Air Force One

Wolfgang Petersen er ikke én af de instruktører, der har haft én foretrukken komponist til sine film. Inden Petersen rykkede til Hollywood, havde Klaus Doldinger leveret musikken til to af hans film (Das Boot, 1981, og Die unendliche Geschichte, 1984), men derefter var det skiftende komponister, der stod for musikken til Petersens film.

Inden Air Force One arbejdede Petersen således sammen med Maurice Jarre (Enemy Mine, 1985), Alan Silvestri (Shattered, 1991), Ennio Morricone (In the Line of Fire, 1993) og James Newton Howard (Outbreak, 1995).

Efter Air Force One fik både The Perfect Storm (2000) og Troy (2004) musik af James Horner, men det var faktisk ikke meningen at Horner skulle have komponeret musik til Troy.

Horner blev hyret til at komponere et nyt score, da Gabriel Yareds (i øvrigt fremragende) score blev kasseret af studiebosserne, fordi musikken var blevet omtalt negativt af testpublikummer.

Petersens sidste film i Hollywood, Poseidon, havde musik af Klaus Badelt. Det er således en meget blandet skare af komponister, Petersen har arbejdet sammen med gennem årene – og blandt dem var altså også Jerry Goldsmith, der komponerede musikken til Air Force One.

Erstatningsscore

Faktisk var også Jerry Goldsmiths score til Air Force One en sidste-øjebliks erstatning. Egentlig var Randy Newman blevet hyret til at komponere musikken, og Newman nåede da også at komponere og indspille omkring en times musik, inden han fik sparket.

Problemet med Newmans score skulle angiveligt være, at det var så over-the-top, at det kom til at virke som om, Newman gjorde grin med filmen. Det opdagede Petersen, og meget sent i processen røg Newman ud af vagten.

Resultatet var, at Jerry Goldsmith havde 12 dage til at komponere og indspille et nyt score. Det er en latterligt kort frist, og selvom Jerry Goldsmith var en fantastisk komponist kunne selv ikke han levere halvanden times score på så kort tid.

Løsningen blev, at Goldsmith fik assistance af Joel McNeely, der fik til opgave at komponere yderligere musik, baseret på Goldsmiths tematiske materiale. Angiveligt ville Goldsmith gerne have haft sin søn Joel Goldsmith til at assistere, men han havde ikke tid, hvorfor McNeely kom ombord.

Kort spilletid

Det eksisterende album med musik fra Air Force One (som i øvrigt kun indeholder musik komponeret af Goldsmith selv) er begrædeligt kort, kun ca. 35 minutter. Det skyldes, at albummet udkom, inden taksterne på de såkaldte “re-use fees” på filmmusik var blevet genforhandlet.

“Re-use fees” (direkte oversat: genbrugstakster) er en betaling, som de fagforeningsorganiserede Hollywood-musikere har skrevet ind i deres kontrakter og som kræver, at de skal have betaling, hvis musikken skal bruges andre steder end i filmen – f.eks. til udgivelse af et score-album.

Frem til starten af 00’erne var genbrugstaksterne ganske høje, hvilket betød, at et selskab som Varèse Sarabande, der primært udgiver filmmusik, udgav mange, men korte albums. Spilletiden på mange Varèse-albums fra 1990’erne ligger derfor på mellem 30 og 35 minutter.

I dag er sagen en anden, og man må sige, at Air Force One er et score, der skriger på en genudgivelse. Her har Varèse – eller ét af de andre filmmusik-labels – muligheden for at lave et virkelig lækkert 2- eller 3-disc-sæt med både Randy Newmans afviste score, Jerry Goldsmiths score og Joel McNeelys bidrag.

Både McNeelys musik og Newmans afviste score florerer på internettet, fordi begge komponister lavede promo-albums med materialet, og også de dele af Jerry Goldsmiths score, der ikke kom med på Varèses album, findes rundt omkring i nettets afkroge – sidstnævnte dog vistnok i dårlig lydkvalitet.

Det må dog kun være et spørgsmål om tid, før nogen udgiver en Deluxe-udgave af Air Force One-scoret, for det ligger da om noget lige til højrebenet!

Taget i betragtning at Goldsmith kun havde 12 dage til at få komponeret og indspillet sit score, så er det endelige produkt af en imponerende høj kvalitet.

Man kan indvende, at der ikke meget nyt er under solen, men det er alligevel et overordentligt godt og velfungerende score. Og så har det ét af Goldsmiths allerbedste actioncues fra 1990’erne overhovedet.

Amerikansk patos skruet op til 11

Air Force One-scoret er i høj grad bygget op omkring hovedtemaet og et nært beslægtet actionmotiv, og ens modtagelse af scoret vil være helt afhængigt af, om man kan lide temaet eller ej – for det er overalt. Der er ikke ét af albummets otte skæringer, hvor hovedtemaet ikke indgår i en eller anden form.

Heldigvis er Air Force One-temaet rigtig godt! Det minder faktisk ikke så lidt om hovedtemaet fra Star Trek: First Contact (1996), blot med den amerikanske patos skruet op til 11! Air Force One-temaet er patriotisk i en sådan grad, at man næsten får fornemmelsen af, at også Goldsmith syntes, det hele var lidt latterligt.

Men på én eller anden måde får Goldsmith den ærkeamerikanske patos til at virke ærligt ment, og det er vigtig, for ellers var hele scoret faldet til jorden med et brag.

Hovedtema

Hovedtemaet går lige på og hårdt i “The Parachutes” (nr. 1), hvor vi får temaet i sin fulde, über-patriotiske udgave, inden cuet går over i en omgang veloplagt suspense og senere action

Selve temaet består af tre separate, men nært beslægtede elementer og er overordnet set delt op i to dele. Første del af temaet er det fanfarelignende tema, der høres i “The Parachutes” mellem 00:00-00:13.

Anden del – det primære tema – sætter ind i samme cue ved ca. 00:26 og består af både et A-tema og et B-tema.

Af disse er A-temaet (ca. 0:26-1:19) nært beslægtet (men ikke identisk) med fanfaredelen (som vi kan kalde C-temaet), mens B-temaet (ca. 1:19-1:47) er noget mere lyrisk – her falder slagtøjet væk, noble blæsere og strygere dominerer og melodilinjerne bliver mere langstrakte.

Actionmotiv og russertema

Også scorets primære actionmotiv introduceres i “The Parachutes” (ved ca. 3:52). Det er i sig selv nært beslægtet med hovedtemaets A- og C-fraser, og kommer til at danne basis for meget af scorets actionmusik.

Netop fordi actionmotivet er så nært beslægtet med hovedtemaet og fordi actionmotiv og hovedtema indgår så prominent i scoret, opnår Goldsmith en markant helhedsfornemmelse. Det gør dog også scoret til en kompakt størrelse, der ved første gennemlytning kan virke meget ensartet.

Et sidste tema, der også introduceres i “The Parachutes” er temaet for filmens skurke, et arketypisk russer-tema, der dukker op ved ca. 4:06, og som i filmen bl.a. også høres med stort kor i scenen, hvor den morderiske general Radek løslades.

Det cue kom desværre ikke med på albummet, og er én af grundene til, at en komplet udgave af scoret vil være meget velkommen.

Familietema

Foruden de nævnte temaer er der et sidste tema i scoret, for præsidentens familie, der introduceres i “No Security” (nr. 5), der samtidig udmærker sig ved at være albummets eneste pusterum. Familietemaet er ét af de smukke, romantiske temaer, som Goldsmith også var så god til at komponere.

Det kommer aldrig til at stå som et af de bedste af den slags temaer fra Goldsmiths hånd, men det udfylder sin funktion til fulde og er bestemt nydeligt.

Tour de force

Det er omkring disse fire centrale tematiske idéer – hovedtema, actionmotiv, russertema og familietema – at Goldsmith (og McNeely) komponerede resten af scoret.

Familietemaet optræder kun én gang på albummet og forståeligt nok også ret sporadisk i filmen, for som filmen er scoret primært et suspense- og actionscore.

Og action er der, til trods for albummets korte spilletid, masser af! Og det er godt!

Det begynder allerede i anden del af “The Parachutes”, og efter “The Motorcade” (nr. 2), som stort set udelukkende består af hovedtemaet, er det fra og med “Empty Rooms” (nr. 3) ren action og suspense resten af vejen, kun afbrudt kortvarigt af familietemaet i “No Security”.

“Empty Rooms” begynder med klassisk Goldsmith-suspense – lave strygere og blæsere, flygel, slagtøj og endda lidt synth – inden cuet går over i højspændt action, vekslende med lidt mere suspense.

Allerede her er det mere end tydeligt, hvorfor Goldsmith bare var én af de bedste til at komponere neglebidende spændende action.

Det bliver dog endnu bedre: “The Hijacking” er en næsten otte minutter lang tour de force udi fremragende action-scoring!

Cuet starter stille, men meget hurtigt bygger Goldsmith op med én af flere forskellige ostinati, der veksler gennem cuet, hvorefter cuet eksploderer i et af de bedste actioncues fra den sene del af Goldsmiths karriere. Ja, måske er der faktisk bare tale om ét af Goldsmiths bedste actioncues overhovedet.

Og netop som man tror, at musikken ikke kan blive mere intens, øger Goldsmith spændingen – og det bliver han ved med, lige til cuet toner ud. Det er vanvittig god musik, der bare er med til at understrege det utrolige i, at Goldsmith fik komponeret scoret på under to uger.

Familietemaet i “No Security” giver et kort pusterum efter de vanvittige otte minutters action i “The Hijacking”, men derefter er det op på hesten igen. “Free Flight” (nr. 6) er endnu et action- og suspensecue, der byder på flere fremførsler af actionmotivet, hovedtemaet og russertemaet.

Action- og suspensemusikken fortsætter ufortrødent i både “Escape from Air Force One” (nr. 7) og “Welcome Aboard, Sir” (nr. 8), og sidstnævnte slutter naturligvis af med en passende heroisk-patriotisk fremførsel af det fulde hovedtema.

Forkælede

I tilbageblik er det sådan set nemt nok at se, hvorfor nogle filmmusikfans slog Air Force One-scoret lidt hen, da det udkom, for som sådan er der ikke meget nyt under solen: Stilen er entydigt Goldsmiths, og dengang virkede det lidt som om, Goldsmith kunne vride sådan et score ud af ærmet uden de store problemer og han gjorde det jævnligt.

I dag er det nemmere at se, hvor forkælede vi som filmmusikfans var dengang, Goldsmith jævnligt gav os musik af den her kvalitet, og i tilbageblik er det også meget nemmere at værdsætte, hvor godt et score, Air Force One egentlig er.

Det er rigtigt, at det er et kompakt score i den forstand, at actionmotiv og hovedtema er så nært beslægtede og i den forstand, at action- og suspensemusik dominerer næsten totalt. Men det gør det ikke til et monotont eller kedeligt score, i hvert fald ikke i mine ører.

Tværtimod giver det scoret et fornemt helhedspræg, der samtidig fint afspejler filmen, der er lige så kompakt og actionfyldt.

Donald Trump misbrugte Air Force One-temaet under sin præsidentkampagne (uden tilladelse fra filmselskabet, der bad Trump-kampagnen om at stoppe med det), men det har heldigvis ikke ødelagt mit forhold til scoret.

Tværtimod mindede det mig om det fantastiske i, at Goldsmiths musik kommer til at eksistere og blive nydt længe efter, at den opblæste orange klovn i det Hvide Hus er død, glemt og begravet.

Både derfor og fordi det er forrygende filmmusik, anbefales Air Force One-scoret på det varmeste!

Nummerliste:
1. The Parachutes (5:24)
2. The Motorcade (2:45)
3. Empty Rooms (3:53)
4. The Hijacking (7:52)
5. No Security (3:08)
6. Free Flight (4:55)
7. Escape from Air Force One (5:30)
8. Welcome Aboard, Sir (2:11)

Total spilletid: 35:38

Anmeldt i nr. 148 | 13/02/2018