Angiveligt skulle Hergé aldrig for alvor have fundet sig tilpas med de grænser, der var blevet ham stillet i forbindelse med historierne om de to søskende Mads og Mette og deres abe Sjoko. Det var det franske tegneserieblad Coeurs Vaillants, der oprindelig bad Hergé om at tegne nogle historier med en lidt anderledes profil end Tintin, som bladets ledelse ikke fandt helt familievenlig nok. I stedet for en ugift reporter, der farer verden rundt og kommer i problemer, ville de gerne have en serie, der faktisk handlede om en rigtig familie.
Som sagt så gjort. Hergé tog jobbet, og skabte en ganske udmærket debut med De Mystiske Stråler, der udkom som de to albums “S/S Manitoba” Svarer Ikke og Drama på Vulkanøen. Men selv om der godt nok er en hel familie i Mads’, Mettes og Sjokos Oplevelser, forhindrede det nu ikke Hergé i at koncentrere sig helt og aldeles om børnene, mens forældrene for det meste blev kørt ud på et sidespor, mens ungerne og abekatten kom i problemer.
For utroligt
Hvad ledelsen af Coeurs Vaillants syntes om dette, melder historien ikke noget om, men det er samme model, der præger Stratonef H. 22. Her er familiefaderen godt nok også delvist involveret, da det er ham, der, som ingeniør, tegner det stratosfærefly, hele historien drejer sig om. Men alligevel er det Mads og Mette, med Sjoko på slæb, der dominerer historien. Det gjaldt i Mr. Pumps Testamente, og det gælder i den grad i Kurs mod New York. Hvor Hergé i Mr. Pumps Testamente formåede at holde tingene realistiske inden for rammerne af seriens univers, kammer det desværre en hel del over i Kurs mod New York, hvor børnenes eventyr simpelthen bliver en anelse for utrolige.
Jaja, jeg ved godt, hvad modargumentet er: det var de da for hulen også i De Mystiske Stråler. Og ja, det er de ganske rigtigt, men måske er forskellen på De Mystiske Stråler og Stratonef H. 22 i virkeligheden også, at den første historie var velfortalt hele vejen igennem. I anden halvdel af Stratonef H. 22 – altså Kurs mod New York – fornemmer man, at Hergé måske har kedet sig lidt, og besluttet sig for at smide alle hæmninger overbord. Det fører måske nok Mads, Mette og Sjoko ud i nogle vilde eventyr, men det gør til gengæld også historien meget ujævn, og gør ungerne alt for heroiske. I De Mystiske Stråler blev Mads og Mette helte mod deres vilje – i Stratonef H. 22 opsøger de selv helterollerne, og det bliver lige en anelse for tykt. Efter min mening i hvert fald.
Et væld af heldige tilfælde
Men lidt om handlingen: ved afslutningen af Mr. Pumps Testamente lykkedes det Mads og Mette at redde stratosfæreflyet fra at blive bombet ved simpelthen at flyve maskinen væk! Ja, tilsyneladende kan unge Mads finde ud af at styre et højteknologisk stratosfærefly. Men ikke nok med det: han kan også finde ud af at lande det sikkert – hvad der vel er en endnu større bedrift! Det sker desværre ikke lige i nærheden, for da Mads, Mette og Sjoko er lettet fra flyvepladsen, farer de vild i skydækket, og havner ude over havet.
Gode råd er dyre, men de opdager til alt held (pyh) en sydhavsø, de kan lande på, lige da de er ved at løbe tør for brændstof. Øen er ikke øde, men der er mange måneder til det næste skib kommer. Til alt held (pyh) driver en masse tønder med brændstof i land på øen, så snart er de to børn og deres abe på vingerne igen. Denne gang sætter de kursen nordpå. Desværre kommer de for langt mod nord, og havner på Nordpolen, hvor Mads endnu engang sætter flyet ned – denne gang dog ikke en perfekt landing, men alligevel – pyh! På Nordpolen, møder de nogle venlige eskimoer (!), der redder dem fra at fryse ihjel. Senere driver Sjoko væk på en isflage og havner på et passagerskib. Pokkers til abe.
Til alt held kan en lokal vesterlænding, der arbejder i området, hjælpe Mads og Mette med at reparere Stratoneffens smadrede propel, og han tilbyder at styre flyet tilbage til Frankrig. Han kan nemlig flyve. Da fyren imidlertid også fungerer som læge for de lokale, føler de to børn imidlertid ikke, at de kan lade ham tage væk, så de beslutter sig for selv at flyve maskinen hjem. Mon de når sikkert til Frankrig? Mon Sjoko er i sikkerhed? Og hvem ender mon til sidst med at flyve Stratoneffen til New York?
Ujævn pacing
Hvis du har en idé om svarene til de sidste tre spørgsmål, kan du måske følge mig i, hvorfor jeg mener, at Kurs mod New York er en anelse for meget af det gode. Børn, der kommer i problemer, men klarer ærterne, har altid været glimrende underholdning for andre børn (tænk bare på Enid Blytons Famous Five-romaner – på dansk De 5). Men selv i de sene 1930’ere tvivler jeg altså på, at de franske og belgiske børn åd denne her råt. Selv om også Tintin mange steder er præget af, at Tintin og Haddock er umanerligt heldige (tænk f.eks. på solformørkelsen i Soltemplet, 1949), så er Kurs mod New York simpelthen en anelse for stopfyldt med noget, der ikke bare kan klassificeres som svineheld, men som jeg faktisk ikke tror, der eksisterer et ord for.
Dette er dog kun ét af albummets problemer. De lidt for initiativrige unger med meget specielle evner er ét andet. Og det tredje – og måske i virkeligheden mest problematiske – er pacingen af historien. Mens Mr. Pumps Testamente fungerede fint i høj hastighed, fordi det var en intens thrillerpræget sag, så gør det kolossalt høje tempo Kurs mod New York langt mere ujævn. Mads, Mette og Sjoko haster fra den ene halsbrækkende situation til den næste på en måde, så hver enkelt scene nærmest får et tableau-agtigt præg. Det minder meget om pacingen i Tintin i Amerika (1932/1945), der bestemt heller ikke er blandt de bedst pacede Tintin-albums. Det hele bliver faktisk en anelse trættende i længden, og da Mads og Mette for tredje gang er på vingerne i stratosfæreflyet glæder man sig efterhånden til, at Hergé får afsluttet historien.
Det er ikke så tit, man har den fornemmelse, når man læser et album, der har navnet Hergé på forsiden, og heldigvis for det. Desværre er det i høj grad tilfældet med Kurs mod New York, der bestemt hører til i den svageste ende af Hergés produktion.
Efter den faktisk ganske glimrende optakt i Mr. Pumps Testamente er det ærgerligt, at historien på den måde løber Hergé af hænde, men måske er det rigtigt, at han ganske enkelt allerede havde fået nok af de to nysgerrige og næsvise unger og den hyperintelligente abekat. Noget særlig godt album er Kurs mod New York i hvert fald ikke.
Mads’, Mettes og Sjokos Oplevelser: Stratonef H. 22 2. del: Kurs mod New York er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.
Originaltitel: Le Stratonef H. 22 2e épisode: Destination New York
Seriens titel: Mads’, Mettes og Sjokos Oplevelser
Seriens originaltitel: Les Aventures de Jo, Zette et Jocko
Forfatter: Hergé
Tegner: Hergé
Albumlængde: 52 sider
Dansk oversættelse: Jørgen Sonnergaard
Le Stratonef H. 22 (Stratonef H. 22) udkom første gang i det franske tegneserieblad Coeurs Vaillants (præcis dato ukendt).
Efterfølgende løb det i ungdomstillægget til den belgiske avis Le Vingtième Siècle, Le Petit Vingtième, fra den 31. marts 1938 til den 9. november 1939.
Anden del af historien udkom som album på fransk i 1951 under titlen Le Stratonef H. 22 2e épisode: Destination New York.
Udkom i Danmark som album første gang i 1972 som Stratonef H. 22 2. del: Kurs mod New York på Illustrationsforlaget (Carlsen if).
Anmeldelsen er baseret på 4. oplag, 2000, udgivet på Carlsen Comics.
Anmeldt i nr. 35 | 13/09/2008
Stikord: Arktis
