Efter nogle ekstremt produktive år, hvor John Barry komponerede syv scores i 1965 og fem i 1966, satte han kortvarigt tempoet lidt ned i 1967, hvor det kun blev til to scores: Mesterværket You Only Live Twice til Bond-filmen af samme navn og The Whisperers.
Det var to forskellige film og ligeledes to markant forskellige scores, Barry leverede, men de har dog det til fælles, at de begge er mesterværker.
The Whisperers markerede Barrys femte samarbejde med instruktør Bryan Forbes efter The L-Shaped Room (1962), Seance on a Wet Afternoon (1964), King Rat (1965) og The Wrong Box (1966).
Forbes var en alsidig instruktør, og det krævede naturligvis også alsidighed af hans udvalgte komponist, og her leverede Barry virkelig varen.
Efter krigsdramaet King Rat og komedien The Wrong Box kom dramaet The Whisperers, hvor Dame Edith Evans spiller en gammel, ensom dame, der bor i en ussel lejlighed og har vrangforestillinger om “The Whisperers”, der overvåger hende.
Jeg har ikke selv set filmen, som skulle være god, men ud fra hvad jeg har læst, er ensomheden det tematiske omdrejningspunkt.
Dette afspejles glimrende af Barrys afdæmpede score, der på dette tidspunkt i hans karriere kun kunne sammenlignes med det ligeledes afdæmpede score til Four in the Morning (1965).
Mørk, modfalden og smuk
The Whisperers er et intimt score, komponeret for et langt mindre symfonisk ensemble, end vanligt for Barry, og med cembalo og harpe som de to bærende instrumenter. Dette er med til at give scoret et kammermusik-præg og understreger selvfølgelig intimiteten.
Samtidig giver cembaloens sprøde, klingende lyd scoret præcis det præg af ensomhed, som filmen handler om, og de øvrige instrumentgrupper bruges altid meget afdæmpet.
Cembalo og harpe suppleres desuden hyppigt af andre soloinstrumenter, flygel, fløjte, obo, violin og trompet, der alle føjer yderligere til stemning af ensomhed og isolation.
Det siger dermed næsten sig selv, at stemningen i Barrys score er mørk og modfalden, men samtidig er musikken ubestrideligt smuk, og udgår en fantastisk lytteoplevelse.
Adskillige temaer
I modsætning til f.eks. Four in the Morning, der ligeledes er et meget intimt score, er The Whisperers dog ikke rent monotematisk, ligesom det også stilmæssigt er et mere varieret score.
Barry opererer faktisk med fire tematiske idéer igennem scoret. Hovedtemaet introduceres i “Main Title – The Whisperers” (nr. 1), og sammenfatter sådan set scoret som helhed: Cembalo og flygel introducerer temaet i majestætisk ensomhed, inden strygersektionen efter et minuts tid kobles på.
Et sekundært tema introduceres i “Sticks and Stones” (nr. 3), der indledes med stemningsfulde anslag på cembalo og harpe, inden det nye tema fremføres af trompet med let opbakning af strygersektionen. Senere følger en atmosfærisk passage for solofløjte og –flygel, inden temaet gentages.
Markant anderledes er det tema, der introduceres i “The Three Attackers” (nr. 4). Her er der på det nærmeste tale om et lille ”actiontema”, der også fremføres i et betydeligt højere tempo.
Stilmæssigt lægger dette lille actionmotiv sig lige i kølvandet på Barrys samtidige Bond-musik, og burde derfor stå som en klar anomali i scoret.
Det gør det selvfølgelig også på sin vis, men instrumenteringen og det nedskalerede ensemble betyder alligevel, at temaet passer ind i scorets helhed.
Endelig introduceres et sidste tema i “Nobody and Nothing” (nr. 5), fremført på solo-obo med let opbakning af strygersektionen. Her er vi tilbage i det langsomme tempo og stemningen er igen ensomhedens.
Variationer og jazz
Resten af albummets score-tracks består af forskellige variationer på de fire temaer, hvor dog “actiontemaet” kun dukker op én gang mere, i “The Razor Attack” (nr. 10).
Albummets mest anderledes track er uden tvivl “Nobody and Nothing – Jazz” (nr. 7), der, som titlen antyder, er en jazzudgave af temaet fra “Nobody and Nothing”. Der er tale om en fin lille jazz-skæring, hvor Barry fint formår at bibeholde den overordnede ”blå” stemning, blot i jazzens formsprog.
Et lille, glemt mesterværk
The Whisperers hører – ligesom Four in the Morning – til blandt John Barrys mindst kendte scores, og kendes nærmest kun af Barry-entusiaster, og det er virkelig synd og skam, for The Whisperers er ganske fremragende.
Barry formår at formidle en trøstesløs stemning af ensomhed uden at musikken af den grund bliver ulideligt depressiv at høre på. Tværtimod er alle fire temaer fantastisk smukke, ligesom den hyppige brug af solister ofte forlener musikken med dyb skønhed.
Den anmeldte version af scoret er den, Ryko udgav i 1998, og som vanligt for Rykos udgivelser fra den periode ligger der flere tracks med dialog fra filmen mellem musikken. Heldigvis ligger dialogen helt separat fra musikken, så man kan sortere den fra.
Kritzerland udgav scoret i 2010 uden dialog-tracks og på samme skive som Richard Rodney Bennetts score til Sidney Lumet-filmen Equus (1977). Begge skiver er stadig til at få fat i, og hvis man er fan af John Barry – eller i det hele taget bare af smuk filmmusik – bør man gøre sig selv den tjeneste, at gøre det.
The Whisperers er et lille, glemt mesterværk af John Barry.
Nummerliste:
1. Main Title – The Whisperers (2:48)
2. Listen to This (dialog) (0:20)
3. Sticks and Stones (2:52)
4. The Three Attackers (2:29)
5. Nobody and Nothing (3:25)
6. Nothing Racy (dialog) (0:29)
7. Nobody and Nothing – Jazz (4:03)
8. The Letter (3:57)
9. Is the Wireless On? (dialog) (0:15)
10. The Razor Attack (1:58)
11. We Danced Home Again (3:04)
12. You’re On Your Own Again (2:48)
13. Looking for The Whisperers (dialog) (0:14)
14. Are You There – End Title? (3:25)
Total spilletid (uden dialog): 30:49
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1967
Udgivet: 1998
Label: Rykodisc
Anmeldt i nr. 144 | 13/10/2017
