan heller ikke andet end savne et lidt tydeligere artikuleret hovedtema. Manglen på andre temaer er som nævnt også mildt skuffende.

Det største problem ved Captain Marvel er vel nok, at Toprak helt klart spiller på det sikre. Selvom hendes actionmusik er både energisk, robust og muskuløs, så træder hun aldrig derud, hvor man fornemmer, at hun har udfordret MCU’s comfort zone.

Det er noget, Toprak bestemt formår – både hvad angår temaer og actionmusik – men hun hiver den lidt i land med sikre kort som strygerostinati og synthesizere og, hvad den stille musik angår, vandrende strygerflader, der lægger sig pænt og nydeligt i baggrunden uden at gøre det store væsen af sig.

Mere konventionelt end håbet

Med lidt trimning kan Captain Marvel-scoret sagtens udspille sig som et 4-stjerners-album, og jeg har ingen tvivl om, at det fungerer ganske fint i filmen.

Jeg er dog sikker på, at Toprak sagtens kunne have leveret et mere personligt score, der ikke bare ville fungere endnu bedre i filmen, men som også ville have givet et eksplosivt underholdende album.

Det får vi forhåbentlig næste gang, for hvis der er nogen retfærdighed til, skal Toprak naturligvis også levere musik til en kommende Captain Marvel-film. Som sagt er scoret ikke dårligt; det er bare langt mere konventionelt, end man kunne have håbet.

Nummerliste:
1. Captain Marvel (2:15)
2. Waking Up (1:29)
3. Boarding the Train (1:30)
4. Why Do You Fight? (1:14)
5. Let’s Bring Him Home (1:39)
6. Entering Enemy Territory (3:33)
7. Breaking Free (5:24)
8. Hot Pursuit (4:35)
9. Lost the Target (2:10)
10. Lifting Fingerprints (1:32)
11. Finding the Records (5:20)
12. Escaping the Basement (4:23)
13. Photos of Us (1:56)
14. Learning the Truth (3:16)
15. New Clothes (1:04)
16. Space Turbulence (2:58)
17. High Score (2:35)
18. Interrupting Something? (1:30)
19. Trapped (3:20)
20. I’m All Fired Up (3:20)
21. More Problems (8:16)
22. You Could Use a Jump (1:45)
23. This Isn’t Goodbye (2:29)

Total spilletid: 67:33

Anmeldt i nr. 165 | 13/07/2019

Stikord: Superhelte