Incredibles 2

Pixars The Incredibles blev et kæmpehit, da filmen havde premiere tilbage i 2004, og filmens mange fans efterspurgte snart en fortsættelse.

De skulle imidlertid komme til at vente længe; hele 14 år gik der, inden fortsættelsen fik premiere her i 2018.

Incredibles 2 (uden den bestemte artikel) er skrevet og instrueret af Brad Bird, der også stod bag den første film, og også Michael Giacchino, der komponerede musikken til den første film, vendte tilbage.

The Incredibles var Giacchinos første spillefilmsscore, og i de 14 år, der gik mellem den første film og fortsættelsen, er Giacchino blevet én af Hollywoods absolutte A-liste-komponister.

Han er også blevet Brad Birds faste komponist, og har komponeret glimrende musik til de tre film, Bird har lavet mellem The Incredibles og Incredibles 2 – Ratatouille (2007), Mission: Impossible – Ghost Protocol (2011) og Tomorrowland (2015).

Organisk fortsættelse og anderledes

Scoret til The Incredibles var en forrygende blanding af homage og pastiche – en blanding af symfonisk musik og svingende big band-arrangementer, der med rigelige referencer til John Barry, Henry Mancini og Lalo Schifrin både ramte og opdaterede lyden af 1960’erne. Ikke bare årtiets spion-film og –serier, men også bare årtiets generelle entusiasme for cool og svingende jazz på film.

Scoret til fortsættelsen formår på én og samme tid at være en organisk fortsættelse af det første score og en noget anderledes lytteoplevelse.

Det er helt i overensstemmelse med Giacchinos intentioner. Han har selv udtalt, at selvom han og Brad Bird vidste, at de ville genbruge hovedtemaet fra den første film, så ønskede Giacchino at det nye score skulle have en anden “vibe”, mens det samtidig skulle holde sig indenfor samme genre.

Ifølge Giacchino var hans inspirationskilder i denne omgang Henry Mancini, John Barry og Hoyt Curtin – sidstnævnte var manden bag bl.a. det svingende jazz-score til den animerede serie Jonny Quest (1964) foruden en lang række Hanna-Barbera-produktioner.

Det er nemt at høre både Mancini og Curtin i scoret til Incredibles 2 – og også Lalo Schifrin i øvrigt – men Barry er langt fra så tydelig en inspirationskilde i denne omgang sammenlignet med scoret til The Incredibles, hvor det myldrede med referencer til Barrys musik.

Stærkt melodisk

Scoret til Incredibles 2 er også mindre ledemotivisk orienteret end scoret til den første film, selvom heller ikke det score var strengt ledemotivisk i den klassiske forstand. Men der var dog temaer for alle medlemmer af superheltefamilien (på nær babyen Jack-Jack) og skurken Syndrome.

Foruden hovedtemaet er der da også et par tilbagevendende temaer i Incredibles 2, men derudover synes Giacchino generelt at have foretrukket en tilgang, hvor hvert enkelt cue i højere grad er et selvstændigt set piece.

Dette skal ikke forstås som om, Incredibles 2 er et utematisk eller umelodisk score, tværtimod er det stærkt melodisk med myriader af små, selvstændige temaer og motiver. Det er bare ikke et klassisk ledemotivisk orienteret score.

Giacchino bruger heller ikke de to hovedtemaer fra The Incredibles nær så meget, som man kunne have forventet, men det er dog de to nært beslægtede hovedtemaer fra den første film, der udgør det hyppigst tilbagevendende tematiske materiale.

Elastigirl og Screenslaver

Foruden de to tilbagevendende temaer er der et nyt tema for Helen Parr aka Elastigirl, der første gang introduceres i “This Ain’t My Super-Suit?” (nr. 6). Første gang, vi hører temaet er det i en virkelig fin, stille version for strygere over harpe, men snart kommer der mere gang i den.

“Elastigirl is Back” (nr. 7) er et all-out svingende uptempo jazz- og big band-nummer, hvor temaet virkelig får lov til at flyve. Det er svedig musik af allerhøjeste karat!

Temaet er også vævet ind i det langt mere hårdkogte – men fortsat ekstremt jazzede – “Train of Taut” (nr. 9), hvorefter det imidlertid forsvinder for kun at vende tilbage yderligere to gange, i “Happily After-Deavor” (nr. 24) og i end credits-musikken, “Incredits 2” (nr. 26).

Der er også et motiv for skurken Screenslaver – et minimalt tema på blot fire toner – der introduceres allerede i nr. 3, “Consider Yourselves Undermined!”, hvorefter det dukker op i et par varianter, inden den rene og helt igennem skurkagtige udgave af motivet første gang høres ved 3:15 i “Searching for a Screenslaver” (nr. 12).

Tilbageholdenhed efterlyses

De få tilbagevendende temaer og motiver til trods – og der er et par stykker ud over de omtalte – er Incredibles 2 som sagt ikke et score, der fremstår ledemotivisk stærkt.

De enkelte cues fremstår i høj grad som selvstændige enheder, der bindes sammen af den overordnede lyd, der fremstår særdeles homogen med stærkt fokus på blæserne og den generelt jazzede lyd.

Det første Incredibles-score var også jazzet, men Giacchino har lige skruet lidt op for det hele i denne omgang. Messingblæserne vræler lige lidt mere, end de gjorde i det første score – ja, faktisk vræler de nærmest hele tiden; også så meget, at man er tæt på at blive lidt træt af det.

Og helt generelt er der bare flere blæsere, hvilket imidlertid nok hænger sammen med, at hele orkestret er større i denne omgang. De mere traditionelt symfoniske dele af scoret har også en større lyd end på det første score.

Den mere hårdkogt funky lyd, der stedvist præger Incredibles 2, understreges også af det generelt højere tempo, meget af musikken er komponeret i, kombineret med instrumenter som clavinet og et hårdt, sprødt drive af trommesættet.

Helt generelt lyder Incredibles 2 fantastisk godt: Optagelsen er krystalklar, og instrumenterne fremstår tydeligt.

Men Giacchinos “mere af det hele”-attitude betyder også, at Incredibles 2-scoret stedvist er faretruende tæt på at havne i det decideret parodiske – i modsætning til det første score, der fremstår som kærlig homage.

Der er ingen tvivl om, at Incredibles 2 er et teknisk langt mere sikkert udført score end det første, og at Giacchino har moret sig kostelig med at komponere det, men tempoet er så hæsblæsende, blæserne så vrælende og den jazzede swagger så allestedsnærværende, at man faktisk godt kunne ønske, at Giacchino havde udvist bare en smule mere tilbageholdenhed.

Barry, Schifrin og Herrmann

Når det er sagt – og det er min primære kritik af Incredibles 2 – så er det stadig sjovt at høre Giacchino lege Barry i “A Bridge Too Parr” (nr. 20) eller Schifrin i “Hydrofoiled Again” (nr. 18).

I førstnævnte er den rytmiske blæserostinato og den overlejrende variation på hovedtemaet en tydelig homage til Barrys arrangement af Bond-temaet. I sidstnævnte er det bl.a. kombinationen af elbas og trommer samt brugen af forskellige percussioninstrumenter, der giver klare mindelser om Schifrins Mission: Impossible-musik.

Og for at det ikke skal være løgn er der faktisk også et par cues, hvor man kommer til at tænke på Bernard Herrmann, bl.a. det næsten hypnotiske motiv, der ligger henover snigende strygere i “Ambassador Ambush” (nr. 10), og den måde Giacchino bruger strygerne på i anden del af “Hydrofoiled Again”.

Actioncues efterlader det største indtryk

Stemningsmæssigt er Incredibles 2 primært et action- og suspense-score med enkelte mere stille passager undervejs. Sidstnævnte er primært realiseret rent eller næsten rent symfonisk, f.eks. den første, rigtig fine, fremførsel af Elastigirl-temaet i “This Ain’t My Super-Suit?” eller den fine afdæmpede musik i “Hero Worship” (nr. 11).

Også dele af de store actioncues er symfoniske, men som regel klart domineret af den jazzede big band-lyd. Enkelte cues med musik, knyttet til babyen Jack-Jack, er også mestendels symfoniske og stilistisk noget inspireret af Carl Stallings klassiske tegnefilmsmusik – f.eks. dele af “Rocky vs. Jack-Jack” (nr. 9) og “Jack Splat” (nr. 19).

Alle de forskellige genrer, Giacchino har i spil, er fint gennemført, men det er helt klart de svingende og/eller hårdkogte actioncues, der efterlader det største blivende indtryk.

“Consider Yourselves Undermined!” (komplet med funky elguitar), “Elastigirl is Back”, “Hydrofoiled Again”, “A Bridge too Parr” og “Together Forever and Deavor” (nr. 21) er alle aldeles glimrende. Også suspensemusikken i “Searching for a Screenslaver” må fremhæves.

Som afslutning på scoret får vi endnu engang en vildt svingende end credits-suite i form af “Incredits 2”, der ligesom “The Incredits” fra den første film kommer omkring scorets væsentligste tematiske materiale i løbet af spilletiden, der denne gang er helt oppe på næsten 10 minutter.

Temasange og a cappella

Efter selve scoret, der slutter med “Incredits 2”, indeholder albummet en række ekstra tracks. CD’en indeholder yderligere seks tracks, mens den digitale version har endnu fire tracks derudover. Hvorfor den digitale version indeholder fire tracks mere, når hele molevitten sagtens kunne være på én skive, fatter jeg ikke, men sådan er det.

De første seks af de ekstra numre (nr. 27-29) består af tre korte temasange for Elastigirl, Frozone og Mr. Incredible, alle med vokal og alle holdt i 1960’er/1970’er-stil. Både Elastigirl- og Frozone-sangen minder mest om noget fra 1970’erme – sidstnævnte helt klart inspireret af Shaft (1971) – mens Mr. Incredible-sangen nærmere har sine forbilleder i 1960’erne.

De tre sange, der kun figurerer under rulleteksterne og som ikke indeholder tematisk materiale fra selve scoret, er sjove, men også stilistisk helt overgearede.

Derudover er der det funky “Devtechno!” (nr. 30) og to ultrakorte jingles, altså diegetisk musik fra filmen, men komponeret af Giacchino.

De fire tracks, der alene findes på den digitale udgivelse, er virkelig sjove, men også helt og aldeles unødvendige. Det er a cappella-versioner af hhv. de tre sange og af cuet “The Glory Days” fra scoret til den første Incredibles-film, alle fremført af Disneys nystiftede a cappella-gruppe Dcappella.

Her har vi regulær sang, lydeffekter, human beatbox – hele molevitten – og det er faktisk ganske, ganske imponerende. Særligt “The Glory Days” er ret fantastisk i a cappella-versionen, men ingen af de fire tracks har naturligvis noget som helst at gøre med filmen Incredibles 2, og må i virkeligheden anses som reklame for den nystartede gruppe.

Solid og teknisk overlegent

Incredibles 2 er et overordentligt solidt og teknisk overlegent score, hvor Giacchinos entusiasme fremgår med al tydelighed.

Det er også et temmelig overgearet score, hvor Giacchino trækker alle stopklodser ud i en sådan grad, at man godt kunne ønske sig lidt mere tilbageholdenhed hist og her.

Og uanset hvordan man vender og drejer det, så kommer Incredibles 2-scoret aldrig i nærheden af at være så charmerende som scoret til den første film.

Nummerliste:
1. Episode 2 (0:51)
2. A Tony Perspective (2:09)
3. Consider Yourselves Undermined! (5:12)
4. A Matter of Perception (1:50)
5. Diggin’ the New Digs (1:42)
6. This Ain’t My Super-Suit? (0:56)
7. Elastigirl is Back (1:00)
8. Train of Taut (3:17)
9. Rocky vs. Jack-Jack (1:58)
10. Ambassador Ambush (2:30)
11. Hero Worship (1:09)
12. Searching for a Screenslaver (4:39)
13. Super Legal Again (0:43)
14. Renouncing the Renunciation (1:39)
15. World’s Worst Babysitters (1:33)
16. Helen of Ploy (0:56)
17. A Dash of Reality (2:04)
18. Hydrofoiled Again (3:52)
19. Jack Splat (1:29)
20. A Bridge Too Parr (4:17)
21. Together Forever and Deavor (1:46)
22. Elastigirl’s Got a Plane to Catch (2:59)
23. Looks Like I Picked the Wrong Week to Quit Oxygen (1:59)
24. Happily After-Deavor (1:15)
25. Out and a Bout (0:37)
26. Incredits 2 (9:51)
27. Here Comes Elastigirl – Elastigirl’s Theme (1:23)
28. Chill or Be Chilled – Frozone’s Theme (1:41)
29. Pow! Pow! Pow! – Mr. Incredible’s Theme (1:31)
30. Devtechno! (1:54)
31. Chad Tonight Talk Show Theme (0:06)
32. Chad Tonight Newscast Bumper (0:07)
33. Here Comes Elastigirl – Elastigirl’s Theme (Dcappella) (1:21)
34. Chill or Be Chilled – Frozone’s Theme (Dcappella) (1:37)
35. Pow! Pow! Pow! – Mr. Incredible’s Theme (Dcappella) (1:31)
36. The Glory Days (Dcappella) (1:39)

Total spilletid: 74:53

Anmeldt i nr. 153 | 13/07/2018

Stikord: Superhelte