Shura-yuki-hime: Urami Renga

Allerede året efter, Shurayukihime havde premiere, kom fortsættelsen – med lettere ændret staveform og en undertitel – Shura-yuki-hime: Urami Renga. Den fulde engelske titel er Lady Snowblood II: Love Song of Vengeance.

De væsentligste personer var tilbage i samme funktioner – manuskriptforfatter, instruktør og hovedrolleindehaver. Desværre er Shura-yuki-hime: Urami Renga en markant svagere film, end sin forgænger, i hvert fald hvis man forventer en film med samme høje underholdningsværdi, stramme historie og lige-ud-ad-landevejen hævnfortælling. Ikke dermed være sagt, at Shura-yuki-hime: Urami Renga er en decideret dårlig film, for det er den ikke. Det er bare ikke den type film, man forventer, efter at have set forgængeren.

En ny mission

Efter at Yuki mirakuløst overlevede begivenhederne i Shurayukihime har hun strejfet rundt uden mål, for nu var hendes livsformål, hævnen, jo fuldbyrdet. Politiet er ude efter Yuki for hendes forbrydelser, og til sidst lader hun sig fange. Hun sendes i fængsel og dømmes til døden. På vej til retterstedet reddes hun imidlertid af en flok mystiske ryttere, der viser sig at høre under Seishiro Kikui (Shin Kishida), chefen for det hemmelige politi.

Kikui tilbyder Yuki en aftale. Hvis hun går undercover hos en farlig regeringsfjendtlig anarkist, Ransui Tokunaga (Juzo Itami), og hjælper Kikui med at få fingrene i et hemmeligt dokument, Tokunaga ligger inde med, går Yuki fri.

Som sagt, så gjort. Yuki går undercover, men fatter hurtigt sympati for den venlige Tokunaga. Tokunaga, på sin side, er heller ikke tabt bag en vogn, og finder hurtigt ud af, hvem Yuki i virkeligheden er, og regner ud, hvad hun er ude på. Tokunaga forklarer hende, hvordan Kikui og hans overordnede, en korrupt minister, har myrdet adskillige systemkritikere, og nu er ude efter det brev, der kan bevise deres skyld.

Den slags kan Yuki bestemt ikke lide, og da Tokunaga bliver bortført af politiet, opsøger hun Tokunagas bror, lægen Shusuke, der bor i Tokyos slumkvarter. Der udspiller en stor del af resten af filmens handling sig, da Tokunaga pludselig vender tilbage: det hemmelige politi har nemlig sat ham på fri fod igen, men ikke før de har smittet ham med pest!

Og så er det naturligvis bare et spørgsmål om tid, før det endelige opgør mellem Yuki og de korrupte regeringsfolk følger.

Mindre fokuseret

Shura-yuki-hime: Urami Renga er en betydeligt mere afdæmpet og langsommelig film, end sin forgænger, og i modsætning til den enkle, men effektive, blanding af hævnmotiv og drama, der karakteriserede Shurayukihime, er fortsættelsen langt hen ad vejen mere et drama. De politiske begivenheder, der var baggrunden for handlingen i den første film, træder her i forgrunden, og det virker i højere grad som om, det har været målet med historien, at fortælle en historie om korrupte embedsmænd i Japans Meiji-periode.

Dette betyder, at Shura-yuki-hime: Urami Renga er en langt mindre fokuseret film, end Shurayukihime, og man må ikke forvente den samme kontante tilgang til materialet. Der er ganske vist nogle få sværdkampe, før det endelige opgør mellem Yuki, Kikui og den korrupte minister, men ikke mange, og i forhold til Shurayukihime er de fleste sværdkampe forbløffende ublodige.

Det står imidlertid i skærende kontrast til andre af filmens scener, der er langt mere gore-prægede, end det nogensinde var tilfældet i Shurayukihime. Der er f.eks. en scene, hvor én af Kikuis gorillaer bliver taget til fange i Tokyos slumkvarter, og tortureres af indbyggerne, for ikke at nævne scenen, hvor Tokunagas kone planter en hårnål i øjet på én af de lede politifolk. Også scenen, hvor Tokunaga tortureres af politiet, er ret ubehagelig, og i lighed med de øvrige voldsomme scener ganske exploitationpræget.

Sort/hvid karaktertegning

Desværre er historien en anelse sværere at kapere, end det var tilfældet i Shurayukihime, der tilmed formåede at portrættere i hvert fald én af filmens skurke på en måde, der ikke var totalt sort/hvid. I Shura-yuki-hime: Urami Renga er alt tegnet skarpt op: de onde, onde repræsentanter for myndighederne og de gode, gode systemkritikere og fattigfolk. Meningen er måske god nok, men det bliver lidt for tykt i sidste ende – især fordi filmen tager sig selv dybt alvorligt. Det ender desværre med at gøre Shura-yuki-hime: Urami Renga til en svært selvhøjtidelig sag, der slet ikke besidder den første films enkle charme.

Visuelt er der heller intet at sætte en finger på. I lighed med forgængeren, er Shura-yuki-hime: Urami Renga en flot film, selv om bysettingen gør, at der er knap så mange lejligheder til de helt betagende scener. Til gengæld er scenografien fortsat god, og aldrig mindre end troværdig. Også denne film promoveres på coveret som “Filmen der inspirerede Quentin Tarantino til Kill Bill”. Mens dette unægteligt er tilfældet med den første film, så gør det samme sig ikke gældende her. Er man derfor interesseret i Tarantino-forbindelsen, kan man læse nærmere om det i anmeldelsen af Shurayukihime.

Tendens til overspil

Skuespillet er i store træk det samme, som i forgængeren, om end der måske her er en anelse mere overspil. Det gælder især Kikuis gorilla, der er karikeret ond. Det er Kikui også, for den sags skyld, men på en anden og langt mere stilig facon. Skuespilleren, der spiller Kikui, Shin Kishida, har et særpræget, dystert ansigt, og Kishida var også hovedrolleindehaveren i Toho-studiets Chi o Suu-serie af Hammer-inspirerede vampyrfilm, der begyndte med Noroi no yakata: Chi o sû me fra 1971. Årsagen ligger lige for: Kishida har langt hen ad vejen den samme uhyggelige udstråling, som Christopher Lee, og hans tilstedeværelse i Shura-yuki-hime: Urami Renga er da også en klar fordel for filmen. Som skurk er han i hvert fald glimrende.

Derudover er Meiko Kaji fortsat både sårbar og smuk i rollen som Yuki, om end man måske ikke helt forstår hendes motiver i filmen. Men sådan er der jo så meget.

Desværre halter det hele bare en anelse. Den politiske fortælling, der er kernen i historien, bliver aldrig helt så vedkommende, som Yukis hævn i Shurayukihime – måske fordi Yuki bliver kastet ind i historien udefra, og ikke rigtig har noget på spil selv. Og hun er jo trods alt stadig publikums indgang til historien. Som en politisk fortælling, er Shura-yuki-hime: Urami Renga desuden for klichépræget, og med en række alt for flade persontegninger til, at filmen formår at blive det drama, den tydeligvis gerne vil være. Som sådan ender Shura-yuki-hime: Urami Renga med at blive en mærkelig hybrid mellem en exploitationunderholdningsfilm og et historisk drama.

Der er bestemt gode elementer i Shura-yuki-hime: Urami Renga, og også nok til, at den er værd at se. Man skal bare skrue forventningerne noget ned, og ikke regne med en lige så kontant og direkte underholdende oplevelse, som i Shurayukihime.

Shura-yuki-hime: Urami Renga er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 32 | 13/06/2008

Stikord: Japan, Splat