Der er ikke mange millimeters fri plads på siderne i Requiem Vampire Knight-serien, og det redder den tredje såkaldte Tome, fra at være kedelig.
Hvert panel er fyldt ud med en nærmest manisk ildhu. Olivier Ledroits særegne tegnestil er ikke kun teknisk imponerende. Den er unik, hvilket jeg kommer ind på i flere detaljer herunder.
Man kan nå utroligt langt med en så dygtig illustrator. Det er tæt på, at Ledroits streg kompenserer totalt for, at historien er ved at gå i stå, tynget ned af sin egen vægt.
Pat Mills, der står for denne ikke uvæsentlige del af værket, er absolut ikke nogen novice, hvilket jeg kom ind på i anmeldelsen af Tome 1.
Fælles for hans tidligere (fabelagtige) produktion har dog været, at historierne har været kortere, episodiske, og bedre egnet til hæfteformat end albumformat. Det kan være derfor, at luften lidt går af ballonen i de to nærværende historier, Dragon Blitz og Hellfire Club.
Et helvedes kort resumé
Det er nok på sin plads at opsummere historien indtil nu. Nazisoldaten Heinrich dør ved Østfronten, og vågner op i helvedesdimensionen Resurrection. Han er genopstået som en del af den dæmoniske elite, vampyrerne, i en syg verden befolket af allehånde monstre, der alle har været mennesker engang.
I sin nye skikkelse får han navnet Requiem. Resurrection er inddelt i forskellige nationer, der stort set allesammen er i krig mod hinanden.
Requiem selv er en tvetydig karakter, der som levende var forelsket i en jødinde, som han forrådte. Herefter blev han vanvittig af selvhad. Kort fortalt er han ond, men med en – for helvede – unik grad af kærlighed.
Hans udkårne, Rebecca, er ligeledes genopstået som en Lamia – et hævnvæsen, der kun får fred hvis årsagen til hendes ulykkelig død i KZ-lejren, altså Requiem, der stadig er målet for hendes kærlighed, bliver (gen)dræbt.
Som om det ikke var nok, at vampyrernes nation, Draconia, ledet af Dracula, er i åben kamp mod Lemuria, som Lamiaerne styrer, viser det sig også, at Requiem er en reinkarnation af Draculas dødsfjende, forræderen Thurim.
Blandt andet af denne grund involveres han i et overmåde indviklet komplot, hvor andre magtfulde vampyrer forsøger at vælte Dracula.
Dette er kun en overfladisk gennemgang af historien.
Fuser
Omtrent halvdelen af Tome 2 bygger op til, at Requiem skal overraskes af en række modbydelige intriger.
Som læser forventer man derfor at tredje Tome starter med et brag af karakterudbyggende twists, når Requiem skal forsøge at vikle sig ud af alle disse politiske fælder, midt i en krig og et kærlighedsplot.
Men det hele falder til jorden med et tilsvarende, og langt mindre tilfredsstillende, brag. Thurim overtager på det nærmeste Requiems personlighed, og er irriterende alvidende. Hele den møjsommelige opbygning bliver derfor ligegyldig.
Det er narrativt set en gevaldig svaghed. Ikke alene snyder Mills læseren for en saftig omgang persondrama; han gør også adskillige af de bedste bipersoner lidt fjollede og ligegyldige i samme raspende åndedrag. Og det er i høj grad bipersonerne, Requiem Vampire Knight lever højt på.
Visuelt orgasmisk
Bipersonerne består af en grænseløs kavalkade af genfødte syndere, der finder nye og i stigende grad groteske former i Resurrection – en verden der i Ledroits hænder bliver et overvældende besjælet væsen i sig selv.
Der føjes konstant nye dimensioner til den sociale struktur i Draconia. Tome 3 udvider verden med spioner, hemmeligt politi, slavehandlere og andre fine folk, uden at det overskygger hovedpersonerne.
Men når man nu hele tiden mistænker, at bipersonerne alle lever på lånt relevans, så nyder man dem desværre lidt mindre.
Man nyder til gengæld stadig Resurrection i fulde drag. Det virker som om, alt hvad Ledroit udpønser bare er en lille smule mere mærkeligt, mere poignant og samtidig mere over the top end de fleste andre formår.
Der er et undergrundstog, der fragter de udøde rundt i Draconia – en metro. Ledroit tager ordet “metro” bogstaveligt, og sætter en hel gotisk by på skinner under jorden!
Denne glæde ved det overdrevne, det erektionsinducerende vulgært storslåede, kendetegner hver eneste illustration.
Et luftslag? Det skal da udkæmpes mellem storskidende, ildsprudlende dæmondrager og klassiske Første Verdenskrigs-treplansfly med flere pigge og mere ildkraft end samtlige black metalbands i verden tilsammen!
Et tog der fragter opium? Det skal da være et pansret damplokomotiv med flere dekorationsdødningehoveder end en Warhammer-model, der samtidig er en djævelsk smilende anerkendelse af coveret på Motörheads Orgasmatron-album.
Og selvfølgelig skal bemeldte tog da angribes af zombie-pirater i zeppeliner-slagskibe.
Håbet er lysegrønt
Alt i alt lider Tome 3 af et plot, der er knækket under sin egen vægt, hvilket jeg er nervøs for, at Mills forsøger at fikse ved at læsse endnu mere plot ovenpå.
Hvis dette havde været en ren skønlitterær oplevelse, ville serien måske ikke kunne komme sig igen. Og der er givetvis en grænse for hvad selv Ledroits tegninger kan kompensere for.
I slutningen af Hellfire Club bliver der ryddet en smule op i den kaotiske historie, men der er endnu ikke blevet bundet knuder på nogen vigtige ender, og det er svært at overskue det hele, selv for en garvet læser.
På plussiden er som nævnt illustrationerne, men tillige håbet om, at der i Tome 4 bliver ryddet yderligere op i de viltre plottråde, der truer med at kvæle en ellers stærkt underholdende og ganske enestående serie.
På de sidste par opslag falder historien nemlig en lille smule til ro igen, og Requiem/Thurim tager nogle beslutninger, der kunne strømline det hele lidt. Håbet er lysegrønt.
Forfatter: Pat Mills
Tegner: Olivier Ledroit
Forlag, år: Panini Books, 2010
Albumlængde: 112
Oprindelig udkommet i to bind i 2004 og 2005 på forlaget Editions Nickel.
Anmeldt i nr. 155 | 13/09/2018
