Soylent Green

Advarsel: Denne anmeldelse indeholder spoilere.

I året 2022 er Jorden blevet et overbefolket helvede, hvor fødevarer og vand er mangelvarer.

I New York, hvor filmen foregår, bor der 40 millioner mennesker, og de fleste lever af forskellige produkter, fremstillet af megafirmaet Soylent, og som er baseret på koncentrerede grøntsager. Soylents seneste produkt, Soylent Green, skulle være baseret på plankton fra verdenshavene.

Handlingen tager sin begyndelse, da én af cheferne i Soylent bliver myrdet i sin luksuslejlighed, og politidetektiven Frank Thorn (Charlton Heston) bliver sat på sagen.

Thorn når ret hurtigt frem til, at Simonson ikke bare er blevet myrdet, men likvideret, og i samarbejde med sin researcher, den aldrende Solomon Roth (Edward G. Robinson) sporer han sig ind på, at det er Soylent, der står bag. Men hvorfor…

Lavt budget

Soylent Green er meget løseligt baseret på romanen Make Room! Make Room! fra 1966 af Harry Harrison. Som filmatiseringen tager romanen afsæt i en overbefolket verden, hvor Jordens ressourcer er blevet knappe, men derudover er filmen sin helt egen størrelse og afviger markant fra forlægget.

Soylent Green forsøger bravt at tegne et dystopisk portræt af fremtidens USA, men det er ret tydeligt, at filmens budget ikke har været det største.

Meget af det, vi får at vide om verdens tilstand, formidles således alene gennem dialogen, f.eks. at mennesker stort set alene bor i byerne, mens de tilbageværende gårde på landet er tungt befæstede.

At New York er stærkt overbefolket formidles gennem brugen af statister, der overbefolker de fleste scener og forureningen vises gennem et grønligt filter, der er lagt hen over store dele af udendørsscenerne.

Det generelt lave budget betyder dog også, at filmens scenografi og kostumer har et ret billigt og lurvet udseende, hvilket spiller fint sammen med filmens budskab og setting.

Human Resources?

Filmens altafgørende afsløring er vel i dag så berømt, at det for de fleste næppe var nødvendigt med en advarsel mod spoilers, men det viser sig jo naturligvis i sidste ende, at Soylent-firmaet har fundet en ny ressource at fremstille sine fødevarer af – titlens Soylent Green.

Da Thorn mod filmens slutning gemmer sig på en skraldebil, der angiveligt kører lig til forbrænding, finder han i stedet ud af, at ligene bliver fragtet til Soylent-fabrikken, hvor de laves om til det nye, nærende Soylent Green, fordi havene også er ved at dø – der er ingen plankton at fremstille Soylent Green af.

Det kunne have været et rystende og markant plot twist, selv i dag (hvis altså man ikke på forhånd kendte afsløringen), men desværre er afsløringen et decideret antiklimaks, måske mest af alt fordi den del af plottet, der handler om Thorns efterforskning, er så tynd, som den er.

I virkeligheden er det slet ikke Thorn, der kommer på sporet af Soylents udåd; det er Sol Roth, der finder ud af det og afslører sin viden til Thorn – dog på en måde, så publikum ikke kan høre, hvad Sol fortæller.

Ikke desto mindre er scenen, hvor Thorn infiltrerer Soylent-fabrikken, mærkeligt udynamisk og afsløringen decideret udramatisk.

Har ikke kunnet knække koden

Man får fornemmelsen af, at manuskriptforfatteren bag Soylent Green – Stanley R. Greenberg – ikke helt har kunnet knække koden for, hvordan han skulle kombinere en science fiction-dystopi om et udmarvet fremtidssamfund med en simpel detektivhistorie.

Resultatet bliver, at fokus primært ligger på det første, mens detektivhistorien bliver skubbet i baggrunden.

Og skal vi være helt ærlige, så fungerer miljøskildringen ikke helt så godt i dag, som den måske gjorde i 1973. Forskellen på rig og fattig (og til de sidste hører også politidetektiven Thorn) er såmænd formidlet fint nok.

Det sker primært i form af den luksuslejlighed, hvor den myrdede Soylent-chef boede, og hvor han både havde adgang til varmt vand (og generelt bare vand i rigelige mængder), kød og grøntsager og en til lejligheden hørende sexslave med betegnelsen “furniture”, altså møblement.

Ja, det var ikke nok at skildre fremtidens dårligdomme i form af en økologisk katastrofe; de rige skulle også lige have tilhørende sexslaver for at understrege, hvor skidt det hele, står til.

Stedvist grinagtig

Ud over denne rig-fattig-konflikt, er resten af miljøskildringen ikke særligt effektiv. Som sagt er det primært ved anvendelsen af store mængder statister og det førnævnte grønlige filter, at det overbefolkede, forurenede New York tegnes.

Derudover har filmens budget dikteret, at der ikke var råd til nogle mere storslåede indstillinger og scener, der virkelig kunne understrege, at verden var i dårlig stand.

Stedvist bliver forsøget på at vise, hvor slemt det står til, endda decideret grinagtigt: Da politiet skal stoppe en flok demonstranter i at lave ravage, kommer nogle store lastbiler kørende med skovle monteret foran. De går derefter i gang med – bogstaveligt – at “grave” demonstranterne op og smide dem om bag i lastbilerne.

Men dels foregår det i et så adstadigt tempo og dels er scenariet generelt bare så fortænkt, at jeg måtte tage mig selv i at sidde og grine.

Kriminalhistorien glemmes

På grund af sine generelt få lokaliteter og personer bliver Soylent Green en meget intim film, der postulerer at verden er af lave, men som ikke formår at overbevise publikum om det.

Vi lærer heller ikke Hestons karakter ordentligt at kende, og det begyndende forhold mellem Thorn og sexslavepigen Shirl får heller aldrig mulighed for at folde sig ud.

Værst af det hele er dog nok, at hele den kriminalhistorie, filmen postulerer at være bygget op som, sjofles til en sådan grad, at man er lovligt undskyldt, hvis man glemmer, at den i det hele taget er der.

Ingen særlig god film

Der gemmer sig en god film i konceptet bag Soylent Green og sågar en effektiv kriminalhistorie, men det har manuskriptforfatteren ikke formået at omsætte idéen til.

Soylent Greens eneste claim to fame i dag må derfor næsten være Hestons afsluttende udråb “Soylent Green is people!” For nogen særlig god film er den faktisk ikke.

Anmeldt i nr. 142 | 13/08/2017

Stikord: Dystopi, Fremtiden