The Shape of Water

Guillermo del Toros seneste film, The Shape of Water, er et romantisk science fiction-drama, der foregår i starten af 1960’erne. Filmen handler om den stumme Elisa (Sally Hawkins), der arbejder som pedel i et tophemmeligt regeringsdrevet laboratorium i Baltimore.

Her indleder hun et venskab med et væsen, som militærmanden Strickland (Michael Shannon) har indfanget i Sydamerika.

Væsnet er et menneskelignende amfibie (tænk en godartet Creature from The Black Lagoon), men da militæret har skumle planer med væsnet, beslutter Elisa sig for at befri det.

Ovenstående sammenfatning er udelukkende baseret på, hvad jeg har læst om filmen, for den har først dansk premiere senere i denne måned, og jeg har således ikke set den endnu.

De amerikanske anmeldere (og publikum) er dog vilde med filmen, og The Shape of Water er nomineret til ikke mindre end 13 Oscars, heriblandt også filmens musik af franske Alexandre Desplat.

Vidunderligt romantisk score

The Shape of Water markerer Guillermo del Toros første samarbejde med Alexandre Desplat. Tidligere har del Toro arbejdet sammen med bl.a. Marco Beltrami, Danny Elfman, Ramin Djawadi og Javier Navarrete, hvoraf Beltrami er den komponist, del Toro har brugt oftest.

Til The Shape of Water har Desplat komponeret et vidunderligt romantisk score, der på mange måder slet ikke lyder som et score til en film med den handling, jeg har skitseret ovenfor. Blandt andet derfor glæder jeg mig også utrolig meget til at se filmen og opleve scoret i kontekst.

Lyden af vand

The Shape of Water er et typisk Desplat-score med mange af komponistens varemærker, bl.a. de klart artikulerede temaer og en klassisk sensibilitet i orkestreringerne.

Samtidig er The Shape of Water fyldt med den lethed i både kompositioner og orkestreringer, der karakteriserer mange af komponistens scores, uden at jeg med lethed her mener uden substans.

Med et engelsk ord ville man bedst beskrive The Shape of Water som “whimsical”, et ord der desværre ikke har nogen god dansk oversættelse – “snurrig” er vel det, der kommer tættest på.

Denne snurrighed ligger som sagt bl.a. i orkestreringerne, hvor Desplat bl.a. har reduceret sin træblæsersektion til udelukkende at bestå af fløjter, ifølge komponisten selv fordi fløjterne for ham bedst repræsenterede lyden af vand.

Lyden af vand illuderes dog også af andre af instrumenterne, bl.a. klokkespil og harpe, og gennem hele scoret er orkestrets allusioner til vand et bærende element, der også er med til at give hele scoret den vidunderlig lethed, det har.

Lyden af vand skabes også gennem brugen af nogle specialinstrumenter, bl.a. den såkaldte waterphone og glasharmonika.

Den meget europæiske lyd, scoret har, skabes til dels af brugen af traditionel harmonika, som her dog faktisk er den argentiske bandoneón, men man skal vist være ekspert for at høre forskel.

Den valgte Desplat angiveligt som en signatur for det amfibiske væsens sydamerikanske ophav, om end resultatet i musikken er mere fransk end sydamerikansk.

Endelig bør nævnes, at komponistens egen “stemme” optræder prominent i scoret, dog ikke som vokal, men i form af hans fløjten.

Den lyd man ved allerførste øjekast (ørekast?) kunne fristes til at tro var en theremin er i stedet Desplat, der fløjter. Dette skulle i øvrigt angiveligt være særligt knyttet til karakteren Elisa.

Bygget op om tre temaer

The Shape of Water er bygget op omkring tre temaer: To karaktertemaer, ét for Elisa og ét for væsnet, og selve hovedtemaet, der faktisk synes at være opbygget af en kombination af de to karaktertemaer.

Hovedtemaet høres første gang i “The Shape of Water” (nr. 1). Efter en kort indledning med harpe og glasharmonika hører vi første gang Desplats fløjten introducere selve temaet, inden det gives videre til fløjter og strygere. Senere kommer så også harmonikaen ind og giver temaet en umiskendeligt fransk lyd.

Hovedtemaet er særpræget, men øjeblikkeligt ørehængende og også ganske vidunderligt – på én gang romantisk, let mystisk og hele tiden overordentlig stemningsfuldt.

Amfibiemandens tema dukker første gang op i “The Creature” (nr. 3), hvor det indledningsvist høres for lave, rumlende strygere. Selve temaet er et enkelt 5-tone-motiv der både ved sin rytmiske struktur og ved den orkestrering, vi hører i “The Creature”, øjeblikkeligt leder tankerne hen på John Williams’ Jaws-tema (1975).

Det er næppe tilfældigt, men amfibiemandens tema viser sig dog snart fra en mindre truende vinkel, bl.a. i “Fingers” (nr. 5), hvor temaet gives en nærmest humoristisk tone.

“Elisa’s Theme” (nr. 4) er, som titlen antyder, karaktertemaet for Elisa. Det indledes med lette fløjter, der giver klare mindelser om Desplats score til Birth (2004), inden harmonikaen dukker op og bærer selve temaet over fløjterne. Senere overgives temaet til flyglet, ligesom også klokkespil figurerer prominent i temaet.

Hvis det er sandt, at Desplat valgte harmonikaen – som sagt den argentiske bandoneón – som signatur for amfibiemandens sydamerikanske ophav, er det interessant, at instrumentet spiller en så væsentlig rolle i Elisas tema.

Elisas tema er helt igennem fantastisk – et klassisk Desplat-tema – men samtidig også i besiddelse af den umiskendeligt franske lyd, som harmonikaen giver, og som jeg har meget svært ved i stedet at skulle associere med Sydamerika.

Ikke kun romantisk musik

Meget af den resterende score er bygget op omkring variationer på de tre temaer, særligt de to karaktertemaer, mens hovedtemaet gemmes til særlige lejligheder.

Det dukker dog op undervejs, bl.a. i det skønne, romantiske cue “Underwater Kiss” (nr. 12) og i en mere dyster, let militaristisk, udgave i “Decency” (nr. 15).

Det er dog ikke hele scoret, der består af let, romantisk musik. Der er også en stribe mere dystre cues, hvoraf nogle synes relateret til filmens skurkagtige militærmænd.

“Spy Meeting” (nr. 6) er et stykke fint suspense, hvor harmonikaen også sniger sig ind, mens “Five Stars General” (nr. 8) er et glimrende og ganske smukt stemnings-cue med adskillige af Desplats varemærker, bl.a. både fløjterne og den for komponisten meget karakteristiske flygel-linje henover strygerne.

Hvad angår dramatisk musik er der dog ingen tvivl om, at det er det næsten 11 minutter lange “The Escape” (nr. 13), der er scorets højdepunkt.

Det er en formidabel komposition, der også indeholder adskillige typiske Desplat-elementer, herunder den indledende elektroniske (?) puls og dramatiske strygerostinati og messingblæserudbrud a la The Ghost Writer (2010).

“The Escape” er et powerhouse af et cue, som over sin spilletid ikke bare formår at tegne en både stigende og faldende spændingskurve indtil flere gange, men som også formår at være konstant engagerende og interessant hele vejen igennem.

Det er faktisk en bedrift at kunne holde et så langt cue interessant, men Desplat får det til at virke legende let.

Varm indeni

The Shape of Water er fremragende musik, og albummet – der i øvrigt også indeholder en række sange og andre source-cues – er gennemført vidunderligt.

Det er måske ikke Desplats stærkeste score nogensinde, og mange af de enkelte virkemidler er set før i komponistens bagkatalog, men som romantisk score fungerer The Shape of Water upåklageligt.

Min eneste bekymring kunne være, hvordan musikken egentlig fungerer i filmen, mest på grund af den ekstremt europæiske lyd, der særligt takket være harmonikaen præger store dele af det romantiske materiale.

Det er muligt, at mine bekymringer er aldeles grundløse – ja vel sandsynligt, for faktisk har jeg kun ét sted læst musikken omtalt som malplaceret.

Uanset hvad, så er albummet – og det er det, jeg anmelder her – en skøn lytteoplevelse, der anbefales på det allervarmeste. Og varm, det bliver man indeni af at lytte til Desplats score.

Nummerliste:
1. The Shape of Water (3:43)
2. You’ll Never Know (fremført af Renée Fleming) (4:38)
3. The Creature (1:47)
4. Elisa’s Theme (2:37)
5. Fingers (2:09)
6. Spy Meeting (1:43)
7. Elisa and Zelda (1:10)
8. Five Stars General (1:32)
9. The Silence of Love (1:35)
10. Egg (2:14)
11. That Isn’t Good (1:44)
12. Underwater Kiss (2:12)
13. The Escape (10:58)
14. Watching Ruth (2:18)
15. Decency (2:23)
16. He’s Coming For You (1:40)
17. Overflow of Love (2:56)
18. Without You (2:31)
19. Rainy Day (3:13)
20. A Princess Without a Voice (1:50)
21. La Javanaise (fremført af Madeleine Peyroux) (4:11)
22. I Know Why (And So Do You) (fremført af Glenn Miller & His Orchestra) (3:00)
23. Chica Chica Boom Chic (fremført af Carmen Miranda) (2:19)
24. Babalu (fremført af Caterina Valente & Silvio Francesco) (2:52)
25. A Summer Place (fremført af Andy Williams) (2:34)
26. You’ll Never Know (Alternate Version) (fremført af Renée Fleming) (6:50)

Total spilletid: 76:39 (heraf score 50:15)

Anmeldt i nr. 148 | 13/02/2018