Ploey – You Never Fly Alone

OBS! Nærværende anmeldelse er baseret på en promo, hvorfor der ikke for nuværende er lydklip i anmeldelsen. En udgivelse af scoret skulle imidlertid være nært forestående. Når albummet udkommer, integrerer jeg lydklip i anmeldelsen.

Ploey – You Never Fly Alone er den engelske titel på den islandsk producerede animationsfilm Lói: Þu flýgur aldrei einn, der havde premiere i Island den 2. februar i år.

Scoret er komponeret af den ligeledes islandske Atli Örvarsson (f. 1970), der igennem en del år nu har været tilknyttet Hans Zimmers Remote Control Studios.

Der har han bl.a. leveret ekstra musik til film som Pirates of the Caribbean: At World’s End (2007, musik af Hans Zimmer), Iron Man (2008, musik af Ramin Djawadi), Angels and Demons (2009, musik af Hans Zimmer) og Man of Steel (2013, musik af Hans Zimmer).

Samtidig har han haft sin egen karriere som solokomponist på film som Vantage Point (2008), Hansel & Gretel: Witch Hunters (2013) og The Hitman’s Bodyguard (2017) foruden en del tv-serier, bl.a. brandmandsserien Chicago Fire (2012-18) og flere serier i Law & Order-familien.

Örvarsson har også komponeret musik til en række islandske film foruden den danske Den bedste mand (2017) om bokseren Jørgen “Gamle” Hansen.

Rekrutteret af Hans Zimmer

Örvarsson startede dog sin solokarriere allerede tilbage i starten af 00’erne, efter at have studeret filmmusik på Berklee College of Music i Boston og North Carolina School of Arts.

Siden flyttede han til Los Angeles og begyndte at arbejde for den legendariske komponist Mike Post, der er bedst kendt for sit arbejde på et hav af tv-serier, hvoraf vi i Danmark bedst kender titler som Hill Street Blues (Distrikt Hill Street, 1981-87), L.A. Law (Advokaterne, 1986-94) og NYPD Blue (New York Blues, 1993-2005).

Gennem sit arbejde med Post fik Örvarsson foden indenfor døren i Hollywood – han komponerede også musikken til et par afsnit af NYPD Blue – og ikke længe efter rekrutterede Hans Zimmer ham til Remote Control Studios.

Et lille mesterværk

Scoret til Ploey – You Never Fly Alone (og jeg bruger altså den engelske titel i denne anmeldelse) ligger dog langt væk fra det, Örvarsson tidligere har komponeret i stald hos Hans Zimmer.

Det skal lige indskydes her, at Örvarsson også tidligere har vist andre sider af sit talent, f.eks. med scoret til Holocaust-filmen Collette (2013), men med Ploey beviser han, at han er en langt bedre komponist end de fleste andre af de komponister, der i disse dage slår deres folder hos Remote Control.

Man kan håbe på, at Hollywood med Ploey opdager, hvad Örvarsson er i stand til, hvis blot han får andre opgaver end film, hvor producenterne beder om den typiske Remote Control-lyd.

For Ploey – You Never Fly Alone er et lille mesterværk! Et rent symfonisk score (plus kor), fyldt med vidunderlige temaer og motiver, hvor Örvarsson til fulde demonstrerer, hvor godt styr han har på symfoniorkestret.

Får ikke lært at flyve

Filmen, der angiveligt er den dyreste islandske filmproduktion nogensinde, handler om en hjejleunge, der ikke får lært at flyve i tide til at flyve med flokken, da den trækker sydpå over vinteren.

Fugleungen, Lói eller på engelsk Ploey, må nu klare sig selv vinteren over, så han kan gense sin familie næste forår, og det siger sig selv, at det ikke er helt ufarligt.

Smågenialt greb

Det grundlæggende koncept, med en fugleunge, der skal lære at flyve, afspejler Örvarsson direkte i sit vidunderlige hovedtema, som vi første gang hører i “Ploey Overture” (nr. 1) ved 00:25.

Selve temaet består i sin grundlæggende form af fire fraser på henholdsvis 7, 7, 8 og 7 toner, og i et fint lille greb lader Örvarsson den første frase være et direkte citat fra temaet i sangen “You Can Fly” fra Disneys Peter Pan fra 1953.

Resten af temaet har intet med Peter Pan-sangen at gøre, men de første syv toner er direkte løftet den. Det gælder ikke bare selve temaet, men også rytmikken i fremførslen, så der kan ikke være nogen tvivl om Örvarssons intentioner her. Det er et rigtig fint lille greb, ja faktisk smågenialt, når man tænker nærmere over det.

Hovedtemaet er et vidunderligt, lyrisk tema, som Örvarsson gennem scoret præsenterer i en række forskellige variationer og i forskellige instrumenteringer.

Stemningsmæssigt får vi både hovedtemaet i sin mest malende form (“Ploey Overture”), i en mere legende udformning (“Ploey Hatches”, nr. 2), i en stille og afdæmpet form (“Meet Ploveria & Skua”, nr. 4) og flere til.

Det er et helt igennem forrygende tema, Örvarsson her har præsteret. Ikke alene er det fantastisk smukt; det er også et tema af den type, der bliver hængende, og som man går og nynner dagevis efter, man har hørt scoret. Ganske enkelt vidunderligt!

Et væld af tematisk og motivisk materiale

Hovedtemaet er imidlertid langt fra det eneste fantastiske tema i Ploey-scoret. Faktisk er der yderligere syv (ja, syv!) tilbagevendende temaer og yderligere tre temaer, der dog kun findes i ét cue hver.

Udover disse fuldt artikulerede tematiske idéer er der en række mindre motiver, hvoraf der er fire tilbagevendende og hele syv motiver, der kun findes i et cue hver.

Med andre ord vælder Ploey-scoret over med tematisk og motivisk materiale, hvilket gør scoret til en helt forrygende lytteoplevelse fra start til slut.

Væsentlige temaer

Jeg skal ikke her gennemgå alle scorets temaer og motiver, men blot fremhæve de væsentligste. Foruden hovedtemaet er der tre yderligere temaer, der må betegnes som væsentlige for scoret i og med, at de dukker op i henholdsvis fire, fem og seks cues hver.

Det andet væsentlige tema introducerer Örvarsson også i “Ploey Overture”, hvor det dukker op ved 1:13. Det er et afdæmpet og ganske følsomt, men også let skælmsk, tema, der her indledningsvist høres orkestreret for træblæsere, men som igennem scoret, i lighed med hovedtemaet, høres i forskellige arrangementer og orkestreringer.

Det samme gør sig i øvrigt gældende med de fleste af scorets tematiske koncepter. De er ikke statiske; Örvarsson varierer dem undervejs, ligesom han også ofte reducerer temaerne og kun bruger dele af dem.

Det tredje væsentlige tema dukker første gang op i “Meet Ploveria & Skua” ved 0:57. Det er et mere grandiost tema end det ret intime hovedtema, og samtidig musik, der formidler en stemning af noget vidunderligt, underfuldt.

Det fjerde væsentlige tema høres første gang i “Shadow Attacks” (nr. 6) ved 2:57, orkestreret for flygel, akustisk guitar og lette strygere – senere også fløjte. Det er endnu et skønt, intimt og følsomt tema, der i stil med hovedtemaet er særdeles ørehængende.

Ovenstående tre temaer er sammen med hovedtemaet er klart hyppigst anvendte, fuldt udviklede temaer, men det ville være forkert ikke også at nævne det tema, der første gang dukker op i “Time to Fly” (nr. 7) og høres yderligere et par gange i scoret.

Det er måske scorets sublimt smukkeste tema, der passer perfekt til cuets titel: Her er et tema, der ganske enkelt ikke kan handle om andet end at flyve: Elegant, dybt smukt, svævende og endda decideret rørende.

Mindelser om Williams og Elfman

Foruden de fuldt artikulerede temaer – hvoraf jeg altså ikke har omtalt alle – er der et stort antal mindre motiver, hvoraf det klart væsentligste er et lille motiv på 5+5 toner, der første gang høres i “Ploey Overture” ved 2:01.

Et af de andre motiver repræsenterer i øvrigt de meget få steder i scoret, hvor man aner Örvarssons tilknytning til Remote Control Studios. Det lille motiv på tre toner, der først høres i “Ploey Overture” ved 3:46 er nemlig stort set identisk med et tilsvarende motiv i Pirates of the Caribbean-musikken.

Og nu vi er ved Pirates of the Caribbean, så er der også et enkelt af Örvarssons fuldt udviklede temaer, der giver visse mindelser om Zimmers piratmusik.

Temaet dukker op i “Bunting Birds” (nr. 3) og har i sin legende tone og rytmik en vis – om end meget overfladisk – lighed med dele af Jack Sparrow-musikken fra Pirates of the Caribbean: Dead Man’s Chest (2006).

Dog er det som tidligere nævnt på ingen måde Remote Control-lyden, der ellers karakteriserer Örvarssons tilgang. Tværtimod er det andre komponister, man kommer til at tænke på først.

Således er der flere steder i scoret, hvor særligt den måde, Örvarsson bruger messingblæsere og strygere sammen, minder om John Williams. Andre steder minder Örvarssons brug af kor om Danny Elfmans gyldne periode i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne.

Det er ikke fordi, jeg i øvrigt vil sammenligne Ploey-scoret med Williams og Elfman, og de steder, hvor man hører ekkoer af Williams og Elfman er der ikke så meget tale om specifikke inspirationer, som der er tale om, at Örvarsson kredser om den samme æstetik, der har karakteriseret dele af Williams og Elfmans output.

Og når jeg nævner Williams og Elfman her, så er det ment som en ros, i fald nogen skulle være i tvivl!

Mere dramatiske øjeblikke og action

Langt hovedparten af Ploey-scoret er stærkt tematisk forankret. Selv de mere underscore-prægede cues myldrer med små motiver, ligesom de forskellige temaer konstant væver sig ind og ud af musikken.

Der er naturligvis regulær underscore i scoret, forstået på den måde at ikke alle cues er hundrede procent tematisk forankrede, men alle er dog rent melodiske; dissonans finder vi ikke noget af her.

Det er dog ikke det samme, som at musikken hele vejen igennem er glad og munter; der er også mere alvorlige øjeblikke undervejs. F.eks. byder “Shadow Attacks”, “Fox Takes Giron” (nr. 13) og “Shadow’s Lair” (nr. 15) på stedvist ganske dramatisk actionmusik, og sidstnævnte også på noget af scorets mest dystre musik.

“Ploey the Decoy” (nr. 19) er scorets mest dynamiske actioncue, der i størstedelen af sin spilletid foregår i et højt tempo, hvor orkestret virkelig får sin sag for. Det er et virkeligt imponerende cue; et af de bedste rent symfoniske actioncues, jeg har hørt længe.

Latin-rytmer og reggae

Nogle få cues undervejs skiller sig på forskellige måder ud fra resten af scoret. “Fox Ramsay” (nr. 12) er således et dansabelt lille cue med latinamerikanske rytmer og en sydamerikansk klingende orkestrering med harmonika, percussion og akustisk guitar.

“Paradise Valley” (nr. 17) starter som et regulært symfonisk cue (bl.a. med én af scorets bedste passager for kor), inden det i det sidste minuts tid går over i et muntert lille reggae-nummer med elektrisk guitar, trommer og trompeter samt backing-vokal.

Endelig er der “You’ll Never Fly Alone” (nr. 11) – scorets obligatoriske sang, der dog ikke blot er aldeles glimrende, men som også hele vejen igennem er rent symfonisk i det musikalske arrangement. Sangen er i øvrigt baseret på et af de tilbagevendende temaer i kombination med et nyt, selvstændigt tema i selve vokalfremførelsen.

Helt vidunderligt score

Ploey – You Never Fly Alone er ganske enkelt et helt vidunderligt score, som jeg ikke kan rose nok! At sige at Atli Örvarsson rammer plet her, vil være en underdrivelse af voldsomme proportioner!

Med sit væld af fine temaer og motiver, den gennemført melodiske tilgang, Örvarsson lægger for dagen, og mange fine passager for alle symfoniorkestrets sektioner – for ikke at nævne flere fantastiske korpassager – udgør Ploey – You Never Fly Alone en fantastisk lytteoplevelse fra første til sidste sekund.

Samtidig favner scoret stemningsmæssigt bredt – fra det dystre og dramatiske til det muntre og humoristiske, fra det rørende til det intenst spændende. Det giver en varieret, konstant underholdende og stedvist decideret rørende lytteoplevelse.

Her må det også lige siges, at scoret er ekstremt dygtigt fremført af det islandske Sinfóníuhljómsveit Norðurlands (Nordislands Symfoniorkester) og Kammerkór Norðurlands (Nordislands Kammerkor).

Ploey – You Never Fly Alone er uden tvivl Atli Örvarssons bedste score til dato, ligesom det er ét af de hidtil bedste scores fra 2018!

Nummerliste (2018 promo):
1. Ploey Overture (4:17)
2. Ploey Hatches (3:22)
3. Bunting Birds (1:55)
4. Meet Ploveria & Skua (3:34)
5. Flight School (1:23)
6. Shadow Attacks (3:43)
7. Time to Fly (3:38)
8. First Snow (3:18)
9. Top of the Mountain (1:53)
10. Giron Needs a Decoy (2:24)
11. You’ll Never Fly Alone (3:04)
12. Fox Ramsay (2:44)
13. Fox Takes Giron (3:57)
14. Continue Without Me (2:14)
15. Shadow’s Lair (4:55)
16. I’m Still Alive (2:43)
17. Paradise Valley (3:21)
18. Father’s Feather (2:40)
19. Ploey the Decoy (5:56)
20. Ploey, You Saved Us! (1:37)
21. You’ll Never Fly Alone (2:55)

Total spilletid: 65:33

Anmeldt i nr. 151 | 13/05/2018