“You’re not a fuckin’ hero. You’re just an annoying clown dressed up as a sex toy!”
Efter nærmest at have blæst alle andre Marvel-film af banen i box office med Deadpool (2016), ser det ud som om Ryan Reynolds og manus-kumpaner Rhett Reese og Paul Wernick har fået carte blanche i videreudviklingen af deres panseksuelle anti-helt. Deadpool 2 er bedre end forgængeren, og årets største latterorkan.
Marvel Entertainment fik for alvor succes, da Bryan Singer i 2000 instruerede (og skrev og co-producerede) X-Men. Den væsentligste grund til successen var, at Singer lavede tonen alvorlig, og gjorde superhelte ægte og troværdige.
Det var hvad superhelte-genren trængte til på det tidspunkt. Her, 11 X-Men– og 19 Avengers-relaterede film senere, er det interessant at se, at den største succes er den, hvor man helt og aldeles stikker af fra det dystre!
Marvel har i hvert fald en afstikker, som genremæssigt må betegnes som screwball-comedy. Ryan Reynolds har i sådan en grad optonet humoren i Deadpool 2, at man nemt kan sammenligne den med klassikere som Zucker, Abrahams and Zuckers Airplane! (1980), Top Secret (1984) og The Naked Gun: From the Files of Police Squad! (1988), men også tidlige komedie-crazies af Farrelly-brødrene som Dumb and Dumber (1994), Kingpin (1996) og There’s Something About Mary (1998).
Fra Deathstroke til Deadpool
“Deadpool? What? He should be saying that he’s not me because I came out like waaaaay before he did!”
Replikken kommer fra karakteren Deathstroke, og kan opleves i den nye trailer til den kommende animation-spoof Teen Titans Go! To the Movie (2018) fra Warner Bros./DC Entertainment. Og det er en sjov krydsreference.
Deadpool blev skabt af Rob Liefeld og Fabian Nicieza i 1991. Særligt Liefeld var kæmpefan af Spider-Man og Wolverine, og Deadpool skulle være et slags mix mellem de to mht. kræfter og muteringsevne.
Oprindeligt var Deadpool a.k.a. Wade Wilson en superskurk – en lejemorder. Og reelt var der tale om et skamløst tyveri af DC Comics’ karakter Deathstroke, der ligeledes er lejemorder og med aliasset Slade Wilson.
Deathstroke ser i øvrigt ud til selv at bryde ind i live action-filmens verden. I en post credits-scene i DC’s Justice League (2017) ser man skam Deathstroke (en ukrediteret cameo af Joe Manganiello) i snak med selveste Lex Luthor.
Men det skal slås fast: Deadpool er IKKE Deathstroke! Og hvis DC Films og Warner Bros. fortsætter deres implosion, bliver karakteren (Deathstroke) formodentlig bare endnu en puha i Zack Snyders åbne toilet.
Afliver sig selv – to gange!
I tegneserierne udviklede Deadpool sig hurtigt til den speed-snakkende antihelt, der grundet den hårde tilblivelse under eksperimenteren og tortur er borderline sindssyg. Vanvittig stærk, men ustabil, nådesløs, og non-stop snakkende. Og piv-åben omniseksuel!
Det er sort satire med en karakter, der VED, han er en fiktiv Marvel-karakter, nærmest som et udpræget Truman-syndrom, og derfor konstant bryder den berømte fjerde væg.
Det er denne karakter, Ryan Reynolds og medforfattere Rhett Reese og Paul Wernick har omfavnet og gjort levende. Og det er en kendt sag, at Reynolds kæmpede i mere end seks år med 20th Century Fox for at få denne Deadpool realiseret.
Deadpool – i netop Ryan Reynolds skikkelse – dukkede første gang op i den elendige X-Men Origins: Wolverine (2009). Her er Deadpool en slags freak, der er skabt af Colonel William Stryker, og som har en ”pool” af alle de andre mutanters evner i én krop.
Denne håbløse karakter afliver Deadpool/Wade Wilson i Deadpool 2. Bogstaveligt. Deadpool afliver også Ryan Reynolds’ Green Lantern. Bogstaveligt. Som en tjeneste for Canada (Reynolds’ hjemland). Det skal ses! Det er in-jokes på højt niveau. Bliv hængende og se rulleteksterne!
Forfatterne styrer slagets gang
Deadpool 2 starter præcis, hvor etteren slap. Omend man med det samme mærker, der er skruet endnu mere op for action, smart-talking, sex og ultravold.
Instruktør Tim Miller fra den første blev grundet kreative uoverensstemmelser med Ryan Reynolds udskiftet med David Leitch. Det mærker man ikke. Det er meget tydeligt, det er forfatter-trekløveret, der styrer slagets gang.
“Fuck Wolverine. First he rides my coattails with the R-rating, and then that hairy motherfucker ups the ante by dying. What a dick! Well, guess what, Wolvie? I’m dying in this movie!”
Sådan åbner filmen, med Wade Wilsons evne til at referere til ikke bare de øvrige X-Men-film og rollelister, men også til Ryan Reynolds’ egen filmografi.
Wades kæreste, Vanessa (Morena Baccarin), dør i en tragisk krydsild. Derfor ønsker Wade ikke at leve mere. Men det skal vise sig nærmest umuligt at begå selvmord, når ens mutation består af overdrevne helingsevner. Ikke engang når man sprænger sig selv i luften! Og det sker til tonerne af “I’m all out of love” med Air Supply – og iført crocs. Screwball comedy, indeed.
X-Men-medlemmerne Colossus, Negasonic Teenage Warhead og Yokio (Stefan Kapicic, Brianna Hildebrand og Shioli Kutsuna gentager deres roller fra den første) får til sidst Wade ud af sumpen og med på en mission.
De skal stoppe en ung mutant, der kalder sig Firefist (Julian Dennison), og som har de vildeste pyrokinetiske evner i at brænde sin skole ned. En skole for børn og unge med særlige evner.
Men da Deadpool finder ud af, at børnene bliver misbrugt af lærere og den syge Headmaster (Eddie Marsan), gør han sig selv til dommer, jury og bøddel.
Herefter afskriver selv Colussus Wade Wilson, og Deadpool ender sammen med Firefly i et særligt fængsel for mutanter, kaldet The Ice Box. Her fjernes de indsattes særlige kræfter. Og sådan er Wade Wilson igen døende af kræft. Hvilket passer ham fint.
Plottet tyknes
Men plottet tyknes, da en højteknologisk badass fra fremtiden smadrer sig ind i fængslet. Han kalder sig Cable (overseje Josh Brolin), og er der for at slå Firefly ihjel.
Den unge mutant er åbenbart på en kurs, hvor han i fremtiden bliver en af de farligste skurke nogensinde, og er skyld i Cables families død.
Wade Wilson har faderligt knyttet sig til Firefly, og ude af fængslet – og med superkræfterne tilbage – er hans plan at standse Cable i at dræbe Firefly.
Men Deadpool er også i et kapløb med tiden i at stoppe Firefly fra at begå den dyd, der vil sende ham på den mørke side – nemlig at brænde skolen ned til grunden med de pædofile lærere indeni. Problemet er bare, at Firefly har fået en hjælper: Juggernaut (stemme af Reynolds selv).
X-Force
“.. I can’t do it alone. We’re gonna form a super duper fucking group: We need them tough, morally flexible and young enough to carry a franchise for 10-12 years. We’ll be known as… X-Force!” “It’s time to get back on LinkedIn!”
Wade Wilson må lave en ujævn pagt med Cable, men de må have assistance for at have håb om at standse Juggernaut. Så Wade og sidekick Weasel (T.J. Miller er fantastisk!) afholder en vanvittig morsom rekrutteringssekvens, hvor der “hyres”:
Domino (Zazie Beetz) Evne: Held. Hun kan ændre udkommet af situationer.
Bedlam (Terry Crews) Evne: Kan påvirke elektriske systemer. Også bioelektriske, som i hjernen.
Shatterstar (Lewis Tan) Evner: Faktisk et mix af alle de andre i X-Force!
Zeitgeist (Bill Skarsgård) Evne: Hans opkast er syre.
Peter (Rob Delaney) Evne: Ingen. En helt almindelig mand, der bare syntes jobannoncen lød fed.
Vanisher (Ingen spoiler!) Evne: Usynlig.
Alt dette er nærmest kun starten af Deadpool 2! Og eftersom der er tale om X-Force i Ryan Reynolds-universet, går tingene ikke helt smooth derudad.
Filmen eksploderer i et orgie af action, vold, blod og humor langt, langt under bæltestedet. Og det er bare at læne sig tilbage, nyde turen og forsøge at holde trit med de utallige krydsreferencer til andre film og personer – fiktive og faktuelle. Homage og hån går hånd i hånd.
Krydsreferencer
“Because of you, I’ll always know what a grown man with baby balls looks like.”
Som når f.eks. Wade og Vanessa diskuterer søskendekærlighed i The Empire Strikes Back (1980), når man ser en af historiens længste dødsscener, når Wade og Weasel kritiserer Fox’ budget og udtrykker bekymring for, om der kommer en treer (er allerede i støbeskeen!), og når Deadpool udbryder “big CGI fight coming up!”
Og så er der cameos af bl.a. Matt Damon (krediteret som Dickie Greenleaf) og Brad Pitt. Men man skal holde øjnene åbne! Og det skader ikke, at man har en humor, der ikke er sart.
Der er mange seksuelle jokes. Når Deadpool regenererer hjemme hos Blind Al (Leslie Uggams er også tilbage fra etteren) efter at have mistet alle lemmer, så er der ingen grænser for kommentarer om den groteske, fremvoksende baby-krop.
Ryan Reynolds er komiker i blodet. Og han elsker film! Ellers kommer man ikke på en homage til Cameron Crowes klassiske ungdomsfilm Say Anything (Alle elsker Lloyd, 1989), og den scene, hvor John Cusack holder en ghettoblaster over hovedet og spiller ”In Your Eyes” med Peter Gabriel for at vinde Ione Skye tilbage.
I Deadpool 2 er det så bare Wade/Deadpool, der holder en boombox for at blødgøre en følelsesmæssigt såret Colussus. Mega sjovt.
“Dubstep’s for pussies!”
“You’re so dark. Are you sure you’re not from the DC Universe?”
Wade Wilon/Deadpool vil altid sørge for der er den rette stemningsmusik! Deadpool 2’s soundtrack er fyldt med klassikere, som ovenfor nævnte Air Supply og Peter Gabriel, samt Cher, Dolly Parton, Pat Benetar og A-Ha.
Men der er også sange med heftig lyrik som ”You Can’t Stop This Motherf**ker” af Tyler Bates og ”Deadpool Rap (X-Force Remix)” af Teamheadkick, der begge er lavet til filmen.
Disse og sådan en som ”Nobody Speak (feat. Run The Jewels)” af DJ Shadow, har faktisk givet soundtracket en rating (Parental Advisory Warning) grundet sprogligt eksplicit indhold. Det må være første gang nogensinde et soundtrack har fået det?
Deadpool i Ryan Reynolds’ skikkelse er mere populær end den mere pulpede tegneserieversion nogensinde kunne blive. Det er mere undtagelsen end reglen, når man kan sige at toeren er bedre end etteren.
Deadpool (2016) var fantastisk, og Deadpool 2 (2018) er sådan set præcis som den første – bare meget, meget mere af den!
En fantastisk rollebesætning, hvor unge newzealandske Julian Dennison skal fremhæves. Ingen tvivl om, at han er opdaget i den helt utrolige film Hunt for the Wilderpeople (2016). Han skal blive spændende at følge. Og Zazie Beetz må da være den lækreste kvindelige superhelt ever!
Deadpool 2 forventes at udkomme på Blu-Ray i slutningen af august. Måske lidt senere i Danmark. Og efter sigende i en extended version. Jeg kommer til at se denne film mange gange!
Instruktør: David Leitch
Manuskript: Rhett Reese, Paul Wernick, Ryan Reynolds
Cast: Ryan Reynolds (Wade Wilson/Deadpool/Voice of Juggernaut), Josh Brolin (Cable), Morena Baccarin (Vanessa), Julian Dennison (Firefist), Zazie Beetz (Domino), T.J. Miller (Weasel), Leslie Uggams (Blind Al), Karan Soni (Dopinder), Brianna Hildebrand (Negasonic Teenage Warhead), Eddie Marsan (Headmaster), Shioli Kutsuna (Yukio), Randall Reeder (Buck), Nikolai Witschl (Head Orderly Frye), Rob Delaney (Peter), Lewis Tan (Shatterstar), Bill Skarsgård (Zeitgeist), Terry Crews (Bedlam)
Foto: Jonathan Sela
Klip: Craig Alpert, Michael McCusker Elisabet Ronaldsdóttir, Dirk Westervelt
Musik: Tyler Bates
Spilletid: 119 minutter
Aspect ratio: 2.39 : 1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2018
Produktionsselskaber: Donner’s Company, Kinberg Genre, Marvel Entertainment, Maximum Effort, TSG Entertainment, Twentieth Century Fox
Anmeldt i nr. 152 | 13/06/2018
Stikord: 2’er, Fortsættelse, Intertekstualitet, Superhelte
God anmeldelse, tak for den! Hvor er det fedt, at der trods alt er plads til at lade deadpool-filmene stikke så meget af i forhold til det meste andet i Marvels filmunivers, som mere og mere er blevet tomme, buldrende tønder med tiden.