First Love

First Love, der havde premiere i 1977, var en dengang forholdsvis kontroversiel film på grund af dens indhold af nøgenhed og sex som tematisk omdrejningspunkt.

Filmen er instrueret af Joan Darling, der udover First Love kun har én anden spillefilm på CV’et; ellers har hun gennem sin karriere udelukkende arbejdet indenfor tv, hvor hun har instrueret både serier og tv-film.

Manuskriptet er baseret på en novelle af Harold Brodkey og handler om den unge collegestuderende Elgin, der oplever kærligheden for første gang med alle de forviklinger og problemer, det afføder.

Til at komponere musikken hyrede producenterne John Barry, men Barrys score blev stort set fravalgt til fordel for instrumentale udvalg af Sibelius og Carmine Coppola samt sange, fremført af Cat Stevens og Paul Williams.

Kun otte minutter af Barrys score blev brugt i den endelig film, og Barry bad derfor om at få sit navn fjernet fra filmens credits.
Udover de otte minutter, der optræder i filmen, var Barrys score ukendt, indtil La-La Land Records udgav det i 2013 i en limited edition på 2000 eksemplarer.

Fint hovedtema

Barrys score er symfonisk – med en lille smule synthesizer i det første cue – og selvom scoret ikke er decideret monotematisk (foruden hovedtemaet er der et par andre tematiske idéer i spil), dominerer hovedtemaet i en sådan grad, at man får indtrykket af et altovervejende monotematisk score.

Af samme grund er det heldigt, at Barrys hovedtema er ganske fint, om end det nok er de færreste, der vil rangere First Love-temaet blandt Barrys bedste temaer. Det er naturligvis noget, der får afsmittende effekt på indtrykket af scoret som helhed.

Klassisk Barry

Hovedtemaet introduceres i “Main Title” (nr. 1), der – udover stedvis brug af noget diskret synth – er et klassisk romantisk Barry-tema, der udfolder sig langsomt med strygere og cembalo. Et kort mellemstykke med brug af elbas, trompet og fløjte giver cuet en kontemporær lyd, inden hovedtemaet vender tilbage.

Et sekundært tema dukker op i “No Coffee” (første del af nr. 3). Det er endnu et blidt, romantisk tema, der om muligt er endnu mere klassisk Barry end selve hovedtemaet. Her er det et langsomt tema, fremført af fløjte, over en af Barrys klassiske strygerostinati. Man kunne for så vidt needledroppe dette cue i et score som Out of Africa, og ingen ville vide bedre.

Det sekundære tema dukker op yderligere nogle få gange, bl.a. i “The First Time” (nr. 6) og i “I’m Shelley” (anden del af nr. 13), nogle gange stort set identisk med den første fremførsel, andre gange let varieret, som f.eks. i “I’m Shelley”.

Det samme gør sig naturligvis gældende med hovedtemaet undervejs; Barry forlænger dets holdbarhed ved at justere orkestreringen lige præcis nok til at, at der er noget nyt at gribe fat i, også selvom strygerne og cembaloen ofte er faste ingredienser.

“Dante’s Theme” (nr. 4) er i øvrigt identisk med hovedtemaet, og hedder sådan, fordi filmen indeholder diverse referencer til Dante.
Endelig er der en tredje tematisk idé, mere et motiv end et egentligt tema, der høres i indledningen af “The Big Love Scene” (nr. 5).

En lang variation

“The Big Love Scene” er i øvrigt scorets længste cue med en spilletid på over syv minutter, og hvis man ud fra titlen forventer en kraftfuld fremførsel af hovedtemaet eller sågar et nyt romantisk tema til denne centrale begivenhed, så må man tro om.

Efter indledningen med sit eget motiv, består cuet af en lang organisk variation på hovedtemaet i forskellige orkestreringer. Som sådan fremstår “The Big Love Scene” som scorets væsentligste enkeltstående cue, og det er siger en del om John Barrys evner, at han formår at gøre et så langt cue, der stort set baserer sig på én eneste idé, interessant og engagerende hele vejen igennem.

Humor og action

Foruden hovedtemaet, der som sagt dominerer scoret, er der også nogle andre cues, der fortjener særskilt opmærksomhed.

“Two on a Bike” (nr. 8) udmærker sig ved, at det, efter en blid indledning med obo og strygere, går over i humoristisk uptempo musik med træblæsere, strygere, trommer og xylofon. Det er på mange måder en rendyrket throwback til den type musik, Barry leverede en del af i 1960’erne, og den kan ikke undgå at sætte et smil på læben.

“Soccer Game” (nr. 9) er til gengæld nærmest actionmusik i en klassisk Barry-konstruktion, med flere overlejrende ostinati, slagtøj og senere både blæsere og akustisk guitar.

Med “Model House” (nr. 11) befinder vi os tilbage i det langsomme, romantiske formsprog, men uden brug af hovedtemaet. Her er det gennem orkestreringen – primært strygere og cembalo – at Barry holder sig indenfor scorets generelle formsprog. Også et rigtig fint cue.

Ækelhed

Endelig er der et par mere aparte cues, der stikker helt ud fra resten. Efter en kort indledning med noget malplaceret synth, udspiller “Elgin’s Room” (nr. 2) sig som et stykke slibrigt, jazzet soft-rock med trommer, elguitar, piano og saxofon.

Grundlæggende ligner cuet på en del måder noget, Barry har komponeret tidligere, især hvis man kigger tilbage til scores som The Chase fra 1966 (f.eks. cuet “Saturday Night Philosopher”) eller Barrys debut Beat Girl (1960). I dette tilfælde kammer blandingen af slibrig sax og rockede rytmer desværre over i det ækle.

Endnu værre bliver det dog i det entydigt rædsomme “The Hallway” (nr. 7). Også dette cue starter med synth, der i dette tilfælde dog aldrig forsvinder helt, men bliver liggende som et diskret beat under meget af cuet.

Desværre er det, der ligger over synth-beatet, endnu værre. Et ulideligt dårligt tema for saxofon med trommer, kastagnetter (yep!). Det lyder ærlig talt som noget fra en 1970’er-pornofilm, og det fortsætter i fem hele minutter. Ikke John Barrys fineste moment.

Bundsolidt håndværk

Heldigvis er både “Elgin’s Room” og “The Hallway” totale afstikkere fra hovedparten af scoret, men man gør klogt i at klippe de to cues ud af sin playliste, når man hører scoret. De er naturligvis sjove at have med som en del af den samlede pakke, men behøver man høre dem mere end én gang? Næppe.

First Love ender med at være endnu ét af de Barry-scores, der i høj grad må bedømmes på kvaliteten af sit hovedtema. Her er vi heldigvis i den absolut gode ende, også selvom temaet på ingen måde hører til blandt Barrys klassikere.

Bortset fra de to ovennævnte rædsler, er de cues, der ikke indeholder hovedtemaet, også rigtig fine, hvorfor First Love må karakteriseres som bundsolidt håndværk af John Barry. Men så er den heller ikke meget længere.

Nummerliste:
1. Main Title (4:02)
2. Elgin’s Room (3:57)
3. No Coffee / Enjoy the Book (1:10)
4. Dante’s Theme (1:15)
5. The Big Love Scene (7:26)
6. The First Time (1:36)
7. The Hallway (5:03)
8. Two on a Bike (0:44)
9. Soccer Game (2:37)
10. Caroline’s Note (1:35)
11. Model House (1:06)
12. Shelley Waits (2:14)
13. Wait Till It Happens / I’m Shelley (2:02)
14. Interchange / Night Intruder (1:21)
15. The Train (1:55)
16. End Credits (1:16)

Total spilletid: 39:19

Bonus tracks:
17. Main Title (Revised) (3:55)
18. The Big Love Scene (Original Version) (7:34)
19. End Credits (Original Version) (0:34)
20. The Restaurant (3:05)
21. Piano Source (1:13)
22. String Quintet No. 5 in D Major, K. 593 (Mozart) (1:52)

Total spilletid: 18:13

Samlet total spilletid: 57:32

Anmeldt i nr. 164 | 13/06/2019