Black Panther

Den svenske komponist, sangskriver og producer Ludwig Göransson har i en ung alder og på relativt kort tid skabt sig en ganske imponerende karriere i Hollywood og indenfor musikbranchen generelt.

Göransson er i dag kun 33 år gammel, men han startede sin filmmusikkarriere allerede i 2008, da han via sit job som assistent for filmkomponisten Theodore Shapiro leverede yderligere musik til Tropic Thunder, som Shapiro komponerede scoret til.

Det har ført til flere “additional music by”-krediteringer på film, hvor Shapiro var hovedkomponist, men allerede i 2009 (altså i en alder af kun 24) stod Göransson på egne ben, da han fik tjansen som komponist på tv-serien Community (2009-15).

I 2011 fik Göransson sin spillefilmsdebut som komponist på Ruben Fleischers 30 Minutes or Less, fulgt i 2013 af scoret til Ryan Cooglers prisbelønnede Fruitvale Station.

En travl ung mand

Flere spillefilm og tv-serier fulgte, inden det store gennembrud kom med scoret til Rocky-spin-off-filmen Creed (2015), også instrueret af Ryan Coogler – og det er også Coogler, der bragte Göransson ombord som komponist på Black Panther.

Sideløbende med sin karriere indenfor filmmusik har Göransson også markeret sig som producer og (med-)sangskriver for skuespilleren og komikeren Donald Glovers alter ego (rapperen Childish Gambino) og producer for en række andre kunstnere, herunder pop/rockbandet Haim og rapperen Chance the Rapper.

Og for at det ikke skal være løgn, har Göransson også udgivet et soloalbum, pop-EP’en How to Find a Party (2013) under kunstnernavnet Ludovin.

Göransson er oprindelig uddannet fra Kungliga Musikhögskolan i Stockholm og fortsatte sine studier i Los Angeles, hvor han studerede på film- og tv-musiklinjen på University of Southern California.

Det var mens, han studerede i Californien, at han fik arbejdet som assistent for Theodore Shapiro, og nu, i en alder af kun 33, står Göransson på tærsklen af en virkelig markant Hollywood-karriere.

Noget reelt nyt

Og det skal siges med det samme: Black Panther er et ganske imponerende score, der for en gangs skyld introducerer noget reelt nyt i Marvel-universets musikalske side.

Göransson trækker i scoret både på sine evner til at arbejde med et fuldt symfoniorkester (og kor) og sine erfaringer med rap-, rock- og popmusik; sidstnævnte særligt i form af visse synthesizede elementer, der særligt er associeret med filmens skurk Killmonger.

Mest imponerende er dog Göranssons overordnede tilgang til scorets etniske komponent, der resulterer i et score, der i forbløffende høj grad bygger på slagtøj.

Ikke siden Tom Holkenborgs score til Mad Max: Fury Road (2015) har jeg hørt et score til en stor Hollywood-film, der i så udpræget grad benytter sig af slagtøj som en bærende del af scoret.

Men hvor Holkenborgs Mad Max-score har lige så meget subtilitet og nuancering som en lægtehammer, er Göranssons brug af slagtøj på Black Panther-scoret både intelligent og særdeles subtil.

Etniske instrumenter

Göransson gør brug af en stor mængde etniske instrumenter i sit score; resultatet af en månedlang studierejse til Senegal, hvor den senegalesiske musiker Baaba Maal fungerede som Göranssons mentor og konsulent.

Baaba Maal medvirker også selv på scoret som vokalsolist – ikke i form af en forudsigelig Lebo M-inspireret vokal, som ville have været Göranssons nemme løsning, men en mere autentisk vokal, der nærmere giver mindelser om Zimmers Black Hawk Down-score (2001).

Det nok vigtigste resultat af Göranssons studierejse var imidlertid de mange specialinstrumenter, der kom til at indgå i scoret, og som er direkte ansvarlige for den helt særlige lyd, Black Panther-scoret har.

Et af de væsentligste specialinstrumenter, Göransson anvender, er den vestafrikanske ”talende tromme”, hvis tonehøjde udøveren kan justere, så trommen på en måde efterligner menneskelig tale – deraf navnet.

Talende trommer spiller en helt central rolle for T’Challas tema, hvilket jeg vender tilbage til. Derudover anvender Göransson også den senegalesiske og gambianske sabar-tromme og dertil tambinen (også kaldet Fula-fløjte efter det vestafrikanske folkeslag af samme navn), kora-harpe (et lutlignende instrument) samt ikke mindst det sydafrikanske vuvuzela-horn, som fodboldfans stiftede bekendtskab med under VM i Sydafrika i 2010.

Endelig spiller stemmer og kor også en ganske væsentlig rolle. Dels er der forskellige vokalsolister (herunder Baaba Maal), dels et 40-personers kor, der både anvendes forholdsvis traditionelt og ganske brutalt som signaturlyd for Jabari-stammen.

Markant, selvstændig lyd

Dele af Göranssons score er forholdsvis traditionel symfonisk filmmusik, hovedparten blander symfoniorkestret med specialinstrumenterne og endelig er der cues, hvor specialinstrumenterne – særligt slagtøj – er de helt centrale.

Endelig er der synthesizerne, der væver sig ind og ud af scoret på forskellig vis, men som er særligt prominente i de cues, der har at gøre med Killmonger.

Det endelige resultat er en markant, selvstændig lyd, der på ingen måde lyder som noget, vi tidligere har hørt i en Marvel-film – eller for den sags skyld i andre sammenhænge.

Denne markante originalitet er Black Panther-scorets absolut væsentligste styrke, også selvom det konkrete musikalske indhold i form af temaer, motiver og generel underscore bestemt heller ikke er dårligt.

Adskillige temaer og motiver

Göransson bygger scoret op omkring en serie af temaer og motiver, hvoraf de væsentligste er det centrale Black Panther/T’Challa-tema og Killmonger-motivet. Men det er ikke de eneste temaer og motiver i scoret. Faktisk er der fem-seks tematiske og motiviske idéer i spil i løbet af Black Panther-scoret.

Scorets hovedtema er ubetinget T’Challa-temaet, der består af to elementer: Dels et rytmisk motiv fremført på talende tromme, dels selve temaet, der ligger i symfoniorkestret.

Selve temaet er relativt enkelt og høres ofte i form af en heroisk fanfare, mens det ”fulde” tema er lidt mere fyldigt orkestreret og fremføres i et lavere tempo.

Forskellen kan høres i ”Royal Talon Fighter” (nr. 2), hvor temaet først optræder: Ved 0:36 i form af den heroiske fanfare og ved 2:10 i form af den lidt fyldigere udgave af temaet. Det siger sig selv, at der er masser af eksempler på T’Challas tema gennem scoret, også i varierende orkestreringer.

Endelig må det nævnes, at T’Challa-temaet enkelte steder høres i nær tilknytning til et helt tredje tema, denne gang et mere fyldigt udviklet og – i mangel af bedre ord – ”superhelteagtigt” tema. Dette tema høres første gang i ”Wakanda” (nr. 3) ved 1:40.

Der skal dog ikke være nogen tvivl om, at T’Challa-temaet generelt kun består af de to dele: slagtøjsostinatoen for talende tromme og selve temaet.

Det fine ved T’Challa-temaet er den måde, Göransson bruger de enkelte dele på: I nogle tilfælde er det kun de talende trommer, der høres; i andre den heroiske fanfare og i endnu andre den mere langstrakte udgave af temaet.

Endda går Göransson så langt, at han beskærer motivet for talende trommer, så det kun består af seks eller sågar tre anslag – f.eks. i ”Warrior Falls” (nr. 4) – men hvor det stadig ubetinget lader sig associere med T’Challa på grund af de talende trommers markante lyd.

Göransson får utrolig meget ud af T’Challa-temaet gennem hele scoret, og de talende trommer er med til at gøre temaet helt unikt og umulig at gå fejl af.

Substantielt skurke-tema

Killmonger-temaet er faktisk mere substantielt end T’Challas tema, selvom også dette tema er ganske simpelt. Det er interessant på den måde, at det i sit udtryk på ingen måder virker som et ”skurke”-tema; i stedet er det følelsesladet og dramatisk, næsten tragisk i sit udtryk.

Selve temaet består af blot 8 toner, der første gang høres i ”Royal Talon Fighter” ved 3:06, og som med T’Challa-temaet er det ret imponerende, hvor meget Göransson får ud af det undervejs.

En fornem variation på temaet høres f.eks. orkestreret for harpe og fula-fløjte i begyndelsen af ”Killmonger” (nr. 8), hvor fula-fløjten langsomt bliver mere og mere forpint, og flere imponerende varianter kommer i ”Ancestral Dream” (nr. 7), hvor der både høres en afdæmpet tema-variant for solocello og en højdramatisk udgave for violiner.

Killmonger har også et hyppigt anvendt sekundært motiv, der også første gang høres i ”Killmonger” – allerførst i forbindelse med det synthesizede beat, der sætter ind ved ca. 0:56 og så i strygerne ved 1:21.

Det er et simpelt 4-tone-motiv, som mange filmmusikanmeldere har sammenlignet med James Horners berømte ”fare-motiv”, og som er betydeligt mere ”skurkagtigt” end Killmongers primære tema.

Men faktisk kan også den synthesizede rytme, der sætter ind ved 0:56 i ”Killmonger”-cuet betragtes som en slags ledemotiv for Killmonger – sammen med flere beslægtede rytmer (både synthesizede og akustiske), der optræder senere.

Disse rytmer er umiskendeligt influeret af rapmusik og R’n’B generelt, og afspejler Killmongers californiske baggrund. Disse rap- og R’n’B-influerede rytmer, der også dukker op i f.eks.”Questioning Klaue” (nr. 12) og ”Killmonger’s Challenge” (nr. 15) har Göransson skabt i samarbejde med den kendte rapper Kendrick Lamar.

En særlig lyd

T’Challa-temaet og de to tematiske koncepter for Killmonger er så klart scorets væsentligste, men der er flere, bl.a. et for Jabari-stammen, hvis leder M’Baku udfordrer T’Challa til en duel tidligt i filmen.

Jabarierne har ikke et egentligt tema, men et brutalt rytmisk motiv, der fremføres på slagtøj og af mandestemmerne i koret, der nærmest råber. Motivet høres første gang i ”The Jabari” (nr. 5)

Der er også et motiv for selve Wakanda – eller måske nærmere en særlig ”lyd”, for Wakanda-motivet kan hverken defineres på basis af rytmik eller melodisk indhold; sidstnævnte er der i øvrigt ikke meget af i motivet.

”Lyden” består af en blanding af flimrende synthesizerflader, slagtøj, akustisk guitar og kor. Det høres første gang i ”Wakanda Origins” (nr. 1) og senere også i ”Ancestral Plane” (nr. 7) – sidstnævnte med et fint lille tema i den akustiske guitar.

Mere traditionelle filmmusik-elementer

Denne præsentation af de væsentligste ledemotiver i Black Panther-scoret kunne få det til at lyde som om, scoret hele vejen igennem er højst utraditionelt, men det er kun halvt rigtigt.

Göransson er som sagt også rigtig god til at bruge sit orkester, og der er adskillige imponerende og mere traditionelle filmmusik-elementer undervejs.

Det er mange af Killmonger-temaets fremførsler gode eksempler på, men der er mange andre indlejret i de enkelte cues, bl.a. den storslåede afslutning på ”Waterfall Fight” (nr. 6) med fuldt symfoniorkester og kor og forrygende passager i f.eks. ”The Great Mound Battle” (nr. 22) og ”Glory to Bast” (nr. 23).

Ganske imponerende

Helt generelt er Black Panther-scoret ganske imponerende, og der er mange andre elementer, jeg slet ikke har berørt, f.eks. den måde, Göransson flere steder anvender koret til halvt syngende, halvt messende at fremføre T’Challas navn (f.eks. i ”Warrior Falls”).

Eller de fine vokalsolistpræstationer, f.eks. Baaba Maals fine, autentiske vokal i begyndelsen af ”Wakanda”.

Actionmusikken, som klart dominerer, er ikke mindre imponerende, og slet ikke når man begynder at lægge mærke til, hvor fint Göransson bruger sine temaer – eksempelvis den måde, han lader T’Challa-temaet og Killmonger-temaet ligge i kontrapunkt i ”Killmonger vs. T’Challa” (nr. 16).

Men helt generelt er actionmusikken konsekvent af meget høj kvalitet. Kronen på værket er de tre intense actioncues, der begynder med ”The Great Mound Battle” og slutter med ”The Jabari Pt. II”, hvor Göransson virkelig fyrer den af.

I ”Glory to Bast” introducerer Göransson endda endnu et superhelteagtigt tema, der synes klart beslægtet med Alan Silvestris Avengers-tema.

For langt album

Og jeg kunne blive ved med at rose scoret, for der er virkelig mange, mange positive aspekter at fremhæve.

Men dog ingen roser uden torne. Albummet er (indtil videre i hvert fald) kun udgivet digitalt, hvilket har fået pladeselskabet bag (Hollywood Records) til at udgive det komplette score.

Hermed står vi i en situation, hvor albummet har en spilletid på 95 minutter. Og hvor godt, Black Panther-scoret end er, så er det ganske enkelt for langt.

Her havde jeg klart foretrukket en anden løsning, eksempelvis hvor albummet var delt op i et nøjere kurateret album med en spilletid på maksimalt 70 minutter (og gerne mindre) og hvor resten eventuelt lå som ”extras”.

I den form, albummet er udgivet, er der ingen, der har arbejdet med at skabe den bedste lytteoplevelse; scoret præsenteres ”as is”, og så er det op til lytteren selv at lege albumproducer.

Man kan indvende, at det er et luksusproblem, og at det er utaknemmeligt brok, når der er så mange andre scores, hvor filmmusikfans (inklusive mig selv) jamrer over, at ikke al musikken er udgivet.

Det er da også til en vis grad rigtigt. Ikke desto mindre ville et nøjere kurateret album uden tvivl have udgjort en bedre lytteoplevelse, og med en opdeling i ”album” og ”extras”, havde alle fået, hvad de ønskede.

Sagen er nok blot den, at det er langt billigere for selskabet bare at udgive hele molevitten i stedet for at bruge tid og penge på at betale nogen for at arbejde med lytteoplevelsen.

Helt sit eget

Jeg vil ikke gå så vidt som at sige, at min kritik af spilletiden er en biting, for det kommer uden tvivl til at betyde, at Black Panther er et score, jeg vil lytte til mindre end ellers – med mindre jeg får mig taget sammen til at luge godt ud og reducere spilletiden med i hvert fald 25 minutter.

Men det er dog en biting i forhold til selve scorets kvalitet, der – spilletiden uanset – er meget, meget høj.

Göransson har begået et score, der ikke alene er glimrende filmmusik; det er også intelligent konstrueret, orkestreringen er interessant og ikke mindst, så lyder Black Panther ikke som noget andet, men er helt sit eget.

I kølvandet på Black Panther-scoret bliver det enormt spændende at følge Göranssons videre karriere i Hollywood, for Black Panther bliver uden tvivl hans helt store gennembrud.

Til gengæld må man også her blot tørt konstatere, at Göransson foruden Black Panther – et af årets hidtil bedste scores – også har komponeret musikken til Death Wish – et af årets hidtil ringeste scores. Forhåbentlig var det bare enlig fuser. Black Panther kan til gengæld varmt anbefales!

Nummerliste:
1. Wakanda Origins (1:44)
2. Royal Talon Fighter (4:00)
3. Wakanda (2:20)
4. Warrior Falls (4:07)
5. The Jabari (1:09)
6. Waterfall Fight (4:04)
7. Ancestral Plane (4:28)
8. Killmonger (2:55)
9. Phambili (2:32)
10. Casino Brawl (3:33)
11. Busan Car Chase (2:49)
12. Questioning Klaue (3:33)
13. Outsider (2:08)
14. Is This Wakanda? (2:46)
15. Killmonger’s Challenge (5:07)
16. Killmonger vs. T’Challa (3:30)
17. Loyal to the Throne (1:35)
18. Killmonger’s Dream (3:15)
19. Burn It All (3:25)
20. Entering Jabariland (2:43)
21. Wake Up T’Challa (6:09)
22. The Great Mound Battle (3:49)
23. Glory to Bast (6:06)
24. The Jabari Pt. II (2:23)
25. A King’s Sunset (4:28)
26. A New Day (1:48)
27. Spaceship Bugatti (1:23)
28. United Nations / End Titles (7:32)

Total spilletid: 95:21

Anmeldt i nr. 150 | 13/04/2018

Stikord: Superhelte