Orphan

I Orphan bliver vi endnu engang trakteret med en af horrorgenrens klassiske troper: Onde børn.

Det er et udgangspunkt, der har resulteret i alt fra fremragende til rent ud sagt rædselsfulde film, men med Orphan formår Jaume Collet-Serra at ramme indenfor skiven, selvom Orphan på ingen måde vil gå over i historien som en klassiker.

Drømmebarn?

Ægteparret Kate og John har to børn, den døve Maxine og hendes storebror Daniel. De skulle have haft et tredje barn, men barnet var dødfødt, og Kate og John er stadig ved at komme sig over tabet.

De beslutter sig derfor for at adoptere et barn, og under et besøg på et børnehjem bliver de betagede af den niårige Esther, der oprindelig kommer fra Rusland, men som børnehjemmet derudover ved meget lidt om.

Esther virker som en meget speciel lille pige – stille, høflig, glad for kunst og håndarbejde, ja kort sagt som et lille drømmebarn. Kate og John adopterer hende, og hvor Max straks accepterer hende, er Daniel noget mere skeptisk.

En tid går alt godt, men snart begynder tingene at udvikle sig i en mere dyster retning: Esther virker gammelklog, og en række mærkelige begivenheder får Kate til at begynde at mistænke, at noget er helt galt med Esther.

Det vil John ikke høre tale om; han mener, Kate er paranoid, og det samme gør Kates psykolog, der også har hjulpet Kate over sin alkoholisme.

Men de urovækkende begivenheder i hjemmet fortsætter, og nu står Kate helt alene med en trussel, hun mener truer hele hendes familie.

Mere af handlingen skal ikke afsløres her; heller ikke den afsluttende plot twist, som jeg faktisk ikke havde regnet ud, selvom man ved, at en twist må komme.

Klassiske virkemidler

Orphan er en gennemført habil psykologisk horrorfilm, der foruden den grundlæggende, klassiske præmis, også spiller på en række andre klassiske virkemidler fra horrorgenrens bagkatalog.

Vigtigst er her, at manuskriptet aldrig holder publikum hen i uvished, men lader os vide (næsten) alt. Det betyder, at vi ser filmen vel vidende, at Kate har ret og at John og psykologen tager grueligt fejl.

Igennem dette enkle trick opbygger Orphan en stor del af sin suspense: Vores vished om, at Esther virkelig ikke er ude på noget godt og vores frygt for, at hun vil gøre Kate og børnene noget ondt.

Og som situationen spidser til er det naturligvis netop det, hun forsøger på. Spørgsmålet helt frem til klimaks er, om Esther vil lykkedes med dele af sit foretagende.

Overbevisende indsats

Ægteparret Kate og John spilles af Vera Farmiga og Peter Sarsgaard, der hver især yder en fin og troværdig indsats som det hårdt prøvede ægtepar, også selvom man adskillige gange undervejs har lyst til at kværke Sarsgaards John og ruske noget fornuft ind i hovedet på ham – naturligvis præcis den reaktion, manuskriptet gerne vil have frem i publikum.

Maxine og Daniel spilles af henholdsvis Aryana Engineer (jep, det hedder hun) og Jimmy Bennett, og er også fine i rollerne, selvom særligt Bennett har den velkendte “mut pre-teen”-rolle og som sådan har absolut intet at arbejde med.

Den væsentligste drivkraft i filmen er dog Isabelle Fuhrman, der har rollen som Esther. Fuhrmann var 12 år, da filmen blev indspillet, men hun leverer en komplet overbevisende indsats som den gammelkloge 9-årige, der bærer på en dyster hemmelighed.

Fuhrmann formår trods sin dengang unge alder at projicere en psykopatisk kulde, som hos de fleste andre børneskuespillere ville være endt som noget, der lignede surhed eller apati.

Samtidig er hun i stand til at vende på en tallerken og spille lige præcis den søde, lille pige, John og Kate første gang mødte på børnehjemmet, uden at hendes sødme her kommer til at virke forceret eller kvalm.

Som sådan er det Fuhrmann, der bærer filmen, mens både Farmiga og Sarsgaard – hvor seværdige de end er – indtager sekundære roller.

By the numbers

Orphan kan på ingen måde ses som nogen original film – med undtagelse, måske, af den afsluttende plot twist.

Setup og virkemidler er kendte og velafprøvede, og med et ganske fermt manus af David Leslie Johnson (der spillefilmsdebuterede her) var det sådan set alene op til Jaume Collet-Serra at få skibet til flyde eller synke.

Og her klarer Collet-Serra det fint, uden at han på nogen måde hæver Orphan til andet end en ganske velfungerende lille, by the numbers-horrorfilm.

Spanske Collet-Serra spillefilmsdebuterede som instruktør fire år før Orphan med den svært underholdende remake af klassikeren House of Wax (2005) og har siden debuten lavet yderligere en håndfuld spillefilm, foruden enkelte afsnit af tv-serier.

Positivt overrasket

Skal man være grov, kunne man sige, at Orphan er Hollywood-horrormetervare, men i Jaume Collet-Serras hænder er Orphan både underholdende nok og tilpas stramt fortalt til, at jeg er parat til at lade tvivlen komme den til gode.

Hvis man ser Orphan uden at have tårnhøje forventninger, ender man måske faktisk med at blive temmelig positivt overrasket undervejs. Det var i hvert fald min oplevelse.

Anmeldt i nr. 146 | 13/12/2017

Stikord: Onde Børn