Musikken til Richard Lesters Robin and Marian – en alternativ version af Robin Hood-myten, hvor Robin og Marian er noget ældre, end i de fleste udgaver – var det ene af to spillefilmsscores, John Barry komponerede i 1976.
Det andet var til John Guillermins remake af King Kong (1933), og derudover leverede han også musik til tv-miniserien Eleanor and Franklin, om præsidentparret Franklin og Eleanor Roosevelt.
Erstatningsscore
Egentlig var det slet ikke meningen, at Barry skulle have komponeret musikken til Robin and Marian. Franske Michel Legrand var egentlig hyret, og havde også komponeret et score, der udelukkende var orkestreret for strygere.
Producer Ray Stark brød sig ikke om Legrands musik, selvom Lester angiveligt skulle have været glad for det, og rygterne vil vide, at Stark først forsøgte at få Maurice Jarre til at komponere et nyt score.
Jarre afslog imidlertid, dels ud af respekt for Legrand, dels på grund af den korte tid, han havde til rådighed. Derefter gik stafetten videre til John Barry, der endte med kun at have tre uger til at komponere musikken.
Flere temaer
Til trods for den korte tidsfrist leverede Barry et fremragende score, der helt typisk for Barry er domineret af sit hovedtema.
Robin and Marian er imidlertid ikke et monotematisk score, for selvom hovedtemaet er dominerende, så er der faktisk yderligere tre temaer og et par mindre motiver.
Som det er tilfældet i de fleste af sine scores, bruger Barry dog ikke temaerne i en strengt ledemotivisk forstand, og udover hovedtemaet er det kun ét af de andre temaer, der bruges i mere end ét cue. De andre temaer må derfor bare forstås som melodisk underscore.
Forrygende hovedtema
Barrys hovedtema er et klassisk, romantisk Barry-tema – et langstrakt, gudeskønt tema, der i “Ride to Sherwood (Version #2)” (nr. 2) høres i blæserne over en hvirvlende strygerostinato.
Et træk, der er usædvanligt for Barry, er dog, at hovedtemaet faktisk er bygget op med både et A-tema og et B-tema. Det er A-temaet, der indleder cuet, mens det mere beslutsomme, handlekraftige B-tema dukker op ved 0:53.
Hovedtemaet udgør som sagt det absolut dominerende melodiske indhold i scoret. Det høres i langt hovedparten af de 16 cues, der udgør selve scoret (de sidste tre tracks på det her anmeldte album er alternative indspilninger af bestemte cues) – ja, faktisk høres, eller i det mindste antydes, hovedtemaet i 12 ud af de 16 cues.
Hvorvidt man kan lide Robin and Marian-scoret afhænger derfor af, som det så ofte er tilfældet med Barrys musik, om man kan lide hovedtemaet eller ej.
Heldigvis er det et forrygende godt tema, Barry her har fået skruet sammen, og det gør, at scoret som helhed fungerer glimrende, selvom hovedtemaet er næsten alle vegne.
Det er heller ikke fordi, Barry varierer synderligt meget på temaet, når det dukker op. De fleste gange, temaet høres, er det i en intim, næsten skrøbelig, fløjtesolo, bakket op af diverse andre soloinstrumenter eller bestemte sektioner af orkestret.
Stedvist gives temaet til strygerne, der giver temaet lidt mere melodrama, men det har altid den grundlæggende skrøbelighed og intimitet.
Intimitet og action
Det andet tema optræder lige efter fremførslen af hovedtemaet i “Marian and Robin Meet”, og er også et intimt tema for fløjte, her bakket op af strygere og harpe.
Det er klart relateret til hovedtemaets harmoniske struktur, men ikke desto mindre et selvstændigt tema og tilmed et virkelig fint ét af slagsen. Derfor er det også ekstra ærgerligt, at Barry ikke bruger det igen.
Det tredje tema er faktisk et actiontema, der dukker op i “The Escape (Original Version)”. Heri høres det et par gange for aldrig igen at optræde. Endnu engang er det ærgerligt, for der er tale om et fint, ret muntert tema med en stærk rytmisk basis, der på fin vis giver musikken noget fremdrift.
Endelig er der et fjerde tema, endnu et actiontema, men denne gang betydelig mere dramatisk og alvorlig i sin tone.
Det høres i “The Preparation” (nr. 14), og er en helt klassisk Barry-konstruktion med en rytmisk base, hvorover Barry lejrer flere ostinati – for strygere og blæsere – med hver deres motiv, der løbende transponeres.
Dette fjerde tema anvender Barry faktisk igen i “The Fight Must Go On” (anden del af nr. 15), blot i en lidt anden instrumentering og et lavere tempo, der giver temaet et nærmest tragisk anstrøg.
Dynamik
Om end det absolutte hovedindtryk af Robin and Marian-scoret kommer via det romantiske hovedtema, så er der faktisk også nogle ganske imponerende dramatiske cues og actioncues på albummet.
Udover at være rigtig fine cues i sig selv, er de også med til at give scoret noget dynamik, som det hyppigt forekommende hovedtema ellers truer med at suge ud af musikken.
Både “The Escape” og “The Preparation” har været nævnt, men der er faktisk flere fine cues med mere dramatisk og actionpræget musik.
Det indledende nummer, “Main Title / Leading In” består af dystert, dissonant underscore med lave, rumlende strygere, slagtøj og træblæsere. Titlen antyder, at der er tale om to cues, men det er ikke til at høre, hvor det ene slutter, og det andet starter.
Efter en fremførsel af hovedtemaet, går “Nuns” (nr. 8) over i effektiv suspense og action, der på mere typisk vis for Barry holder på de grundlæggende melodiske former med et tilbagevendende blæsermotiv over slagtøj og lave strygere.
“Troops Make Camp” (anden del af nr. 11) er også et glimrende og temmelig dystert actioncue, bygget op omkring en rytmisk, militaristisk slagtøjs- og strygerostinato med et overlejrende blæsermotiv.
Det følgende cue “In Position” (nr. 12) er mere afdæmpet og tragisk i sin dramatiske lyd, men klart beslægtet med den militaristiske musik fra det foregående cue.
Det sidste actioncue er “The Fight” (første del af nr. 15), der til dels vender tilbage til den mere dissonante stil fra det første cue, uden dog at være helt så markant dissonant. Det går så over i det smukt tragiske “The Fight Must Go On”, nævnt ovenfor.
Det mest bootleggede Barry-score
Rygtet siger, at Robin and Marian er det mest bootleggede John Barry-score nogensinde; i hvert fald indtil Silva Screen Records udgav deres genindspilning af scoret i 2001.
Det kan man sagtens forstå, for Robin and Marian er et fremragende score, der både har et fantastisk hovedtema – et af de hjerteskærende smukke romantiske og let tragiske temaer, som Barry excellerede i – og en pæn portion rigtig fin dramatisk og actionpræget underscore, der bryder den monotoni, som den gentagne brug af hovedtemaet ellers kunne have resulteret i.
Det anmeldte album er Prometheus Records’ udgivelse af det komplette, originale score fra filmen. Det udkom i 2008, og er stadig i handlen. I modsætning til Silva Screens genindspilning er alle tracks i mono, men det opvejes i min bog af, at det er Barrys originale indspilning, vi har med at gøre.
Nummerliste:
1. Main Title (Film Version) / Leading In (2:50)
2. Ride to Sherwood (Version #2) (2:12)
3. Fight and Recognition / Marian and Robin Meet / He Was My King (3:07)
4. Dawn in Sherwood (2:24)
5. Ride to Nottingham (1:28)
6. Over the Wall (Original Version) (2:08)
7. The Escape (2:05)
8. Nuns (2:04)
9. First Love Theme – By the Stream (1:24)
10. Second Love Theme (2:55)
11. In the Church / Troops Make Camp (2:14)
12. In Position (2:22)
13. Third Love Theme – Do You Love Me? (2:18)
14. The Preparation (2:30)
15. The Fight / The Fight Must Go On (4:17)
16. John Bursts In / The End / End Titles (4:37)
Bonus tracks:
17. Main Title (Alternate Version) / Leading In (Alternate Version) (2:54)
18. Ride to Sherwood (Alternate Version) (2:12)
19. End Title (Alternate Version – Orchestra Mix) (1:47)
Samlet spilletid: 47:48
Komponeret af: John Barry
Fremført af: The Hollywood Studio Symphony
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1976
Udgivet: 2008
Label: Prometheus Records
Anmeldt i nr. 153 | 13/07/2018