10,000 BC

Når en film ligefrem har en specifik tidsangivelse som titel, kunne man måske være fristet til at tro, at pågældende film forsøger sig blot en smule udi den svære kunst at være historisk korrekt.

Men når man så samtidig kan se, at instruktørens navn er Roland Emmerich, ved man nok godt, at man ikke skal forvente det helt store i autenticitets-afdelingen.

Selv hans drama Stonewall (2015) fik på puklen for at fordreje dele af historien om Stonewall-optøjerne, der var med til at sætte gang i kampen for ligeberettigelse for LGBT-miljøet i New York.

Med andre ord: Herr Emmerich er ikke udstyret med den mest fintfølende sans for det historisk korrekte, hvilket hans første “historiske” film, den underholdende men også groft fordrejede The Patriot (2000), da også tydeliggjorde.

10,000 BC tager dog i den grad kegler, når det handler om manglen på historisk korrekthed, så lad os slå én ting fast med det samme: Man skal ikke se 10,000 BC i den tro, at man skal se en hulemandsfilm a la Jean-Jacques Annauds La guerre du feu (1981), der forsøger sig med en grad af korrekthed.

Hvis man til gengæld ser 10,000 BC som det, den er, nemlig en visuelt betagende eventyrfilm, kan man sagtens lade sig underholde i de par timer den varer, men selv da skal man dog være forberedt på, at den dybt forudsigelige historie kaster mere end et par dråber malurt i bægret.

Hvis The Patriot var en slags Braveheart (1995) under den amerikanske uafhængighedskrig, så er 10,000 BC en slags Braveheart møder Apocalypto (2006) – en anden Mel Gibson-instrueret film – i Emmerichs mytiske forestilling om den fjerne fortid.

Mammutter og pyramider

Yagahl-stammen lever i noget, der synes at være et konstant sneklædt bjerglandskab, hvor de lever af at jage mammutter. Men livet er hårdt, og fremtidsudsigterne ser generelt ikke godt ud for stammen.

En dag finder de en blåøjet pige, der er den eneste overlevende efter en massakre på sit folk, begået af noget, som Yagahl-stammens shaman Gamle Moder kalder “firbenede dæmoner”.

Gamle Moder forudsiger, at de firbenede dæmoner også skal komme til Yagahl-stammen, inden stammens “sidste jagt”.

Stammens bedste jæger forlader dem for at finde et sted, hvor stammen kan få et bedre liv, men han fortæller kun sin bedste ven Tic’Tic (Cliff Curtis) om sine motiver. Resten af stammen tror, han bare har forladt dem.

Nogle år senere er jægerens søn D’Leh blevet voksen (nu spillet af Steven Strait), og kæmper med sin arv som søn af en kujon. D’Leh og den blåøjede pige Evolet (nu spillet af Camilla Belle) har været venner gennem hele barndommen, og nu er de forelskede.

Men en dag kommer ganske rigtigt de firebenede dæmoner – ryttere til hest – og bortfører mange af stammens mænd foruden Evolet, som lederen af rytterne har et godt øje til.

D’Leh, den jævnaldrende kriger Ka’Ren og den nu aldrende Tic’Tic undgår tilfangetagelse, og sammen med drengen Baku begynder de at følge efter rytterne for at redde deres folk.

Rejsen fører dem fra bjergerne, gennem junglen til savannen og til sidst til Egypten, hvor Emmerich vil have os til at tro, at Kheops-pyramiden blev bygget 7500 år før, den faktisk blev bygget, og hvor de tilfangetagne skal bruges som slaver. I parentes bemærket antydes det, at faraoen kommer fra Atlantis og måske er et rumvæsen.

Undervejs møder D’Leh og hans venner andre folkeslag, som også har været udsat for overfald og bortførelser, og lidt efter lidt samler D’Leh en hær omkring sig…

Dybt forudsigelig

Handlingen i 10,000 BC er dybt forudsigelig, og geografisk er den noget rod. Hvor bor Yagahl-stammen egentlig? De er selv ret lyse i huden, men fra deres bjerge kommer de til junglen og derfra til savannen, hvor de møder rigtig mørke afrikanere, inden de altså ender i Egypten.

Man skulle altså tro, at de boede et sted i Afrika, men læser man lidt om filmen rundt omkring, fremgår det, at filmen (indledningsvist) skulle finde sted i Europa.

Det har man absolut ingen forudsætninger for at ræsonnere sig frem til, når man ser filmen, og den geografiske forvirring betyder faktisk, at man sidder og undres lidt som filmen skrider frem.

Handlingen er som sagt dybt forudsigelig – i en sådan grad, at man kan forudse de enkelte story beats, inden de sker.

Heldigvis er 10,000 BC så tilpas kulørt, at man – på en god dag – godt kan lade sig underholde til trods for filmens komplette mangel på både originalitet og troværdighed.

F.eks. angribes D’Leh og hans venner i junglen af kæmpefugle, klart inspireret af Phorusrhacos-arten, der har været uddød i knap 2 millioner år. Her går der ren Jurassic Park i filmen, der helt generelt brillerer ved at være et miskmask af forskellige inspirationskilder.

Dette miskmask er med til at gøre filmen til noget rod, men det er paradoksalt nok også det, der – sammen med den fine billedside – er med til at redde filmen fra at være den rene fadæse.

For selvom det er noget forbandet, forudsigeligt rod, så er det unægteligt også underholdende på den dér “hvad fanden er det lige, jeg har set?”-måde.

Ikke nogen synderligt god film

Et eller andet sted må jeg tilstå en markant svaghed for 10,000 BC, men jeg skal også være den første til at indrømme, at det reelt ikke er nogen synderligt god film.

Tager man 10,000 BC som ren eventyrfilm og skruer ned for sine forventninger, er det fin uforpligtende underholdning i et par timer, men så er der heller ikke mere at komme efter.

Anmeldt i nr. 157 | 13/11/2018