At sige at jeg blev skuffet, da jeg hørte, at Lorne Balfe skulle komponere musikken til Mission: Impossible – Fallout, ville være noget af en underdrivelse.
Den skotske komponists output repræsenterer generelt meget af det, der er galt med moderne Hollywood-filmmusik – ganske som det er tilfældet for hans kollega Tom Holkenborgs musik. Begge komponister er sjovt nok tilknyttet Hans Zimmers Remote Control Productions.
Jeg synes, Balfes musik er simplistisk, grænsende til det stupide. Hans scores er afledt af bedre forbilleder – særligt mentoren Zimmers – og gør som regel brug af nogle af de mest irriterende elementer ved den klassiske MV/RCP-lyd.
Her tænker jeg især på den måde, symfoniorkestret efterbearbejdes på, således at lyden bliver flad og kommer til at lyde synthesizet.
Balfe og Holkenborg har desuden det til fælles, at de lader til at mene, at enorme mængder slagtøj – både akustisk og synthesizet – tilføjer dynamik og spænding. Men i det omfang (og med det lydniveau) både Holkenborg og Balfe ynder at bruge slagtøj, bliver det både trættende og kedeligt i længden.
Derudover er Balfe også på anden vis rigtig glad for at bruge synthesizere i sine scores. Det sker i varierende grad – fra det forholdsvis effektive i f.eks. Mission: Impossible – Fallout og til det katastrofalt graverende i f.eks. Pacific Rim: Uprising, der har den tvivlsomme ære af at være det dårligste score til en stor Hollywoodproduktion, jeg har hørt i år.
Desværre har Balfe ikke Hans Zimmers talent for det gode tema, hvilket betyder, at selvom Balfes scores er afledt af Zimmers stil, så har de ikke de gode temaer, man ofte kan forvente af et Zimmer-score, og som i det mindste ville kunne hæve Balfes scores til “guilty pleasures”.
Filmseriens glimrende musik
Alt dette ville ikke være nær så graverende i Mission: Impossible-sammenhæng, hvis ikke det forholdt sig sådan, at de foregående fem film i serien alle har haft musik, der kvalitativt rangerer fra det udmærkede (Hans Zimmer) over det fine (Danny Elfman) til det virkeligt glimrende (Michael Giacchino, Joe Kraemer).
Skuffelsen over, at det blev Balfe, der skulle komponere musikken til Fallout blev ikke mindre af, at jeg – som alle andre filmmusikfans – havde forventet, at Joe Kraemer ville vende tilbage og levere musikken til den sjette film.
Kraemer leverede et forrygende score til den foregående film, Rogue Nation, som Christopher McQuarrie, der også står bag Fallout både skrev og instruerede.
Da det blev annonceret, at McQuarrie også ville skrive og instruere den sjette film, gik de fleste filmmusikfans ud fra, at det også betød, at Kraemer ville stå for musikken.
Hvad blev der af Kraemer?
Præcis hvorfor, Kraemer blev erstattet af Balfe, er aldrig blevet afsløret, men én hypotese er, at udskiftningen skyldes, at filmen er lavet med britiske skattefordele, hvilket kræver et vist antal britiske navne blandt crewet.
Således er også posterne som fotograf og production designer på Fallout besat af briter, hvor McQuarrie tidligere har arbejdet sammen med amerikanere.
Om det er den rigtige forklaring ved jeg ikke, men det er bestemt muligt, at det er kolde kalkuler, der ligger bag, snarere end at McQuarrie skulle have været utilfreds med Kramers score til Rogue Nation. Det er også meget svært at forestille sig!
I sidste ende er det dog helt ligegyldigt; faktum er, at Balfe har leveret scoret til Fallout, og det må vi så forholde os til.
En Christopher Nolan-film?
Interessant nok, så er Balfes score til Fallout ikke nær så frygteligt, som jeg havde forventet, selvom det ikke desto mindre ubetinget er det hidtil dårligste score til en Mission: Impossible-film.
Der er adskillige problemer med Balfes score, men inden jeg kommer nærmere ind på dem, må man selvfølgelig spørge, om musikken fungerer i filmen? Svaret er, at jo, det gør det til en vis grad, men heller ikke i filmen er musikken helt vellykket.
Problemet er, at musikken er så gennemført inspireret af Hans Zimmers scores til særligt Inception (2010), The Dark Knight Rises (2008) og The Dark Knight (2012), at det bliver en underligt skizofren oplevelse i filmen.
Dertil kommer, at musikken er så højlydt og så massiv, at den tilraner sig langt mere opmærksomhed i filmen end den egentlig kan bære.
Men helt grundlæggende gør musikken naturligvis det, den skal – den underscorer filmens mange actionsekvenser – men med samme subtilitet og finesse som en forhammer.
Zimmers action-ostinato
Og ja, så har vi faktisk allerede taget hul på et af problemerne ved Balfes score; dets totale afhængighed af forbilleder, komponeret af Hans Zimmer.
Jeg lyver ikke, når jeg siger, at der er enkelte hele cues og store dele af mange andre, der uden problemer kunne byttes ud med et cue fra Inception eller The Dark Knight Rises, uden at man ville lægge mærke til noget.
Balfes actionmusik er nemlig så afhængig af den nu efterhånden trættende action-ostinato, som Zimmer gjorde populær med scoret til The Dark Knight Rises, at det er nærmest komisk. Ja selv det bragende horn, der er blevet allestedsnærværede siden Inception, indgår i Fallout-scoret, om end i en lidt nedtonet version.
Hermed følger paradoksalt nok også et af scorets fordele, for selvom Zimmers action-ostinato efterhånden er ved at blive trættende, så er det en grundlæggende effektiv musikalsk konstruktion, som det kræver rigtig meget at ødelægge.
Og Balfe får det da også til at fungere så nogenlunde – mere om det senere.
Ingen spændingskurve
Det andet problem ved Fallout-scoret er, at det er så ensartet, som det er. Og her er det, at jeg mener, det er rimeligt at stille spørgsmålstegn ved Balfes evner som komponist.
Jeg ved godt, at filmen i bund og grund ikke er andet end actionsekvenser på stribe, men det har de foregående Mission: Impossible-film også været, uden at komponisterne af den grund har komponeret scores, der i bund og grund er den samme musik fra start til slut.
Der er ingen spændingskurve i Balfes score – hverken overordnet eller internt i enkelte cues. Det er en monumental mur af lyd, der rammer én fra start til slut, og den lyder fuldstændig ens fra start til slut.
Jo, der er enkelte cues, der ikke består af actionmusik – bl.a. “Should You Choose to Accept…” (nr. 2) og “We Are Never Free” (nr. 17) – men det ændrer ikke på det overordnede billede af et score, der for 80-85 procents vedkommende består af actionmusik.
Og de nævnte cues er så i øvrigt også stort set ens – traurige strygerbevægelser, der aldrig munder ud i et egentligt tema.
Fattigt på tematisk materiale
Det tredje problem er, at musikken er fattigt på tematisk materiale med undtagelse af de obligatoriske temaer, som Lalo Schifrin komponerede til den oprindelige tv-serie fra 1960’erne, og som naturligvis er indgået i alle scores i filmserien.
Dem bruger Balfe også i vid udstrækning – også mere om det lidt senere – men der er ingen andre temaer i spil.
De fine temaer, Joe Kraemer komponerede til Rogue Nation, bl.a. for skurken Solomon Lane og den kvindelige hovedperson Ilsa Faust er helt fraværende i Fallout, selvom karaktererne vender tilbage og spiller væsentlige roller.
Det største bidrag, Balfe kommer med, er et skævt lille flygelmotiv, der i sig selv er ganske glimrende, men som ikke synes at have ledemotivisk karakter. De få gange, det bruges, indgår det som endnu et virkemiddel i kassen af suspense- og actionvirkemidler.
Dog må det her siges til Balfes forsvar, at det lille flygelmotiv, der første gang høres i “Good Evening, Mr. Hunt” (nr. 5) ved 0:07 faktisk er en ganske fin lille idé, som vidner om, at Balfe ikke er fuldstændig uden originalitet.
Fladt og syntetisk uden grund
Et sidste markant problem har jeg kortvarigt berørt allerede, og det er det desværre klassiske problem ved mange scores, der er kommet ud af MV/RCP, nemlig at mixet eller anden efterbearbejdning gør, at symfoniorkestret ofte kommer til at lyde fladt og syntetisk.
Jeg stillede det samme spørgsmål i min anmeldelse af Tom Holkenborgs score til Tomb Raider (2018): Hvorfor bruge penge på at hyre et symfoniorkester, hvis man alligevel efterfølgende bearbejder det så meget, at det kommer til at lyde mestendels synthesizet?
Og så det positive…
Hvad er så positivt ved scoret? Jo, først og fremmest må Balfe roses for at bruge de to klassiske Schifrin-temaer så meget, som han gør. De to temaer er dels det klassiske Mission: Impossible-hovedtema, dels det tema, der kendes som “The Plot”.
Begge temaer væver Balfe ind i sit score – “The Plot” nogle få gange (f.eks. i “Steps Ahead”, nr. 15), hovedtemaet langt hyppigere. Ja faktisk spiller hovedtemaet en ganske væsentlig rolle i mange af scorets cues, enten som en grundlæggende komponent i en af de konstante ostinati eller lejret henover en af samme.
Her må det endnu engang siges til Balfes forsvar, at det faktisk fungerer, også selvom Balfes behandling af Mission: Impossible-hovedtemaet ikke imponerer på samme måde som f.eks. Michael Giacchinos eller Joe Kraemers.
Her kan man f.eks. bare høre “Fallout” (nr. 8) – den første rene fremførsel af Schifrins hovedtema i scoret – og sammenligne med Kraemers mange variationer af temaet i Rogue Nation-scoret eller Michael Giacchinos ditto i hans to scores til Mission: Impossible 3 og Ghost Protocol.
Der er ingen tvivl om, at Balfes udgave – og det gælder hele scoret igennem – er fladere og simplere, både kompositorisk og i forhold til instrumenteringen, og dermed også temmelig uinteressant.
Habil imitation
Det må dog også konstateres, at Balfe, trods sin næsten totale mangel på originalitet, formår at levere en ganske habil imitation af sin mentor Hans Zimmer i scorets grundlæggende opbygning omkring de forskellige ostinati.
Zimmers action-ostinato er en så basalt effektiv idé, at Balfe formår at få Fallout-scoret til at fungere stort set alene på baggrund af den, men det betyder så også, at vi står med et Mission: Impossible-score, der lyder som om, det kommer fra en Christopher Nolan-film.
Ikke desto må man erkende, at det fungerer, og på den måde har Balfe i hvert fald ikke ødelagt filmen med sin musik.
Det her er vist det, man på engelsk kalder “damning with faint praise”, og det er sådan set også meningen, for sandt at sige bringer Balfe stort set intet andet positivt til bordet end sin evne til at imitere Zimmer og til at inkorporere Schifrins to klassiske temaer i Zimmers ostinati.
Grotest oppustet spilletid
Og så bliver vi også nødt til lige at tale om albummets spilletid. Jeg har anmeldt den digitale udgivelse, der har en total spilletid på – hold nu fast – 96 minutter.
En fysisk udgivelse udkommer på La-La Land Records den 14. august, og det bliver endnu længere – ja faktisk næsten et kvarter længere!
Over halvanden times musik er rigtig meget, og det er de færreste filmscores, der kan tåle en så lang udgivelse. Det gælder i den grad også for Mission: Impossible – Fallout, hvor materialet ville have stået sig langt bedre ved en udgivelse på omkring 40-45 minutter.
Som det er nu, er albummet ganske enkelt alt, alt for langt, især når man tager i betragtning, hvor ensartet musikken er fra start til slut.
Selv med en spilletid på 45 minutter – hvad man jo selv kan lave, hvis man har lyst – vil Balfes score aldrig være andet end en habil Zimmer-klon, men med en spilletid på 96 minutter er albummet meget, meget svært at komme igennem.
Selvom jeg blev positivt overrasket over Mission: Impossible – Fallout, ændrer det ikke på, at scoret er uoriginalt, ensartet, banalt og larmende, og at det repræsenterer det absolutte musikalske lavpunkt for Mission: Impossible-filmserien til dato.
Komponeret af: Lorne Balfe
Dirigeret af: Matt Dunkley
Komponeret: 2018
Udgivet: 2018
Label: Paramount Music (digital), La-La Land Records (fysisk)
Anmeldt i nr. 154 | 13/08/2018