Lila the Werewolf

Historien fylder ikke alverden. Den er trykt på 44 ganske små sider i et lille hæfte fra 1974, oh, men hvilket hæfte!

Som jeg nævner i denne måneds leder, faldt den lillebitte varulveroman ned i skødet på mig, da jeg impulsivt besøgte et antikvariat – den sprang, om man så må sige, i øjnene på mig.

Forsiden i tre farver er en kubistisk vision af den klassiske metamorfose, stakkels Lila Braun er for evigt fanget mellem ulven og mennesket, et tema der kommer godt til udtryk i historien.

Kvinders seksualitet

Selve historien og de analogier den opbygger, har forfatteren, Peter S. Beagle, ved flere lejligheder undsagt sig, med en henvisning til at han var meget ung da han skrev den.

Det er temaer som at kvinders seksualitet er dybt forankret i deres indre monster, og at sex generelt er forbundet med vold og ydmygelse, forfatteren prøver at løbe fra, uden at jeg helt forstår hvorfor.

Lila og Farrell lever i et ganske harmonisk forhold, om end sidstnævnte helt klart ikke elsker sin partner – han er bare ret godt tilfreds med at hun er der.

Lila bruger én nat om måneden på at æde naboernes husdyr og deltage i støjende, kaotiske orgier med kvarterets gadehunde – noget Farrell langt hen ad vejen accepterer som en ret uskadelig særhed ved kæresten.

Selvom Farrell med tiden udvikler nogle komplekser omkring Lilas eskapader, ender det – undskyld spoileren – ret så lykkeligt for alle parter, selv Farrells svigermor.

Meget ulig amerikanske forfattere

Beagle, der er kendt for fantasyromanen The Last Unicorn (1968) og var screenwriter på den animerede Lord of the Rings-film fra 1978, er da også generelt kendt for at være langt mere børnevenlig – mindre kontroversiel – og det er faktisk synd, at han ikke fortsatte i det spor, Lila the Werewolf er skrevet i.

Ikke alene er perversionerne underholdende, men sproget og fortælleren Farrells mentale toneart er virkelig morsom. Underspillet morsom endda, meget ulig amerikanske forfattere generelt, som når Farrell plages af hvor småborgerligt det vil forekomme at slå op med en pige, bare fordi hun er varulv.

Med andre ord kan jeg øjensynligt lide Lila the Werewolf meget bedre end forfatteren kan. Den er et heftigt lille mellemmåltid af en bog!

Capra Press og de vilde 70’ere

Jeg er nødt til at knytte nogle kommentarer til selve udgivelsen. Som nævnt er der tale om en 44-siders pamflet, et format der i USA kendtes som en chapbook i “gamle dage”.

Disse var meget korte udgivelser, ofte poesi eller noveller, og altid med en rig visuel side. Lila the Werewolf er smykket med vignetter og en unik illustration på titelbladet. Font og sats er elegant, gammeldags med dekorative sidetal.

Kort sagt er det en ganske smuk lille bog, i en serie af smukke små bøger, fra et af de vigtigste amerikanske avantgardeforlag efter Anden Verdenskrig.

Capra Press blev drevet af ildsjæle og nåede aldrig at blive kæmpestort eller nogen økonomisk supersucces. Til gengæld kan man ikke undervurdere værdien, rent kulturelt, som forlaget har haft, som et sted hvor mange senere berømt- og berygtetheder fik udgivet deres første tekster i 60’erne og 70’erne.

Alene The Capra Chapbooks Series, hvoraf Lila the Werewolf er nummer 17, tæller forfattere som Henry Miller, Anaïs Nin, Ursula Le Guin, Raymond Carver, Charles Bukowski og Ray Bradbury.

Chapbook-formatet, hvor fokus var på kvaliteten af litteraturen, ikke længden af bogen, og hvor illustrationerne gav et luksusskær, selvom varen var billig, er desværre gået samme vej som Capra Press og den bittert underholdende, samfundskommenterende voksen-horror.

Anmeldt i nr. 144 | 13/10/2017

Stikord: Varulve