Drew Goddards Bad Times at the El Royale har generelt fået ret gode anmeldelser, selvom enkelte anmeldere også har kritiseret filmen for at være lidt for inspireret af Quentin Tarantino.
Jeg har ikke set filmen endnu, men generelt har jeg været ret pjattet med de ting, Goddard har været involveret i, så det kommer jeg helt sikkert til.
Filmen har musik af én af mine yndlingskomponister, den i disse år allestedsnærværende Michael Giacchino. De, der har set filmen, siger, at Giacchinos score drukner lidt i brugen af eksisterende sange fra tidsperioden (filmen foregår i 1969), og når man hører scoret, kan man godt forestille sig, at det er tilfældet.
For Giacchinos score ligger langt fra hans vanlige melodiske, næsten rent symfoniske, stil, som vi kender fra hans Marvel-scores, Star Trek-scores eller de efterhånden mange animerede film, som Giacchino har leveret musik til.
Teksturer frem for temaer
Det er ikke fordi, Giacchinos score er fuldstændig utematisk, men for det første er scorets temaer langt mere minimalistiske, end vanligt for komponisten; for det andet er de pakket ind i en generel stilistisk tilgang, der lægger større vægt på teksturer og gentagelser af små musikalske enheder end på udviklingen af melodilinjer og tematisk materiale.
Orkestreringen er den vanlige for Giacchino, dvs. symfoniorkester (om end muligvis nok et mindre ensemble end et komplet orkester), her suppleret med elektrisk cello, elektrisk guitar og bas, saxofon, congas og nogle få steder kor.
Endvidere bruger Giacchino her mere synthesizer end vanligt for ham. Enten det, eller også er der tale om analoge instrumenter, der efterfølgende været en tur igennem den elektroniske vridemaskine (eller begge dele) – hør f.eks. store dele af det lange cue “Voyeur In So Much Trouble” (nr. 13).
Atmosfærisk underscore og suspense
Hvad genre angår, så er Bad Times at the El Royale i langt hovedparten af sin spilletid et score, der lægger vægt på atmosfærisk underscore og suspense, der stedvist udvikler sig til regulær actionmusik.
Stilistisk gør Giacchino især brug af instrumenternes lavere registre, hvilket skaber et score, der i store dele af spilletiden kan karakteriseres som “rumlende”.
Et godt eksempel på den generelle stil kunne være “Mirror Mortals” (nr. 6) med sine snigende strygere, slagtøj og den decideret knurrende saxofon, der først høres omkring 0:14 og understreger scorets karakter af neo-noir-stiløvelse.
I begyndelsen af scoret er der et par lidt mere letbenede cues, bl.a. “A Room With an Entrez-Vous” (nr. 2) med elbas og plukkede strygere og “It’s Ms. You to You” (nr. 5) med elektrisk guitar og igen plukkede strygere. Men hurtigt udvikler musikken sig i en mørkere retning. Ja, faktisk er det sjældent, man har hørt Giacchino komponere så “beskidt” og mørk musik.
Det er faktisk rigtig fedt at opleve denne side af Giacchino, der de senere år i høj grad er blevet “typecast” som komponist af kulørte blockbustere og animerede film.
Desværre er Bad Times at the El Royale-albummet alt for langt, for uanset at Giacchinos musik er effektiv i sig selv, så er der store dele af albummets midtersektion, hvor der ikke sker særligt meget, og hvor Giacchino lader til at træde lidt vande i suspensemusikken.
Begynder spektakulært
Albummet begynder ellers på ganske spektakulær vis med den aldeles glimrende “The Suite at the El Royale”, der på nogle måder indkapsler resten af scoret i løbet af sine knap 8 minutters spilletid. Men ikke bare det; suiten går faktisk videre og udvikler på nogle elementer, der kun sjældent høres i selve scoret, bl.a. det æterisk smukke korparti ved 5:06.
Man hører også begge scorets temaer i løbet af suiten. Det første af temaerne dukker allerede op ved 0:10 for elguitar og celesta og høres igen i en mere kraftfuld udgave fra 2:30 og frem, særligt fra 3:13, hvor temaet fremføres af orkestrets blæsersektion i en virkelig rå udgave.
Inden da har vi dog også hørt scorets andet tema, der første gang høres ved 1:43, først på elektrisk guitar, derefter i strygerne.
Af de to temaer er det sidstnævnte, der er mest udviklet; et udmærket lille, let melankolsk tema. Det første tema er mere motiv-agtigt og stemningsmæssigt er det mere suspense-præget, ligesom det – som det høres fra 2:30 og frem – også kan transformeres til en mere hårdkogt lyd.
Foruden disse to temaer, er der ikke som sådan yderligere tilbagevendende tematisk materiale i Giacchinos score. I nogle cues bruger han måske nok tilbagevendende musikalske idéer, men ikke noget, der kan kaldes ledemotiver eller temaer.
Højdepunkter
“The Suite at the El Royale” er uden tvivl scorets højdepunkt, men der er yderligere et par cues undervejs, som fortjener at blive hørt, også selvom man uden problemer kan springe over meget store dele af albummet.
Det tidligere omtalte “Mirror Mortals” er et rent fint suspensecue, og det umiddelbart følgende “When Push Comes to Hoover” (nr. 7) udvikler sig midtvejs fra fin suspense til mere hårdkogt suspense med en snert af action.
Det samme gælder for “I Spy With My Little FBI” (nr. 10), men det bedste regulære cue på albummet (husk at “The Suite at the El Royale” er netop en suite, og dermed sammensat til albummet) er uden tvivl “Clingin’ in the Rain” (nr. 14).
Det er et langt cue på næsten syv minutter, men i modsætning til det næsten lige så lange cue, der kommer lige før, “Voyeur in So Much Trouble”, så sker der konstant noget her.
Cuet lægger ud med intens action – og læg her mærke til, hvordan Giacchino har mikset lyden af et toghorn ind ved ca. 0:39 – inden det i anden halvdel går over i suspense, for igen at gå over action. Det er et stærkt underholdende cue, der lidt i stil med suiten indkapsler mange af scorets forskellige elementer.
Der er sågar en passage for elektrisk guitar og senere celesta fra ca. 3:50-5:00, hvor scorets mere afdæmpede side kommer for en dag.
Et sidste højdepunkt er det ekstremt hårdkogte actioncue “The Wages of Flynn” (nr. 21) med rytmiske strygere og blæsere, masser af slagtøj og en decideret vrælende saxofon – et meget, meget cool cue.
Alt for langt album
Man kommer bare heller ikke om, at der er adskillige cues på albummet, hvor der sker meget lidt. Ikke at de enkelte cues i sig selv udgør dårlig filmmusik; de er bare ikke med til at gøre albummet til nogen god lytteoplevelse. Både i sig selv og indbyrdes er de for ensartede til, at de bliver ved at være interessante at lytte til.
Det gælder som tidligere nævnt bl.a. for det lange cue “Voyeur in So Much Trouble”, men tillige et andet langt cue som “Roulette the Chips Fall” (nr. 20) og sågar det længste cue overhovedet, det afsluttende “Absolution Presents Itself” (nr. 22) med en spilletid på lige over 10 minutter.
Det gælder også en del cues af kortere spilletid undervejs, f.eks. “My Memory, My Memory” (nr. 9), “You Can’t Flynn ’em All” (nr. 16), “Rose and Cons” (nr. 17) og “Billy Lee Is Not My Lover” (nr. 19).
Med en samlet spilletid på 74 minutter er der derfor ingen tvivl om, at albummet er alt for langt og ikke gør scoret nogen tjenester som selvstændig lytteoplevelse.
Sådan som albummet er skruet sammen nu, er det en lytteoplevelse til 3 stjerner, men hvis man klipper 30 minutter ud, har man et album til 4 stjerner. Og hvis man virkelig skærer ind til benet og trimmer albummet ned til en spilletid på godt og vel 20-25 minutter, har man ren 5-stjernersmateriale.
Nummerliste:
1. The Suite at the El Royale (7:52)
2. A Room With an Entrez-Vous (0:55)
3. Let the Spieling Begin (1:54)
4. Rough Around the Ledger (3:04)
5. It’s Ms. You to You (1:39)
6. Mirror Mortals (2:36)
7. When Push Comes to Hoover (1:46)
8. Darlene-Eyed Monster (0:54)
9. My Memory, My Memory (1:41)
10. I Spy With My Little FBI (2:06)
11. Sea You Again Soon (1:38)
12. The Doors of Deception (2:39)
13. Voyeur in So Much Trouble (6:05)
14. Clingin’ in the Rain (6:54)
15. A Bang Up Robbery (3:09)
16. You Can’t Flynn ’em All (1:09)
17. Rose and Cons (2:39)
18. A Blaze of Allegory (4:41)
19. Billy Lee is Not My Lover (3:12)
20. Roulette the Chips Fall (6:54)
21. The Wages of Flynn (1:15)
22. Absolution Presents Itself (10:06)
Total spilletid: 74:48
Komponeret af: Michael Giacchino
Orkestrering: Jeff Kryka
Komponeret: 2018
Udgivet: 2018
Label: Milan Records
Anmeldt i nr. 158 | 13/12/2018
