Shurayukihime

Shurayukihime, som nok er bedre kendt under sin engelske titel Lady Snowblood: Blizzard from the Netherworld, markedsføres i Danmark af Another World Entertainment med frasen “Filmen der inspirerede Quentin Tarantino til Kill Bill”. Der er på ingen måde tvivl om, at dette udsagn er korrekt, hvad jeg skal vende tilbage til, men man undgår ikke at ærgre sig lidt over nødvendigheden af at markedsføre en fed film, som er seværdig på egne præmisser, på den måde.

Baseret på manga

Shurayukihime er baseret på en manga, skrevet af Kazuo Koike, der oprindelig løb i det japanske Weekly Playboy i 1972-73, og som udkom på engelsk i 2005-06 på Dark Horse Comics. Instruktøren, den koreansk-fødte Toshiya Fujita, er stort set ukendt på vore breddegrader, mens fans af asiatiske film måske kan være stødt på den kvindelige hovedrolleindehaver Meiko Kaji, der bl.a. medvirkede i kvindefængelsfilmserien Joshuu-sasori (engelsk: Female Prisoner: Scorpion) fra 1972-73 og Jingi naki tatakai: Hiroshima shito hen (engelsk: Battles Without Honor and Humanity: Hiroshima Deathmatch) fra 1973, der også havde Sonny Chiba på rollelisten.

Shurayukihime foregår i Japan i slutningen af 1800-tallet, og startskuddet for de voldsomme begivenheder er faktisk rodfæstet i virkelige politiske begivenheder i den såkaldte Meiji-periode. Perioden begyndte, da Matsuhito blev kejser i 1868, og var markeret af en række politiske omvæltninger; ikke mindst et brud med den over 250 år lange periode med feudalt styre under Tokugawa-slægten. Det var i Meiji-perioden, at Japan for alvor trådte ind i den moderne æra, på godt og på ondt, hvilket bl.a. også medførte en modernisering af hæren – Tom Cruise-filmen The Last Samurai fra 2003 foregår f.eks. også i Meiji-perioden, og det er netop moderniseringen af hæren, der ligger til grund for Shurayukihime.

Hævntogt

Mere specifikt er det Meiji-periodens indførsel af tvungen værnepligt, der ligger til grund for filmens hævnhistorie. Det forklares i filmen, hvorledes regeringens embedsmænd, der havde til opgave at gennemtvinge værnepligten, var stærkt upopulære. Dette kommer imidlertid til at gå ud over den ufødte hovedpersons forældre, idet en gruppe slyngler udnytter denne utilfredshed til ustraffet at myrde faderen (som ikke er embedsmand) og broderen og voldtage moderen, da de er ude at gå en fredelig tur.

Den ene af de fire slyngler – hvoraf tre er mænd og én er kvinde – forelsker sig imidlertid i hovedpersonens mor, og tager hende med væk fra landsbyen, hvor ugerningen skete. Da hun ser sit snit til det, myrder moderen kæltringen, men ender i et kvindefængsel, før hun kan opspore de andre gerningsmænd og tage hævn over dem.

I fængslet føder hun datteren Yuki (som måske – måske ikke – faktisk først er undfanget, i fængslet), og inden hun dør i barselssengen, beder Yukis mor sine medfanger om at sørge for, at datteren opfostres til at tage hævn. Som sagt, så gjort, og en af medfangerne sørger for at Yuki kommer i lære hos præsten Dôkai, der oplærer hende i samuraikunsten. Tyve år senere er Yuki en ung, smuk kvinde, der går under navnet Shurayukihime (Lady Snowblood) og nu er hun ude på sit hævntogt; det eneste, der fylder hendes liv og giver det mening. Yukis alias er i øvrigt afledt af, at hun blev født på en nat, hvor en snestorm hærgede Tokyo.

Hun opsporer de tre sidste forbrydere, én efter én, samtidig med, at hun også må undgå at blive snuppet af det korrupte politi, hvoraf nogle er i lommen på en af forbryderne. Der er også andre forhindringer undervejs, men som seeren snart finder ud af, er der ikke meget, Yukis katana ikke kan skære igennem!

Fin blanding af action og handlingsfremdrift

Ovenstående korte referat antyder måske, at Shurayukihime er fortalt som en fortløbende historie, fra A-Å, men det er ikke tilfældet. Handlingen starter in medias res med den voksne Yuki, og der går ikke længe, før sværdet er fremme og teaterblodet sprøjter. Resten af Yukis historie fortælles i en række flashbacksekvenser, der er indskudt undervejs. Nogle af disse – især de, der etablerer settingen og perioden – er tilmed realiseret som tegninger (ikke animationer) med en voice over.

Det er ikke fordi, Shurayukihime er actionfyldt fra ende til anden, men der er præcis den rette blanding af sværdkampsaction og mere dramatisk præget handling til at gøre filmen både underholdende og sammenhængende, samtidig med at den har en jævn plotfremdrift. Som prikken over i’et hænger det hele desuden sammen – der er ingen løse ender, der ikke undervejs bliver forklaret.

I forhold til sin efterfølger – Shura-yuki-hime: Urami Renga (engelsk: Lady Snowblood II: Love Song of Vengeance) – træder det politiske element i baggrunden til fordel for den umiddelbare historie om hævn. Det politiske motiv etableres som baggrund for selve plottet, men derudover tærskes der ikke langhalm på det. Det er en god ting, for selv om efterfølgeren helt sikkert har mere på hjerte, betyder det også, at det er en betydeligt langsommere og mindre underholdende film – og med langt færre sværdkampe.

Kaskader af blod

For netop sværdkampene er naturligvis en væsentlig ingrediens i en film som Shurayukihime. De er stilistisk set udført forholdsvis realistisk (altså ingen flyveri og andet, som vi har set i de kinesiske wuxia-film), selv om de selvfølgelig er overdrevne i og med, at Yuki er mere eller mindre uovervindelig.

Hvad der til gengæld ikke er realistisk, er den måde, hvorpå blodet sprøjter, når Yuki svinger katanaen! Her er der vitterligt tale om kaskader af teaterblod, der står ud i pulserende stråler, helt i stil med det, vi har set i Kill Bill, og her er vi naturligvis fremme ved én af de steder, hvor inspirationen til Kill Bill begynder at træde frem. Lige præcis blodkaskaderne er dog et mere generelt træk ved 70’ernes mere kulørte samuraifilm, men der er også en række helt specifikke elementer i Shurayukihime, der har stået model til Kill Bill.

Inspiration for Tarantino

Her kan ikke mindst nævnes snemotivet, der anvendes i flere scener i filmen, og som har været med til at danne forlæg for duellen mellem The Bride og O-Ren Ishii i kapitlet “Showdown at the House of Blue Leaves” i Kill Bill Vol. 1 (2003). Kapitelstrukturen kan i øvrigt også være hentet fra Shurayukihime, for også her er historien faktisk inddelt i kapitler, om end der ikke på samme måde leges med den opbrudte kontinuitet, som er Tarantinos varemærke. I Shurayukihime er den opbrudte kontinuitet kun markeret ved de allerede omtalte flashbacksekvenser. Til gengæld er det meget muligt, at Tarantino har fået inspiration til mangasekvensen “Origin of O-Ren” (også fra Kill Bill Vol. 1) af de tegnede vignetter fra Shurayukihime.

Det grundlæggende hævnmotiv er naturligvis også et fællestræk mellem de to film, om end det nok ville være at strække den, hvis man påstod, at Tarantino nødvendigvis hentede dette direkte fra Shurayukihime. Til gengæld har han løftet et nummer direkte fra scoret til Shurayukihime – det, der på Kill Bill-soundtracket går under navnet “The Flower of Carnage”, og som faktisk er sunget af Meiko Kaji.

Alt i alt efterlades man uden tvivl om, at Shurayukihime har været én af de vigtige inspirationskilder for Kill Bill, men det er en lettelse at konstatere, at Shurayukihime har langt mere at byde på, end bare at være “Filmen, der inspirerede Quentin Tarantino til Kill Bill”.

Spartansk skønhed

Ikke alene er Shurayukihime som sagt både underholdende, og byder på en fin vægtning af action og dramatisk plotfremdrift, men det er også en visuelt indtagende film, der i enkelte sekvenser er decideret smuk. Perioden er fint illustreret, og selv om fotograferingen af og til halter lidt – der er enkelte rystede indstillinger hist og her – så er filmen rent visuelt forlenet med en spartansk skønhed, der ind imellem også slår igennem i nogle virkeligt flotte og virkningsfulde billedkompositioner. Især eksteriørscenerne er virkeligt flotte, men der er heller ingen steder, hvor scenografien halter. Den visuelle side er enkel, og uden de store armbevægelser, men netop også derfor så effektiv og gribende. Se dér kunne Tarantino virkelig have lært noget, og det er da også karakteristisk at den scene i Kill Bill, der er mest direkte inspireret af Shurayukihime, også er den visuelt flotteste.

Dertil kommer filmens eklektiske score, der veksler mellem dramatisk underscore, funky 70’er-rytmer og den allerede nævnte “Flower of Carnage”, der fremstår som filmens hovedtema – også selv om den ikke anvendes så mange gange.

Klichéer uden at være karikeret

Skuespilmæssigt har jeg svært ved at sige noget om de japanske medvirkendes præstationer, men filmen overraskede mig faktisk ved ikke at fremstille alle skurkene som karikerede, overspillende monstre. Den ene af dem præsenteres som et sølle, alkoholiseret fattiglem, hvis smukke datter i al hemmelighed må prostituere sig for at kunne brødføde sin far. Her bryder Shurayukihime med den ellers ganske exploitationprægede tone, og kaster pludselig nogle moralske overvejelser ind i handlingen. Trods dette er der dog også plads til klichéer, og her er det naturligvis især skurkene, der må stå for skud, hvilket også fører til et par overspillede præstationer. Det er især den kvindelige skurk, Okono Kitihama, et ganske godt eksempel på.

Når det er sagt, så er Shurayukihime dog på det jævne rent skuespilmæssigt, og der er intet i præstationerne, der virker forstyrrende eller trækker filmen ned på et niveau, hvor man ikke lever sig ind i universet.

Til syvende og sidst kan jeg kun anbefale Shurayukihime. Hvis man har fordomme om samuraifilm, der indebærer, at det kun er en meningsløs række af sværdkampe med en handling, der kan skrives på den smalle side af et frimærke, så vil man blive positivt overrasket af en film, der formår at blande sin konkrete handling om hævn med dramatiske elementer i en historisk setting, der er fint realiseret. Tilmed alt sammen omsat i flotte billeder, og afviklet på lige over halvanden time. Sådan skal den kage skæres – og i Shurayukihime gøres det med en katana!

Shurayukihime er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 32 | 13/06/2008

Stikord: Hævn, Japan