Samurai

For nogle måneder siden anmeldte vi her på Planet Pulp de to Shurayukihime-film (engelsk: Lady Snowblood), der fandt sted omkring år 1900 i et Japan, der i årtierne forinden havde gennemgået en række enorme omvæltninger – heraf ikke mindst landets åbning for udenlandske, ikke mindst amerikanske, interesser.

Samurai, der er udsendt på dansk DVD under titlen Samurai Assassin, finder sted nogle årtier forinden, før den såkaldte Meiji-periode, som varede fra 1868-1912, og som altså er den periode, Shurayukihime (1973) og dens fortsættelse Shura-yuki-hime: Urami Renga (1974) foregår i. Selv om Samurai og Shurayukihime som film intet har med hinanden at gøre, er de dog alligevel bundet sammen af den japanske historie. For de begivenheder, der fortælles om i Samurai var nemlig blandt dem, der førte frem til de store omvæltninger i Meiji-perioden.

Historisk basis

Vi befinder os i 1860, og Japan er præget af politisk uro. Efter at udenlandske interesser for alvor har meldt sig på scenen, er landet delt i isolationister, der ønsker at holde Japan lukket for udlændingene og de reelle magthavere – shogunatet – der er indstillet på at åbne landet. Da shogunen Tokugawa Iesada døde i 1858 manglede der en ny stærk mand i den regerende Tokugawa-klan, og shogunens tairo (øverste embedsmand og højre hånd) Ii Naosuke var nu landets de facto magthaver. Den position holdt han fast i ved at sørge for, at den kun 12-årige Tokogawa Iemochi blev indsat som shogun.

Utilfredsheden med det enerådende shogunat – og måske i højere grad med Tokugawa-klanen, der havde siddet på shogunatet (og magten) siden 1603 – var stor, og i 1860 blev Ii Naosuke myrdet i Edo (det nuværende Tokyo). Det skal dog lige siges, at Naosuke i 1858-59 havde foretaget en større udrensning ved det kejserlige hof, hvor han sørgede for, at en del af hans kritikere blev smidt på porten (og otte henrettet).

Ovenstående er ren historie, og det er i tiden lige op til mordet på Ii Naosuke, at Samurai finder sted. Filmen, der er baseret på en roman af Jiromasa Gunji, handler om Tsuruchiyo Niiro (Toshirô Mifune), der er ronin – en herreløs samurai – og som bor i et usselt skur i Edo. Hans største ønske er at få en ny herre, så han på ny kan kalde sig samurai, få en ordentlig indtægt, og måske tjene penge nok til at gifte sig med den kvinde, han er forelsket i – bestyreren af et af byens tehuse.

Smart fortælleteknik

For at positionere sig bedst muligt i den henseende har Niiro indladt sig med mænd fra nogle af de klaner, der er imod Tokugawa-klanen og Ie Naosuke, og som planlægger at snigmyrde tairoen. Konspiratorerne har imidlertid en mistanke om, at der er en forræder iblandt dem, og af de to mistænkte er Niiro én af dem. Dette er én af filmens fortællemæssige smarte tricks, for en hel del af filmen fortælles nemlig som flashbacks i form af den information, bagmændene skaffer sig om Niiro. Niiros plejefar Kisoya (Eijiro Tono) står for en anden af filmens længere flashbacksekvenser, da han fortæller en del af Niiros ungdomshistorie til tehusbestyreren Okiku (Michiyo Aratama).

Naturligvis er der også nutidshandling i filmen, som bl.a. centrerer sig omkring Niiros kurmageri til Okiku og hans nære venskab med én af de andre konspiratorer, Kurihara (Keiju Kobayashi), men generelt er filmen opbygget som en vekselvirkning mellem de to fortælleformer. Det fungerer glimrende, og er med til at give filmen god dramatisk fremdrift – især da man hurtigt begynder at fornemme, at der er noget mystisk ved Niiros fortid. Præcis hvad dette er, og om det virkelig er ham, der er forræderen, fortæller jeg naturligvis ikke her.

Karakterstudium

Samurai er som film nærmere et drama, end en actionpakket sværdkampsfilm. Hvis man vil have actionsekvenser og blod i spandevis, er det ikke Samurai, man skal gå til, for så bliver man bare skuffet. Godt nok får vi et par kampscener undervejs, og naturligvis den endelige kamp, der fører frem til mordet på Ii Naosuke, men disse elementer fylder meget lidt i filmen. I stedet får vi et karakterstudium, blandet op med et mysterieplot. Det er der givetvis nogle, der vil være for utålmodige til, men for de, der godt kan lide langsomme, velspillede og atmosfæriske historiske film, er Samurai faktisk lidt af en perle.

Toshirô Mifune gør det glimrende i rollen som den let afdankede, men stadig effektive, ronin Niiro, og han er omgivet af andre fine japanske skuespillere. Blandt disse er skuespilleren, der spiller hans plejefar Kisoya, Eijiro Tono. Tono er, selv for vesterlændinge, ikke et helt ukendt ansigt. Foruden at have medvirket i syv af Akira Kurosawas film – herunder Shichinin no samurai (De syv samuraier, 1954) og Yojimbo (1961) – har vi også set ham i Tora! Tora! Tora! (1970).

Dvælende billeder

Visuelt er Samurai klassisk skåret, og uden de store armbevægelser, man ofte forbinder med asiatiske film. Indstillingerne er velovervejede og dvælende, og også rent cinematografisk mærker man, at det er personerne, der er i centrum. Igen et element, nogle vil finde tørt, men som giver filmen et nærvær, der passer fint til handlingens fokus på menneskeligt drama – og i sidste ende tragedie. Filmens sort/hvide billeder er noget grynede, men formentlig eksisterer ingen bedre kopier at basere en udgivelse på, og det glemmer man hurtigt.

Hvis man tilhører den gruppe filmentusiaster, der mere er til Kurosawa-skolen end hurtige, plot- og actionorienterede samurai- og kung fu-film, er Samurai uden tvivl værd at kigge nærmere på. Der er ingen tvivl om, at der langt hen ad vejen er tale om en ganske langsom film, men fortælleformen, de fine karakterer og miljøet er med til at holde interessen fanget hele vejen igennem filmens to timer lange spilletid.

Samurai er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 35 | 13/09/2008

Stikord: Japan, Samuraier