Poruno no joô: Nippon sex ryokô

Poruno no joô: Nippon sex ryokô, der på engelsk kendes under titlen Journey to Japan, er udsendt af Another World Entertainment med den saftige danske titel Sexrejsen til Japan. Lige så saftig er DVD-coveret, der har den svenske nøgenmodel Christina Lindberg på forsiden i en særdeles spinkel hvid top, der ikke skjuler særligt meget.

Mere end en exploitationfilm

Faktisk tangerer DVD-forsiden falsk varebetegnelse – ikke fordi det, der står nødvendigvis er forkert, men fordi det formidler et helt forkert indtryk af, hvad det er for en slags film, man her har med at gøre. ”Sveriges HØJEST betalte nøgenmodel… i filmen med det LAVESTE tøjbudget” hedder det på forsiden. Om filmens tøjbudget nødvendigvis har været så lavt, som gutterne ved Another World Entertainment praler med, kan nok diskuteres, og i alle tilfælde er Poruno no joô: Nippon sex ryokô slet ikke så pornoagtig, som man kunne tro, når man kaster et blik på coveret.

Forstå mig ret: man ser ganske meget til Christina Lindberg uden tøj på – og tak for det! – men slet ikke på den måde, man kunne tro. Faktisk er Poruno no joô: Nippon sex ryokô en ganske grum lille sexploitationfilm, der under sin exploitation-overflade synes at gemme på ambitioner om mere og andet, end ”bare” at være en exploitationfilm.

Japansk softporn

At der er tale om en exploitationfilm skal der dog ikke herske nogen tvivl om. Filmen ligger i udkanten af den japanske pinku eiga-genre, softpornografiske film, der dukkede op i 1960’erne, og havde sin storhedstid i 1970’erne. En nærmere redegørelse for de forskellige genrer af japanske softpornfilm får man i den glimrende booklet, der følger med AWE’s udgivelse, og jeg skal ikke gå i unødige detaljer her – blot konstatere, at Poruno no joô: Nippon sex ryokô ikke for alvor tilhører pinku eiga-genren, men nærmere den såkaldte roman porno-genre (romantic porno), selv om den også befinder sig i udkanten af denne genrebetegnelse. Det væsentligste fællestræk med roman porno-genren er, at sex også i Poruno no joô: Nippon sex ryokô udgør en bærende del af handlingen. Synderligt romantisk er det imidlertid ikke, hvilket jeg vender tilbage til.

Toei-studiet, der stod bag Poruno no joô: Nippon sex ryokô, var én af de store producenter af softpornfilm i 1970’erne, og det var da også Toei, der bragte Christina Lindberg til Japan. Hun havde indtil da haft nogle roller i svenske softpornfilm, og derudover var hun primært kendt som nøgenmodel. For Toei-studierne lavede hun foruden Poruno no joô: Nippon sex ryokô også Furyô anego den: Inoshika Ochô, bedre kendt som Sex & Fury, der udkom samme år, og som er et rendyrket eksempel på pinky violence-genren.

Kommunikationsproblemer

I Poruno no joô: Nippon sex ryokô spiller Lindberg en ung naiv svensker, der ankommer til Tokyo. Hvad hun skal i Japan afsløres ikke med det samme, men umiddelbart efter ankomsten sker der det, at hun træder ind i den forkerte bil. I stedet for at mødes med de to gangstere, der egentlig skulle tage imod hende, havner hun i en taxa, hvis unge chauffør har nogle alvorlige problemer med sociale relationer. Det er allerede blevet klargjort i filmens indledning, hvor man ser hans kiksede forsøg på at få kontakt med kvinder. Man ser ham også fremstille bomber – hvorfor forklares ikke nærmere.

Den unge Ingrid Jacobsen, som Lindbergs rolle hedder, taler ikke japansk, og taxachaufføren taler ikke andet, så der er kommunikationsproblemer. Han forstår ikke, hvor hun skal hen, og undervejs prøver han da også at komme af med hende. Det lykkes ikke, og hun ender hjemme i hans lejlighed. Her tager tingene en grim drejning, og chaufføren voldtager hende, hvorefter han holder hende fanget. Efterhånden finder man ud af, at taxachaufføren på sin egen forkvaklede måde holder af den unge kvinde, som han passer og plejer efter bedste beskub. Hun gør det smarte, vinder hans tillid, og stikker af.

Så skulle man tro, at tingene så lysere ud. Men i stedet for at gå til politiet, går Ingrid ind på det, der formentlig er det skumleste diskotek, man har set på film. Hun møder en hippie-agtig japaner, der taler gebrokkent svensk, fordi han har været i Sverige. Han taler bl.a. om, hvor frit det svenske samfund er i forhold til Japan, og han bringer også snak om revolution på bane. Men al snakken er bare forspil: det ender med at Ingrid bliver gruppevoldtaget af hippie-japaneren og hans venner.

Spinkel handling

Senere møder chaufføren Ingrid på gaden i nærmest apatisk tilstand. Han får hende med hjem, og prøver ihærdigt på at hjælpe hende ud af sin verdensfjerne, traumatiserede tilstand. På dette tidspunkt er det helt tydeligt for seeren, at taxachaufføren er forelsket i Ingrid, og på mærkelig vis lykkes det filmen at få ham til at fremstå nærmest sympatisk, på trods af hans tidligere handlinger. Det ender faktisk i første omgang lykkeligt for de to, men så indhenter filmens sideplot vore to hovedpersoner, hvilket fører frem til den ganske bitre og nedslående afslutning.

Handlingen i Poruno no joô: Nippon sex ryokô er altså yderst spinkel, og især sideplottet med gangsterne er i store træk helt ligegyldigt. Det der betyder noget er forholdet mellem Ingrid Jacobsen og taxachaufføren. Man kan vælge at se Poruno no joô: Nippon sex ryokô som en rendyrket exploitationfilm, men det vil efter min mening være forkert. Selv om der ikke er nogen tvivl om, at filmen er lavet med henblik på at tjene penge, virker det som om manuskriptforfatterne Takeo Kaneko og Sadao Nakajima (som også har instrueret) har haft en mening med at skrue filmen sammen, som de har gjort.

Underliggende problemstillinger

Scenerne mellem taxachaufføren og Ingrid udspiller sig som et absurd lille drama, mestendels uden ord – og i hvert fald uden, de forstår, hvad hinanden siger. Mads Jensen, der har skrevet den booklet, der følger med DVD’en, foreslår, at kommunikationsproblemerne mellem de to understreger det universelle problem med kommunikation mellem kønnene, men jeg tror faktisk temaet er bredere end dette.

Manglen på kommunikation, og en udpræget grad af isolation, lader til at være et underliggende tema for alle filmens relationer. Kommunikationsproblemerne understreges bedst af alt af den groteske scene på diskoteket, hvor Ingrid ganske vist kan forstå, hvad den japanske hippie siger til hende rent sprogligt, men tydeligvis ikke forstår, hvad han mener. Isolation er et gennemgribende tema for en stor del af filmen. Taxachaufføren lever et isoleret liv i sin lille lejlighed, og i størsteparten af filmen er han og den unge svenske kvinde også isolerede fra hinanden. Da isolationen endelig brydes følger filmens slutning ganske hurtigt, og genetablerer den.

Taxachaufførens bombefremstilling og diskotekshippiens snak om revolution synes også at antyde nogle underliggende problemstillinger, som Mads Jensen også nævner i booklet’en: angiveligt var unge mennesker med undergravende adfærd typisk for Toei-studiets film i perioden. Det virker som om, der antydes nogle sociale og måske politiske problemstillinger her, som et vestligt publikum i dag ikke forstår, og det er ærgerligt. Problemet i den forbindelse er nemlig, at selv om man fornemmer, at manuskriptforfatterne har haft noget på hjerte, så formuleres det aldrig fuldt ud. På den måde har Poruno no joô: Nippon sex ryokô de samme problemer som Lucio Fulcis ofte udskældte Lo Squartatore di New York (The New York Ripper) fra 1982, hvor man har den helt samme fornemmelse af, at manuskriptforfatteren ville noget med filmen, som han bare ikke formåede at få ordentligt frem. I begge tilfælde er det rigtig ærgerligt.

Fælt overspil

Alligevel er Poruno no joô: Nippon sex ryokô en temmelig fascinerende film – netop fordi man har den klare fornemmelse af, at den vil mere, end bare underholde og tjene penge. Efter indledende skepsis endte jeg med at blive helt grebet af det besynderlige lille drama, som filmen faktisk er, samtidig med, at den er en relativt hård exploitationfilm.

Skuespillet skal man ikke forvente sig det helt store af. Begge hovedrolleindehaverne overspiller ganske fælt. Værst er Christina Lindberg, fordi vi som danskere forstår, hvad hun siger: hun taler klingende, klart svensk, og det bliver leveret så utroværdigt, som man kan forestille sig. Det er dog begrænset hvor meget hun siger, og det har helt klart også været meningen. Hun er ikke med i filmen for at tale, hun er med for at blive set – og gerne uden tøj på. Det er bestemt heller ingen dårlig ting, for i 1973 var Christina Lindberg virkelig en hottie, og man forstår tydeligt japanernes fascination. Med sit uskyldige ansigt, store øjne og en krop, der siger spar to, er Lindberg som en menneskelig udgave af en moderne kvindelig mangafigur – denne besynderlige lolitaagtige blanding af uskyld og sex, som tydeligvis appellerer stærkt til japanerne. I kød og blod kan den nu sagtens appellere til folk uden for Japan, og DVD’ens cover med Lindberg på forsiden er da stensikkert også en genvej til flere solgte skiver for Another World Entertainment.

Tankevækkende exploitation

Om alle køberne så får det, de regner med, er en anden sag. Jeg blev i hvert fald stærkt positivt overrasket over Poruno no joô: Nippon sex ryokô. Selv om det er en exploitationfilm, og selv om sex spiller en væsentlig rolle for filmen, er der så mange elementer i den, der er ganske tankevækkende, og som trækker den i retning af en genrebetegnelse som erotisk drama. Blot ærgrer det som sagt, at manuskriptforfatterne ikke tydeligere har kunnet formulere de tanker, der tydeligvis ligger og simrer et sted dernede.

Poruno no joô: Nippon sex ryokô har med Another World Entertainments udgivelse af filmen verdenspremiere på DVD, og det kan undre. Hvis AWE kan diske op med flere verdenspremierer af denne type, er jeg i hvert fald bænket på første række.

Poruno no joô: Nippon sex ryokô er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 39 | 13/01/2009

Stikord: Erotik, Japan, Softporn