The Long Walk er den anden af de i alt fem romaner, Stephen King i årene 1977-1984 udgav under pseudonymet Richard Bachman (læs mere om Bachman i anmeldelsen af Rage).
Romanen udkom i 1979 og var Kings sjette udgivne roman, men i sin kerne faktisk den ældste; han skrev romanen i 1966-1967, i løbet af sit første år på University of Maine. Dette er en ret væsentlig ting at have in mente, hvis man vil forsøge at forstå romanens symbolske lag.
Dystopisk USA
The Long Walk foregår cirka samtidig med udgivelsesåret, men i et USA der er blevet et totalitært samfund. Dette siges ikke direkte, men bliver tydeligt på forskellige måder.
En af måderne er selvfølgelig selve romanens centrale omdrejningspunkt, vandringen; en anden er omtalen af “squads”, der kommer og henter systemkritikere.
Baggrunden for, at USA har udviklet sig på denne måde bliver heller aldrig direkte sagt, men et par sætninger gør det klart, at Nazityskland enten vandt 2. Verdenskrig eller i hvert fald klarede sig meget længere, end i virkelighedens verden.
Derudover er det ikke fordi King bruger tid eller plads på at udmale et typisk dystopisk scenarie for læseren. Dystopien er klar alene gennem konceptet omkring Den lange vandring og de ovennævnte små bidder information.
Og dystopien kommer til at stå så meget desto tydeligere frem, fordi King derudover tegner et billede af et USA, hvor folk i øvrigt lever normale liv med skole, arbejde, universitet og så videre.
Ja, selv populærkulturen er ikke stort anderledes i dette dystopisk, fascistoide USA – John Travolta omtales et enkelt sted.
Gå til du dør – eller vinder
Titlens “lange vandring” er navnet på en konkurrence, der afholdes hvert år: 100 unge amerikanske mænd starter med at gå, og konkurrencen slutter først, når kun én er i live. Der er nogle få regler, hvoraf den væsentligste er, at man aldrig må gå langsommere end 4 miles i timen.
Gør man det, får man en advarsel. Dem må man få tre af. Der er ingen fjerde advarsel; her bliver deltageren koldblodigt likvideret af én af de soldater, der følger vandringen ombord på en mandskabsvogn.
Man kan dog “slette” en advarsel ved ikke at få yderligere advarsler i løbet af en time, men der er også nogle regler, man slet ikke må overtræde, og hvor en overtrædelse resulterer i øjeblikkelig henrettelse.
Den lange vandring er vanvittig populær underholdning og følges ivrigt af medier og tilskuere langs ruten, der tager sin begyndelse ved den canadiske grænse i Maine. Herefter går ruten sydpå gennem Maine og New Hampshire og mod Massachusetts.
Ensemblestykke
Hovedpersonen i The Long Walk er 16-årige Ray Garraty. Det er ham, vi følger, og det er gennem hans øjne, King fortæller romanen. Men selv om det er Garratys tanker, vi får indblik i gennem Kings fortællerstemme, er The Long Walk i høj grad et ensemblestykke, der primært udspiller sig i dialogen mellem en gruppe af deltagerne.
Dette skyldes selvfølgelig det grundlæggende koncept, der gør, at der er en naturlig begrænsning i, hvad der kan udspille sig på vejen.
Der er visse optrin undervejs, som da én af deltagerne forsøger at angribe soldaterne på mandskabsvognen eller da en anden forsøger at snige sig væk fra vejen under dække af mørket, men ellers er det den udmagrende, dødelige vandring, der udgør romanens eksterne handling.
Dybt ubehagelig
The Long Walk er af flere årsager en dybt ubehagelig roman, og den bliver bare mere og mere ubehagelig, jo tættere på slutningen, man kommer.
De forsigtige venskaber og alliancer, der skabes mellem de deltagende drenge, er dømt til at ende ulykkeligt, og efter at vandringen går i gang ganske tidligt i romanen, er døden med på alle sider. Det gør The Long Walk til en grum læseoplevelse, der ikke er sådan at ryste af sig igen.
Hvad der gør det hele endnu værre er, at det langsomt går op for drengene – med ganske få undtagelser – at de faktisk ikke ved, hvorfor de har meldt sig til Den Lange Vandring. Det gælder i hvert fald både Garraty og McVries, der bliver Garratys eneste rigtige “ven” undervejs.
Vietnam-allegori
King skrev som sagt The Long Walk tilbage i slutningen af 1960’erne og der er da heller ingen tvivl om, at romanen grundlæggende er en allegori over Vietnamkrigen, hvor unge mænd døde for en sag, som de grundlæggende var usikre på.
En væsentlig forskel på virkelighedens Vietnamkrig og Den Lange Vandring er dog, at hvor unge amerikanske mænd kunne ende i Vietnams jungle som følge af almindelig værnepligt, er alle deltagerne i Den Lange Vandring frivillige.
Med Vietnam-allegorien i tankerne kan The Long Walk på den led godt give mindelser om Oliver Stones få år yngre Platoon (1986), hvor hovedpersonen Chris (Charlie Sheen) også har meldt sig frivilligt, og hvor krigens vanvid og meningsløshed langsomt går op for ham.
Konkurrencementalitet under kritik
Men The Long Walk er ikke kun en Vietnam-allegori, for mediecirkusset omkring Den Lange Vandring er også i fokus, og det samme er de fanatiske tilskuere, der som tilskuerne i et romersk amfiteater med stor lyst overværer de dødelige løjer og jubler, når soldaternes rifler tager livet af endnu en vandrer.
Man kan sige, at Vietnamkrigen i sin egenskab af den første tv-dækkede krig også har en vis rolle at spille i forhold til transmitteringen af Den Lange Vandring, men det er i virkeligheden mere interessant at se på Den Lange Vandring i lyset af et “gameshow”.
Her er det selvfølgelig også værd at bide mærke i, at hele to af Kings Bachman-bøger tager udgangspunkt i dødelige gameshows – den anden er The Running Man (1982) – og idéen omkring den dødelige konkurrence, hvor det er “last man standing”, der vinder.
At King allerede så tidligt opbyggede en kras satire over den amerikanske forkærlighed for tv-transmitterede konkurrencer er ret påfaldende, al den stund at det er en forkærlighed, der på det tidspunkt slet ikke havde antaget de bizarre former, der siden skulle komme. Og som i øvrigt siden også har bredt sig over hele verden.
Det er ligeledes ret tydeligt, at Kings egentlige ærinde ikke er at kritisere gameshows som sådan, men den mentalitet, som gameshows bygger på, og som i et eller andet omfang kan føres tilbage til gladiatorkampene i det gamle Rom.
Det er en hård konkurrencementalitet, som USA og andre vestlige kapitalistiske økonomier kender alt for godt, og som tilhængere vil sige er et positivt aspekt ved liberale, kapitalistiske demokratier, mens kritikere vil sige, at det er præcis dette, der skaber en ekstremt lille, ekstremt rig overklasse og en meget stor klasse af have-nots.
Jeg prøver ikke at sige, at King med The Long Walk er ude i et rendyrket politisk ærinde (romanen har også eksistentialistiske og moralske aspekter), men der kan ikke være nogen tvivl om, at The Long Walk har andre kritiske undertoner end blot kritikken af Vietnamkrigen.
Medskyldige og ofre
Hvor tilskuernes plads er i alt dette, er et mere åbent spørgsmål. Fra Garraty og de andre vandreres perspektiv går tilskuerne hen og bliver et glubende monster og en uadskillelig del af det system, der har placeret dem på vejen.
Men fra læserens side er det knapt så entydigt, for lige så vel som vandrerne blot er almindelige borgere i dette fremtidige, mørke USA, er det klart, at det er også tilskuerne.
På den måde bliver tilskuerne på én gang medskyldige og ofre for den samme konkurrencementalitet, der har sendt vandrerne ud på deres dødsmarch.
Om det er Kings bredside til den amerikanske befolkning for ikke at tage større afstand til Vietnamkrigen, er svært at vide, men det er i hvert fald et af romanens mere fortolkningsåbne aspekter.
Der er ingen tvivl om, at The Long Walk er Kings mest politiske roman nogensinde, for selvom han tog lignende temaer under behandling i The Running Man, og selvom også Roadwork (1981) har systemkritiske undertoner, er The Long Walk nok den mest direkte og ambitiøse af de dem.
Mere aktuel end nogensinde
Det allerværste ved The Long Walk og én af grundene til, at romanen er så uafrystelig, er nok den måde, romanen ikke bare har bibeholdt sin aktualitet, men blot er blevet mere aktuel.
Gameshows er muteret til groteske størrelser som f.eks. Paradise Hotel, og unge mænd og kvinder dør fortsat i meningsløse krige, nu endda primært som frivillige.
Og som om det ikke er slemt nok, har USA’s 45. præsident formået at forvandle embedet til et perverst reality show, hvor mediedækningen – foruden hans Twitter-konto – spiller en drivende rolle.
Som en sidste burlesk krølle på halen har den orange mand i det ovale kontor faktisk selv været vært i et gameshow, hvor han én efter én eliminerede håbefulde deltagere med ordene “You’re fired!”.
Velkommen til fremtiden.
Forfatter: Stephen King (som Richard Bachman)
Forlag: Signet Books
Udgivelsesår: 1979
Anmeldte udgave:
Romanen findes i antologien The Bachman Books.
Forlag: New American Library (Plume)
Udgivelsesår: 1985
Format: Paperback
Sideantal: 187
Anmeldt i nr. 146 | 13/12/2017
