Star Trek Beyond

Selvom Justin Lin havde erstattet J.J. Abrams i instruktørstolen, blev Michael Giacchino ombord som komponist på den tredje film i den rebootede Star Trek-serie.

Det var rigtig fint for den musikalske kontinuitets skyld, også selvom jeg da er sikker på, at Lins komponist på flere af Fast & Furious-filmene, Brian Tyler, godt kunne levere et røvsparkende Star Trek-score.

Til den tredje film i serien komponerede Giacchino et score, der lægger sig direkte i slipstrømmen på de to foregående, men som dog også står som det svageste af de tre.

Hovedtemaet tager revanche

Hvis man hørte til dem, der mente, at Giacchino brugte sit Star Trek-hovedtema for lidt i Star Trek Into Darkness, så vil Star Trek Beyond være vand på ens mølle. For her er hovedtemaet tilbage for fulde udblæsning!

Det er heldigt, at hovedtemaet er så alsidigt som det er, og at det består af så mange enkeltelementer, som det gør, for det lader Giacchino dekonstruere temaet i adskillige mindre bidder, som han kan bruge efter behov.

Det gjorde han også i de to foregående scores, men i Star Trek Into Darkness dog noget mindre end i den første film. I Star Trek Beyond tager han i den grad revanche.

Det generer ikke mig, for jeg synes, Giacchinos Star Trek-hovedtema er aldeles glimrende, men desværre er der relativt lidt nyt tematisk materiale, som hovedtemaet kan spille op imod.

Eller rettere: Der er sådan set nyt tematisk materiale nok; det meste af det er bare ikke specielt stærkt, med én særdeles markant undtagelse.

Giacchinos smukkeste komposition til dato

Der er fire nye egentlige ledemotiver på spil i Star Trek Beyond-scoret og muligvis et femte, hvortil kommer flere mindre motiver, der indgår i Giacchinos actionmusik.

Det så klart væsentligste nye tema i scoret er Yorktown-temaet, der betegner den enorme Yorktown-rumstation, som spiller en væsentlig rolle i filmens begyndelse og slutning.

Yorktown-temaet gør først sin entré i “Thank Your Lucky Star Date” (nr. 2), men modtager så en helt igennem fabelagtig behandling i “Night on The Yorktown” (nr. 3). Og lad det være sagt med det samme: “Night on The Yorktown”-cuet alene er hele albummets pris værd.

Det er uden tvivl det smukkeste stykke filmmusik, Giacchino har komponeret i sin karriere indtil nu (og det gælder stadig her, knap to år senere), og han skal virkelig kridte skoene for at overgå sig selv her.

Yorktown-temaet er et stort, romantisk, gammeldags tema, der ikke bare er i besiddelse af en enorm skønhed, men som også fungerer perfekt som musikalsk akkompagnement til Enterprise-mandskabets fascination af den enorme rumstation, som temaet er skrevet til.

“Night on The Yorktown” er filmmusik af højeste karat, og kan man ikke blive rørt af det cue, vil jeg vove den påstand, at man er lavet af sten. Jeg får gåsehud, hver gang jeg hører det.

Desværre (men forståeligt) er Yorktown-temaet en sjælden gæst i scoret efter “Night on The Yorktown”, men heldigvis dukker temaet op igen i “Pay-tar for the Course” (nr. 17), hvor det er med til at forløse filmen musikalsk.

Anonymt motiv

Foruden Yorktown-temaet er der temaer (eller nok rettere motiver) for filmens skurk Krall, den kvindelige alien Jaylah, der hjælper Enterprise-crewet, og endelig et nyt actionmotiv for Spock.

Derudover er det muligt, at vi et sted aner konturerne af et kærlighedstema for Spock og Uhura, men det er ikke helt entydigt.

Som i Star Trek Into Darkness forsyner Giacchino ikke skurken med et decideret tema, men kun et mindre motiv. I Star Trek Into Darkness havde skurken faktisk to motiver, der hver især var genkendelige nok, men Kralls tema brillerer ved faktisk at være overraskende anonymt.

Eller måske rettere: Den tematiske idé bag motivet er sådan set klar og entydig nok; det er bare så relativt minimalt, at man nemt kommer til at forveksle motivet med ét af de adskillige andre motiver, Giacchino gør brug af, særligt i actionmusikken.

Det er lidt ærgerligt, at Giacchino ikke lægger større vægt på skurkene, men omvendt må man sige, at Krall i sig selv bestemt ikke hører til blandt Star Trek-filmenes mest mindeværdige skurke.

Kralls motiv er et simpelt 4- eller 5-tone-motiv, der første gang antydes i ”The Dance of the Nebula” (nr. 4) ved ca. 0:52 og igen i ”A Swarm Reception” (nr. 5) ved ca. 2:14, inden det har sin første fulde optræden ved 0:34 i ”Hitting the Saucer a Little Hard” (nr. 6).

Derefter optræder det med jævne mellemrum i resten af scoret, selvfølgelig ganske prominent hen mod slutningen i bl.a. ”Krall-y Krall-y Oxen Free” (nr. 14) og ”Cater-Krall in Zero G” (nr. 16).

Kralls motiv er simpelt – ikke overraskende al den stund, at det kun er på 4-5 toner – og bruges af Giacchino både brutalt og voldsomt i actionmusikken og mere nedtonet, med en tragisk kant. Sidstnævnte f.eks. i den afdæmpede blæserfremførsel i starten af ”Cater-Krall in Zero G”.

Den kvindelige alien Jaylah, som redder Scotty ud af en suppedas og siden hjælper Enterprise-besætningen i kampen mod Krall og hans folk, har sit eget 5-tone-motiv.

Der dukker første gang op i ”Jaylah Damage” (nr. 7) ved 1:00 og høres yderligere et par gange. Også dette bruger Giacchino både i voldsomme og mere afdæmpede variationer, men ganske som Kralls tema er der tale om et virkelig minimalt udviklet tema.

Glimrer ved fravær

Blandt de allerede etablerede temaer er det noget overraskende, at det fine tema for Spock, der både indgik i scoret til den første film og mere prominent i scoret til Star Trek Into Darkness glimrer ved sit nærmest totale fravær.

Det gør det i hvert fald på det første album med musik fra filmen; om temaet er bedre repræsenteret på 2-disc-udgaven, ved jeg ikke.

I ”A Lesson in Vulcan Mineralogy” (nr. 10) er der ved ca. 2:28 et tema, der med lidt god vilje kan betragtes som en ekstrem variant på Spocks tema. Dette går så over i et nyt tema ved ca. 3:08, der måske skal opfattes som et kærlighedstema for Spock og Uhura.

Både Spock-temavariationen og det mulige kærlighedstema fremføres indfølt på cello, og er bestemt noget af det nydeligste afdæmpede musik i scoret.

Nyt actionmotiv

Samtidig med, at det er overraskende at Spock-temaet næsten ikke optræder, er det også overraskende, at Giacchino introducerer et nyt actionmotiv for netop Spock. Og det, selvom han i Star Trek Into Darkness-scoret demonstrerede, at Spock-temaet i sig selv fint egner sig som actiontema.

Det nye actionmotiv optræder første gang i ”A Lesson in Vulcan Mineralogy” ved ca. 3:41, og høres derefter yderligere et par gange.

En del mindre motiver

Foruden de egentlige ledemotiver er der yderligere en del mindre motiver spredt rundt i scoret, som tidligere nævnt særligt i actionmusikken.

Der er bl.a. yderligere et par motiver i ”A Swarm Reception”, der er associeret med Krall og hans folk, og det er bl.a. disse motiver, man skal være forsigtig med ikke at forveksle med Kralls karakter-motiv.

Der er også et vidunderligt mystisk og let faretruende motiv for stjernetågen i ”Dance of the Nebula”.

Af én eller anden grund minder motivet og særligt orkestreringen mig en smule om noget, man kunne have hørt i et Bernard Herrmann-score, uden i øvrigt på nogen måde at ville drage andre paralleller!

Actionscore

Star Trek Beyond er naturligvis først og fremmest et actionscore, og der er da også rigeligt med glimrende actionmateriale.

”A Swarm Reception” er et tidligt højdepunkt med sine brutale blæsere og læssevis af slagtøj. ”Hitting the Saucer a Little Hard” er nok det bedste actioncue på albummet – et stykke klassisk Giacchino-action, der også inkorporerer hovedtemaet flere steder.

Særligt hen mod slutningen af cuet får hovedtemaet en storstlået, nærmest religiøs, fremførsel, hvor orkestret suppleres af stort kor.

Også ”MotorCycles of Relief” (nr. 11) og første havldel af ”Jaylah Damage” er glimrende actioncues, hvor særligt sidstnævnte er tungt læsset med slagtøj. Det går derefter over i noget fint atmosfærisk musik.

Der er dog også flere cues, hvor der ikke sker det helt store, og hvor tempoet derfor trækkes ud af albumpræsentationen.

Det er ikke fordi, der er noget galt med musikken, men på det første album kunne disse cues måske med fordel have været skiftet ud med nogle andre. Og da især, hvis Varèse allerede på det tidspunkt vidste, at de mindre end fem måneder senere ville udgive det komplette score på 2 skiver.

Både ”In Artifacts As In Life” (nr. 8) og ”Franklin, My Dear” (nr. 9) er eksempler på cues, der mest består af nydelig atmosfærisk underscore – ganske fin musik, men ikke noget opsigtsvækkende.

Tematisk lim

Hovedtemaet får som nævnt mange runder i manegen denne gang, og i mange forskellige varianter.

Den fantastisk flotte udgave med kor, der kommer mod slutningen af ”Hitting the Saucer a Little Hard”, har været nævnt, men derudover er der også en rigtig fin soloflygel-udgave i ”Thank Your Lucky Star Date”.

Hovedtemaet i dens mange variationer og mere eller mindre dekonstrueret virker fortsat ekstremt godt, og fungerer hele vejen igennem Star Trek Beyond-scoret som den lim, der binder hele værket sammen.

Tomgang

Når Star Trek Beyond alligevel fremstår en anelse svagere end begge sine forgængere, skyldes det til dels, at albummet i lidt højere grad end de to foregående har øjeblikke, hvor det går lidt i tomgang.

Og til dels, at actionmusikken måske ikke helt når samme eksplosive højder, som den gjorde i både Star Trek og Star Trek Into Darkness.

Endelig kan det noget anonyme motiv for Krall også fremhæves som en svaghed – også selvom temaerne for Harrison/Khan i Star Trek Into Darkness heller ikke var specielt artikulerede. De var dog mere klart artikulerede end Kralls motiv.

Ikke et dårligt score

Mine forbehold for Star Trek Beyond-scoret må dog ses i sammenhæng med de to foregående scores, som begge er ganske fremragende.

Deraf følger også, at Star Trek Beyond på ingen måde er noget dårligt score, og det er også meget muligt, at det komplette score giver et bedre billede af Giacchinos samlede idé.

Derfor må det også være det komplette score, man skal gå ud og investere i, hvis man i dag vil have Star Trek Beyond i sin samling. Så kan man jo altid lave sin egen playliste, hvis man synes, det komplette score er for langt.

Hvorvidt vi får endnu et Star Trek-score fra Michael Giacchinos hånd afhænger nok meget af, hvor Star Trek-filmserien er på vej hen.

Pt. er det jo Quentin Tarantinos oplæg til en Star Trek-film, som Paramount forsøger at få sat på skinner, og vi ved reelt intet om, hvad Tarantinos idé er, eller om det er besætningen med Kirk, Spock og de andre, der indgår.

Hvis det er, skulle der være en vis chance for, at Giacchino kunne vende tilbage, for det er angiveligt stadig J.J. Abrams’ produktionsselskab Bad Robot, der er tilknyttet, med Abrams selv som producer.

Nu får vi se. Jeg håber i hvert fald på, at vi ikke har hørt Giacchinos sidste Star Trek-score!

Nummerliste:
1. Logo and Prosper (1:49)
2. Thank Your Lucky Star Date (2:16)
3. Night on The Yorktown (5:38)
4. The Dance of the Nebula (2:24)
5. A Swarm Reception (2:32)
6. Hitting the Saucer a Little Hard (6:11)
7. Jaylah Damage (2:51)
8. In Artifacts As In Life (1:52)
9. Franklin, My Dear (2:52)
10. A Lesson in Vulcan Mineralogy (5:19)
11. MotorCycles of Relief (3:19)
12. Mocking Jaylah (3:28)
13. Crash Decisions (3:17)
14. Krall-y Krall-y Oxen Free (4:24)
15. Shutdown Happens (4:37)
16. Cater-Krall in Zero G (2:19)
17. Pay-tar for the Course (2:47)
18. Star Trek Main Theme (3:46)

Total spilletid: 61:41

Anmeldt i nr. 148 | 13/02/2018

Stikord: Star Trek